Et slidsomt, men lykkeligt liv.

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1990

 

 

 

Af: Dagny Hansen

Ejendommen fotograferet ca. 1948.

På opfordring skal jeg prøve at skrive lidt om de 45 år, vi her boet i Føvling Sandmark lige ned til “Gudenåen”.

Vi er begge børn af arbejderfamilie, min mand er fra Krollerup i Øster Snede sogn, og jeg er fra Uldum.

Vi blev viet i Uldum kirke i 1944.

Forinden havde vi købt ejendommen her.

Min mand flyttede her til den 1.10.44, men jeg skul­le blive i min plads på en gård til 1.11.44.

Det var vanskeligt at begynde her. Vi havde næsten intet, og der var jo krig, så det var jo ikke til at købe noget, men vi fik da anskaffet os en ko for de penge, vi fik i bryllupsgave.

I forvejen havde vi kun en gammel hest, som fulgte med gården. Alt var grusomt forsømt og sammengroet af senegræs – det hedder i dag kvikgræs.

Min far sagde, at hvis vi bandt en snor i den ene ende af en plovfure, kunne vi slæbe den helt til Horsens, uden at den gik i stykker.

Når koen skulle fodres, kørte jeg ud i marken med en trillebør for at samle roer, men jeg kun­ne ikke finde nogen for bare ukrudt.

I novem­ber måned samlede vi kartofler op hos en na­bo, så kunne vi da få kartofler og mælk.

Det blev jo vinter og her var ingen el. Vi fik dog tildelt tre liter petroleum til vore lamper – til hele vinteren. Vi måtte så gå tidligt i seng, men da vi kom henad til jul, fik vi da to julelys.

Alt var jo rationeret, og vi havde intet, hver­ken penge eller mad. Så var der en veninde, der sendte kr. 10,- til mig. Desuden kom to “søstre” fra Brædstrup Sygehus cyklende her­ned med mad: pølser, leverpostej og meget an­det godt. Det var Lottekorpset i Brædstrup, der havde arrangeret det.

Vi fik nu en karbidlampe hos mine svigerfor­ældre. Den brugte vi meget, og efter krigen fik vi så gaslys, og det lyste godt, og vi var meget taknemlige for det.

Min mand fik arbejde rundt på gårdene i Føv­ling. Det var jo før maskinernes tid, så det var strengt arbejde. Vi ventede – og håbede – på, at der skulle komme noget sne, for det skulle jo kastes med skovl, så det gav penge. Vi fik da skrabet sammen, så vi kunne købe et læs brunkul.

Tilværelsen var nu også svær på andre måder. Vi var vant til at være på gårde, hvor der var mange mennesker, og nu sad vi helt alene her ude langt fra offentlig vej. Vi havde heldigvis gode og hjælpsomme naboer, selv om der var langt til dem.

Den ældste dreng med to hundehvalpe.

Da vi skulle have vores første barn i somme­ren 46, aftalte vi med en nabokone, at hvis jeg blev dårlig, og min mand ikke var hjemme, skulle jeg hænge et lagen for vinduet – så skulle hun nok komme. Vi fik ad åre 2 piger og 2 drenge.

Vi var fattige, men glade for hinanden, så det gik med fælles hjælp. Børnene har da også artet sig vel, synes vi selv. De to første kom ud at tjene efter konfirmationen. De sidste to kom på realskolen i Brædstrup. De har alle fire fået en uddannelse, så de har givet os mange glæ­der.

Men vi sled jo med marken, pløjede, harvede og slæbte senegræs af i store stakke. Så fik vi mergel og gødning, som vi hjalp hinanden med at sprede med en greb – maskiner var der ikke endnu.

Vi tog begge ud og hjalp i roer og i høst, men at tage roer op med en kniv, gå bøjet hele da­gen – det var strengt arbejde. Vi samlede 3 tdr.l. kartofler op. Vi måtte tage to af børnene med, men vi lavede en læskærm til dem og gav dem slik: æbler, som vi havde tørret i ovnen, så det var sundt slik. Gaver fik børnene ikke mange af. Den første, vi købte til dem, var et regne­hæfte og en blyant.

Det var lange dage. Min mand gik tidligt mor­gen og hakkede kartofler op. Imens malkede jeg køerne og fodrede (vi havde fået et par styk­ker mere) – ordnede børnene og gik så over og samlede kartofler. Det var herligt i godt vejr, men når det regnede, var det ikke rart.

Da vi omsider var færdige og fik vores løn for arbejdet, skulle vi jo rigtigt leve højt. Da fik vi gule ærter, som mine forældre kom og spis­te sammen med os. Vi blev syge, men de fejlede intet. Vi var jo ikke vant til andet end kartof­ler og sovs, for i den tid vi samlede, havde vi ingen penge at købe kød for. Der skulle jo også være til renter og andet.

Jeg husker engang, vi ikke kunne betale vores amtsskat til tiden. Langt om længe fik vi da skrabet pengene sam­men, men i mellemtiden var der en god mand,der havde betalt den for os. Han fik så pengene af os. Der var menneskelighed dengang, men da havde vi jo heller ikke bare et nummer.

En af vores naboer havde engang en losseplads på sin gård. På denne havde en af de handlende i byen efterladt en voksdame. Nu var naboen en stor spøgefugl, så han slog en snor om hal­sen på damen og derfra ned til det ene ben. På den måde fik han slæbt hende over i vores lege­hus og lagde hende på en gammel divan med et tæppe over. Det var så meningen, at når far var ude i stal­den om morgenen, så skulle damen lægges ind i hans seng. Jeg skulle imidlertid ud og give kalvene mælk i marken, og det var jo herligt sådan en sommer morgen, så jeg skulle da lige ind i legehuset. Der blev jeg så forskrækket over den strangulerede dame, at jeg skreg i vil­den sky, og så var det komplot jo afsløret. Vi lagde hende så op på loftet, men der blev skor­stensfejeren lige så bange for hende. Derfor brændte vi hende.

To af drengene på traktoren, en Porche Algier, laget i brug i 1953 og som stadig fungerer.

Senere kunne min mand ikke holde til at arbej­de på gårdene mere, men da kom traktorerne også, så da det mindste barn var 11 år, fik jeg arbejde som hjemmehjælper. Det var jeg i man­ge år, og jeg er meget glad for, at jeg har ven­ner derfra endnu, som vi kommer sammen med.

De havde fået elektricitet oppe ved vejen, og vi ville meget gerne have den ned til os, men de mente vist, at det var for risikabelt. Men i 1970 kom det da endeligt, og det var vel nok herligt. Det var også ved den tid, at frysehuse­ne blev nedlagt. Foruden el fik vi både en trak­tor og telefon. På den tid havde vi også 8 – 9 køer og en vaskemaskine, som traktoren trak. At få strømmen ned til os kostede lige så meget som at købe ejendommen i 1944.

Da vi holdt sølvbryllup, blev vores ældste dat­ter gift. Lidt senere faldt vores søn ned på sin læreplads og fik kraniebrud. Han er dog helt rask igen, selvom han har haft en godartet hjer­nesvulst. Den anden søn mistede nogle fingre. Han er tømrer. Den mindste faldt i åen engang, men broderen reddede ham op igen, så egent­lige sorger har vi været forskånet for. Børnene har jo leget og været herhjemme, men det har været alle tiders legeplads. De har sejlet på åen og fanget fisk, og de har gravet gange i grusgraven her. De elsker stedet, og vi har få­et gode venner, som er kommet sejlende på åen år efter år.

Omsider måtte jeg holde op med at arbejde. Jeg fik noget med hjertet og ryggen, og det var svært at vænne sig til ikke at skulle ud hver dag. Jeg havde jo cyklet rundt; vi har aldrig haft en bil. Min mand blev heller ikke bedre, så vi måtte sælge alle dyrene og leje jorden ud. Det var også svært. Der var en ko, der vendte ho­vedet og kiggede ind af vinduet, da den blev trukket ud til bilen. Uha, hvor jeg græd, men vi er glade nu.

Jorden bliver passet godt, så det er en glæde at se på for os. Vi sidder nu her. Der er langt til alting, men herligt her. Min mand syr nogle fine vægtæpper og ophæng; jeg hækler og strik­ker sokker og har det nogenlunde. Vi har sta­dig de gode naboer, som er flinke til at sørge for os, køre og tage os med. Uden dem tror jeg ikke, vi kunne være her. Endelig er der jo børn,svigerbørn og ti dejlige børnebørn, så der er meget at være taknemlig for. Vi er 20, når de alle er hjemme. De er gode til at komme, men de har jo travlt. De har heldigvis alle arbejde; det er jo ingen selvfølge i vore dage.

Ja – det har været slidsomt, men en lykkelig tid her, som vi takker for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.