Det gamle kapel ved Bredstenbro.

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1987

Af: J .L. Bundgaard og Benny Andersen.

I området, hvor Bredstenbro Camping ligger i dag, har der engang ligget et kapel, et socialt hjælpecen­ter drevet af munke.

I 1395 under dronning Margrethe I byggede den katolske biskop Bo Mogensen Lang, Århus dom­kapitel, et kapel ved Bredstenbro. Kapellet blev indviet til Jomfru Maria.

At lægge et kapel på dette sted kunne have to årsa­ger. Der var en helligkilde i området, som havde helbredende virkning på sygdomme, og der var et vadested over Gudenåen fra den stærkt befærdede landevej, som førte vesterud i oplandet.

Bygningen, der blev rejst, var ikke et kloster, ej heller en kirke, men man skønner, det har været en slags plejehjem for syge, der havnede der af for­skellige årsager, alt efter karakteren af deres lidel­ser.

Dronning Margrethe har af besiddelserne fra Skanderborg len skænket grunden til de forskellige bygninger. Der var tale om krongods, som ikke kunne overtages af herregårde og godser, for dem var der ikke ret mange af på egnen.

Hos domkapitlet i Århus findes der en beskrivelse af hovedbygningen. Det har været en solid munke-stensbygning, hvortil der har været brugt materia­ler som til domkirkebyggeri. Som grundsten har været brugt store kampesten, og murene har som nævnt været munkesten af størrelsen 28,5 x 13,5 x 9,5 cm. Som bindemiddel i mørtelen har været an­vendt “slået kalk” fra Daubjerg Dås. Denne mør­tel bliver hård som cement.

Murstens- og kalkbrokker vidner om, at bygningen senere er nedbrudt, og brugbart materiale er fjer­net for måske at blive brugt i andre bygninger. EI­lers skulle der have været mange flere dynger af materiale på stedet.

Der kan kun gisnes om, hvordan bygningen har set ud, men efter grundfladen og efter hvordan bygge­skikken var dengang, skønner man, at bygningen har fremstået som massiv rektangulær og med ud­vendige stræbepiller. Ellers er den bygget uden no­gen som helst udvendig forskønnelse. Indvendigt har der vel været sædvanlig katolsk udsmykning med bedepulte, skriftestole, og hvad der ellers hø­rer til en katolsk messe.

Spredt ud over det omkringliggende terræn, har der ligget mange, mindre huse, der vel har været brugt som herberg for mennesker, der søgte stedet af en eller anden grund. Der kan have været krigs­invalider, pilgrimme eller værkbrudne, der søgte lindring for deres sygdomme ved helligkilden og ved munkenes gode pleje.

Kapellet, sygehuset, plejehjemmet – man kan kalde det, hvad man vil – havde sikkert stor betydning, da det eksisterede. Det var vel det, vi i nutiden kal­der et “socialt hjælpecenter”. Munkene var jo spe­cialister på mange områder i at hjælpe syge med­mennesker.

Man kunne forvente en lang levetid for sådanne in­stitutioner, men sådan gik det ikke. Aktiviteterne ser ud til at have toppet ved reformationens indfø­relse under kong Chr. d. III år 1550. Da blev der beslaglagt meget katolsk gods af den danske kongemagt. Det var trange økonomiske tider for lan­det, og nu kunne økonomien styrkes ved beslag­læggelse af de rige katolske godser, kirker, klostre og ejendomme. På den måde forsvandt den katol­ske indflydelse på mange områder i Danmark.

Da der efter ca. 200 års drift ikke længere kom be­villinger, indtrådte forfaldet. Det skete her som an­dre steder, hvor der står ubenyttede bygninger af gode materialer. Der blev hentet sten fra bygnin­gerne, og stenene blev brugt til nybyggeri på egnen og i oplandet. Snart var der ikke mere af husene til­bage på grunden. Glemselens slør sænkede sig over stedet, og tilsanding og overgroning fuldendte ud­slettelsen.

Til kapellet var der en kirkegård, som i tidens løb blev brugt flittigt til begravelser. Med al den elen­dighed, der har været koncentreret om stedet, er det klart, at mange fandt deres sidste hvilested her. At begravelsernes antal har været så stort, skyldes måske også andre årsager. Der har nemlig været flere epidemier blandt den lokale befolkning. Hun­gersnød i 1406 efter et dårligt høstår gav mange dø­de, blodgangsepidemien hærgede i 1412, og hun­gersnød igen efter et dårligt høstår i 1422 borttog mange mennesker. Høstens kvalitet var dengang af stor sundhedsmæssig betydning.

Der er fundet massegrave med tykt kalklag over skeletterne. Det var den tids måde at søge at for­hindre epidemier på. Epidemierne kunne opstå ved jordfæstelser, hvis der ikke blev passet på. Dog er der fundet skeletter på det omkringliggende ter­ræn, og det kunne se ud som om, der også har væ­ret foretaget begravelser ved siden af husene, som har ligget rundt omkring. Nogle skeletter havde sølvmønt, enten i munden el­ler på øjenlågene. Det var en “sterling” til at betale Karon med, når han skulle færge den afdødes ånd over til de dødes rige. En skik anvendt over hele jordkloden og meget almindelig i Danmark på den tid. Skikken har såmænd været brugt langt op imod vores tidsalder.

Den sidste begravelse i indviet jord blev foretaget i 1750, og da blev jorden stadig kaldt “den gamle kirkegård”. Efter den tid slettes også sporene efter denne begravelsesplads, og den er ikke benyttet si­den. I svunden tid var Bredstenbro-området at sammenligne med det, vi idag kalder et sogn. Der er forskelligt arkivmateriale i landsarkivet, som under Skanderborg lens arkivalier giver lidt oplys­ninger om dengang, der var “liv” i dette stykke af Nim sogn.

Der har også været markedsplads på stedet, hvor handlende søgte hen med varer, og det er troligt, at vadestedet samlede trafik og godtfolk. Kroen var jo også beliggende her.

Når området nu har været glemt i over 200 år, hvordan er det så blevet genopdaget?

Jo, i 1912 købte R. P. Sørensen “Æ Bajer hus”. Det er det nyrestaurerede hus, der ligger lige over­for Bredstenbro kro. Til huset hørte nogle tønder land mark, og kort tid efter skulle der bruges mate­rialer til vejen og broen, der fører over Gudenåen. Det var let at hente fra den jordvold, der lå vest for ejendommen, og uden kendskab til, at det var en kirkegård, Sørensen afgravede, fandt han i løbet af fire år 25 skeletter, men så var han også klar over, at der var noget usædvanligt ved dette jordstykke. Nationalmuseet blev underrettet, og i dagene 12. – 14.september 1917 blev der foretaget undersøgel­ser, fotografering og gravning i området. Det kun­ne hurtigt konstateres, at det var særdeles sandsyn­ligt, at “Vor Frues Kapel ved Brystingbro” virkelig havde ligget på denne plads.

Gennem samtaler med ejeren og omkringboende blev det berettet, at der gennem 20-30 år jævnligt var gravet i området. Store mængder sten var alle­rede fjernet.Ved en udgravning fandtes yderligere et skelet, i hvis mund man fandt en lille sølvmønt fra Erik af Pommerens tid. Denne mønt var ca. 15 mm i dia­meter og vejede 0.75 gram. Den benævnes trepen­ning eller sterling. På aversen sås krone og om­skrift “ERIC:REX:D:S:N”. På reversen et kors og omskriften MINETA:LVENDENSI. Denne lille mønt hører til den fra 1405 begyndte udmøntning i Næstved og Lund. Mønten er meget velbevaret og har været næsten ny, da den blev lagt i den dødes mund.

Nationalmuseet udgravede et kvindeskelet, som lå på ryggen med benene trukne noget op under sig. Med sin hånd synes hun at have støttet et barn, der lå på hendes bryst.

Under udgravningen kunne tydeligt følges muren omkring kapellet, idet man stødte på store kampe­sten. Herover må have ligget et lag af mindre sten. Ovenpå disse har murværket altså stået.

Efter området var kortlagt, blev det dækket til igen.

Der er nu en fuldstændig grundplan over det cen­trale, men det formodes, at der halvanden meter under jordoverfladen stadig ligger meget, som ikke er kendt.

Fortidsmindet får nu lov til at hvile. iøvrigt er Bredstenbro Camping nu beliggende på en del af området.