Søvind Kro

Den første kro

Søvinds første kro blev bygget i 1836 på hjørnet af den daværende landevej. Bygherren var Iver Jensen, som i 1837 fik ”Privilegium der at beværte rejsende”. Kroen blev siden solgt (hvornår vides ikke), men i 1862 blev Søren Peder Jacobsen den nye bevillingshaver.

Kroen flytter

Desværre for Søren Peder Jacobsen blev den nuværende landevej mellem Odder og Horsens anlagt i årene 1862 til 1868, og det medførte at de rejsende på den gamle landevej forsvandt. Kroen måtte flyttes, hvis den skulle overleve, og det indså handelsmanden Tido Christensen. Han købte den oprindelige kro for at flytte den til den nye vej.

D. 1. marts 1867 åbnede Tido kroen på Haldrupvej og fik sin kongelige bevilling til at drive gæstgiveri og krohold. Men bestemmelserne i bevillingen pålagde ham på det strengeste ”… at der ikke er ham tilladt at beværte andre end Rejsende, og med udtrykkeligt Tilkendegivende, at Bevillingen ikke hjemler ham Ret til noget Slags Vareudsalg ud af Huset, navnlig ei heller til Udsalg af Brændevin…”

Brevsamlingssted

I 1867 var der blevet etableret et brevsamlingssted på Søvind Kro. Posten, som kørte i en diligence mellem Horsens og Odder, holdt hver dag ind på kroen, og det gav folk anledning til at samles og høre nyt.

Kroejer Søren Pedersen

Tido Christensen solgte kroen videre i 1870 til Søren Pedersen, og denne drev kroen i 29 år og fik bl.a. samlet jorden fra tre gårde under kroen, så ejendommen blev på 100 tønder land.

Søren Pedersen oprettede også en købmandshandel i hovedbygningens ene ende, men her fik han konkurrence, da der i 1889 blev etableret en brugsforening. I det hele taget var Søren Pedersen en driftig herre. Udover købmandseventyret forsøgte han sig med en lang række andre tiltag udover krodriften. Han etablerede en keglebane ved kroen, han udlejede en skydebane, han blev formand for bestyrelsen i Søvinds mejeri, han købte gæs og får fra Rusland og solgte dem i Danmark og meget mere.

Efter Søren Pedersens død, drev hans enke ”Ma Pedersen” kroen videre et halvt års tid, hvorefter svigersønnen Jens Jensen d. 12. januar 1900 overtog driften. Han solgte det meste af kroens jord i 1906 til sin søn Frands Jensen, som siden byggede Søvindgård.

Kroen mister sin spiritusbevilling

Da Jens Jensen døde fortsatte hans enke, Kirsten, at eje kroen frem til 1918, men hun menes at have overdraget driften til svogeren Andreas Jensen, som d. 4. oktober 1918 også overtog skødet på Søvind Kro. Han solgte dog kroen i 1921, og de følgende år var der stor udskiftning af ejere, måske fordi kroen mistede sin spiritusbevilling omkring 1920. Først i 1941 da Gertrup og Fred Nissen køber kroen, får den igen en spiritusbevilling.

Fra 1947 fulgte der igen en række udskiftninger blandt ejerne, og kroen blev mere og mere forsømt, indtil ægteparret Erling Winther Jørgensen overtog den i 1961 og brugte en del tid på at sætte kroen i stand igen.

Den længstsiddende kromutter

Efterfølgerne blev Emma og Knud Kristensen, og da Knud døde efter 5 år som krofatter, fortsatte Emma driften selv, og hun er indtil nu den længst siddende kromutter fra 1963 til 1997. I 1997 solgte Emma Kristensen kroen til Grete Wolff og Find Nørregaard Rasmussen, som foretog en gennemgribende restaurering, samt indførte mad ud af huset og teltudlejning til hjemmefester.

Anette og Torben Fassing

Nye ejere kom til i slutningen af 2013, hvor Anette og Torben Fassing overtog kroen og udvidede med et atelier i den gamle krostue samt et arbejdende værksted på 1. sal.

Anette Walther Fassing er født og opvokset i Horsens som datter af bygmester Bent Fassing. Hun har en stor interesse for malerkunst, som med årene er blevet en levevej og har bragt hende vidt omkring lige fra Firenze til Cuba, og nu ska Søvind Kro danne rammen om hendes kunst.

Læs mere

46.4 At hige og søge : en historisk rundtur i Gangsted – Søvind sogne. – 2003-. – Horsens : Lokalhistorisk Arkiv for Åes, Gangsted og Søvind, 2003-

Søvind Kros hjemmeside

“Goddag og farvel til Søvind Kro” (22.01.2014 Østbirk Avis)