Del af original artikel: “Baggårdshistorier. Ti fortællinger fra Søndergades ældste baggårdshuse” skrevet af Annette Hoff, Horsens Museum. Bragt enkeltvis i Horsens Folkeblad, og herefter udgivet samlet i Vejle Amts Årbog, Vejle Amts Historiske Selskab 2007.
Indholdsfortegnelse
Sølvskatten, skrædderen, kandestøberen og bendrejeren
Baghuset, Søndergade 39, Annette Hoff, Horsens Museum
Skrædder Munck havde været en holden mand. Penge på kistebunden og sølv i skufferne. Men så kom svensken og alt var forandret. Munck må også have været en klog mand. Da han i 1657 hørte rygterne om svenskernes hærgen på egnen før de kom til Horsens, tog han resolut en skovl, tømte kister og skuffer for det bedste sølv han ejede, og skyndte sig at grave det ned. Helt ind under bindingsværkshusets fundamentssten fik han placeret det – ingen ville nogensinde finde det der.
Sølvskatten og svensketruslen
Dér tog han nu fejl. Det blev faktisk fundet, ikke af svenskerne, men flere århundreder senere, da huset skulle repareres i 1868. Skatten var forunderlig: to sølvbægre, det ene nærmest af form som et glas med hindbærknopper på foden, det andet et typisk barokbæger i cylindrisk form, dernæst en solid sølvkæde med en sølvfløjte og hjertelås, så en lille flettet kurv med en lillebitte sølvfrø i, endvidere et duftæble, som kvinderne kunne opbevare krydderier og balsam i, hvis hverdagens lugte blev for påtrængende, og endelig skrædder Muncks egen signetring med fine indgraveringer. To sølvmønter fra 1624 og 1638 fuldendte skatten. Det mærkeligste er, at skrædder Munck faktisk overlevede svenskekrigene, men han gravede ikke sit sølv op. Måske var det fordi han havde pantsat sit hus, ligesom alle de andre af byens borgere, der var gået fallit efter svenskernes hærgen, og man kan godt forestille sig, at skrædderen ikke havde lyst til at vise pengeudlåneren (Anders Langballe fra Tørsting), at han faktisk ejede nogle værdifulde sager.
Kandestøberen
I 1683 var Mads Kandestøber flyttet ind i huset. Han var tilsyneladende den eneste kandestøber i byen, så han havde travlt med at producere tintøj af alskens slags: kander (til at drikke øl af), fade, tallerkener og al den slags husgeråd, som fandtes i bedre borgerhjem. Hos de fattige spiste man af trætallerkener, og grød af det fælles fad, naturligvis, men der hvor pengepungen var mere velspækket, hang der rækker af tintallerkener under loftet. Det var nu ikke helt ufarligt at spise af disse tallerkener. Kandestøbermetallet var dengang en legering af to dele tin og én del bly, men senere blev det giftige bly fjernet. Kandestøberen brugte en smeltedigle, hvor tin-blandingen blev opvarmet til smeltepunktet ved 231 grader, og når den enkelte kande eller tallerken så var kølet af i støbeformen, skulle den evt. renses for støbespor.
Bindingsværkshus fra 1770’erne
Der findes ikke mere spor fra kandestøberens værksted i huset på Søndergade, da det bindingsværksgavlhus, som nu står på grunden er fra tiden omkring 1770. I 1760’erne bestod bebyggelsen på matriklen af to små huse på 4 fag og 5 fag til gaden, men i 1771 ser vi et 9 fags hus, der også havde et baghus tværs over gården på 5 fag. Der bliver efterhånden trængsel i de to bygninger: Bendrejer Christian Fischer, der ejede gården i 1787, lod rytter Ole Truelsen med kone og to børn indkvartere, og der blev også plads til den 29-årige jødiske urmager Zacharias Levie og hans kone. I 1801 er der i øvrigt stadig jøder i huset, da David Davidson og Joseph Wulff i kompagniskab drev købmandshandel. Huset fortsætter som købmands- og urtekramhandel langt op i 1800-årene, men fra midten af 1880’erne og til efter 2. verdenskrig er det hattemager Borup, der residerer i huset.