Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1990
Af: Sigrid Frandsen
I det nordvestligste hjørne af Tønning Sogn ligger en mose. Den gemmer sig bort mellem bakkerne og er derfor kun kendt af de få. Fra Arilds tid har den været kaldt Ætmose. Den danner skel mellem Tønning og Sdr. Vissing sogne og berører med den vestligste ende også Grædstrup sogn. Den dækker et areal på ca.
15 tdr. land. er 600 m. lang fra øst til vest, men kun 1-200 m. i bredden.
Billedet er efter maleri af Jørgen Frandsen, tidl. Troelstrup.
Mosen ejes af de omliggende gårde og ejendomme. De gårde, hvis marker grænser til mosen, har de største arealer, mens de fjernere liggende kun har et tørveskifte med tilhørende læggeplads.
I min barndom i trediverne lå mosearealerne næsten ubenyttede hen. Engene var for vandlidende til at kunne yde græsning og gravene for vandfyldte til, at der kunne være tale om tørvegravning i større stil.
Kun et par af lodsejerne gravede lidt tørv til eget forbrug. Det foregik med ketcher, dvs. en lang stang med en jernring i den nederste ende. Denne var skarp som en kniv i forreste side.
Den afskårne tørv blev opsamlet i et net, der var fastgjort til ringens øverste kant. Under krigen først i fyrrerne, da det begyndte at knibe med forsyningerne, indså et par af lodsejerne imidlertid det meningsløse i, at dette store areal lå ubenyttet hen.
Man henvendte sig til Det danske Hedeselskab. Det sendte et par mand til at måle op, gøre overslag og tegne kort. Herefter blev der sammenkaldt til møde, hvor samtlige lodsejere fik planen forelagt. Med undtagelse af et par stykker gik alle ind for planen: at få vandstanden sænket og derved få tørlagt store arealer, så de kunne blive nyttige til græsning m.m. Udgifterne skulle naturligvis deles i forhold til det udbytte, den enkelte lodsejer fik af afvandingen.
I 1943 gik Hedeselskabets folk så i gang. Man gravede først en grøft fra mosen og om til det sted, hvor Søbæk løber i Havbæk (jvf. kortet). Grøften fulgte så nogenlunde Havbæks forløb. Der blev nu lagt rør i bunden af grøften og derefter åbnet for vandet ved mosen. Men det gik kun langsomt.
Vandet kunne kun vanskeligt trænge gennem mosejorden. Man måtte da grave en grøft på langs gennem mosen og en del sidegrøfter fra denne. Nu lykkedes det, og i løbet af nogle måneder var vandstanden sunket 1,30 m. Med undtagelse af de dybeste mosehuller, var vandet forsvunden fra mosen.
Lodsejerne begyndte straks at forbedre den jord, de nu havde indvundet. For enkelte gårde drejede det sig om betydelige arealer. Lyngagergaard (matr. 2 c) fik således 6 tdr. land, Dalgaard (matr. 2 b) 2 tdr. land, og ejendommen 9 b fik 1/2 tdr. land under plov, foruden en del eng.
Ejerne af de to førstnævnte havde fået Hedeselskabet til at projektere dræningen af deres vandlidende jorder samtidigt med mosens afvanding. Men ved gravningen af de mange grøfter her stødte man imidlertid på store og uforudsete forhindringer.
Overalt på 2 c’s område lå der store egestammer. De fleste velbevarede. De lå på kryds og tværs, væltede over hinanden og mellem hinanden. Og ind imellem egestammerne fandt man utallige nødder, nøddeskaller og mindre grene.
Vi, der dengang var børn og unge, fulgte levende med i alt dette. Vi så for os Danmark dækket af store egeskove, isprængt nøddelunde ved søerne. Og tanken og fantasien gik videre til stenaldermanden på jagt med sine primitive våben.
Og vi så for vore øjne, hvordan en lavmose, om vinteren en eneste stor sø, nu blev omdannet til højmose, så tør at birk og el, pil og vidjer kunne gro. Og vi fulgte den omfattende grundforbedring af jorden med at dræne, planere, mergle og gennemarbejde jorden.
Vi så den tilsået og så, hvordan den snart rigeligt lønnede de store anstrengelser og omkostninger. Vi forstod lidt af, hvad tidligere slægter har arbejdet med. Hvordan de har opdyrket heder, moser og sumpe og indvundet det agerland, vi i dag nyder godt af. Vi anede lidt af den glæde og tilfredsstillelse de følte, når det lykkedes og gav resultat.
I dag har landskabet helt ændret karakter. Hvor der før var rørskove, hængedynd og blankt vand, er der nu så tørt, at birk og el danner småskove, og lyng, pil og pors breder sig overalt. Store arealer er enten opdyrket eller ligger hen i græsning til ungkreaturer eller heste.
De to billeder viser tydeligt forskellen på før og nu. Det første er taget o. 1920, det sidste for nylig.
Ovenstående er en del af en afhandling om Tønning Sogn, skrevet i 1952 på Th. Langs Seminarium, – dog en del omarbejdet.
Netop det år var professor Niels Nielsen censor ved lærereksamen. Som det vil være de fleste læsere bekendt, var han født i Burgaarde, i nabogården til Bjerrehede, altså kun et par kilometer fra omtalt mose.
Far har fortalt, at han ofte i sin studentertid gik på jagt i mosen. Ikke mærkeligt, at han blev stærkt interesseret og stillede mange spørgsmål.