Desværre findes der ingen fotografier af den oprindelige kirke i Nebel, som var fra 1200-tallet. Da dele af denne kirke begyndte at styrte sammen i 1877, besluttede man at bygge en ny kirke beliggende i Serridslev.
Tilbage i Nebel står nu kun våbenhuset fra den gamle kirke. På Nebel kirkegård findes gravsten over forskellige ejere af Serridslevgård, bl.a. Frederik L. Chr. Beenfeldt, som overtog gården i 1768.
Den ny kirke i Serridslev blev bygget i 1878 af ingeniør Clausen fra Horsens.
Det billede af Serridslev Kirke må være fra 1940´erne eller først i 50`erne, da det er taget efter kirkegårdsindvielsen, men før vejomlægningen. Skorstenen på taget, som fortæller, at der på denne tid var kakkelovn i kirke, er nu nedtaget. Før kirkemuren blev bygget var her en tjørnehæk.
Det lille billede viser kirkes indre med bl.a. den smukke altertavle, der stammer fra Nebel Kirke. Altertavlen blev i 1656 skænket af den daværende ejer Serridslevgård, Henrik Mund og hans hustru.
Ved en renovering i 1972, hvor også orgelet kom til, blev væggene malet hvide, så billedet, hvorpå væggene er umalede, må være af ældre dato. Maleriet, der ses til venstre, er blevet flyttet og der er kommet nye lamper over bænkene. Den mangearmede messinglysekrone, der er dateret 1607, er skænket af lensgreve Frijs.
28. marts 1897:
Undervisning i Cykelkørsel gives af G.M. Terkelsen, Graven 10.
12. marts 1917:
I Gaar Eftermiddag fik man en alvorlig Forskrækkelse paa Jørgensens Hotel. Der lød pludselig et Brag inde fra Vinterhaven, og da man ilede til, saa man en forvirret Blanding af Sne og Glastumper liggende paa Gulvet, og ved at se i Vejret opdagede man, at hele Glastaget var knust. Det viste at være Snemasserne paa Taget af den Bygning, der ligger ved siden af Vinterhaven, som var styrtet ned og var gaaet igennem Glastaget.
02. marts 1937:
Tamdrup Sogneraad har nu foretaget Slettelse af Valglisten af dem, der er Restance med Kommuneskatten. Der blev slettet 73.
06. marts 1957:
Det er lykkes Musikforeningen for Horsens og Omegn at faa bragt et interessant gæstespil i stand. Man har engageret den verdensberømte komponist Jacob Gade til at dirigere en række af sine egne værker ved koncerten i Haandværkerforeningen d.13. ds.
28. marts 1977:
Horsens Museum indviede i lørdags d. 26. Mogens Ziegler-samlingen og tog samtidig den nyindrettede anden malerisal i anvendelse. Ved åbningen af Ziegler-samlingen var der mødt talrige mennesker og den 72-årige kunstner blev hyldet på det hjerteligste.