Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1987
Af: Jens Boes.
I 1961 kunne Addit vandværk fejre 50 års jubilæum. Ved den lejlighed berettede nu afdøde gårdejer Peter Boes, Addit, om, hvordan det første vandværk i byen blev til i 1911.
Peter Boes’ beretning lød således:
Før vandværkets tid måtte vi klare os med gadedammen til kreaturerne. Når vandet var nogenlunde, brugte vi det også til vask og rengøring. Der fandtes i byen nogle enkelte dybe brønde, som kunne give nogle få spande rent vand om dagen, men det kunne ikke siges om nogen af dem, at der var vand nok.
Om sommeren i den tørre tid måtte vandet til husholdningen hentes i “Hellig Kilden” – også kalde “Skovkilden” – neden for Addithus ved Kildevejen. Kilden var inddæmmet af kampesten, så den blev til en dam.
Når det var rigtigt tørt, blev kilden også brugt til kreaturerne, og så kunne det hænde, at den smule vand, der var tilbage, gik gennem køerne mere en en gang. Når køerne blev hentet ind fra marken, blev de nemlig vandet på den måde, at et helt kobbel ad gangen gik ud i dammen, og så skete det af og til, at de afleverede noget af vandet igen.
Det var på den tid, folk blev enige om at holde et møde, hvor en vandmester, der hed Stofregn, skulle fremlægge et overslag til et vandværk: Det blev da bestemt at undersøge, om der var vand nok i et vældhul ved Kjelhøje, lige i skellet mellem Jens Boes og Peder Pedersen.
Der blev lejet en mand til at måle vandet i et døgn, og da Stofregn mente, at der var vand nok, blev vandværket påbegyndt. Der blev gravet to store brønde og bygget en vandbeholder på Møllebakken. Samtidig blev en vindmotor, der skulle pumpe vandet op i beholderen, opstillet ved brøndene.
Der var stor glæde, da der kom vand i hanerne, og der blev holdt en indvielsesfest, hvor nogle, der havde drukket for meget “vand”, på hjemvejen faldt i grøfterne, som endnu ikke var dækket til.
Men glæden varede kort. Det viste sig snart, at brøndene ikke gav vand nok, og da der var gået to år, blev det besluttet at bore i byen. Det skete der, hvor der endnu findes ruiner, ved enden af den ny boldplads.
Det var den samme vandmester, Stofregn, der fik akkord på at skaffe vand. Der blev først gravet en brønd på 40 alen, men da der ikke var mere vand i den end i de andre brønde i byen, måtte der bores ca. 60 alen til, inden der kom vand.
Nu blev vindmotoren flyttet ind i byen for at prøvepumpe boringen. Vandet blev ledt ud til siden, så alle kunne se det, og det så meget lovende ud, men da det kom rigtigt i gang, viste det sig, at pumpen sugede sand. Pumpelæderet blev slidt for hurtigt, og pumpestangen gik tit i stykker. Det skete altid, når det blæste, og der skulle pumpes. Når pumpen så var lavet, var blæsten som regel taget af, og så var der jo ikke meget ved at have en motor, som skulle drives af vinden. På den måde blev der ofte vandmangel.
Pludselig en aften skred brønden sammen. Brøndmuren var sunket sammen og havde knækket røret, der gik igennem til hovedledningen. Vandet fossede fra beholderen ned bag brøndmuren, hvis nederste del blev ved med at synke, mens noget af det øverste blev hængende. Jord og sten skyllede ind og fyldte brønden. Nu var gode råd dyre. Der skulle skaffes forbindelse med borerøret, hvis øverste ende var i bunden af brønden.
Heldigvis var der en modig brøndgraver, der påtog sig opgaven. Han lavede så meget hul, at brøndrøret kunne forlænges ovenud. Det.var et grimt hul at kigge ned i. Montøren, der skulle skrue rørene sammen, turde ikke gå derned, før brøndgraveren havde været dernede først.
Endelig kom pumpen igang igen, men med de samme ulemper som før. Og sådan gik der atter et par år, indtil filteret blev stoppet. Nu ville folk ikke bekoste mere på det vandværk. De havde fået nok af et vandværk uden tilstrækkligt med vand og ville hen, hvor der var vand nok. Det var der jo nede ved Russebæk.
Det var i 1914, at vandmester Christoffersen fra Horsens anlagde det nye vandværk for kr. 8000.-. Det fungerede godt i en lang årrække og gav vand i overflod, hvilket blev bemærket af nogle udenbys beboere, som ønskede at komme med i værket. Det blev vedtaget for de nuværende interessenter langs vejene, hvorimod det blev nægtet gårdene, hvor Alfred Holm og Niels P. Nielsen nu bor.
Vandet fra Russebæk blev løftet til Addit i en højde af ca. 300 fod og over en længde på ca. 3000 alen. Det skete ved hjælp af to hæverter. Det var vist nogle af de hæverter i landet, der løftede højest. (1 alen/ 2 fod/ 62 cm.).
Efter en snes år havde der sat sig et lag rust i rørene, hvorved modstanden i dem blev større, så hæverterne måtte arbejde hårdere, og da der gik brud på enten hæverten eller rørene, begyndte folk at snakke om at pumpe ved elektricitet. Ja, man begyndte endog at tale om at bore påny, men det blev ved snakken.
Så kom krigen med materialemangel, og planerne blev skrinlagt. Der kom en periode, som de fleste nok aldrig glemmer. Vi fik de hårdeste vintre i mands minde, hvor omtrent alle vandrørene var frosset til, og vi havde ingen forbindelse med hæverten i månedsvis. Men det blev jo da hver gang sommer igen, og vi fik vand i hanerne.
Nogle år efter krigen, da der igen var materialer at få, dukkede de gamle planer om at pumpe med elektricitet op igen, og en gang, da den ene hævert var i stykker, og der var vandmangel, besluttede bestyrelsen at gøre et forsøg.
Der blev lånt en pumpe ved en pumpefabrik, og en petroleumsmotor blev lånt i nærheden. Bestyrelsen arbejdede begge pinsedage med at montere det hele, og så kom det spændende øjeblik, da motoren gik igang.
Trykmåleren steg og steg, men der var ikke tegn på, at der gik vand op i rørene. Tilsyneladende gik det hele ud ved sikkerhedsventilen. De to mænd, der skulle passe motoren og pumpen, gik i skoven for at se, om der var vand i en hane der. Det var der ikke, og da de kom tilbage til motoren efter en god halv time, var topstykket sprængt. Det var så bevist, at vandet ikke kunne pumpes gennem de gamle rør. Det var vel nok det; der bevirkede, at folk ved generalforsamlingen var så godt som enige om at vedtage en ny boring i Addit. Og nu da boringen og det ny vandværk er en kendsgerning, og alt tyder på, at det må få en lang levetid, synes jeg, vi skal råbe hurra for, at det må leve længe.