Uddrag af ”Torsted bys sidste bruger” af Gotfred Jensen fra ”Torsted omkring advent og jul” 1983, 8. årgang.
Vi har bedt Gl. Torsted by’s sidste dyrker af jorden, i landbrugsfaglig forstand, lave en skitse under ovenstående titel. Her følger resultatet, som uden nostalgiens lyserøde bånd binder fortidens minder sammen med øjeblikkets virkelighed på en ægte og livsnær måde.
Gammel Torsted var for et par – eller tre årtier siden en landsby med en halv snes gårde og et lignende antal huse. Noget egentligt landsbysamfund, som man har kendt andre steder var der vel ikke. Mejeri, brugs og forsamlingshus fandtes f.eks. ikke, men midt i byen lå et stråtækt hus, en kolonialhandel. Varesortimentet var begrænset, men atmosfære og personlighed prægede både butik og indehaver.
Bysmedien var stedet, hvor beboerne mødtes, når redskaberne trængte til reparation og vedligeholdelse, men den var tillige stedet, hvor store og små problemer blev drøftet og sat på plads.
Gårdene havde forskellig størrelse. De fleste havde fremmed medhjælp, delvis gifte folk med egen husstand, og ellers unge mennesker der spiste og boede, hvor de var ansat …
Hej, mon der findes billeder af det ” gamle Torsted”. Kendte Gotfred og hans frue da der endnu var lidt dyr på gården. Arbejder i Malurt og vejen er gået forbi Gotfred’s gård mange gange. Ville gerne fortælle mine børn om gamle dage, og livet på en gård.
Med venlig hilsen Helle Stenkjær.
Kære Helle Stenkjær Frost. Tak for din interesse i Horsens Leksikon. Horsens Leksikon ligger desværre ikke inde med billeder, så derfor har jeg sendt din forespørgsel videre til byarkivet. Du vil høre fra dem hurtigst muligt. Med venlig hilsen Lene Tolberg Overgaard, Horsens Leksikon