Sådan er det gået en Brædstrup-dreng

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1987

Af: Harry Motor.

Kort efter dåben i Ring Kirke, blev Harry fotograferet. Det er ikke en skruenøgle han har i hånden, men en rangle.

Harry Motor blev født i Brædstrup den 26. marts 1921. Da han var 6 år gammel, flyttede han med sin forældre fra byen, men senere udviklede hans liv sig til et eventyr, som han her fortæller om:

I 1977 sad jeg lunt og godt i København som admi­nistrerende direktør for AB VOLVOs danske dat­terselskab VOLVO DANMARK A/S.
Jeg var dengang 56 år gammel, og siden jeg i 1962 var blevet ansat af den svenske koncern til at opbygge og organisere VOLVOs salg og service Danmark, havde jeg haft succes.

Sådan noget må man naturligvis ikke selv sige. I jantelovens Danmark skal man helst ligge lavt og snige sig rundt i tusmørket langs husmurene for at undgå danskerens mest fremtrædende karaktere­genskab: Misundelsen. Jeg vover alligevel med høj røst at gentage: Jeg havde haft succes. Et godt helbred, sund økonomi, masser af arbejdsglæde og en familie med to børn under uddannelse var sam­men med villaen på Strandvejen i Charlottenlund de synlige tegn på succes’en. I min fritid samlede jeg på gamle, danske frimærker, kørte motorløb, skrev avisartikler og “Teknisk Brevkasse” i MO­TOR samt optrådte i radio og fjernsyn.

Jeg havde det faktisk så godt og var så glad for mig selv, at det næsten ikke var til at holde ud …

Her i dette hus blev Harry født. Nørregade 20, Brædstrup. Personerne på billedet vedrører ikke familien.

Det var derfor både en velkommen og en vanskelig situation, jeg blev bragt i, da VOLVOs koncern­chef en af de første dage af 1977 opfordrede mig til at fratræde min stilling i Danmark og sammen med min familie flytte til Sydney i Australien og forsøge at bringe det australske Volvo-selskab på fode ef­ter nogle vanskelige år.

Motivationen, overvejelserne, vurderingerne og beslutningsprocessen for et så alvorligt skridt for 4 mennesker er en historie helt for sig, men i maj 1977 satte jeg mig i chefstolen hos VOLVO AU­STRALIA AND NEW ZEALAND, der lå så langt borte fra Danmark, at såfremt man borede et hul fra Brædstrup ned gennem klodens midte, ville man komme ud i reservedelslageret i Sydney.

Nogle måneder senere besluttede jeg at besøge den daværende danske ambassadør i Australiens hovedstad, Canberra. Min sekretær havde aftalt, at jeg skulle komme lidt før frokost, og da jeg ringe­de på, blev døren åbnet af en høj, kraftig mand med næver som en skovl og kloge, varme øjne. – Goddag Harry Motor, sagde han, og velkommen. Mit navn er Mogens Warberg, og jeg er Danmarks ambassadør herude.
Da vi havde siddet og talt lidt sammen ved swim­ming pool’en, spurgte han, hvor jeg var født.

– I Brædstrup i Jylland, svarede jeg.

Ambassadør Warberg sad tavs et øjeblik og kigge­de på mig. Det er jeg også, sagde han.
Vi grinede lidt begge to. Hvad skulle vi ellers have gjort.

– Sikke et træf, sagde vi i munden på hinanden.
– Hvad var din far, spurgte Warberg, min var dommerfuldmægtig.

På min dåbsattest står, at min far var: Bilejer An­ders Peder Jensen, og min mor hed Laurine Kirsti­ne Gravesen. Hun kom ude fra Holmsland Klit ved Søndervig, og min far var født på Hesselballe Mark ved Uldum.

Harry som 9-årig sammen med sine forældre og yngre broder.

Jeg kom til verden på l. sal i et hus, der nu ligger Nørregade 20, Brædstrup, og som i sin tid hed »LY«. På facaden kan man fort­sat se, hvor husets navn var malet. Mine forældre boede oven over min fars forældre, og min far havde af sin far fået en »Høj gammel Ford« med dør i midten, blomstervaser ved vindspejlet og klunker dinglende ned fra gardinerne. Far kørte lil­lebil for folk, og han fortalte mig senere med stolt­hed i stemmen, at han havde fast kørsel for dom­merfuldmægtigen, når denne en gang imellem i embeds medfør skulle ud i distriktet.

Den dommerfuldmægtig var Warbergs far. Min far gik endog så langt, at han engang i min barn­domstid sagde, at hvis jeg nogensinde kunne kom­me samme vej, at kunne køre i samme bil som en dommerfuldmægtig, ville mit liv ikke være helt spildt. Midt i halvtredserne, hvor jeg var engageret i fagforeningsarbejde, kørte jeg en eftermiddag med daværende statsminister H. C. Hansen ind til København fra et kursus i Faxe, og da jeg fortalte min far om det, fik han vand i øjnene, og da jeg så hans reaktion, fik jeg det vistnok også.

Både far og Mogens Warberg er nu borte, men minderne har jeg.

Det første, jeg erindrer fra Brædstrup, var, at min farmor døde. Hun hed Kristine, og det skete i 1925. Kort efter husker jeg, at min far og mor spurgte, om jeg gerne ville have en lillebror eller lil­lesøster. Det var jeg ikke særlig interesseret i, men af en eller anden grund fik de mig overbevist om, at hvis jeg lagde et par stykker sukker i vindueskar­men oppe i køkkenet, ville storken, der spankulerede rundt på sine røde ben ude på markerne, kom­me og spise sukkeret og til gengæld bringe en lille­bror eller lillesøster som tak. Fra Ægypten?

Og det utrolige skete. Systemet virkede. Den 18. februar 1927 fødte min mor endnu en søn, som blev døbt Vagner Reinholdt Jensen. Jeg selv blev døbt i Ring Kirke, der senere er nedbrudt. Mine forældre var enige om, at jeg skulle hedde Willi­am, men på vej ned til præsten, glemte min far navnet, og da man også havde diskuteret navnet: Harry, gav han præsten det. Min gudmoder har se­nere fortalt, at da præsten ved dåben sagde: Jeg døber dig Harry Jensen, råbte min mor: – Næj, næj, det er forkert, han ska’ hedde William!. Men da hed jeg allerede Harry, og det har været et ud­mærket navn.

For nogle år siden skiftede jeg Jen­sen med Motor. Alle kalder mig Harry Motor, så hvorfor ikke bruge det navn officielt?

I 1942 aftjente han sin værnepligt i Marinen.

Fra tiden i Brædstrup erindrer jeg navnene Nors, der vist var købmand, og Sonnenborg, der klippe­de folks hår. Navnet på en legekammerat lidt nede ad gaden er faldet ud af computeren, en såkaldt kongeparade, hvor Kong Chr. d. X inspicerede nogle af sine tropper lige nedenfor vores køkken­vinduer, er der fortsat.

Da jeg var 6 år flyttede mine forældre fra Bræd­strup til Herning, hvor jeg begyndte at gå i skole. Et år senere skiftede vi igen adresse, denne gang til en lille by Bredsten, der ligger 11 km vest for Vejle. Mine forældre havde købt en sløjt kørende køb­mandsforretning i byens østlige ende, og hvad de ville med den, ved jeg ikke, for der var allerede to købmænd i byen og desuden 4 brugsforeninger i oplandet.

Den 26. marts 1935 fyldte jeg 14 år, og 5 dage senere kom jeg i lære som automekaniker hos firmaet Iversen & Berndtsen, Grejsdalsvej 4, Vejle. Årsagen til, at en del mennesker ikke har succes i deres liv, er efter min mening, at de ikke gør de ting, der er nødvendige for at opnå succes. En god kok følger en madopskrift, en dygtig arkitekt føl­ger sine tegninger omhyggeligt, en videnskabs­mand holder sig til sine formler, og en turist i det fjerne lader sig lede af sine landkort. Men når det gælder succes, glemmer masser af mennesker reg­lerne og larmer over, at det blot er de heldige, der har succes. Sludder og vrøvl!

Succes kan planlægges, og da mine forældre fandt ud af, at jeg som dreng var meget optaget af meka­nik og efter et enormt besvær fandt lærepladsen i Vejle, begyndte de at forberede det, der blev min plan for succes: Et liv i bilbranchen.

Harry på vej mod mål i det australske “Southern Cross Rally”

Halvvejs gennem min læretid solgte mine forældre stumperne af købmandsforretningen i Bredsten og flyttede til Vejle. Modgangen havde gjort min far til radikal, og han befandt sig godt i det parti med begge ben solidt plantet i luften. Min mor var mere jordbunden og holdt sig til Socialdemokratiet. Hun kæmpede hårdt for sin arbejdsløse mand, skolesøgende søn og mekanikerlærlingen. I lange perioder havde vi kun mors beskedne løn som vå­gekone på Vejle Amts- og Bys Sygehus og min lær­lingeløn på kr. 8,- pr. uge at leve for, men det gik.

1. april 1939 var jeg udlært som automekaniker, og nogle måneder senere startede tyskerne 2. ver­denskrig. Benzin blev rationeret, og jeg blev ar­bejdsløs. For at undgå lediggangen tog jeg en ma­skinisteksamen, men 1. januar 1941 var skolegan­gen slut. Tyskerne var i landet, og vi, der dengang var store drenge, fik en stakåndet og kunstig op­vækst.

I slutningen af maj 1939 var der mellem Tyskland og Danmark undertegnet en ikke-angrebspagt, men mindre end et år senere, væltede tyskerne ind over vort land en tidlig tirsdag morgen. Som i Niels Ebbesens dage, var der »mange om skylden og fle­re om skaden, fjenden på borgen og falskhed på gaden«. Men, som historikerne konstaterede: Der var ingen Niels Ebbesen. Kaj Munk, præsten, skrev: »De tusind år, så blev de væk, i morges klokken fem af skræk«. Han kaldte sit korte digt “Fortvivlelse”.

Danskerens tilpasningsevne er imidlertid enorm, og selv om den tyske gift langsomt sivede ind i Danmarks krop, gik der et par år op til 1943, før danskerne virkelig gjorde modstand. Da var ty­skerne gået i stå på næsten alle fronter.

Selv var jeg soldat i Marinen i 1942. Jeg deltog ikke i nogen form for intensiv, organiseret modstands­kamp, og når jeg alligevel den 4. maj 1945 fik udle­veret et frihedskæmperarmbind, skyldtes det alene nogle flytninger af ammunition, våben og perso­ner, som jeg havde mulighed for at udføre gennem mit arbejde hos Post- og Telegrafvæsenets Værk­steder på Amager i perioden 1943-45. Vi havde nogle enkelte biler med benzintildeling, og de var velegnede til hurtig transport af ukendte sække, kasser og skikkelser fra A til B, men det hele var ret udramatisk og blev kun alvorligt de få gange, en tysk patrulje standsede den lille gule Ford A varevogn og ville se, hvad der var inde varekassen ….

Under besættelsen valgte mine 82 kolleger på værkstederne mig til deres tillidsmand, og det star­tede min fagforeningskarriere hos Dansk Smede ­og Maskinarbejderforbund. Det var dengang min bestemte opfattelse, at bortset fra mine forældre, havde ingen gjort mere for mig end socialdemokra­terne Thorvald Stauning, K. K. Steinicke og sme­den Hans Rasmussen gennem deres lovgivning om
lærlinge, arbejdsløshedsstøtte og sociallovene. Jeg blev en glødende socialdemokrat med tillidsjobs i Smedenes afdeling 13, politiske klubber og lejerbe­vægelsen.

Det var i den periode op til 1950, jeg opdagede de enorme værdier, der findes på danske biblioteker. Jeg studerede dag og nat, og de dygtigste filosof­fer, tænkere, videnskabsmænd og forfattere for­talte mig alt, de vidste. På møder trænede jeg mig i at fremføre mine meninger mundtligt, for kan man ikke kommunikere, kommer man ingen vegne. Hver eneste chance for at deltage i åbne diskussi­onsmøder om hvad som helst blev udnyttet, og ru­tinen voksede. Jeg erindrer en gang på Bispebjerg i København, hvor jeg 20 minutter hamrede løs mod et halvt hundrede kommunister, der blev mere og mere ophidsede, men slutteligt havde jeg hele for­samlingen bag mig – i skarp trav ud af lokalet og ned ad gaden …

Det var skuespilleren Buster Larsen, der gav Harry tilnavnet “Motor”, da han sang om ham i Cirkusrevyen.

I 1951 sendte Smedeforbundet mig til USA på en såkaldt Marshall-studierejse. I perioden 1948-51 modtog Vesteuropa over 13 milliarder dollars fra USA i hjælp til opbygning efter krigen, og jeg var så heldig at få en andel til nogle måneders rejse rundt i USA for at studere fagforeningsarbejde. Uddannelse er ikke en proces, der foregår i nogle år og derefter slutter. Uddannelse har faktisk kun et virkeligt formål, nemlig forberedelse til yderlige­re uddannelse. Og hen ad vejen skaber uddannelse behov for åndelige, moralske og æstetiske ståste­der, hvorigennem chancerne for et lykkeligt liv for en selv og sine omgivelser er til stede.

USA gav mig enorme oplevelser. V ed ankomsten med »Queen Mary« til New York, stod Friheds­gudinden og vinkede velkommen. I Washington mødte jeg en arrogant Jens Otto Krag, der ikke forstod en lille smededreng, og en venlig Hans Sølvhøj.

I Detroit arbejdede jeg i en måned hos Walter Reuter, formand for de amerikanske auto­mobilarbejdere, der var blevet slået halvt ihjel af Henry Fords arbejdere. I Dallas samlede jeg biler på samlebåndet hos Ford, og i San Francisco flyve­maskiner hos United Airlines. Hollywood var pap-mache, sukker og klister, og New York var blodig alvor den morgen et mafiamedlem blev gennem­hullet af maskingeværer i barbersalonen på Park Sheraton Hotel, hvor jeg boede. Jøderne i beklæd­ningsindustrien på Manhattan lærte mig forhand­lingsteknik, og en smuk pige demonstrerede for mig, at hun, der var neger, og jeg ikke kunne gå hånd i hånd ned gennem Broadway uden skub og vrede tilråb fra andre hvide.

Den amerikanske egoisme såede også sin sæd i mit måske alt for åbne sind, og da jeg kom hjem til Danmark igen og blev udsat for misundelsen og også opdagede, at mine tillidsjob var røget, stand­sede jeg op og analyserede mine planer for mig selv. Jeg havde skrevet en bog om mine indtryk fra USA, men det socialdemokratiske forlag »Frem­ad« ville ikke have den, og den socialdemokratiske avis »Social Demokraten« ville ikke engang læse manuskriptet.

Da jeg 14 dage senere solgte mine optegnelser til det konservative »BT« for kr. 3.000,- døde jeg åndeligt talt i den socialdemokra­tiske bevægelse. Jeg var en overløber og forræder, og da kammeraterne på mit nye arbejdssted, au­toværkstedet »Citroen« i København, valgte at sende mig på et kursus, nægtede Smedeforbundets afdeling 14 at acceptere mig. Jeg var en død tillids­mand.

Et menneske uden en drøm og en plan har ingen fremtid. Jeg gik i tænkeboks og besluttede under store sindsbevægelser og samvittighedskvaler fra nu af at koncentrere mig om min personlige frem­tid, og kun den.

Harry Motor med sine børn Mikael og Lone, efter at han havde modtaget det svenske ridderkors i Sydney.

Det viste sig at være en god beslutning, for siden gik det bare godt. I 1952 solgte jeg automobilreser­vedele for en stærk personlighed i Aarhus, der hed Carl Christensen, men i 1953 så jeg pludselig en an­nonce fra FORD MOTOR COMPANY A/S, Kø­benhavn, der søgte en chauffør til direktionen. Det blev begyndelsen til 2 års beskæftigelse, der lærte mig utroligt meget. Det var den danske bilbranches opbygningsår, og FORD gav mig alle de chancer, jeg fortjente. Samtidig havde jeg fundet en ung da­me, som i næsten 30 år som min ægtefælle gjorde, hvad hun kunne for at få tingene til at fungere rundt om os. Vi fik en søn og en datter, og i takt med min karriere, voksede familiens levestandard støt fra en lejlighed i Vanløse, over et lille hus i Hvidovre, til et pænere hus i Glostrup og endelig til Strandvejsvillaen nord for København.

Det er ikke svært at lave karriere. Når jeg om mor­genen hentede direktør Arthur Beck i Hellerup for at køre ham på arbejde i Sydhavnen, havde jeg på forhånd streget alt vedrørende bilbranchen i hans tre morgenaviser under med rødt. Det lettede ham uhyre, sagde han. Da han havde besvær med at hu­ske alle Ford-bilernes data, lavede jeg en lille fol­der til hans tegnebog med det hele. Det lettede ham enormt, sagde han. Da jeg blev sendt ned til lens­greven på Gisselfelt for at demonstrere en Mercu­ry, solgte jeg bilen til greven og kom hjem med to­get. Det var godt gjort, sagde salgsdirektøren. Og så startede forfremmelserne fra chauffør til assi­stent i salgsafdelingen, rejseinspektør, distriktchef, sales promotion chef for endelig at slutte med job­bet som salgschef i 1962.

Det er nemt at lave karriere. Det har jeg netop skrevet en bog om. Og skriveriet havde sin del af min tilværelse op gennem 1950erne.

I »Berlingske Tidende« skrev jeg under navnet» Mekanikeren«. I »BT« under mit eget navn. I
» Ude og Hjemme« havde jeg i 2 år en ugentlig spalte om biler, og i 1957 startede »Teknisk Brev­kasse« i MOTOR, og den har kørt lige siden. Jeg sad i flere år i radioens »Grønt Lys« og snakkede, og Otto Leisner, et meget nobelt og fint menneske, brugte mig mange gange i sin TV- underholdning.

Dronning Margrethe er en trofast Volvo-ejer, og her afleverer Harry 164-modellen til hende.

Årene hos FORD bragte mig rundt i verden. De, der aldrig rejser ud, kommer heller aldrig hjem, 17 gange rundt om kloden, men fortsat på dansk pas. Medvirkende til rejserne var ikke mindst arbejdet hos VOLVO. Da min 60-års fødselsdag blev fejret ved en imponerende fest arrangeret af VOLVO i det dansktegnede operahus i Sydney, sad jeg afte­nen før hjemme i villaen over floden udenfor Syd­ney og gjorde status.

Jeg tænkte på, da jeg etablerede en Volvo forhandler i Godthåb på Grønland og nogle år se­nere en tilsvarende på New Zealand. Jeg havde hængt i et 747-fly over Sydpolen og konstateret, at ligemeget hvor vi nu fløj hen, gik det nordpå. Jeg havde kørt bilvæddeløb i Skandinavien, Europa og Australien, det sidste sted »Australien Rundt – 20.000 km« på 14 dage. USA var krydset i bil flere gange, Amazonfloden udforsket og Kina og Japan lå også i hukommelsens kramkiste. Dyrelivet i Ke­nya var en enestående oplevelse, og flyveturen over København i luftballon med Simon Spies en kild­rende oplevelse. Ægyptens pyramider var impone­rende, og Mexico farverig og fattig. Canada og Alaska vil jeg se igen. Tahiti og Fiji var betagende øer, mens Philippinerne under præsident Marcos var rystende. Det er dejligt at rejse i sine drømme, og engang imellem skal man gøre status: Hvor kommer du fra, hvor er du, hvor vil du hen og hvordan kommer du der.

Under mine fire år i Australien havde mine 312 svenske importkolleger vist mig stor tillid ved at vælge mig til deres formand for organisationen. Vi lavede en plan for øget svensk eksport til Australi­en, og ved ihærdigt og dygtigt arbejde fra de der­værende svenskeres side, lykkedes det os at rette Sveriges dårlige handelsbalance med Australien op.

Hans liv har været et eventyr, og her taler han i H. C. Andersen Centret i Odense om “Succes som sælger”.

Jeg var faktisk noget bevæget, da den svenske am­bassadør under min fødselsdagsfest bl.a. sagde: “Du har på eksemplarisk måde repræsenteret Sve­rige herude, og det er mig en stor ære på vegne af Kong Gustav at overrække dig ridderkorset af 1. grad for din indsats”.

Mogens Warberg var også til stede, og da han lyk­ønskede mig, sagde han smilende: “Vi fra Bræd­strup”.
Ja, vi fra Brædstrup.

Tre dage senere pensionerede jeg mig selv. Timing er vigtigt.

Siden 1981 har jeg skrevet syv bøger og holdt over 500 kurser om, hvordan man får succes med sit ar­bejde og glæde af sin tilværelse. Min nuværende dame, Lise Lotte, og jeg rejser rundt i verden og holder kurser og seminar for ledere, sælgere og an­det godtfolk om SUCCES SOM SÆLGER.

Vi bor her i England udenfor Bournemouth ved Kanalen i en herlig villa, og vi kører henholdsvis Volvo 245 og Porsche 928S. Nede i havnen ligger en 24 fods motorbåd med 2 Volvo Penta maskiner, der på halvanden time kan bringe os over til Fran­krig.

Jo, livet er herligt, og jeg føler stor taknemmelig­hed overfor de mange, der har givet min tilværelse indhold og mening.
Nogen siger, at fremtiden blot er fortiden startet fra en anden indgang.

Hvis det også gælder mig, må den indgang gerne igen ligge i Brædstrup ……

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.