Vagn Ry Nielsen

Vagn Ry Nielsen fortæller i Sket&Set

Borgmester fra 1994 – 2006.

Om Vagn Ry Nielsen

(S) Født i 1938 i Horsens, død d. 13. april 2013. Uddannet lærer og underviste i 17 år på Horsens Handelsskole. Amtsrådspolitiker i Vejle Amt fra 1978-1993, hvor han var viceamtsborgmester fra 1982-1993. Desuden var han formand for amtets udvalg for kultur, undervisning og arbejdsmarked, før han blev opfordret til at stille op til borgmesterposten i Horsens i 1994.

Vagn Ry Nielsen var borgmester i Horsens fra 1994-2006. Derudover sad han i Kommunernes Landsforenings bestyrelse fra 1998-2006. Her var han formand for KL’s social- og arbejdsmarkedsudvalg.

Vagn Ry Nielsen var aktiv i mange bestyrelser og råd, blandt andet Det Nationale Forebyggelsesråd, hvor han var formand, Forsøgscenter Lejre, Vanførefonden, CVU Vitus Bering og Sprogcenter Horsens.

Filmklip

Oplev Vagn Ry Nielsen fortælle om tiden som borgmester i tv-udsendelsen fra kanal Sket&Set

Borgerne fortæller

Hør Vagn Ry Nielsen fortælle om opvæksten i Horsens under Borgerne Fortæller

Artikler fra Horsens Folkeblad

De fleste vil blive i byrådet (Horsens Folkeblad 11.12.1992)

Læs artiklen

Vagn Ry i stolen. Trods en stor sejr til Venstre sidder Socialdemokratiet stadig på tronen i Horsens med Vagn Ry Nielsen som ny borgmester. (Horsens Folkeblad, 17.11.1993)

Læs artiklen

Horsens-borgmester udpeget til råd af minister. (Horsens Folkeblad, 13.08.1994)

Læs artiklen

Kanon-sejr. Socialdemokratisk flertal i Horsens. (Horsens Folkeblad, 19.11.1997)

Læs artiklen

Kåret som den bedste. Borgmester Vagn Ry Nielsen (S) er af de kommunalt ansatte HK’ere i Danmark udnævnt til Danmarks bedste borgmester. (Horsens Folkeblad, 07.04.1998)

Læs artiklen

Mindeord

Mindeord fra Horsens Byråd ved borgmester Peter Sørensen

Det var med stor sorg, at jeg modtog beskeden om, at tidligere borgmester i Horsens Kommune, Vagn Ry Nielsen, var afgået ved døden. Selvom det efterhånden er nogle år siden, han trådte ud af det politiske søgelys, var han stadig aktiv på mange fronter – og hans engagement, hans mange menneskelige kvaliteter og hans altid lysende interesse for Horsens Kommunes bedste vil blive savnet og aldrig blive glemt.

Vagn Ry Nielsen var borgmester fra 1994 til 2006, og han var om nogen manden bag Horsens’ forvandling fra fængselsby til oplevelsesby. Vagn Ry Nielsen var borgmesteren, som samlede Horsens, og som ikke bare fik horsensianerne til ”at trække på samme hammel – men også i samme retning”, som han selv så ofte beskrev sin ambition. Og det var ikke nogen nem opgave.

Vagn Ry Nielsen fik byen og kommunen til at tale sammen. Han fik gennem hundredvis af møder med virksomheder, organisationer, foreninger og andre afdækket og defineret de fælles interesser, og dermed fik han også formuleret en fælles målsætning, så vi alle trak i samme retning.

Lige fra den første dag i borgmesterstolen – den 1. januar 1994 – forstod han, at det ville kræve et langt sejt træk at udvikle den lidt grå industriby til en by med udstråling og selvtillid. Han vidste også, at det ville kræve, at alle spillede sammen og bidrog til at løfte opgaven.

Vagn Ry Nielsen ville, at der skulle arbejdes sammen på kryds og tværs. Hans filosofi var, at politikerne skulle være enige, og at der skulle samarbejdes med erhvervsliv, fagbevægelse, foreninger og organisationer. Han var også klar over, at der skulle bruges mange kræfter på opgaven, men han var overbevist om, at det ville være til gavn for Horsens-samfundet på den lange bane. Vi ved nu alle, at Vagn Ry Nielsen så rigtigt og fik ret.

I sin lille huskebog skrev han: ”Når jeg har været borgmester, bliver folk i Horsens nødt til at købe nyt tøj, i større størrelse, for så har de ranket ryggen mange centimeter”. Og så gik han i gang med arbejdet.

Vagn Ry Nielsen havde en fantastisk evne til og en usædvanlig forståelse for at være borgmester for hele kommunen og alle borgerne, og han vil altid blive husket for hans formidable evne til at få folk til at tale sammen og forstå samarbejdets kvaliteter.

Igennem hele hans 12-årige borgmesterkarriere var Vagn Ry Nielsen en usædvanlig udadvendt og aktiv borgmester. Hans eget motto var: “Der skal ikke være den gråspurv, der falder til jorden, hvis begravelse jeg ikke deltager i” – og det levede han til fulde op til. Han mødte op til hundredvis af store og små arrangementer, og hans grundholdning var, at når nogle søde og engagerede mennesker havde lagt masser af kræfter i et arrangement, så kunne han vel også bruge en halv time på at støtte dem.

Det viser også på bedste måde, at Vagn Ry Nielsen var et menneske, som holdt af og kærede sig om sine medborgere – og som gerne brugte hver en time i døgnet på at være der for Horsens Kommune og dens borgere.

Der kan også siges mange pæne ord om politikeren Vagn Ry Nielsen, for han var en intelligent og dygtig politiker, som var god til at forhandle og som altid søgte kompromiset for at nå resultaterne.

Horsens Kommune kom til at nyde godt af Vagn Ry Nielsens meget store politiske erfaring fra hans mangeårige politiske virke i Vejle Amtsråd samt den respekt han nød i vide kredse i landet. Derudover ydede han også en stor indsats i Kommunernes Landsforenings bestyrelse fra 1998-2006. Her var han formand for KL’s social- og arbejdsmarkedsudvalg.

Vagn Ry Nielsen vil først og fremmest blive husket som borgmesteren, der fik Horsens til at tale sammen – og som fik erhvervsliv, organisationer, foreninger og borgere til at trække i den samme retning.

Dét var Vagn Ry Nielsens mesterstykke, og det var kimen til Horsens Kommunes succesfulde forvandling fra grå og trist fængselsby til dynamisk og levende oplevelsesby med masser vækst og fremgang på stort set alle parametre.

Vor dybeste medfølelse og tanker går også til Vagn Ry Nielsens familie, hustruen Ruth, søn og svigerdatter og tre børnebørn.

Æret være Vagn Ry Nielsens minde.

 

Læs mere

46.4 Horsens Carl Th. Jørgensen: Chr. von Jessen 1873 – J. Chr. Juliussen 1948

46.4 Horsens J. K. Jensen: Blade af Horsens købstads historie

46.4 Horsens Sv. Aage Bay: Horsens gennem tiderne

46.4 Horsens Møller Knudsen, Bodil: Fra grubehus til grillbar : Horsens i 1000 år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.