Sølvmedalje til Stensballe

Nr. 46 – Persillekræmmeren – 2007

Den store hal for industri lå ud til Østergade
Den store hal for industri lå ud til Østergade

Den Jydske Industri- og Landbrugsudstilling i Horsens 1905

I 1905 besluttede byrådet og erhvervsorganisationerne, at Horsens skulle ”sættes” på Danmarkskortet. Det skete med en storslået udstilling ”Den Jydske Industri- og Landbrugsudstilling i Horsens 1905”. Den blev et tilløbsstykke.

Reklame i brochure fra Østergaards Frøavl, 1909

Hele Caroline Amalielund med nærliggende arealer, dvs. firkanten Sundvej, Carolinelundsvej, Østergade og Teglgårdsvej, var inddraget til udstilling – ca. 20 tønder land (110.000 m2). Udstillingen omfattede 691 stande i opbyggede pavilloner af træ og på friland. Udstillingen varede fra 17. juni til 1. august og besøgtes af ca. 200.000 gæster, hvoraf 170.000 var betalende. Horsens og Stensballe havde dengang et indbyggertal på henholdsvis 23.000 og 769.

Diplom af 1 klasse og sølvmedalje

Stensballe

Omkring 1905 var Stensballe stadig ”det jyske Amagerland”, hvor indtægter fra salg af grøntsager og frugt var af stor betydning. Her meldte sig 3 virksomheder for deltagelse i Industri- og Landbrugsudstillingen:

Nr. 430: Hans Pedersen, Stensballe mark med hvidkål

Nr. 431: Stensballegaards Frugtplantager, Stensballe med frugttræer, frugtbuske og haveredskaber

Nr. 433: Østergaards Frøavl, Stensballe med udplantede roer til frøavl.

Diplom af 1. klasse med sølvmedalje var udstillingens højeste anerkendelse. Den blev givet til 115 udstillere. Denne udmærkelse tilfaldt bl.a. det 17 år gamle Stensballe-firma Østergaards Frøavl (etableret 1884).

Udstillingskatalog

Det fik stor betydning for firmaet, der var inde i rivende udvikling med hensyn til nye typer af roefrø, henholdsvis til foderbrug og fremstilling af sukker. Yderst vigtige produkter dengang. 50 år senere beskæftigede firmaet mere end 100 medarbejdere.

Tur til Stensballe

I udstillingskataloget anbefales det at hyre en af de mange kapervogne, køre til Vær kirke, senere til Stensballe, videre over markerne til Elbæk, gå en tur til Brakør, og til slut tage fjordamperen eller alternativt toget til havnen i Horsens, hvorfra der kun er 500 meters gang til udstillingen i Caroline Amalielund.

Fra udstillingskataloget: Krokodillepavillonen

I Vær kunne man låne nøglen til kirken i præstegåden. Dengang var der 3 kister i kapellet mod 4 i dag, og mindetavlen for Rosenkrantzerne var under prædikestolen.

I Stensballe var det muligt at bese Stensballe gods og besøge forlystelsesstedet ”Krokodillen”, hvor der var mulighed for frokost og dans.

Fra udstillingskataloget: Pavillonen i Elbæk

I Elbæk var der badehuse, så man kunne få et forfriskende og styrkende bad, nyde den enestående udsigt mod fjorden, gå en tur i skoven, eller få en solid frokost med efterfølgende dans i pavillonen. Både i ”Krokodillen” og pavillonen ved Elbæk musiceredes der således daglig af store og gode orkestre. Begge etablissementer var ejet af den dygtige restauratør Vilhelm Edelmann.

En kobbermedalje fra udstillingen - Horsens byvåben
En kobbermedalje fra udstillingen – Horsens byvåben

Om Vær kirke, Stensballe gods, Østergaards Frøavl, pavillonerne findes yderligere oplysninger i Persillekræmmeren nr. 8, 9, 12, 15, 16, 17, |19, 20, 23 samt 36.

En kobbermedalje fra udstillingen. Udstillingens hovedbygning

Kilder

Rasmus Kreth, 2005. Da Horsens kom på Danmarkskortet. Industrimuseet, 121sider.

J. L. H. Cortes, 1905. Fører for Horsens og omegn udarbejdet i anledning af Udstillingen 1905, 128 sider. Horsens Dagblads Bogtrykkeri.

Redaktion: FGS, KSO

Se også artiklen Den Jydske Industri- og Landbrugsudstilling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.