Af Kurt Hermann
Første del af En lille landsby og en sjov lille fætter
Det var ikke kun i drengeårene og ungdomsårene, Tommy og jeg holdt sammen. Fætter-rollerne blev også fastholdt da vi blev voksne. Eller næsten voksne. Som jeg kort beskrev det i et tidligere afsnit, så blev vi begge optaget i den samme loge. Dog ikke samtidigt, for så ville det være gå galt allerede der. Hver for sig gik det ganske udmærket for os begge, men i samme lokale – aldrig. Selv når vi anstrengte os, var der en undertone af tilbageholdt latter. Men først runder jeg lige Stensballetiden på Spægbogade 3 af.
Fætters bolig
I 1950’erne var huset et stråtækket bindingsværkshus med et stort udhus. Idyllisk, og endda med en gammeldags vandpumpe uden for bagdøren ind til køkkenet. Rent Morten Korck’sk idyl. Indenfor var der en lille forgang, et køkken, en stue, endnu en forgang til hoveddøren, et toilet, en trappe til 1. salen hvor der var et soveværelse i den modsatte ende.
Det ændrede sig drastisk hen ad vejen, så det er godt, at de gamle fotografier kan bevidne det. Min far har endda smalfilmet, men kun inde fra stuen – og i sort/hvidt. Det han bruger mest tid på at filme, er moster Inges bagværk, som skulle have været brunkager ( flertal), men som blev ændret til ental. Moster Inge var ellers skrap til at bage, og det har nok frydet mine forældre, at se hun kunne mislykkes med noget.
Med til huset hørte en ret stor grund, og det var et slaraffenland for to knægte. Så der blev lavet jordhule og træhuler, så det var en fryd. Og der var ingen utidig indblanden fra de voksne.
Indendørs fik Tommy endda sit eget værelse. En stor del af loftet var nemlig ikke udnyttet, så en del af den lagde plads til den stolte fætters karlekammer. I forbindelse med en større udvidelse, kunne Tommy tilmed flytte ind i soveværelset, og hænge Beatles billeder op som vi kunne kigge på, mens vi hørte Beatles plader.
En privat bilkirkegård
Som dreng dengang var der ikke mange biler på vejene, men onkel Aksel havde en Ford A. Det havde nok været bedre og hurtigere med elektrisk rudehejs, for på en campingtur til Fjand i 1957, skulle Inge, Aksel og Tommy overnatte i bilen. Der indtraf en episode, som mor og far morede sig meget over. I nattens mulm og mørke blev Aksel nødt til at slippe noget luft ud. Den ledsagende lyd blev noget kraftigere end det var meningen, så han rullede en siderude ned, før han sagde ‘Hov’, og rullede ruden pænt op igen.
Om det var derfor familien Sørensen solgte Ford’en, ved jeg ikke, men i hvert fald købte Aksel en Lloyd på ‘papegøjeplader’. Det var dengang det var påkrævet, at ejerens navn skulle stå på bagklappen, så derfor stod der ‘A. Sørensen’. Så blev det en Skoda, en Ford, en …
Det må have været før bilejere kunne få skrotpræmier, og kombineret med at onkel ikke vandt præmier for at kunne smide ting ud, så blev de overgivet til de evige bilmarkeder nede i baghaven i stedet for at aflevere dem hos en skrothandler.
Campingtur på cykel
I starten af 1960’erne lavede Tommy og jeg et stort arbejde med professionel research. Vi havde nemlig besluttet, at tage på cykelferie. Mærkeligt nok så fik vi lov af vores respektive forældre, men trafikken var nu heller ikke noget at skrive hjem om dengang. Så alt faldt på plads. Vi havde naturligvis bestemt os for hvilken campingplads helt ovre i Odense, vi ville beære med vores besøg. Herregud, det var jo kun 99 kilometer!
Jeg husker tydeligt, da dagen oprandt. Vi havde minutiøst planlagt ned til mindste detalje, at Husodde Campingplads skulle være afrejsestedet, og nøjagtigt på minuttet rullede vi ned af grusvejen med vores velpakkede cykler. Odense, here we come! Som en flertrins raket nåede vi vores første mål, nemlig Hedensted by. Husk på, at dengang skulle man nødvendigvis ind gennem samtlige byer, store som små.
De mange kilometer til Hedensted havde tæret kraftigt på kræfterne, så vi så os nødsaget til, at få fornyet energi på rugbrødsmotorerne. Så det blev klaret i en bagerforretning.
Næste stop blev Vejle. Jeg mener helt klart, at det var Tommy, som var ved at miste modet. Det måtte jeg naturligvis tage hensyn til, så for at bakke ham op mentalt, kørte vi ned til campingpladsen tæt ved stadion.
Her bookede vi os ind, og fandt campingpladsens bedste plads helt oppe ved det fjerneste hjørne. En meget diskret placering, som kom os til gavn senere.
Når vi nu alligevel var i en fremmed by, så skulle den naturligvis udforskes. Så op på jernhesten og ind til Vejle. Nemt og smertefrit, for det gik nedad hele vejen. Da vi havde udforsket, hvad vi ville, gik turen tilbage til teltet på campingpladsen. Opad hele vejen. Det tærede så meget på vores kræfter, at følte os nødsaget til at udsætte den videre færd til Odense.
Den næste dag tog vi på ekskursion den stik modsatte vej for at undgå de skrappe stigninger. Vi endte hos Jysk Campingindustri, som lokkede en stor del af vores kontantbeholdning ud af os. Vi købte nogle eksklusive glas, og fik dem til at sende dem med posten til vores forældre.
Hvad vi ikke kunne ane var, at vores forældre ville starte en bil den næste dag, og køre til Odense for at se hvordan det gik afkommet. De må have luret på vores planer, men den campingplads kendte ikke noget til os. Så tog de ind på samtlige pladser på vejen tilbage til Horsens – undtagen den i Vejle. Ingen Tommy og ingen Kurt. De var ved at gå totalt i panik, men vel tilbage i Horsens, blev mysteriet løst. De havde nemlig haft besøg af posten med vores dyrebare gaver, og dér fandt de ud af, hvor vi var.
Var og var er nu så meget sagt, for vi måtte erkende, at det stod sløjt til med finanserne. Det var på det tidspunkt, at placeringen af vores telt kom os tilgode. Vi var udenfor synsvidde fra campingchefens kontor, så på rekordtid fik teltet pakket ned og læsset det over hegnet. Så cyklede vi uskyldigt ud af indkørslen til pladsen, og fik udstyret pakket på cyklerne.
Turen til Horsens blev klaret på utroligt kort tid, for vi ville ikke risikere, at blive fanget. Men den dårlige samvittighed plager mig stadig, så hvis campingpladsen læser dette, så send mig venligst en opgørelse med datidens priser.
Fætrene fra … Horsens
Set i bakspejlet synes jeg, at fætter Tommy altid var på besøg eller med på ture. Eller at jeg var på besøg i Stensballe. Som teenagere fortsatte det, som det naturligste i verden.
Tommy købte min Puch, da jeg fik en Fiat 600, og det var ikke helt ufarligt. Jeg må med skam melde, at jeg var ryger på det tidspunkt, så en dag jeg var på besøg i Stensballe, måtte jeg ned til købmanden for at købe en ny pakke cigaretter. Jeg burde have taget Fiat’en derned, men fik pludselig lyst til at prøve den gamle Puch. Egentlig tror jeg, at vi fortalte hinanden alt, men ikke den dag. Puch’en er med tre gear og allerede i første gear, var uhyret ved at stikke af med mig. Tommy havde ikke nævnt med et ord, at den var blevet udstyret med sportskarburator og alt muligt. Mener at den kunne køre lidt over 100 km/t. Og jeg havde bekostet, at den var 100% lovlig, da Tommy overtog den. Ellers brugte vi tit Fiat’en til ture rundt omkring, fordi det var nyt og spændende.
Tommy brugte meget tid nede på Krokodillen i Stensballe. For meget tid syntes han mor, så det skete tit, at hun ringede efter mig, så jeg kunne hente ham, selvom jeg næsten ikke kunne genkende ham. Han havde nemlig tillagt sig et stort fuldskæg. Et fuldskæg som var ræverødt.
Tid til pigerne
Tiden gik, og pludselig skete der store forandringer med Tommy. Det var forandringer, som kun piger kan være årsag til, og ganske rigtigt: En pige var i farvandet, og hun havde endda et job nede på Fjordkroen om eftermiddagen. Da han fortalte om hende, vidste jeg, at han var ude, hvor han ikke kunne bunde. Faktisk var han så meget på den, at de flyttede sammen i en lille lejlighed på Sønderbrogade 30 i Horsens.
Så ville skæbnen, at vi på et tidspunkt købte hus i Torsted på Ørnstrupvej, Tommy i nummer 102 og jeg i nummer 54. Det betød natyrligvis ikke, at vi så mindre til hinanden – tværtimod. For ‘pigerne’ havde vænnet sig til vores form for humor, når vi for eksempel legede ‘De Kutteklædte Hævnere’ frit efter Garfield. Og vi havde vænnet os til dem.
Så flyttede Tommy ‘hjem’ til Stensballe igen. Ikke til Gl.Stensballe, men til en hypermoderne, smart villa i det nye Stensballe, og det var ganske udmærket. Så længe det varede.
Handelsskolen
Skæbnen ville også, at vi kom på Handelsskolen i Horsens. På samme tid. I samme klasse. Det var genialt af flere grunde. Handelsskolen lå dengang på Vitus Beringsplads, og Handelsskolen lå meget tæt på Knud’s Pølsevogn. Så vi behøvede ikke, at have madpakker med.
Personligt synes jeg også, at det var smart at have en regnskabskyndig i klassen, og endda ved bordet lige bag mig. Jeg behøver kun to kolonner til ‘ind’ og ‘ud’, men det havde Tommy luret, så jeg lærte at skrive af efter Tommy på rekordtid, før det ringede ind til de timer. Jeg fattede aldrig en brik af det, men godt at Tommy gjorde.
Der var flere fordele forbundet med, at fætter gik i min klasse. For eksempel den dag, Tommy bad om at få fri, da hans farmor skulle begraves. Men at det ikke var min familie, vidste skolen ikke, så jeg krigede mig lige en halv fridag. Næsten helt efter bogen.
Revisoren
Tommy blev ansat som elev hos en revisor, hvor han også blev ansat som udlært. Der var han i mange år, indtil han søgte nye udfordringer i et revisionfirma i Skanderborg. Det kom til at betyde store ændringer i hans private liv.
Som lyn fra en klar himmel flyttede Tommy fra villaen i Stensballe, op til en lånt lejlighed i Allégade. Det fandt jeg ud af, da han en dag ringede til mig, og sagde til mig, at jeg skulle lige komme forbi på adressen. Der var noget han ville fortælle. Han var nemlig ikke flyttet i lejligheden alene.
Det viste sig, at han var blevet alvorlig ramt af Amors Pile på hans nye arbejdsplads i Skanderborg. Det er jo, hvad der kan ske, men at netop Tommy kunne rammes, kom bag på os alle. Selv min kone snakkede pænt til mig i flere måneder, for sæt nu jeg ville følge Tommys gode eksempel.
Det hele udmundede i, at han blev selvstændig revisor med domicil i Østbirk. Det betød, at Tommy og jeg nu kunne handle sammen. Tommy havde brug for et logo, tryksager og annoncer, og jeg fik brug for en revisor. Voila!
Flere totale ændringer
At Tommy ville skilles for at flytte sammen med en anden kvinde, var ikke den eneste drastiske ændring i hans liv. Han kom fra et barnløst ægteskab uden udsigter til andet, og til et nyt ægteskab som bestemt ikke blev barnløst. Hans nye kone havde et barn fra et tidligere ægteskab, og de nåede, at sætte tre børn i verden. Så vi jokede med, at de havde faste aftaler med præsten i Østbirk til de næste barnedåbshandlinger. Jeg tænkte altid på den gamle historie om manden som sagde konen: – Det bliver ikke ved med at gå med alle de børn, fremover sover jeg inde i stuen. Konen svarede: – Hvis du tror, det hjælper, så vil jeg da også sove inde i stuen!
Selv husker jeg en episode fra en af disse rutinemæssige barnedåb. Tommys lillebror, Lars, var selvfølgelig med, og under spisningen faldt talen på et af Tommys og mine yndlingstemaer: Rødvin. Og selvfølgelig skulle Tommy lige prale lidt. Han fremdrog andægtigt en flaske rødvin fra 1952 – Tommys fødeår. Vi var passende imponerede, og vinen blev sendt rundt ved bordet, som var det en skrøbelig baby. Den eneste som ikke var imponeret, var Lars. Da vinen nåede til Lars, skulle vi have have holdt strengt øje med ham. Pludselig lød lyden af en korkprop, som bliver trukket op. Tommy blev helt hvid i hovedet, men i stedet for at skælde ud, sendte Tommy vinen rundt ved bordet med besked om, at vi kunne tage en smagsprøve. Om Lars fik lov at smage på vinen, som Tommy havde betalt flere tusinde kroner for, husker jeg ikke. Vinen kunne drikkes, men var blevet noget eddikeagtig.
Oveni børneflokken havde Tommy tilmed energi til en hund, men jeg tror, at han savnede at have hund. I tiden på Spægbogade havde de nemlig altid hund … nåh ja, den ene var godt nok en Pomeranian. Et nyt køretøj blev det også til. Det kunne have været en lille bybus, men så store planer havde han alligevel ikke.
Der skulle festes i Odense
Da Tommy nærmede sig sin 40 års fødselsdag, fik han vilde planer med, hvor han ville holde festen. Det må have naget ham gennem alle årene, at det aldrig lykkedes os at nå til Odense på cykel campingturen. Det må være derfor, han valgte netop Odense. Hans plan var, at alle skulle overnatte på stedet, selv betale for overnatningen, men også at det skulle være gaven til manden, der har alt. Desværre kom vi til at spare de penge!
[kh2015]