Del af original artikel: “Baggårdshistorier. Ti fortællinger fra Søndergades ældste baggårdshuse” skrevet af Annette Hoff, Horsens Museum. Bragt enkeltvis i Horsens Folkeblad, og herefter udgivet samlet i Vejle Amts Årbog, Vejle Amts Historiske Selskab 2007.
Sukkerkoger Bruuns hus
Sukkerkoger Bruun må have svedt over de varme gryder. Det var den varmeste Sankt Hansdag i mands minde, men heden skulle overvindes denne junidag i 1788, for der skulle leveres konfekt til de russiske fyrster på Torvet. Sukkerkoger Bruun havde siden efteråret 1780, hvor de fire russiske prinser og prinsesser ankom til Horsens, leveret udsøgte konfekturer og kandiserede frugter til deres taffelbord, og denne faste ugentlige leverance kunne han ikke svigte blot på grund af lidt varme. Ludvig Bruun blev i 1789 også omtalt som konditor, men dette indebar ikke, at han bagte kager, kun at han lavede sukkergodter.
Et bindingsværkshus fra 1550-75
Sukkerkogerens hus var gammelt allerede i 1788. Det lidt skæve bindingsværksgavlhus på 12 fag er bygget i årtierne lige efter 1550, og det står stadig bevaret inde i baggården bag Profil Optik. I 1700-årene var forhuset ud mod Søndergade også i bindingsværk, og der var en svalebygning på 4 fag på nordsiden af huset, en slags overdækket trappeopgang, som også indeholdt ”stueværelser”. Mod vest i baggården var et lille halvtag, der blev brugt som stald, og bagerst på matriklen, helt mod nord, var et ladehus på 7 bindingsværksfag. Alt var i mådelig stand, noterer brandtaksationerne fra 1761 og frem til 1791.
Kampe- og munkestenskælder
Den store, dybe kælder, der er sat i munkesten og kampesten, er sandsynligvis også fra 1500-årene, eller måske endda endnu ældre. Kælderen var vigtig for sukkerkoger Bruun. Her kunne han trods alt svale sine sukkergodter, når det blev for hedt i køkkenet, og for andre af husets beboere tilbage gennem tiden har kælderen også været god til øltønder og brændevinsdunke.
Øl og brændevin i 1656
For eksempel for Søffren Bruun, der i 1656 ernærede sig ved øl- og brændevinssalg, samt ved at sælge humle og visse grovvarer. Desværre vedblev det ikke med at gå så godt i hans krambod. Svenskekrigene havde været en katastrofe, også for Horsens, der var blevet plyndret og hærget, og købmand Bruun overlevede ikke. For hans enke Birgitte måtte livet gå videre, men hun var nødt til at pantsætte huset, og den faste andel på 4 gårdsavl i bymarken måtte hun også pantsætte. Det gik dog ikke ringere, end at hun et par år senere kunne lønne en karl til markarbejdet, og desuden stadig beholde sin skibsanpart. Men kreditorerne slap hun ikke af med, i 1683 beskrives det, at Søren Bruns Enkes gård stadig tilhører samtlige kreditorer.
Gæstgiveri og herberg
Senere, i 1740’erne var Matthias Busch gæstgiver i gården, og ud over værtshusdriften havde han ombygget gården til herberg. I 1750 søgte han om privilegium til sit herberg, men fik afslag, da man mente, at de hollandske kvæghandlere og lybske købmænd indkvarterede sig hos private. Ej heller fik han lov til at udskænke vin – det havde Jochum Rodenburg nemlig privilegium på.
Telefonkontor og sygeplejeforretning
Op til vor egen tid har bindingsværksgården været brugt af købmand Meulengracht (1872), Horsens Telefon- og Bypostkontor (1887), Fabriksdepotet for Fodtøj (1897), Købmand Fausing (1903), Bech Sørensens Sygeplejeforretning (1917), og i 1927 var det Herremagasinet Boston, dyrlæge Koktvedgaard, drejermester Rasmussen, rulleejer Hansen samt pianistinde Hansine Thomsen, der boede på adressen Søndergade 33.