Træk af modstandsbevægelsens indsats i Nim og Brædstrup

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

Af: Jens B. Jepsen

Mine indtryk under den tyske besættelse  af Danmark i årene 1940 – 45, samt modstands­bevægelsens opståen i Nim og her på egnen. Til slut lidt om tyskernes opførsel over for danskerne i de sidste krigsår.

I januar 1987 blev jeg bedt om at holde et foredrag i Honum Hjemmeværnsgård om mine indtryk under den tyske besættelse samt mine oplevelser i modstandsbevægelsen her i Nim. Så randt det mig pludselig i hu, at hvis mod­standsbevægelsens historie i Nim ikke blev nedskrevet nu, så ville det være for sent om 10 år.
Men da jeg ikke havde været med fra dens start, så tilkom det faktisk ikke mig, at nedskrive dette.

Derfor tog jeg ind til Peter Troelsen, der nu boede i Juelsminde, og satte ham ind i mine tanker, jeg mente, han var den rette til at nedskrive dette, da han jo havde været med fra dens spæde start.

Peter Troelsen gav mig fuldstændig ret i, at det var på høje tid at få det gjort, men han bad mig om at gøre dette arbejde. Sammen fandt vi frem til, hvad der skulle skrives, så det jeg nu skriver om modstandsbevægelsen i Nim, og hvordan den opstod, det er efter hans stikord.

Nu er der jo skrevet så meget om den tyske besættelse, om den 29. august, om jødefor­følgelsen, og arrestationen af det danske politi og modstandsfolk, så det vil jeg afhol­de mig fra, og kun fortælle om, hvordan jeg selv oplevede besættelsen, og om hvordan modstandsgrupperne opstod i Nim og her på egnen. Manuskriptet vil jeg så aflevere til Hjemstavnsarkivet i Brædstrup, så det kan blive bevaret for vore efterkommere.

Foredrag holdt ved kammeratskabsaften på Hjemmeværnsgården i februar 1987.

Når jeg skal fortælle om mine oplevelser og indtryk under krigen 1940 -45, så må jeg begynde med den følelse af afmagt og chok­tilstand, vi vågnede op til om morgenen den 9.april 1940, da de tyske transportmaskiner drønede hen over os på vej til Norge. Vi følte os lammede den første tid, men efterhånden fandt vi sammen til møder og alsang. Det danske sammenhold har trods de mange af­savn aldrig været større end under krigen.

En ting fandt vi hurtigt ud af, det var at lyt­te til den danske stemme fra London, den danske radio var jo censureret af tyskerne, men her fra London fik vi et sandfærdigt billede af, hvordan det stod til på de forskel­lige fronter.

Jeg er opvokset på Kollerup Overgård, og her var vi nabo til godset Julianelyst. Vi var 5 søskende 2 søstre og 3 brødre, af de sidst­nævnte var den ene politibetjent, han und­slap dog lykkeligvis tyskernes arrestation i 1944.

I 1942 var jeg blevet gift med Eva Lund, vi blev bestyrerfolk i Ø. Nykirke præstegård, her havde vi tyskerne på nærmeste hold, for hver dag holdt de skydeøvelser i Lyngbakker­ne 200 m fra præstegården. Det hændte flere gange, at de med deres lyssporprojektiler sat­te lyngen i brand, og så havde vi et værre mas med at få ilden slukket igen.

Uden for vor bolig stod der, hver gang de af­holdt skydning, en vagtpost, og denne skulle forhindre al færdsel ad vejen forbi skydeba­nen, disse vagtposter blev efterhånden yngre, og i 1943 var det knægte på 16 år. En dag var sådan en gut faldet i søvn på sin post, jeg kun­ne ikke dy mig, og råbte til ham: “Habens du gut geslafen”. Jeg har aldrig set et menneske vågne med så skrækslagent et udtryk i ansig­tet.

I efteråret 1943 flyttede vi atter tilbage til Kollerup, her opholdt vi os til foråret 1945, da vi købte ejendommen her, hvor vi stadig bor.

Efter fjernelsen af politiet troede tyskerne, at de ved at stramme grebet om befolkningen kunne true dem til at holde sig i ro, men ha­det til dem blev endnu større, og modstands­bevægelsen voksede støt, og de mange spræng­ninger disse foretog på den jydske længdeba­ne, sinkede tyskerne meget. Modstandsbevægelsens største fare lå dog ik­ke hos tyskerne, men hos deres danske hånd­langere de såkaldte stikkere, de gjorde ubode­lig skade, en af de første modstandsgrupper der blev revet op, på grund af disse stikkere, det var Hvidsten gruppen.

En aften i det tidlige forår 1945 kom vi der­hjemme i Kollerup til at overvære en våben­nedkastning på Julianelyst mark. Det var godsejer Poul Hansen, der sammen med sine elever og medhjælpere havde dannet en mod­tagergruppe og det var dem, der denne aften skulle modtage en sending. Det var måneskin, så vi kunne tydeligt se, hvad der foregik, det blæste ret kraftig, så nedkastningen blev lidt forfejlet, vi så at en container hængte sig i et stort træ, mens en anden drev op og gik gen­nem taget på godsets hovedbygning, træet blev straks fældet, værre var det med taget, her skulle der håndværkere til, og af dem havde man heldigvis nogle man kunne stole på.

Jeg havde længe gået og ventet på at komme med i modstandsbevægelsen, og håbede bare på en lejlighed, til at træffe folk, der havde forbindelse hertil, men det var ikke så let, for folk var meget forsigtige nu.

I Nim var der i foråret 1944 dannet en mod­stands- og modtagergruppe. Det var pastor Fon­ager, som tog initiativet hertil, og de første han henvendte sig til, var snedkermester Pe­ter Troelsen og smedemester Chr. Rasmussen i Nim. Sammen fandt de frem til de øvrige medlemmer, og gruppen kom til at bestå af 11 mand med Fonager som leder og kontakt­mand til modstandsbevægelsen i Horsens. Man fandt en nedkastningsplads på Hede­lunds mark mellem Nim og Hvirring. Pladsen var meget velegnet til formålet, og den blev hurtig godkendt både i Horsens og London, den fik kodenavnet “WINSTON”.

Hver aften nævnede den danske stemme fra London en hel række navne i dens udsendel­ser, disse navne var kodenavne for de forskel­lige nedkastningssteder i Danmark, som den­ne nat ville få besøg af de engelske nedkast­ningsfly. Hvis navnet Winston var imellem dem, så vid­ste Nim gruppen, hvad der skulle ske denne nat.

Til bortkørsel af de nedkastede containere fungerede vognmand Hjerrild i Horsens, han havde gerne ekstra hjælpere med. Som regel blev disse containere i første omgang hensat i Anton Knudsens lade i Nim, da det var for farligt, at komme til Horsens med sådan en last om morgenen.

Ejeren af Hedelund opdagede ret hurtigt, hvad der foregik på hans mark, men han lod som intet, her var man dog også uheldig en­gang, da en container hængte sig i et grantræ. Værre var det med naboen som var ejer af Bolund, han var nazist, og han begyndte at komme med hentydninger, men alle kunne vist den gang se, hvilken vej det gik, så han turde nok ikke foretage sig noget.

Pladsen blev endvidere godkendt til nedkast­ning af faldskærmstropper i tilfælde af en­gelsk – amerikansk invasion, den var så let at finde, fordi man her havde Gudenåen som rettesnor, i tilfælde heraf ville Nim gruppen få en meget farlig opgave.

Jeg var jo ikke med i Nim gruppen fra dens start, og anede da heller ikke noget om dens eksistens, men så en dag i foråret 1945 kom Fonager cyklende herned og spurgte, om jeg sammen med min broder Christian ville ind­træde i gruppen. Vi sagde ja med det samme, Fonager fortalte os så, at gruppen en tid hav­de været opløst, men nu var ved at blive re­konstrueret, vi skulle så indtræde i gruppen i stedet for to, som ikke kom med mere.

Nim gruppen bestod nu af følgende:

1. Pastor Fonager, Nim. 2. Peter Troelsen, snedkermester Nim. 3. Kaj Thomsen, svend hos Troelsen i Nim. (maskingeværskytte). 4. Anton Knudsen, gdr. i Nim. 5. Verner Sørensen, landbrugsmedhj. Nim. 6. Svend Åge Justesen, tømrersvend Nim. 7. Christian Rasmussen, smedemester Nim. 8. Svend Jørgen Grabow Olesen, Enner­gård. 9. Martin Andersen, lærer, Underup. 10. Christian Jepsen, Kollerup. 11. Jens Jepsen, Underup skov.

Nu havde Christian og jeg gået så længe, og ventet på at komme med, så sker det mær­kelige, at en time efter at Fonager havde væ­ret hos os, så kom Bundgård fra Torp mejeri og ville have os med i en gruppe, der var dan­net i Urup skov hos Aksel Andersen. Det var den gruppe som K. Skeldal og A. Palmelund blev medlem af, men vi kunne jo ikke være mere end et sted.

Ved den sidste nedkastning, som Nim grup­pen modtog, var det nær gået galt. Det hele blev som sædvanlig hensat i Anton Knudsens lade, men ikke dækket til, for Anton sagde: “Her kommer ingen”.
Så skete det, at der dagen efter kom et hold tyske arbejdssoldater, og gravede skyttehuller langs med landevejen fra Nim til Brædstrup. Uden at spørge otn tilladelse gik de ind i An­ton Knudsens lade for at spise deres mad, og de brugte containerne til siddeplads. Anton Knudsen og Verner Sørensen, der harvede på sin fars mark på den modsatte side af lande­vejen, kunne følge med . i begivenhedernes gang. De gik og svedte koldsved, men mær­kelig nok. skete der intet.

Bagerste række fra venstre: Lærer Andersen, Verner Sørensen, Svend Grabow Olesen, Peter Troelsen. Foreste række fra venstre: Christian Rasmussen, Christian Jepsen, Kaj Thomsen, Anton Knudsen, Svend Aage Justesen, Pastor Fonager, Jens Jepsen.

Vi skulle nu have geværerne gjort rene, det var også natarbejde, det var besværligt, for de var godt indsmurt i fedt. Vi havde fået til­delt et maskingevær og 10 US karabiner, af dem fik vi 2 byttet med langtrækkende kana­diske rifler. Vi skulle nu have disse geværer indskudt, det foregik først i Underup Neder­skov.

Denne skydning i skoven om aftenen var dog ikke så heldig, for folk begyndte at snakke om, at tyskerne nok var på øvelse i skoven.

I stedet fandt vi på at bruge Anton Knudsens kartoffelkælder. I den kunne vi stå oprejst, og den var nok 30 m lang. Her kunne skydnin­gen næsten ikke høres, der var bare den hage ved det, at den lå for tæt på landevejen, og her var livlig trafik af tyske soldater. Vi pos­terede så en vagtpost ude i landevejsgrøften, når så denne post lettede på hatten, holdt vi inde, til hatten atter kom på hovedet.

I dagene op til den 1 . maj gik vi alle i en sær spænding, vi var klar over, at det kun drejede sig om få dage, inden tyskerne måtte kapitu­lere. Men inden da kunne der jo ske meget, derfor kom det da også for os som en ube­skrivelig glæde og lettelse, da vi den 4. maj om aftenen hørte den danske stemme fra London sige: “HER ER LONDON, vi kan meddele, at tyskerne i Nordtyskland, Danmark, Belgien, Holland og Frankrig har overgivet sig”.

Den 5. maj kl. 4 om morgenen mødtes Nim­gruppen hos Fonager i Nim præstebolig. Mod­standsbevægelsen i Horsens havde aftalt med Fonager, at vi i lastbil ville blive hentet for at deltage i det politimæssige arbejde der, men ingen kom efter os, og det var i første omgang en skuffelse, for vi ville gerne have oplevet den glæde og feststemning, der var i byen.

Senere anede vi sammenhængen. Mellem Fon­ager og en ganske ung mand, der flere gange havde optrådt som kurer mellem Horsens­folkene og Nim gruppen, var der kommet en kurre på tråden. Det var den ældre besindige mand, som klart så, at man sådan en dag let kunne gå over gevind, og så den unge mand som mente, at nu skulle tyskernes medløbere rigtig have i goggen. Så det har nok været en hilsen fra ham til Fonager, men denne havde dog ret i sin afgørelse.

Landet over var der nu glæde, og alle festede. I Torp forsamlingshus skulle der være befriel­sesfest om aftenen den 7. maj. Her skulle Fon­ager have talt, men han blev dog i sidste øje­blik forhindret og årsagen hertil følger.

Hver dag var der nu en uendelig march af tys­ke tropper, og det var et sørgeligt syn at se. Enkelte tyske officerer kunne dog stadig ikke glemme deres hovne herrementalitet. En af disse kom til Nim med en mindre af deling, her tog de ind på en gård, og opførte sig her me­get frækt og krævende.

Gårdejeren ringede til Fonager, og beklagede sig. Så måtte Fonager jo i aktion, han fik hur­tig fat i Peter Troelsen og Chr. Rasmussen, de blev anbragt således, at de med deres geværer kunne holde Fonager dækket, mens han tog ind i gården, og sendte bud efter den hovne befalingsmand. Fonager forklarede ham, at hvis han ikke frivilligt ville forlade gården med sine soldater, ville der gå bud til den tyske kommandant i Horsens. Denne opholdt sig der, for at organisere tilbagetoget. Denne frække tysker måtte så give sig og under Fon­agers ledelse følge med til Horsens.

Søndag den 14. maj 1945 samledes mod­standsbevægelsen fra hele Horsensegnen til fest med march gennem Horsens by for til slut at samles på Beringsplads. Da pludselig kom en afdeling engelske soldater kørende, de gjorde holdt og hilste på os. Det var Mont­gommerys berømte Ørkenrotter, så det var vort første møde med de engelske frontsol­dater.

Til slut lidt om danskernes forhold i krigens sidste år.

Det sidste år af besættelsen var for danskerne og da især for modstandsbevægelsen en be­væget tid. Det tyske sikkerhedspoliti kaldet Gestapo lagde ikke fingre imellem, når de ved hjælp af danske stikkere fik fat på en mod­standsmand, heraf har mange endt deres dage i tyske koncentrationslejre. Man kan roligt si­ge, at mange danskeres mod blev sat på en hård prøve det sidste år.

Af de allierede fly, som bombede den tyske krigsindustri, blev mange skudt ned over Dan­mark, og for de flyvere, der overlevede styr­tet, var det et lotterispil at komme til de rig­tige mennesker, dem der var villige til at tage en risiko ved at gemme dem, så de over Sve­rige kunne komme tilbage til England.

Men de kunne også være uheldige og kom­me til dem de.r var tyskervenlige. Disse angav dem jo omgående til tyskerne, der sendte dem i koncentrationslejrene.
Der var også de danskere, som egentlig ikke var tyskervenlige, men var så bange for deres skind, at de ikke turde andet end anmelde sådanne mennesker.

En episode som har lighed hermed forekom i Torp, og den fortjener at blive nævnt her. Ho­vedpersonen var en ung franskmand fra Alsas, som af tyskerne var tvunget med i krigen. I marts 1945 rømmede han fra sin afdeling, mens denne opholdt sig i Vinten.

Under sin flugt kom han ind til Holger Bjerre på Torp mark, her fik han noget at spise, og derefter blev han sendt videre til Aksel Ander­sen i Urup skov.

Her var han heldig med at komme til de rig­tige mennesker, han blev de første dage in­stalleret i en jordhule i skoven, men efter nog­le dage kom han over til Bundgård på Torp mejeri, her opholdt han sig til befrielsen, uden at nogen udenforstående opdagede det.

Hitler var jo en galning – en sindsyg mand, og efterhånden som begivenhederne på slagmar­ken gik ham mere og mere imod, blev han fuldstændig desperat, det skulle gå ud over nogen, så i de sidste krigsår tog tyskerne de hårde metoder i brug, for at vise os, hvad der kunne ske, hvis vi ikke makkede ret.

Det begyndte vel nok med mordet på Kaj Munk, det var dog tyskernes eget værk, men gestapo oprettede nu et korps, som blev kaldt Hippo korpset, og det bestod af hver­vede danske mænd, som skulle terrorisere den danske befolkning og sætte skræk i den. Dette korps drog hærgende fra den ene by til den anden her i landet, hvor de sprængte kulturelle bygninger i luften, og dræbte frem­trædende personer, og ofte var det vore dyg­tige læger, det gik ud over.

Engang begyndte korpset sin hærgen først i Århus, dernæst Randers og Hobro. Herfra gik der bud til modstandsbevægelsen i Ålborg, da man regnede med , at de også ville nå dertil, det kom også til at holde stik.

Et sted i Rold skov var der på begge sider af landevejen opstillet brændestabler, bag disse blev 2 modstandsfolk posteret med hver sit maskingevær, og da terrorbilen var inden for rækkevidde, begyndte de to maskingeværer at knalde. Bilen gik i grøften, og de to mænd sørgede for, at ingen af de fem terrorister over­levede, og der blev endda tid til at tage et billede af situationen.

Tyskerne fik aldrig opklaret, hvem der ord­nede dette, og det lagde i hvert fald en dæm­per på hippokorpsets hærgen, de opdagede nu, at de ikke længere var beskyttet af værne­magten.

Dette belyser lidt om danskernes forhold un­der den tyske besættelse, og med dette ind­læg, er det mit håb, at det ikke må blive glemt, hvad den danske befolkning har væ­ret igennem i besættelsesårene 1940 – 45.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *