Træk af Hanstedgårds ældre historie

19. årgang, nr. 3 Broen – 2007

Af Mogens Kirkegaard

Billede fra 1980 af Hanstedgård

Indledning

I Broens 19. årg. nr. 2 var der en artikel om søstrene Thornam, der i midten af 1800-tallet færdedes på Hanstedgaard. Arbejdet med artiklen inspirerede mig til at fortælle mere om Hanstedgaards historie, specielt i ældre tid, altså før søstrenes morfar, ritmester Norup, blev hospitalsforstander med bopæl på gården. Så her følger en sammenfatning af, hvad jeg har kunnet støve op af oplysninger i forskellige beskrivelser og skriftlige kilder. For supplerende oplysninger og lån af billeder og kort takker jeg fhv. forpagter på Hanstedgaard, Arne Juel Sørensen.

Gårdens tidlige historie

Hanstedgaard har oprindelig været bygget ikke så meget for at kunne drive landbrug, men snarere for at kunne holde opsyn og kontrol med færdselen på en af Jyllands vigtigste veje, og måske opkræve vejskat. Helt tilbage fra tiden omkring Kristi Fødsel har trafikken fra Kolding og Vejle til Skanderborg og Århus naturligt valgt den korteste, men også vanskeligste vej, over de brede, sumpede Hansted enge. Ved opgravninger er fundet rækker af store, flade sten til befæstning af den primitive vej, der har ført fra
Hanstedgaard tværs over den nuværende omfartsvej ud i engene i retning mod Lund. Uden denne befæstning havde det været særdeles vanskeligt, næsten umuligt, at krydse det våde og sumpede område. Den brede Hansted ådal har i stenalderen været åbent vand helt ind i dalens inderste del. I årtusindernes løb er området gradvis blevet opfyldt og omdannet til vådenge. Det er denne naturtype, man har forsøgt at genskabe i de seneste år. Arne Juel Sørensen, tidligere forpagter på Hanstedgaard, oplyser, at ploven under markarbejdet jævnligt stødte på store trædesten ude i engene, men hele forløbet er aldrig blevet undersøgt arkæologisk.

Jeg kan ikke lade være med at referere, hvad afdøde skomager Carl Jakobsen engang fortalte mig. Hans far
havde arbejdet med at uddybe Lille Hansted å helt ude, hvor omfartsvejen nu løber. Under arbejdet kom mange skeletdele til syne, hovedskaller, knogler fra arme og ben osv. De kunne stamme fra faldne i de kampe mellem danske og svenske tropper, der var blevet udkæmpet her ca. 250 år tidligere, måske endnu længere tilbage i tiden. Men det fortæller noget om stedets militærstrategiske betydning.

Under de slesvigske krige i midten af 1800-tallet har danske tropper i kortere perioder haft midlertidigt hovedkvarter på Hanstedgaard, bl.a. i maj 1849, hvor general Rye med sin stab tilbragte nogle få dage her.
Kongsgård og kirke Hanstedgaard nævnes i Kong Valdemars jordebog fra Valdemar Sejs tid fra 1231. Her kan man se, at gården på den tid var sat til en større skatteværdi end hele Horsens by. Det må have været en særdeles vigtig kongsgård, og man kan antage, at den har været krongods i hvert fald et par hundrede år tidligere.

Det forklarer måske også, at Hansted kirke er bygget så stor, som den er, den største landsbykirke i Voer herred. Det må have været en stormand eller måske kongen selv, der har ladet den bygge. Tidligere fandtes i kirkens vestlige ende et herskabspulpitur, en forhøjning, hvorfra herskabet kunne overskue kirkerummet og næsten se præsten ind i øjnene, hår han prædikede, tilsvarende hævet over menigheden.

Myten om Rane Jonsen

Man ved meget lidt om gårdens ejerforhold før langt hen i middelalderen. Men det oplyses i 1523, at kong Hans tidligere havde pantsat nogle af kronens gårde og gods i Hansted, ”kaldet Rannis gods”. Måske er det denne oplysning, der har ført til traditionen om, at Rane Jonsen (en af kong Erik Klippings mordere fra Finderup lade 22. nov. 1286) skulle have besiddet Hanstedgaard. Han blev dømt for at have deltaget i kongemordet, og hans gods tilfaldt derefter kongen. Vi ved ikke med sikkerhed, om Rane Jonsen virkelig har ejet Hanstedgaard, det afgørende bevis mangler, men vi ved, at han blev dømt og henrettet (radbrækket og lagt på stejle) i 1294 i Roskilde, med rette eller urette.

Ejere af Hanstedgaard

En liste over ejere af Hanstedgaard fra 1231 til 1963

1231 – 1585: Kronen

1577 – 1581: Borgmester Adser Sørensen i Horsens fæster gården af kongen

1581 – 1585: Adser Sørensens enke Inger fæster gården efter sin mand

1585 – 1616: Kjeld Brockenhuus

1616 – 1633: Edel Ulfeldt gift Brockenhuus

1633 – 1648: Johan Kjeldsen Brockenhuus

1648 – 1662: Hedvig Bille gift 1. g. med Johan Brockenhuus, 2. g. med kongens lensmand på Stjernholm Slot i Horsens, Henning Pogwisch

1664: Henning Pogwisch sælger gården

1664 – 1684: Handelsmand af Horsens, Peder Hansen Hovenbeck

1684 – 1697: Købmand Anders Jensen Thonboe

1697 – 1711: Dorothea Hansdatter Lottrup, enke efter Anders Jensen Thonboe

1711 – 1904: Stiftelsen Hansted Hospital

1904 – 1910: Forpagter Theodor Otto Harries

1910 – 1914: Steffen Svendsen

1914 – 1924: Marie Svendsen, enke efter Steffen Svendsen

1924 – 1960: N. A. Have, gift med Marie Svendsen

1960 – 1963: Enkefru Marie Have

1963 – 1984: Horsens Kommune

1984 – Mogens Holm Jensen

Brockenhuus slægten

Er kendt for at have bygget Egeskov på Fyn, og kort tid efter at kongen har solgt Hanstedgaard til Keld
Brockenhuus, bliver der opført en renæssancegård her, efter tidl. museumsinspektør Bent Ousagers mening ”af samme art som Rosenvold og østfløjen på Boller, altså med svungne gavle og et tårn med spir”. Otto Norn anfører derimod, at det muligvis allerede kan være borgmester Adser Sørensen, der har ladet den grundmurede bygning opføre. Men det vides ikke, hvordan denne bygning i virkeligheden har set ud. Der er kun få rester levnet af den middelalderlige Hanstedgaard.

Svenskekrigene havde forarmet gården og de tilhørende besiddelser. For at hjælpe med at bekæmpe svenskerne havde kongen tilkaldt polske og tyske hjælpetropper, og disse havde efter tidens skik plyndret uhæmmet i Øst- og Sydjylland, så både Hanstedgaard og Hansted og Lundum kirker var særdeles
medtagne. Derfor så Henning Pogwisch sig nødsaget til at sælge gården. Som et levn fra den adelige tid fandt man i 1875 ved ombygning af den nordre sidefløj i fem alens dybde et smukt malmkar eller –gryde fra 1300 tallet med to hanke, og fordelt rundt om karret i et symmetrisk mønster er der 18 trekantede våbenskjolde, hvori ses en halv oprejst drage; det blev af hospitalsforstander Faber foræret til Nationalmuseet, hvor det nu opbevares.

Anders Jensen Thonboe

Den sidste adelige ejer måtte som sagt gå fra Hanstedgård, der blev købt af den velhavende Horsenskøbmand, Anders Jensen Thonboe, som åbenbart havde reddet sine penge igennem de vanskelige tider og måske endda forøget sin formue. Han havde drevet forretning på Torvet i Horsens, nuværende nr. 6, der hvor senere Palæ konditoriet lå. Det var både krambod og storhandel, der havde gjort Anders Jensen Thonboe til en særdeles velhavende mand. Og i 1694 rejste han en ny hovedbygning med sidefløje på Hanstedgaard af bindingsværk og egetømmer.

Disse gamle, smukke herregårde af bindingsværk findes stadig i Jylland, og fx det gamle Aakjær og Kalø
Hovedgaard kan give os en forestilling om, hvordan Hanstedgaard har set ud i 1700-tallet. Da Henning
Pogwisch solgte gården, havde den et hartkorn på 40 tdr., hvortil kom bøndergods og huse, i alt ca. 300 tdr. hartkorn, og det forandrede sig ikke meget i de næste 150 år. 40 tdr. hartkorn vil sige, at der skulle bruges 40 tønder korn for at tilså gårdens jorder. Det var dermed et udtryk for gårdens avl og dermed også for skatteevnen.

Forpagtere og hospitalsforstandere

Det har været beskrevet tidligere her i Broen, hvordan Anders Jensen Thonboes hustru, Dorthea Hansdatter Lottrup (kaldet Døve Dorthe) efter tabet af sin mand og alle sine børn oprettede et hospital, dvs. et alderdomshjem, for 24 fattige lemmer, der her kunne bo i deres sidste år og få kost og logi og i nogen grad også pasning, hvis de blev syge. Fundatsen stammer fra 1705, og den første forstander,
Chr. Berrentsen, tiltrådte 1712.

Den siddende forstander var samtidig forpagter af Hanstedgaard, og gårdens drift skulle ske ved hjælp af fæstebøndernes gratis arbejdskraft. Hospitalet skulle vedligeholde bygningerne, og forstanderen var fri for kongelige skatter og afgifter og skulle bl.a. have gratis brændsel fra gårdens skov og tørvemoser. Forstanderen skulle i forpagtningsafgift betale 400 rigsdaler årligt, men samtidig have en aflønning som forstander på 50 rd. Overskuddet på gårdens drift kunne forstanderen stikke i egne lommer.

I princippet var det en god og indbringende kontrakt for hospitalsforstanderen, og vi kan da også se, at de første forstandere alle blev i deres embede i mere end 30 år. Tiderne og landbrugspriserne var afgørende for, hvor mange penge de hver især kunne tjene på forpagtningen.

Efter Berrentsen, en slægtning til Dorthea Hansdatter, kom justitsråd J.P. Hygom, en søn af Århusbispen Peder Hygom (man skulle også dengang have forbindelser!), og i 1781 ansatte man den 44-årige major af kavalleriet Poul von Gersdorff, der stammede fra Kærgaard ved Ribe.

Gersdorff havde begyndt sin militære karriere allerede som 15-årig i det oldenburgske rytterregiment. Dengang var det vigtigt for adelens sønner, at de fik en militær uddannelse, helst som officerer ved et kendt rytterregiment. Efter afgang fra regimentet måtte han finde anden beskæftigelse og blev så antaget som forstander for Hansted Hospital. Han var en dygtig mand, der virkelig fik noget ud af forpagtningen og tjente mange penge derved. Så mange, at han bl.a. i 1821 kunne købe Rådved Kærsgaard.

Efter Gersdorffs død året efter var enken i stand til at købe Serridslevgård for godt 26000 rigsdaler, så man må sige, at han havde sørget godt for sin yngre kone. Men i Gersdorffs tid skete der flere betydelige ændringer på gården, som der her skal fortælles om.

Folkehold

Da Gersdorff kom til Hanstedgaard, var han ugift. I Folketællingen fra 1787 ses, at han havde ansat en fuldmægtig og derudover fæstet 7 mænd, 1 dreng og 7 kvinder. Den næste folketælling fra 1801 er mere oplysende. Heraf fremgår, at Poul v. Gersdorff nu er 64 år og gift med den 28-årige adelige Karen Lilienskjold, begge i første ægteskab; de var blevet gift i 1799. Men det ser man ofte i ældre tid, at selv en betydelig aldersforskel ikke er afgørende i et ægteskab; det betød mere, at ægtefællerne tilhørte samme
stand. Det vides ikke, hvor mange børn de fik, men de havde i hvert fald en datter, der var sindssyg. Herom fortæller Torben Eriksson mere i ”Folk og herregårde på horsensegnen”.

Tjenestefolkenes funktioner er i folketællingen specificeret, så man kan se, at der er en husholderske, en stuepige, en kokkepige, en bryggerpige, en mejerske (der lavede fløde og ost af gårdens mælk), 4 malkepiger, en tjener, en kusk, en staldkarl, en ladefoged (arbejdsleder), en gartner, en tærsker, 2 røgtere, 1 postbud og en dreng. I alt skulle der lønnes 19 personer, der alle var ugifte.

Hertil kommer så den arbejdskraft, som godsets gårdfæstere skulle levere. 10 gårde i Egebjerg, 13 i Hansted og 2 i Kannerup ejedes af Hansted Hospital, og fæstebønderne eller deres karle og piger skulle gøre hoveri på Hanstedgaard.

Hoveriet var fastlagt ved et udarbejdet, skriftligt reglement for hver enkelt gård og hus. I 1791 var pligtarbejdet fastsat til 10 pløjedage, 29 spænddage og 87 gangdage for gårdfæsterne, og 26 arbejdsdage for husfæsterne. Man skal huske, at arbejdsdagene var væsentligt længere dengang end nu, så det var virkelig mange timer om året, der skulle arbejdes gratis for Gersdorff.

Anders Kruuses stuehus

I 1789 fuldførtes byggeriet af en ny hovedbygning på Hanstedgaard. Efter Otto Norns mening var det den berømte Horsens-bygmester Anders Kruuse, der stod for opførelsen af bygningen, der har lighedspunkter med Serridslevgård, som man ved med sikkerhed er Kruuses værk. Andre af Anders Kruuses huse kan ses i Horsens i Fugholm og på Nørregade. Årstallet kan ses på en sandstensplade
over døren, hvor også det latinske valgsprog: ”Virtus in actione consistit” og årstallet MDCCLXXXIX kan læses. Oversat til dansk betyder det ”Styrke består i handling”. Næste gang man kommer til Hanstedgaard for at købe kartofler, kan man prøve at gå hen imod trappen, så kan man se inskriptionen.

Brandtaxationen fra 1796 beskriver stuehuset således: ”Stuehuset vesten i gården løber i sønder og nord med enderne, alt grundmur med stentag (tegltag), 1 etage høj, med kælder under, 15 fag lang, 16 alen dyb, indrettet til værelser med gipsede lofter, trægulv og -døre, taxeret til 2500 rigsdaler.”

Der var i bygningen en stor, herskabelig lejlighed på 13 værelser og stuer, men hertil kom to mindre fløje vinkelret på hovedbygningen, bygget i bindingsværk af egetømmer og mursten, også med tegltage. Måske var det de oprindelige bindingsværksbygninger fra Anders Thonboe Jensens og Døve Dorthes tid. Den sydlige fløj var indrettet til værelser, den nordlige var indrettet med kamre til tjenestefolk, bryggers og køkken. Alt i alt et beskedent byggeri for et gods af den størrelse.

I haven var anlagt et bassin til åkander og guldfisk omkranset med sten. Det husker jeg tydeligt fra fru Haves tid, fordi Arne Juel Sørensen forgæves forsøgte at få gæsterne til at springe over det, når vi gik en havetur efter en bedre middag.

Hovedbygningen blev restaureret i 1875, og ved samme lejlighed blev de gamle sidefløje nyopbyggede.

Samtidig med byggeriet fra 1789 blev der anlagt et smukt haveanlæg i romantisk stil (det var jo romantikkens tidsalder, Øhlenschläger blev født i 1779) med to lindealleer vinkelret på hinanden og en udsigtshøj, hvorfra man kunne se ud over engene. Udsigten blev desværre ca. 100 år senere ødelagt af den jyske længdebane, der passerede ganske tæt forbi haven. Desuden plantedes henved 100 frugttræer og indrettet en stor nyttehave.

Foran hovedbygningen blev der samtidig plantet 8 lindetræer i en stor halvbue, så avlsbygningerne på denne måde var afskærmet fra beboelsen. De sidste 4 træer stod der endnu i 1970. Måske er det ikke helt korrekt, at det var lindetræer, som Norn skriver. For da de blev fældet i foråret 1971, havde de på magisk vis forvandlet sig til elmetræer.

Det ene af træerne var en kæmpe. Stadsgartner Aage Eriksen vurderede, at træet var 190 år gammelt. Det var ganske hult, hvad man kan se af billedet med den lille gårdhund. Tværmålet var 1,50 meter, og omkredsen ved roden var 5,50 meter. Det var et mirakel, at det ikke for længst var blevet fældet af en efterårsstorm.

Gersdorffslund

I værket ”Beskrivelse af Agerdyrkningens Tilstand i Danmark” fra 1808 af professor Begtrup fortælles om et
skovanlæg ved Hanstedgaard. Det blev anlagt i 1786, fordi der ikke var skov i nærheden af gården. Man havde i Danmark delvis på grund af krigene drevet rovdrift på skovene, så i 1805 kom fredsskovs-forordningen, der bestemte, at skov, der var tinglyst som fredskov, aldrig måtte ryddes. Først efter den tid kom Hansted skov igen til kræfter. Skovfogedboligen i den nordlige ende af skoven hedder meget passende ”Fredskovsværn”.

Skovanlægget, som med majorens sædvanlige selvfølelse blev kaldt Gersdorfslund (ikke at forveksle med den store gård ved Hou), blev anlagt på skråningerne mellem Hanstedgaard og der, hvor nu Trestjernet Salamis bygninger ligger. Man havde først pløjet jorden, derefter sået boghvede og om efteråret igen pløjet. Nu såede man eg, bøg, hassel, ahorn, fyr, gran, lærk, birk, elm, hestekastanjer, fuglekirsebær og rønnebær.

Den mindesten, som Gersdorff lod sætte i skoven, står nu i Hanstedgaards have. Den har inskriptionen: ”Gersdorfslund er saaet 1786”. I 1808 var træerne vokset godt op og kunne nu udnyttes til brændsel.

På Valdemar Møllers kort fra 1915 ses nord for gården en større og en mindre dam forbundet med en smallere vandfyldt grav. Det var resterne af middelalderens voldgrav; den vestlige del var efterhånden blevet til et ellekrat, men blev senere oprenset. Det ses også, at der i tidens løb var sket ændringer i haveanlægget, der ikke længere var helt så herskabeligt. Vejen op til hovedvejen blev siden omlagt, men kastanjealleen er blevet vedligeholdt.

I 1906 opgives gårdens størrelse til 215 tdr. land, hvoraf 156 tdr. var udlagt til marker. Folkeholdet var normalt en fodermester, en forkarl, 4 karle, 3 piger, 2 daglejere og i høst og til arbejdet med roemarkerne 8 mand ekstra, altså det samme som hundrede år tidligere. Traktorerne var endnu ikke taget i brug.

Gårdens øvrige bygninger

Til Hanstedgaard hørte ikke så meget jord, der var velegnet til kornavl. Enten var jorden for tør, eller også var den for våd. Til gengæld var der store engarealer, og derfor havde man et stort kreaturhold. I kostalden var plads til 60 malkekøer, og det forklarer, hvorfor der var fire malkepiger og eget mejeri eller ”hollænderi”, som man opkaldte det efter læremestrene. Både i Holsten og i Holland var mejeribruget
mere udviklet end i Danmark. I den sydvestlige ende af haven og i nærheden af mejeriet lå et seks- eller
ottekantet stråtækket hus, der rummede en hestegang, som har været brugt til at drive en smørkærne. Desværre blev både hestegangen og sprøjtehuset ved vejen revet ned efter 1984.

Endnu i begyndelsen af 1900tallet havde mange af egnens gårde eget mejeri og leverede smør og mælk til
Horsens, således foruden Hanstedgaard også Rådved Nygaard og Petersholm. En annonce i Horsens Folkeblad den 11. maj 1887 omtaler Hanstedgaards ismejeri, hvor man kan købe skummetmælk til 8 øre pr. kande!

Vores mangeårige mælkemand, Holger Hjerresen, havde arbejdet som daglejer på Hanstedgaard, før han
begyndte at køre mælketur for det lokale mejeri. Og det bringer mig til at fortælle, at engang i 1960erne havde min kone, Lise, fået den idé, at vi skulle leve sundere, og hun spurgte så Holger, om han kunne skaffe noget skummetmælk. Jamen, lille sødde, svarede Holger forundret, skal du vaske gulv? Det var, hvad han mente om skummet mælk, som mange mennesker nu drikker hver dag. Men sådan skifter vores opfattelser af tingene jo.

Foruden de sædvanlige avlsbygninger havde gården mod øst et lille sprøjtehus i en passende afstand, så man ikke risikerede, at huset også blev antændt, hvis ildebrand skulle bryde ud; i ældre tid var avlsbygningerne stråtækte. Her stod den hånddrevne brandsprøjte, og her opbevaredes et større antal nummererede læder-brandspande, så karlene kunne danne kæde fra dammen til sprøjten, og indholdet af
spandene kontinuerligt kunne hældes i sprøjtens vandbeholder.

Udskiftningen 1781 – 1835

Fæstegårdene under Hanstedgaard fik deres størrelse reguleret i 1711, så de alle fik samme størrelse, godt 5 tdr. 4 skp. hver. Udskiftningen omkring år 1800 var et led i landboreformerne og betød, at alle gårdene skulle have samlet deres mange små strimler jord på byernes forskellige marker til sammenhængende arealer. Arbejdsfællesskabet skulle derefter ophøre, og den enkelte landmand havde nu selv ansvaret for avl og udbytte.

Overgang til selveje lå det tungere med, selv om kongemagten pressede på for at få gennemført selveje overalt på godserne. De siddende forstandere var ikke motiverede for de nye tanker, for derved ville de miste den gratis arbejdskraft, som hoveriet så gavmildt havde skænket dem. Vi skal helt op til 1850erne, før presset fra statsapparatet blev for stort, og da var det ritmester Norup, der måtte bide i det sure æble og give fæstebønderne lov til at købe gårdene til selveje.

Så meget om Hanstedgaards historie for denne gang. Frands Paaskesen har i Broen, 11. årgang nr. 4, skrevet om Hanstedgaards historie. Da han har benyttet nogle af de samme kilder som nedenfor anført, kan der i denne artikel forekomme gentagelser.