Thyra Jensen

Thyra Jensen ( f. 11.10.1865 – d. 11.05.1949)

Gift i 1889 med cand. teol, sognepræst Frederik (Frede) Engelhardt Bojsen Jensen (f. 1861 – d. 1946)

THYRA JENSEN: Fra gamle Præstegaard (1930) 1. bind.

(Uddrag fra side 112 – 115)

Der var egentlig ikke tid til at optage venskabet med mine veninder fra barneårene, den bedste: Stine Poulsen var jo også død.

Oppe på Såbygård var min veninde Thyra Iversen stadig lige smuk og omsværmet. Hun kunne nu snart blive 23 år, og uforlovet, en efter min 18 års mening ængstende høj alder, med ikke så lidt selvovervurdering mente jeg at have en hel del skyld i dette forhold og var aldrig sammen med hende, uden at lægge hende stærkt på sinde, hvor sørgelig en lod, der ventede den ugifte kvinde her i Danmark. Jeg havde en erindring fra Allested Præstegård, hvor der en sommerferie på engang havde været fem! Ældre, ugifte, kvindelige slægtninge på besøg, deres liv var, syntes jeg, græsseligt unyttigt og ensformigt. Så var der jo selvfølgelig også andre udveje, – og nu fik hun et udmærket foredrag om kvindens frigørelse og dygtiggørelse, det var et nøjagtigt referat af Eli Møllers morgenfriske udtalelser, men det kunne jo Thyra Iversen ikke vide, så jeg ventede, at hun skulle blive meget imponeret.

Hun tog dog alt, hvad jeg sagde og fremførte med en vis fatning: “Jeg kan jo aldrig blive arbejdsløs, så længe jeg har min gode gård, der er nok at bestille –
for resten er der jo heller ingen, der ved, om jeg ikke gifter mig – -“ og nu kom hun uden synderlig overgang ind på at fortælle om den foregående vinter, da hun havde lært finere madlavning på Hotel Skandinavien i Horsens, der spiste daglig den unge Redaktør Bojsen og hans ven Fuldmægtig Tscherning, søn af den berømte gamle Politiker A. F. Tscherning, det var to begavede, flotte mænd.

Jeg tænkte mit og fik forøget interesse for egnens sejrrige Venstreorgan Horsens Folkeblad.

Min fader fortalte en dag, at da han som helt ung mand havde besøgt Pastor Frits Bojsens i Stege, havde fru Bojsen udtalt sin fremtidsbekymring for sin yngste søn Emil: “- – Han er min Benjamin, hvor jeg dog elsker den dreng, og jeg ved, at når han er en ung mand og trænger allermest til sin moder, da er jeg død, – åh Lauesgård, jeg ved, de holder af min mand og mig, lov mig da, om det engang i livet skulle ligge for, at hjælpe min dreng – -“.

Fader var bleven meget forundret og bevæget over den tillid og havde lovet alt godt – men, som han sagde, nu er han ganske vist kommen i min nærhed, og jeg holder hans blad og agiterer så gerne for det, men hvad skulle jeg ellers kunne gøre, – Bojsen behøver det ikke og ville vist meget have sig frabedt min faderlige omsorg.

Og det var jo sandt, men atter havde jeg mine egne spekulative tanker, og hver gang Thyra Iversen og jeg mødtes, drejedes talen hen på Bojsen.
Hun havde som altid mange betænkeligheder – hvornår kendte man hinanden tilstrækkeligt, – hvordan skulle man skelne den ægte kærlighed fra andre mere grumsede følelser osv. –, men jeg forfulgte mit mål.

Der var en storslået politisk opvågnen blandt Horsens egnens Landbostand i disse år, det må ikke have været kedeligt at være denne egns unge Venstreredaktør.

I forsommeren 1884 samledes interessen om et stort Dyrskue i Horsens, en forsamling, som egnens Politikere vist var ligeså interesseret i som de egentlige landmænd.

Om aftenen skulle der sluttes med et stort animeret bal, Thyra Iversen havde indbudt mig til at følge sig, og så lod jeg da – om end med vanskelighed – alle mine mange bøger hvile i et døgn og tog på bal.

Her så jeg Redaktør Emil Bojsen for første gang og syntes inderligt godt om ham. Han og Thyra skal og må have hinanden, sukkede jeg i utålmodig spænding.

Jeg havde kun øje for dem, udspejdede deres ansigtsudtryk, når de dansede sammen (og det var næsten ustandseligt), jeg må selv have været en underlig lille bal dame den aften – – endelig – nu talte de alvorligt sammen i en dans, – men da så jeg til min ubeskrivelige harme, at Thyra Iversen pludselig fik det halvt betænkelige, halv rådvilde udtryk, som jeg nu ikke kunne fordrage.

Da Bojsen noget formelt bukkende forlod hende, var jeg snart hos hende og sagde både vredt og inderlig bevæget: “Bojsen har friet til dig – nægt det ikke – og du kan selvfølgelig ikke bestemme dig, men det vil jeg sige dig, tager du ikke ham, som du jo altid taler om og er så forelsket i, så bliver du aldrig gift – og fortjener det heller ikke – og så vil du blive rigtig bundulykkelig, at du ved det – – “

“Hys, hys, vær dog stille Thyra,” sagde hun så mildt og bevæget, så jeg følte mig lidt beroliget.

Kort efter var det damernes tur at inklinere, og da fandt frøken Thyra Iversen Redaktør Bojsen, der ganske syntes at have glemt balsalens fortryllelse, i en politisk samtale med Jens Busk.

Jeg dansede i deres nærhed, der var nu noget over dem, der var alt for smukt til at udspejdes, jeg var meget lykkelig på deres vegne.

Uden at ville det, kom jeg dog lidt efter til at høre hende svare: “Ja Bojsen, i Guds navn, ja”.

Og dette med Guds navn i dette øjeblik, var den dybeste alvor, det kunne jeg se, han forstod, og frydede sig over.

Med det var i en balsal til et orkesters buldrende musik, det er jo den slags, gammeldags Missionsfolk aldrig vil kunne forstå.

Det blev den sidste dans den aften.

Jørgen Iversen var gået for at få spændt for, jeg fulgte bag om byen ad stille veje med de nyforlovede. Hensynsfuldt gik jeg foran, og da jeg ved Købmandsgården vendte mig om, var, så vidt jeg husker, min veninde alene.

Så kørte vi hjem i den lyse, vidunderlige sommernat, vi ønskede at sidde sammen bag i vognen for at drøfte aftenens berusende oplevelse.

Jeg glemte at iagttage hendes kønne, gamle fader, mon han ikke den aften havde opdaget ligeså meget som jeg, – – man havde i dette hjem i en farsot mistet en hel børneflok, kun den ældste og yngste var bevaret, han havde nok frydet sig over, at hans yngste barn – hans yndling – endelig havde ladet sit hjerte råde.
Ved deres Bryllup samme efterår sang Emil Bojsens søster, Fru Nanna Jensen, der da var bleven min svigermoder, bl.a. følgende vers:

Og Fredes Thyra stod, som hun var lige ved at dø, sig ja, sig ja! Hun hviskede, bliv ikke Pebermø. For det er dog så kedeligt at sejle egen sø – –

Hvilket jo var sandt nok.

På Horsens sygehus og midt i venstre

(Uddrag fra side 156 – 164)

Det var forår. Jeg havde for at fornøje min svigermoder fået ordnet et broderikursus for hende i Odense, hun arbejdede jo utrætteligt for at få samlet lidt sammen og om muligt sikre to svage sønners fremtid.

Dette broderikursus slog godt an, men det syntes frk. Madsen meget dårligt om, skulle der laves kursus, skulle det laves af dem og med mig som lærerinde.
Dertil kom, at jeg havde på følelsen, at Frk. Andersen, der i forsommeren (uvist hvor længe) ventede besøg af sin forlovede, hvor meget hun end stadig holdt af mig, dog nu helst så, at jeg under hans besøg var bortrejst.

Min svigermoder og jeg gik en aften en dejlig tur. Det berusende, tidlige forår gjorde os så oprømte. Hun syntes, jeg havde klaret dette halve år forbavsende godt, men nu kunne det egentlig være nok, om der ikke var noget andet, jeg havde lyst til at dygtiggøres i, – måske hun kunne være mig behjælpelig.

”Ja jeg ville gerne lære sygepleje, som Præstekone måske på en øde Ø (Anholt!) måtte det være af stor betydning at kunne være til hjælp i Menigheden ved sygeseng og dødsleje.”

Hun blev helt rørt, – ”Ja når bare det ikke bliver for dyrt.”

”Jeg har tænkt mig,” sagde jeg, ”om du nu tog mig med til Horsens, der har jeg en moster Frk. Dorthea Bay, hun kan nok have mig om natten og give mig te om morgenen, og så ved du, at Redaktør Emil Bojsen altid går og spøger med, at det er mig, han kan takke for sin lykke, så han kan da nok i 3-4 måneder give mig middags- og aftensmad – Thyra siger ikke nej – og når du så går op til Provst Skov, der har så meget at sige hos Diakonisserne på Sygehuset og lægger sagen frem, og vi også går til Sygehuslægen Dr. Mathiasen, der er sådan en god mand, så kan det vistnok lade sig gøre.”

Samme aften talte vi med damerne i Broderiforretningen – det var den døde tid, så Frk. Madsen tog det med fatning, og Frk. Andersen – der var blevet ti år yngre, var nok kærlig og bevæget, men også tilfreds med, at jeg rejste.

Men først var jeg ude i den gamle, kære præstegård.

En dag i marts, jeg travlt kom farende ned ad strøget i Odense, så jeg pludselig onkel komme mod mig, – han udbredte sine arme, og jeg fløj i hans favn. Sådan stod vi en stund uden at skænke omverdenen en tanke. Først længe efter hos Konditoren kom jeg i tanker om, at Frk. Madsen ventede mig.

”Det er jo ligegyldigt,” sagde onkel revolutionært uden hensyn til pligter og den slags, ”Du kan jo tage med mig hjem med det samme” – men det ville jeg ikke, det havde været så dejligt at arbejde, det ville jeg blive ved med; jeg udviklede for ham om kursuset med alle de henrivende unge piger og mine øvrige pligter – men snart ville jeg komme ud på besøg.

Så kom jeg da nu herud og fortalte om mine planer med at lære sygepleje.
”Hvordan er du kommen i tanker om det?” spurgte onkel. ”Å, det er din skyld, det er romanen af Cherbulier: De sorte og de røde, som du læste for os forrige vinter.”

Det morede ham, ligesom både han og tante øjensynligt syntes bedre om, at jeg rejste længere bort, når jeg alligevel ikke ville vende tilbage til præstegården.
Det var sikket under dette besøg, da jeg atter efter ønske boede i mit lille, ensomme kammer i gavlen, at jeg gennemgik en rædselsfuld angst.

Jeg var kommet i seng og ville slukke lyset, da jeg pludselig så et par mandsbens støvlesnuder under gardinet i krogen ved døren. Et nu! Og jeg følte mig fortabt, ingen ville høre mine skrig, og på min flugt mod døren måtte jeg forbi gardinet, og han ville da række ud og gribe mig.

Mere husker jeg ikke, jeg må være besvimet. Da jeg vågnede, var det lyst, mit hoved var så tungt, så jeg næppe kunne løfte det fra puden – hvad, var det for noget frygteligt, jeg havde oplevet – uvilkårligt gled mit blik hen til gardinet, da – han stod der minsandten endnu! Nej hør! Nu gik det snart for vidt!! Men disse firkantede, bredsnudede støvler, det var, – jo, det var jo onkels! Nu for jeg ud af sengen og rev gardinet til side, jo, der stod onkels støvler.

Maren stuepige måtte give forklaringen: ”Da min kæreste sidst i efterårets pløre havde været på besøg i Præstegården, havde onkel ment, han trængte til et par skiftestøvler og sat et par af sine egne ind til ham. Om de blev benyttet, ved jeg ikke, derimod ved jeg bestemt, at gaven blev stående. Maren turde ikke andet end dølge denne hån; men nu, jeg kom på besøg, måtte jeg virkelig overtage ansvaret med dem – altså stod de der.”

Så stod min svigermoder og jeg en skønne dag i Horsens, hvor min moster og Redaktør Bojsens straks gik ind på vor plan, hvorimod Sygehuslægen sagde: ”Ja, hvis Søstrene til ta´ Dem, så værsgod!” Men Diakonisserne, tre i tal var ret umedgørlige. Den ældste, Søster Kathrine sagde, at de havde før haft en elev på Sygehuset, men det havde de kun haft vrøvl og besvær af, hun ville og kunne ikke give den ønskede tilladelse. Nu gik vi lige til Provst Skov. Min svigermoder bad mig selv føre ordet, og jeg, der var gruelig angst for, at planen skulle ryge i lyset, udviklede nu varmt og ivrigt, at da det var min kærestes og mit inderligste håb engang at blive præstefolk på Anholt eller et lignende sted, mente jeg, at jeg burde benytte denne sommer til at lære sygeplejen, om han ikke nok ville hjælpe?

Han var meget forstående og venlig og erklærede, at det skulle han nok klare, jeg kunne ganske roligt møde på sygehuset næste morgen kl. seks.

Iført hvid kappe og stort hvidt forklæde stod jeg næste morgen på sygehuset, hvor nu Søstrene til min undren modtog mig på det hjerteligste.

Jeg fik foreløbig en stue med fire kvindelige patienter, den stue skulle jeg gøre ren, og disse patienter skulle jeg passe, indtil jeg om eftermiddagen kl. fem forlod sygehuset.

Dagens store begivenhed var, når der skulle gåes stuegang.

Doktor Mathiesen så forbavset på mig: ”Nå, De kom alligevel ind, men det bliver De nok snart ked af,” – hvortil Diakonisserne smilte fortrøstningsfuldt.
Senere standsede han udenfor en dør; idet han så ret uvenligt på mig, sagde han: ”Herinde ligger Tyfuspatienterne, er De bange, bliver De smittet, og så dør De,” nu så Søstrene nærmest oprømte ud, men jeg var alt for vred til at føle frygt.

Efter stuegangen samledes Diakonisserne og jeg på Søster Kathrines værelse, et rørende, spartansk udstyret lille rum.

Her fik vi hver et blødkogt æg og nogle stykker bart smørrebrød til et glas mælk, det var frokost. Derefter læste hun med kraftig, jysk stemme et kapitel af Bibelen og bad en bøn. Værelsets eneste pryd var nogle indrammede ord af Wilhelm Löhe, den højtbegavede lutherske præst i Neuendettelsau, der skulle blive så berømte i Diakonissernes stille verden.

Ordene skrev jeg af:

Hvad vil jeg? Tjene vil jeg.

Hvem vil jeg tjene? Herren i hans syge og fattige.

Og hvad er min løn? Jeg tjener hverken for løn eller for tak, men af tak og kærlighed; min løn er, at jeg får lov til at tjene.

Og når jeg bliver gammel derved? Så vil mit hjerte grønnes som et palmetræ, og Herren vil mætte mig med nåde og forbarmelse.

Jeg går med fred og har ingen bekymring.

Søster Kathrine var rigtig Diakonisse og den ledende, Søster Birte (hed hun vist) var den ældste og stod for køkkenet, men så var der en Prøvesøster ”Søster Emilie”.

Hende fandt jeg meget yndig, men trods mine mange tilnærmelser, gav heller ikke hun sig videre af med mig de første dage, men senere fortalte hun mig, at de havde været enige om, snarest muligt at få mig gjort ked af det hele, så de var fri for det besvær at tage hensyn til mig. Det forklarer også, at Søster K. i den første uge tog mig med til flere modbydelige arbejder, hvad hun aldrig gjorde senere.

I min lille børnebog ”Blommestenen” har jeg skildret disse tre udmærkede Søstre, især Søster Emilie (Død som Fru Micheelsen, Humble på Langeland); Doktor Mathiasen kaldte dem en dag meget betegnende: Fortid, Nutid og Fremtid.

Den gamle i køkkenet var virkelig som fra en svunden tid. Jeg så hende en dag og ofte senere i en smuk, men ikke tidssvarende situation: Det var efter middagen, at hun omme i Sygehusets baggård ved køkkendøren havde samlet en hel skare af meget fattige børn omkring sig, som hun mættede med alle de gode levninger fra patienternes middagsbakker. ”Det er der ingen fare ved, og det behøves der ikke at snakkes op om”, sagde hun lidt vredt til mig. Det er også først nu, jeg nævner det, som billede på en i sanitær henseende meget fjern tid.

Søster Kathrine, en dygtig, varmhjertet, men i alle forhold stok konservativ kvinde, var så Nutiden, mens den yndefulde, næsten flagrende Søster Emilie, der med sin søde stemme så ofte udtænkte og foreslog noget nyt, forbedringer og lempelser for de lidende – var Fremtiden. Hvor kunne hun drømme om helbredelse, og når det sidste håb derom var bristet, jo, da kunne hun tale så barnligt smukt og dog med virkelighedssans om, hvordan hun tænkte sig livet efter døden.

Jeg har kun mødt én kvinde, der ved et dødsleje har mindet mig om Søster Emilie, det er Frøken Maren Sørensen i Walsbøl (om sommeren Børnenes Helsehjem, Vilstrup Strand).

Efter endt arbejde på sygehuset var det herligt at gå hjem på sit værelse, blive klædt om og så gå ud hos redaktør Emil Bojsens, få et solidt måltid mad og tilbringe aftenen i interessant og fornøjeligt selskab.

De mange unge, der kom i hjemmet – af Bojsen, uvist hvorfor, kaldet ”Braminerne” var endnu som i en vis løftet stemning, når de omtalte Studenterfesten i Horsens den foregående sommer, hvor Georg Brandes og mange andre kendte navne havde talt så ildnende og smigrende til Horsens egnens Landbo befolkning. Ved den lejlighed var der især blevet lagt mærke til Horsens Folkeblads unge Redaktionssekretær Sophus Clausen, hvis opsangs første vers endnu året efter var på alles læber (som bekendt kan man her til lands altid kun det første vers af en sang):

Har i hørt, vor folk er uden ære og ej modent til at kaldes frit. Mangler skuldre, brede nok at bære denne frihed, hvorfor vi har stridt; at vi atter krybe skal i krogen som en stille, skræmmet børneflok, mens vi slumrer ind ved lektie bogen summer Moder Enevældes rok.

Når jeg læser Sophus Clausen Unge Bander, som jeg nok kan se, skal være et billede af det unge Venstre i Horsens i midten af firserne, er jeg lidt forbløffet over at få at vide, hvor løssluppen i erotisk henseende denne unge Bande skal have været. Har jeg virkelig været så naiv, så jeg hverken hørte eller så, eller er skildringen en skyldig tribut til tidens litterære smag. Men sandt og nydeligt skildrer Sophus Clausen sin egen andel i den politiske romantik og uro: ”Måske drømte Erik Kølby selv om at være en åndens fakkelbærer i det mindste en fløjtespiller, som både skulle dudle lidt politik ind i menneskene og lidt menneskelighed ind i Politiken”. Sophus Clausen var nu borte, kom kun og besøgte sin kæreste.

Der står i Unge Bander en beskrivelse af heltens følelser, umiddelbart før han forlover sig, jeg kan ikke modstå at skrive dem af, da det er ord til andet, som kunne det være Redaktør Emil Bojsens følelser forud for hans forlovelse med min veninde: ”Han sank hen i en fornuftig, beskeden alvor – sommeren er omme – efteråret kommer – jeg er forelsket”, – ”en hemmelig befrielse, en kølighed, der fik ham til at vågne op, ånde ud, foragte sin tilværelse for i dag som slap og dum og se på livet med nye øjne”. – jo de gode og retskafne reddede sig i land i tide.

Kun overfor én af banden havde jeg den følelse, at han var ud af en anden og farligere verden.

Det var Bojsens ungdomsven: can. Politi Tscherning, der havde ansættelse i en Bank i Horsens. Han var en smuk, velbegavet mand, hvis spot man frygtede, hvis ros man nød. Bojsen havde været en hel del under hans indflydelse, nu var det, takket være Bojsens ægteskab, ganske forbi, men Tscherning var ikke den unge frue god, jeg hørte gang på gang disse tilsyneladende så uskyldige små ondskabsfuldheder; han var en spillernatur, klog og beregnende nok, men så pludselig – ubesindig – utålmodig.

En dag kunne han ikke vente længere, han havde fået at vide, at Fru Bojsen havde købt en henrivende hat i en højre forretning (økonomisk krig var i god gang fra begge sider), hun havde ikke fortalt sin mand det, og nu kom Tscherning og oplyste Politikeren, ægtemanden om denne dobbelte forbrydelse.

Men det var et forkert beregnet udspil, Bojsen lo – lo overmåde, det var dog for at bruge en vending fra Unge Bander, ”at springe over et halmstrå”, der blev ingen forbitrelse overfor den nydelige, unge hustru, men derimod overfor den fordums ven, han gennemskuede pludselig, hvor magtpåliggende det havde været Tscherning at få ham til at genoptage sit fordums egenkærlige ungdomsliv, og afbrød fra den dag al selskabelig omgang med ham.

Men denne sommer kom de endnu meget sammen.

Jeg var umådelig optaget af mine Odense venners skæbne. Ville Preuthun nogensinde kunne rejse sig, så han kunne ernære sig selv og sin hustru.

Jeg havde drøftet det med Bojsen, og denne fortalte en aften hele historien til Tscherning, den optog ham tilsyneladende stærkt, han sagde mig meget smukke ting i anledning af min andel i begivenheden.

Tschernig forekom mig at være en indflydelses rig mand med mange forbindelser, så da jeg om efteråret i Ebeltoft Præstegård fra Frk. Andersen hørte, hvor vanskeligt alt tegnede sig for dem, skrev jeg et langt rørende brev til Tscherning, hvori jeg besvor ham, hvis han kunne tænke sig en praktisk udvej for en velbegavet mand, der efter at være helt slået ud, nu havde rejst sig, da at give et godt råd, eller vise en udvej.

På dette brev fik jeg et meget galant, men negativt svar; ”ethvert forsøg på at hjælpe en mand, sidst i fyrrerne, der havde været så langt ude, ville være komplet spildt”. Men det styggeste var, at jeg siden fik at vide, at han på sin tvetydige måde havde omtalt, at han til sin store forbavselse pludselig havde fået et langt brev fra den lille vordende Præstefrue! Uden at ville omtale, hvad jeg havde skrevet om.

Flere år efter hørte jeg, at han var blevet ansat ved Børstidende, og kort efter at Redaktør Ernst Brandes havde skudt sig i Ulvedalene.

”Tscherning” tænkte jeg, ”har han atter spillet højt spil og gjort regning uden vært”. Han blev Børstidendes Redaktør efter Brandes, nogle år efter kom en Landsforvisnings dom over ham, han døde for få år siden i Tyrkiet.

Han forekom mig at være af verdensformat, den eneste mand af den type, jeg har kendt.

Havde han været lige så god, som han var klog, tror jeg, han kunne være nået vidt.
Det var i disse år, at gendarmerne holdt deres indtog, og af befolkningen blev fortrædiget på alle mulige måder. Bojsen var henrykt, når vi om aftenen kunne fortælle nogen gendarmhistorier med lidt humør i. Jeg kan huske et par, som jeg hørte på Sygehuset:

To gendarmer red forbi nogle mænd, der sad og spiste i en grusgrav, da råber én af mændene: ”Leve Danmark”! Gendarmerne standser med strenge miner, manden bliver noteret, og gendarmerne lover at melde ham!

Nogle Gendarmer spørger en dag om vej. En mand viser dem hvor Præsten bor, ”han er jo vort Sogns beskikkede vejviser”. Gendarmerne gjorde indtrængende manden begribeligt, at det ikke var den vej, som Præsten anviser, de spurgte om, men manden erklærer enfoldigt, at han ikke turde anvise nogen anden vej.

Af disse unge, kan jeg nu så mange år efter kun fastholde et særligt karakteristisk ansigt, den unge Bogtrykkerlærling Hans Langkjær (Arbejdsgiverforeningens Formand). Jeg kunne ikke undgå at mærke, at et lille politisk martyrium af én eller anden art, for de fleste af disse unge slet ikke ville være uvelkomment, min ærgerrighed gik nu ikke i den retning.

En søndag, hvor jeg om formiddagen havde været med Diakonisserne til stor Missionsgudstjeneste i Klosterkirken, var jeg om eftermiddagen og aften til stort politisk møde. Vi var en del unge, der sent fulgte hinanden hjem gennem de stille gader. Stemningen var politisk høj – tiden til martyriet var inde. En slagsang blev sunget, hvoraf det ofte gentagne omkvæd har bidt sig fast:

Ned med Kisten (Den konservative Klub), Funch-Thomsen (Højreredaktøren) og hans blad,

vi vil ingen revnet Grundlov ha´ i Horsens gamle stad!

Det føltes vist af flere som en halv fornærmelse, at politiet ikke gad skride ind, men jeg lovede mig selv, at slap jeg godt fra dette, skulle det være slut med min lidt for delte tilværelse, det var så meget lettere, som sygeplejens forunderlige fortryllelse mere og mere fangede mig ind.

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek