Original artikel af Verner Bjerge og Jacob Hanquist Petersen (BA-historie).
Artiklen har været bragt i Horsens Folkeblad.
Historien om teglværket der blev glemt og genopdaget!
Gadenavne kan ofte være en spændende kilde til et områdes forståelse. F.eks. Stjernholmsgade som er opkaldt efter godset Stjernholm som lå omtrent der, Langmarksvej som hentyder til Horsens bymark ved navn Langmarken, eller Bøghsgade som er opkaldt efter Gartner Georg Julius Bøgh (1821-1904). Men der findes i Horsens stadig mange veje og gader som har et navn der leder tankerne hen på noget specielt og hvor der endnu ikke findes beskrevet noget om hvad der ligger bag navnet. En af disse veje er Teglgårdsvej, mellem Sundvej og Østergade, nær Bøghsgade.
Gaden findes først nævnt i Horsens vejviser fra 1887, før denne tid henvises til området nord for sundvejen. Så navnet må stamme fra 1880erne, men der er også en historie bag navnet. Det er denne som nu belyses her.
Sundmarken
Omkring 1854 begyndte der i sundmarken, der var ophørt som bymark for Horsens ca. 1830, at ske forskellige ting. Gartner Bøgh anlagde et handelsgartneri på jorderne omkring og øst for, det der i dag kendes som Bøghsgade. Omtrent samtidig blev der mellem gartneriet og Papagøjentoften (Lunden) opført et teglværk. Starten er lidt tåget i detaljer, men ejeren var fra ca. 1857 sadelmagermester N.P. Møller, Søndergade.
Kalkbrænderiet
Horsens Avis røber dog i en annonce året før, at der på Kalkbrænderiet i Sundmarken sælges Stenkalk. Det må være det på Teglgårdsvej beliggende teglværk der hentydes til. Annoncen er underskrevet S.R. Monbergs enke og søn, Smedegade og J.S. Hansen, Søndergade. Det har altså været Monberg og Hansen som har stået for salget og sikkert også driften af teglværket/kalkbrænderiet, mens N.P. Møller har haft ejerskabet. Sikkert er det dog at der brændes ler/kalk fra 1856 på Teglgårdsvej.
Omkring 1857 ændres der så lidt i forhandlingen af produkterne på teglværket for i 1858 nævnes Houmann, Hestedamsgade, Houmann, Smedegade og J.C. Hansen, Søndergade. Familien Monberg må altså være kommet ud af teglværkets drift og salg, senere kommer der dog igen en Monberg ind i teglværkets historie.
Teglværket
Teglværket omtales i Horsens Avis som kalkbrænderi i perioden frem til 1861, men i skøde- og pante-protokollen nævnes det som et teglværk. Det må altså være tale om muligheden for at det har fungeret som både teglværk og kalkbrænderi i perioden. Senere i historien nævnes også to ovne på grunden, dette kan tolkes som netop muligheden for at have en ovn til hver produktion. I Sundmarken har der været endnu et kalkbrænderi, som lå tæt på sundbroen. Dette har kun haft en ejer/producent, nemlig A. Fussing, og derfor må det i Horsens Avis omtalte kalkbrænderi være ens betydende med Teglværket på Teglgårdsvej.
I 1864 sælger N.P. Møller teglværket med jorde til proprietær Cand. Jur. C.L. Monberg og på dette tidspunkt nævnes det som Teglværket i Sundmarken. Den unge Monberg ejede både Petersholm i Egebjerg fra 1856 til 1875 og Borupgård 1852-1856 og har ikke selv haft tiden til at brænde teglstenene, men han havde en forpagter til dette.
Forsikringsopgørelse
I 1867 blev teglværket forsikret, dette har sikkert ikke været første gang. Forsikringspapirerne giver et indblik i hvor stor værket har været. En teglovn blev forsikret til en sum af 8000 kr., en mindre ovn var just nedbrudt og denne havde haft en værdi af 2000 kr. Til erstatning for den lille ovn er der sikkert opført en ny, idet der senere omtales to ovne. Der forsikredes også et forhus, to tørrelader, en lermølle samt en tørrelade med beboelse. Det har altså været en større virksomhed der har ligget på Teglgårdsvej i 1860erne. Forsikringspapirerne oplyser at de fleste af bygninger var bindingsværk. Beboelseshuset var dog grundmuret.
Teglværksarbejdere
Hvem der har været teglbrænder på værket vides meget lidt om, men fra omkring 1866 kendes familien Kruuse som teglværksarbejdere og A. Jaunsen som forpagter fra 1872. I denne periode har det som det fremgår at annoncen, været produceret blådæmpede og gule figursten, mursten og drænrør i alle størrelser på Teglværket Dette vidner om et teglværk at en vis størrelse, der også kunne producer, som det også fremgår at annoncer fra denne tid, mere avancerede produkter på denne tid. Udover dette handles der også med både strø- og muresand, hvilket også at givet lidt ekstra indtjening.
Innovation og ophør
I 1873 skete der noget helt afgørende i Horsens hvad angår produktionen af teglprodukter. Hidtil havde man på teglværkerne anvendt en såkaldt højovn ved brænding af sten, men en ny opfindelse begyndte at vinde indpas, nemlig ringovnen. En ringovn var et voldsomt spring fremad og modernisering for branchen og en hård konkurrent for de gamle teglværker med en højovn. Ringovnen var en kæmpe investering og i Horsens blev pengene stablet på benene ved oprettelsen af et selskab, Horsens nye Kalkværk. De fik bygget en Ringovn, indholdene 14 ovne, tæt ved Nørretorv og fra dette tidspunkt var der skarp konkurrence i byen og på egnen.
To år senere opgav det første kalkværk, og mod aktier i det nye kalkværk lukkede Hammersholm Kalkværk i 1875, som dog forsatte teglværksdelen af Hammersholm. To år senere var turen så kommet til teglværket på Teglgårdvej.
Proprietær Monberg satte i januar 1877 teglværket til salg eller forpagtning, formentlig i erkendelse af den hårde konkurrence. A. Jaunsen som var forpagter, fratrådte sin stilling d. 1. april 1877 og indrykkede i avisen at han nu solgte restlageret af mursten og drænrør mod kontant betaling. Nu begynder det at gå stærk.
Salget
Horsens Nye Kalkværk afholdte d. 1. februar 1877 ekstraordinær generalforsamling, hvor det blev besluttet at købe teglværket i Sundmarken. Agent Z.I. Levy var manden der skulle står for handlen. Prisen blev 7000 kr. for den faste ejendom, hvortil hørte teglovnen, arbejderhuse og slemmemaskinen og 1200 kr. for div. inventar.
Horsens Avis beretter allerede få dage efter generalforsamlingen at nu er handlen gået i orden. Det endelige skøde blev dog først skrevet d. 16. juni samme år. Her får Horsens Nye Kalkværk ”fuldstændig Egenraadighed” over det købte. Kalkværket venter dog ikke så længe, med at nedbryde teglværket. Torsdag d. 5. april afholdes der auktion over en masse løsøre som givetvis vedrøre teglværket i sundmarken. 9 dage senere er turen kommet til auktionen over bygninger til nedbrydning og salg af jord/bortforpagtning af samme. Auktionskalenderen i Horsens Avis giver et godt indblik i hvad teglværket egentlig bestod af: 2 teglovne, 1 møllehus og 1 slemmehus.
De arbejderhuse som tidligere var nævnt bydes ikke til nedbrydning, men sælges sikkert bort med jorden. Denne rest efter teglværket er givetvis identisk med det som i Horsens vejviser i 1880 står opført som ”Det gamle teglværk, Sundvejen”. Syv år senere er den vej som går fra Sundvejen og op til arbejderboligerne på teglværksgrunden navngivet: Teglgårdsvej.
Afslutning på en epoke
En saga blot, men dette er baggrunden for hvorfor Teglgårdsvej har fået sit navn. En historie som de færreste indtil i dag kendte, men ikke desto mindre en historie om industri og udvikling. Selve placeringen af teglværket kan i dag indkredses til området Teglgårdsvej 9-13, men der findes i dag ingen rester af teglværk eller arbejderboliger.
Kilder
Horsens Avis, div.
Folketælling 1870
Kirkebøger, div.
Horsens vejviser 1868,1872, 1880
Forsikringsoplysninger samt skøde- og panteprotokollen, Landsarkivet i Viborg.
Artikelserie fra 1978 om Teglværker på Horsens kanten. Horsens Avis.
Matrikelkort, div.
Trap 1. udgave, 1859