Med automobilens udbredelse i begyndelsens af 1900 – tallet opstod en række servicefag, der kunne vedligeholde og reparere køretøjerne, således også vulkaniseringsfaget. Allerede i 1923 etablerede Chr. Jacobsen et vulkaniseringsværksted på Sct. Helenevej. Med væksten i bilparken var der behov for større værkstedsplads, og i 1930erne flyttede Chr. Jacobsen sin forretning, Vulkano, til det, som senere kaldtes Ludvig Holms gård, Aaboulevarden 49.
I 1940 købte Chr. Jacobsen en del af det fabrikskompleks, der havde huset Stallknechts Fabrikker. Denne virksomhed havde blandt andet fremstillet cykler og symaskiner og havde butikslokaler på Søndergade og værksteder placeret på det bagvedliggende areal helt ned til Aaboulevarden.
Det store billede viser Vulkano, Aaboulevarden 45, med Chr. Jacobsen ved butiksdøren. Det arkitektonisk lidt specielle værkstedslokale husede tidligere Eske Christensens automobil – forretning. De bagvedliggende fabriksbygninger var til venstre Schurs litografiske etablissement, og bag Vulkanos bygning ses resterne af Stallknechts fabrik.
I 1970erne blev store områder mellem Søndergade og Aaboulevarden saneret. Mange bygninger, som havde huset fabrikker og værksteder samt enkelte beboelsesejendomme, blev nedrevet, da det nye rådhus blev bygget på trælastgrunden, og den gennemkørende færdsel ad Aaboulevarden blev stoppet ved anlæg af Rådhustorvet.
Også Vulkano måtte flytte og byggede et moderne værkstedsanlæg på Grønlandsvej, det lille billede viser interiør fra dette værksted.
14. maj 1902:
Som det vil være bekendt, blev der for nogen Tid siden stjaalet en Cykle fra Købmand Holmboe i Smedegade.Tyven blev imidlertid allerede samme Dags Aften nappet af Politiet, da han var i Færd med at lære at køre. Han, der i øvrigt havde faaet nogle slemme Skrammer af at gaa paa Hovedet i Grøften, havde også et Pengetyveri paa Samvittigheden.
02. maj 1922:
Den Motorbaad, der skal sættes i Gang til Turistfart paa Bygholm Sø, er for Tiden under Bygning paa Hansen & Andersens Baadbyggeri. Den bliver saa stor, at den kan tage 30 – 40 Passagerer. Baaden kan antagelig begynde at sejle i Pinsen. Den kommer til at afgaa fra Slusen ved Højspændingsanlægget, og den vil sikkert blive meget benyttet til Fart over den smukke sø.
20. maj 1942:
11 Dages Sundhed og Sol til et Horsensbarn for 27,50 kr., “Frelsens Hærs Venner” opfordrer Horsensborgerne til at tegne Fadderskaber til Sommerkolonierne. Gennem et Samarbejde med Børneværnet udtages de daarligst stillede Børn.
09. maj 1962:
Den 27 – aarige tidligere horsensianer Poul Borum, søn af afdøde guldsmed Borum, har hos Gyldendal udsendt sin debut – digtsamling “Livsbaner”, og den har flere steder fået gode anmeldelser.
27. maj 1982:
Der er blevet indrettet 17 ejerlejligheder på den grund i Smedegade, hvor Horsens Mælkeforsyning havde til huse fra 1885 til 1957. Lejlighederne er indrettet i de næsten 100 år gamle bygninger.