Trævarefabrikken Thors hovedafdeling havde til huse på Sønderbrogade 31. Ud over dette lejede fabrikken lokaler andre steder og tre lagerrum var placeret forskellige steder i Horsens.
Virksomheden var oprindelig startet som et dampsnedkeri med ca. 20 ansatte, men voksede voldsomt efter at den i 1895 blev solgt til de horsensianske brødre Christiansen.
Sideløbende med at trævarefabrikken Thor skiftede ejer, var Bastian, den anden større trævarefabrik i Horsens under afvikling. Derfor blev det muligt for brødrene Christiansen at overtage både kunder og faguddannet arbejdskraft derfra.
På sit højdepunkt havde fabrikken 180 ansatte som producerede bl.a. træmøbler, bygningstømmer og pakkasser.
I 1934 lukkede fabrikken, og ejendommen på Sønderbrogade blev herefter overtaget af Horsens Jern- og Stålforretning A/S, som stadig har til huse i bygningerne.
Læs mere:
Byarkivets arkiv-fond A-079
De Danske Byerhverv i Tekst og Billeder, 1906
Danskernes møbler i 1919. Indledning af Robin Harbo. Peder-Kristensen, 1988. 159 sider : ill.