I Skal Ikke Blive Glemt. Historisk kalender, november 1995

Efter at glædesrusen i maj 1945 havde lagt sig, og den største bitterhed mod tyskerne og deres danske håndlangere havde fundet sin udløsning i massearrestationer, opstod der nogen debat om frihedskæmpernes faktiske rolle under krigen. Nogle få vovede at kalde sabotørene forbrydere.

Taknemmeligeden vejede dog tungest. Flere horsensianere mistede livet i frihedskampen, og i løbet af efteråret 1945 blev der på initiativ af deres kammerater fra frihedsbevægelsen samlet ind til tre mindesten og to mindeplader.

Det ene billede viser den mindesten, der ses af flest forbipasserende i det daglige, nemlig den som står på Klosterkirkegården, nær indgangen fra Borgergade. Pastor Aage Krohn sagde i sin tale ved afsløringen af stenen den 26. november 1945 bl.a.: “I vil ikke blive glemt. Vi har sat denne Sten nær ved Alfarvej, hvor Dagens Børn iler forbi til Dagens Arbejde, for at de kan mindes om, at da Danmark var i fjendehånd, var der nogle, der tog Danmarks Fremtid i deres Haand. Vi har rejst Stenen paa indviet Jord, for at I, der er tilbage, skulle have et Sted at komme og dvæle ved i Mindet om dem, I havde kær, særligt I, som ikke har en grav at komme til”. På den ene side af stenen står et vers af den norske digter Nordahl Grieg. På den anden side står navne på de faldne.

På det andet billede ses den mindesten, der rejstes, hvor to unge mænd blev skudt under en sabotageaktion på jernbanelinjen ved Bygholm. For den ene af dem, David Vang Jensen, rejstes desuden en mindesten ved Bredal skole.

To af de faldne var ved deres død endnu kun gymnasieelever og fem andre var tidligere elever på Horsens Statsskole, hvor der derfor også blev opsat en mindeplade. Desuden blev der indstiftet et mindelegat, som stadig uddeles hvert år ved skolens translokationsfest.

 

04. november 1895:

Det elektriske Lys, som mere og mere vinder Indpas og allerede skinner i vor Naboby Vejle, vil nu i en ikke fjern Fremtid komme til at udsende sine Straaler her i Horsens, hvor det hidtil kun har været indført paa en Fabrik og et elektrisk Værksted.

05. november 1915:

Tugthusfangen Daniel Learc blev i Gaar ved Horsens Ekstraret idømt 15 slag kat for Overfald paa Tugthusbetjent. Fangen erklærede sig utilfreds med Dommen, hvor for den vil blive appelleret.

18. november 1935:

Ny stærk Stigning i Antallet af Motorkøretøjer. Det samlede Resultat af Optællingen af Motorkøretøjer d. 30 September foreligger nu. I Horsens Købstad er der nu 707 almindelige Personvogne, 49 Drosker, 26 Rutebiler, 300 Vare – og Lastvogne og 161 Motorcykler.

10. november 1945:

Det har længe været et stort Ønske indenfor Modstandsbevægelsens Styrke paa ca. 800 Mænd og Kvinder i Horsens og Horsenslandet at faa dannet et Hjemmeværn og det bliver nu til Virkelighed. Der er stiftende Generalforsamling d. 21 ds.

17. november 1955:

Efter nogen Tids Sygdom er Maleren og Folkemindesamleren Søren Knudsen, Glud, afgaaet ved Døden i en Alder af 77 Aar. Først for faa Dage siden blev han indlagt paa Hornsyld Sygehus og der ebbede Livet ud Tirsdag Eftermiddag.

21. november 1975:

“Det er en stor dag for os og ikke mindre for hjemmets beboere”. Ovenstående er et citat fra socialudvalgsformand Elva Jensens tale ved Præstehøjgårdens indvielse i går. Driftsbudgettet bliver 370 kr. pr. seng pr. dag. Kvadratmeterprisen blev 1780 kr.