Wienerbørn i landflygtighed

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift 1990:

Af: Sigurd Pedersen

Efter den første verdenskrig var det store østrig-ungarske rige gået helt i opløsning. Ri­get omfattede: Østrig, Ungarn med landet vest for Karpaterne, Bohmen, Mahren, Schlesien, Montenegro, Sydtyrol med Istrien og Triest, hvor der lå en flådebase. Ialt omfattede riget 60 mill. mennesker. Under ledelse af kejser Franz Joseph, den sidste af habsburgerne på kejsertronen, var der kun ringe forståelse for den begyndende socialisering i vesten, hvorfor opløsningen af dette mægtige rige skete meget hurtigt efter krigsnederlagene. Hovedstaden, Wien, en millionby nær den ungarnske græn­se, blev hurtigt en sultens og nødens by.

I mange vesteuropæiske lande påtog man sig efter krigen at give de østrigske børn et rekrea­tionsophold. Således også her i Danmark, hvor overretssagfører Sigurd Jacobsen star­tede en landsomfattende kampagne, hvori han opfordrede danske hjem til at give et barn et 3 måneders ophold med god pleje og tøj. Det blev til mange besøg, her i Damnark 21.285, men ialt i Europa 247.450.

Da jeg senere er blevet gift med en af Wiener­pigerne, vil jeg gerne fortælle lidt af hendes slægts historie.

Karl Agnoletti, hvis slægt stammede fra Ala i Sydtyrol, blev født i Wien i 1876; han blev udlært sølvsmed og var gift med Leopoldien Kravat, der døde i 1952, 72 år gammel. Karl blev under første verdenskrig indkaldt til militærtjeneste og sendt til det østrigske luft­våben. Her blev han observatør i bombefly, hvilket var en meget kold post i datidens fly. Han kom levende igennem krigen, men døde få år senere.

Før Østrig-Ungarns sammenbrud havde alle Karls og Leopoldines 5 børn været på ferie­ophold på landet i Ungarn, men senere i 1920 kom de 4 største til Danmark.
Anna på 16 år kom til Holbæk, hvor hun blev de reglementerede 3 måneder. Derefter rejste hun til Aachen i Tyskland, hvor hun fik arbej­de og blev gift med en spinderiarbejder. De bosatte sig i det fransktalende Belgien, i Ver­viers, hvor hendes mand blev arbejdsleder på “Despa & Figli”-koncernen der. Senere flyt­tede de til Italien, hvor koncernen havde en fabrik i nærheden af Milano. Her blev Annas mand igen arbejdsleder med en god indkomst.

Efter Hitlers tilbagetog fra Italien under den anden verdenskrig så italienerne rødt og ville lynche alle de tyskere, der boede i landet, så hvis ikke Røde Kors havde taget disse udlands­tyskere under sin beskyttelse, havde det nok været svært at slippe helskindet ud af Italien. Alle blev sendt til deres hjemstavn i Tyskland, og for Anna og hendes mand blev det Aachen, der var fuldstændig udbombet. De havde kun husly i et lille rum af opstablede murbrokker. Senere kom de til Aaunstetten, en forstad til Augsburg, i en meget beskeden lejlighed i en tidligere hestestald ved en nedlagt fangelejr. Her fik de gode økonomiske kår, idet Annas mand blev 3-sproglig korrespondent i tysk, fransk og italiensk. De forblev barnløse og døde i en ung alder.

Karl, 13 år, kom til gårdejer Marius Sørensen i Randlev, hvor han blev godt plejet og forkæ­let; han blev der i 4 år. Han interesserede sig ikke for landbrug, vi må jo huske, at han var storstadsbarn og ud af en gammel håndværker­slægt. Tilbage i Østrig oplevede han kun ar­bejdsløshed og fattigdom, og senere måtte han med i krigen for Hitler. Han var med ved inva­sionen af Rusland, men lå på lazarettet på grund af en nyrelidelse. Han døde knap 60 år gammel.

Rosa, 8 år, kom i pleje hos Else og Marius Niel­sen, Dauding Overgård, og fik her et godt hjem. Marius Nielsen var en af de stoute bon­demænd, der havde et varmt hjerte for menne­sker i nød. Rosa og Søren Kristensen fik Dauding Over­gård efter Marius Nielsen; de drev gården i en længere årrække.

Zilli, 10 år, blev i Dauding Søndergård hos Bolette og Peder Sørensen. Her fik hun et dej­ligt hjem, hvor alle opofrede sig for hende. Hun blev puttet i seng hos den gamle bedstemor, der havde en god varm seng, hvor et forkom­ment barn kunne føle tryghed med en forvis­ning om, at tilværelsen også har en styrelse ovenfra.

Det var kun meningen, at Wienerbørnene skul­le blive her i landet i 3 mdr., men mange søgte om at få forlænget opholdet, og så hjalp det, hvis man kunne vedlægge en lægeattest. Her hjalp sygehuslæge Lundgård, der mange gange skrev, at Zilla og Rosa ikke kunne tåle den lan­ge togrejse hjem til Wien. – Og nu er der gået 70 år siden.

Lillebror, Ludvig (5 år), der var blevet hjemme i Wien, blev under den anden verdenskrig ind­kaldt til det tyske militær, og kom med ved invasionen af Jugoslavien; her blev han såret, fik 3 fingerender revet af og et kødsår på det ene ben. Men han blev helbredt og derefter sendt til Rusland, hvor han næsten med det samme blev taget til fange af russerne.
Han havde erfaring med madlavning, for han havde tidligt meldt sig til aftjening af Østrigs værnepligt og helligede sig kantinearbejde, så han kunne tage mad med hjem til sin mor. Der­for blev han af russerne ansat til madlavnings­arbejde. Han forblev i krigsfangenskab længe efter krigens af slutning.

Karl og Zilli har talt meget om rejsen til Dan­mark den 20. januar 1920. Afskeden var svær, moderen vendte ryggen til og sagde ikke noget. Faderen var med på banegården og gav hvert barn et afskedskys; “han var ikke barberet”, siger Zilli.

Rejsen gik over Prag, hvor alle børnene fik varm te til det medbragte brød af barksmul med kun lidt mel i. Rejsen fortsatte til Warne­münde, hvor de alle fik vælling af majsmel, der var temmelig fordærvet, så på sejlturen til Gedser havde mange af børnene svære op­kastninger. I Gedser stod et spejderkorps med et stykke franskbrød til hvert barn. Senere fik hvert barn en anvisning på, hvor meget de måt­te spise, indtil de kunne tåle almindelig kost igen.

Efter 2. verdenskrig var nøden i Wien atter meget stor, hvorfor vi hver 3. uge sendte 2 Røde Korspakker derned, så længe nøden varede; det kostede mange penge, men der var pleje­hjemmene os behjælpelige.

Zilli, som jeg blev gift med, og jeg drev et mindre landbrug i Grædstrup under meget beskedne kår.

Senere fik Zilli et meget svært tilfælde af menigitis,hvorfor vi opgav landbruget. Både Rosa og Zilli har hver 3 børn; alle i gode stillinger, hvilket er en stor lykke.

Et 40 års jubilæum.

Wien indbyder danske plejeforældre, pleje­søskende og venner til 40 års jubilæumsfest d.13.-20. september 1959.
Festarrangørerne havde sørget for 2 særtog, et fra Frederikshavn og et fra København, der tilsammen havde 1380 passagerer.
Foran på lokomotiverne var der påklæbet meget store bogstaver i rødt papir med ordene “Vi glemmer intet”. Med toget fulgte en øs­trigsk læge og østrigske sygeplejersker, der var taget til Danmark for om fornødent at ple­je svage og ældre mennesker på turen. Ved an­komsten til den østrigske grænse klokken halv tre om natten blev alle opvartede med varm kaffe. I Linz var der velkomsttale af borgmes­teren, og alle blev beværtede med øl og tærte af damer i nationaldragter. Ved ankomsten til Wiens vestbanegård var en 1000-tallig men­neskeskare mødt op til modtagelse af de 1600 gæster.

Ved gensynet efter de 40 år, flød glædestårer i rigelig mængde, og der udvistes en hjertelig­hed uden lige. Tirsdag d. 15. september var alle indbudt til festaften på Wiens enormt store rådhus, der skulle rumme 18.000 mennesker på een gang. Her var alle 1600 gæster indbudt til fællesspisning.

Vi blev budt velkommen af Wiens borgmester, Franz Jonas, og flere af Wiens honoratiores holdt velkomsttaler. Nie­derösterreiches Tonkünstlerorchester under dirigent dr. Gustav Kolsiks ledelse spillede under festspisningen, hvorefter der spilledes op til dans med populære gamle og nyere danske dansemelodier, tillige med de kendte Wie­nervalse; det var en fest, der aldrig glemmes – 2.000 mennesker svinger sig i dans i højstemt festglæde til vidunderlig musik af et meget stort orkester. Det varede dog kun en time og et kvarter.

40 års jubilæumskomite indbød til festaften i Wiener Stathalle d. 16. september 1959 under ledelse af professorinde Barbara Kauders med mange flere.

Program:
Tale af vicekansler dr. Bruno Pittermann
Kirkeminister Bodil Koch
Nationalratpræsident ing. Leopold Figl.
Sang af studentersangforeningen i København
Afsløring af en buste af Sigurd Jacobsen og af to Wienerbørn klædt i deres usle tøj og med en meget stor rygsæk på ryggen akkurat som ved afrejsen til Danmark i 1919.
Konferencier var Marie West Crone.
Niederösterreicheisches Tonkünstlerorchester underholdt med Ouverture til Rosemunde af Franz Schubert.
Studentersangforeningen København.
Annemarie Selenko, Alt forgangen i prolog. Wien, Wieb og Gesang, vals af Johan Strauss med meget mere.

Den 17. september var der festforestilling i statsoperaen; man opførte operaen “Trylle­fløjten” af E. Schikander med musik af W. A. Mozart.

En beretning om forældrene. Karl Agnoletti, blev indkaldt til militærtjeneste og blev sendt til det østrigske luftvåben, som observatør i bombefly.
Disse var meget dårligt udstyrede, så der var megen kulde. Han døde af mave­blødning 43 år gl.

Moderen Leopoldine Kravat døde i 1952, 72 år gammel.

Ved 70-årsdagen d. 20. januar 1990 blev vi in­viteret til et mindesamvær med frokost hos Lidda Sørensen, Dauding, hvor Rosa og Zilli hver fik et guld-arvesmykke som erindring om de afdøde plejeforældre.
Den 16. marts 1990 døde Lidda Sørensen, 86 år gammel.

Til slut et “Ære være deres minde” og tak for al godhed gennem et langt liv.