Søndergade 37

Del af original artikel: “Baggårdshistorier. Ti fortællinger fra Søndergades ældste baggårdshuse” skrevet af Annette Hoff, Horsens Museum. Bragt enkeltvis i Horsens Folkeblad, og herefter udgivet samlet i Vejle Amts Årbog, Vejle Amts Historiske Selskab 2007.

Byens ældste beboelseshus er fra 1570’erne

Mesterskrædderen og hans tre svende

Baghuset Søndergade 37, Danmarks 7. ældste bindvingsværkshus, Horsens Museum

Ole Gylling Mesterskrædder havde travlt. Nålen fløj gennem stoffet, og saksen lå aldrig stille. Der skulle klippes, sys og måles uden pause, hvis han skulle nå at levere til alle kunderne. Hans tre skræddersvende, Jørgen, Niels og Martin sled også i det, og skønt lyset kun sparsomt faldt ind gennem den gamle gårds vinduer, skulle alt være udført til perfektion. Huset var mere end 200 år gammelt her i 1787. Gavlhuset var opført i årene omkring 1575, kun en generation efter at munkene var blevet jaget ud af byens klostre.

Danmarks 7. ældste bindingsværkshus

Det er en stor sjældenhed, at et så gammelt bindingsværkshus overlever helt op til vor tid. En bygningshistorisk undersøgelse har for få måneder siden bragt spændende nyt frem om huset. De store egetræs højstolper, som går fra gulv og op gennem 2 stokværk til tagskægget, er blevet årringsdateret på, tidsskriftet Skalks laboratorium og det fastsætter husets alder ret nøje til årene omkring 1575. Der er ikke tale om genbrugstømmer, men én enkelt stolpe har vist sig at være endog endnu ældre, muligvis helt tilbage fra 1480’erne. Felterne i husets bindingsværk var omhyggeligt udfyldt med munkesten sat i sildebensmønster (måske var det genbrug fra de nedbrændte klosterbygninger ved Klosterkirken), og indvendig var den forreste stues vægge forsynet med smukke mønstermalinger direkte på munkestenene. Familierne, der har haft deres gang i disse stuer, kender vi dog først fra Chr. IV’s tid og frem.

Den hollandske købmand

1627 boede den hollandsk fødte købmand Fock Albertsen i huset. Han var træt af krigen mod de kejserlige tropper; først blev byen besat af Wallensteins tropper, og de hærgede grumt i oktober 1627. Året efter mistede han en stor del af sin formue, da et skib med hans varer blev opbragt. Han sejlede med korn og malt til Norge. Familiesorger havde han også. Hans kone Lene Clemensdatter (borgmesterdatter fra Vejle) fødte ham ti børn, men kun de to overlevede barndommen, hvor selv mindre infektionssygdomme dengang var livstruende. Købmand Albertsen havde dog den glæde, at datteren blev godt gift med rådmand Muhle i Odense, og sønnen blev rektor i Vordingborg og siden præst ved Trinitatis Kirke i København. Også han blev godt gift – med en datter fra Muhle-familien.

Byfogeden og havneskandalen

Et par årtier senere er byfoged Morten Clausen flyttet ind i gården, og han ernærer sig også med handel, dog på et lidt lavere niveau. Groffwahre, Øll och Brendewiinssall bliver han noteret for i matriklen 1662, og her har den dybe, gamle kampestenskælder nok været nyttig for brændevinsbrændingen. I 1683 er der blevet mere plads i den trange gård. Der hører nu en have til gården (tilsyneladende udskilt fra Søndergade 41), og to nye boder på parcellen kan han også leje ud. Morten Clausen måtte dog lide den tort at blive afskediget fra byfogedembedet. Hans regnskaber var befundet meget slet, og han havde ikke passet sin bestilling efter allerunderdanigst pligt. Den sag, der væltede ham, handlede om åhavnenes reparation. Den kongelige bevilling fra 1668, som skulle bruges på at forbedre havnens indsejling og bolværkerne, var for en dels vedkommende i stedet blevet brugt til at opføre et bøddelhus, et vagthus og byens fængsel (arrest), og det var naturligvis ikke faldet i Majestætens smag. Endnu en skrædder, Olle Bæck, flyttede ind i huset i 1740’erne og senere, i 1800-årene, er her købmands- og isenkræmmerforretning i adskillige generationer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.