Brædstrup Sygehus’ historie.

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1987

Af: Jes Jensen og B. Friis Andersen.

I årene 1930-40 og op i 50erne foregik der i perio­der en pågående debat om nedlæggelse af de så­kaldte små sygehuse.

Medicinaldirektør Johannes Frandsen er vel nok den, hvis navn er stærkest pla­ceret, som værende af den opfattelse, at de små sy­gehuse burde nedlægges til fordel for udbygning eller nyoprettelse af andre sygehuse til »centralsy­gehuse«, der skulle kunne udnytte den viden og teknik, som på det tidspunkt var kendt eller under udvikling indenfor lægevidenskaben.

En af vanskelighederne ved at gennemføre en så­dan ændring i de eksisterende sygehuses forhold var at afgøre, hvad man skulle foreslå eller god­kende som værende et lille sygehus, som forment­lig ikke kunne udvikles til et centralsygehus.

I begyndelsen af 1930erne varierede sengeantallet, som værende et udtryk for såvel størrelsen, som for de funktioner som sygehuset var beregnet til el­ler havde muligheder for at udføre, stærkt. Senge­antallet var på nogle få sygehuse helt nede på 2-10, og det var ikke alene i Vest- og Nordjylland; idet mindst et sygehus på Sorøegnen hørte til den ka­tegori.

Rundt omkring fandtes andre små sygehuse – epi­demisygehuse – med lidt flere senge, hvis opgave særligt var at modtage patienter under epidemier, og hvis væsentligste funktion nok var at isolere de syge for at modvirke smitte.

Amtssygehuset i Brædstrup i 1894.

De anvendtes også til isolation af enkelttilfælde udenfor epidemitider, og blev oftest betjent af en eller evt. af alle de omkringboende praktiserende læger. De store sygehuse med sengeantal mellem 150 og 800-1000 var placeret i de største byer: København, Frederiksberg, Århus, Odense og Ålborg, og på flere af dem var der sket en opdeling, først og fremmest i en medicinsk og en kirurgisk funktion, som på de største sygehuse igen var opdelt i flere afdelinger med hver sin overlæge og lægestab, såvel som sygeplejestab m.m. Men det store antal sygehuse landet over, med fra 50 – 200 sengepladser, lå spredt – noget tilfældigt syntes det – over hele landet med ca. 20 – 50 km mellemrum, således at de største af dem lå i en provinsby, og resten, de mindre, lå på landet i eller i tilknytning til en landsby eller stationsby.

Allerede dengang var der dog en del såkaldte delte sygehuse med en medicinsk og en kirurgisk afdeling; og i enkelte tilfælde også en røntgenafdeling. F. eks. var det tilfældet i Vejle, Viborg, Skive, Randers og Hjørring i Jylland og på Sjælland vist­nok i Roskilde og Næstved, medens de fleste byer og amter som Ribe, Ringkøbing, Thisted og Søn­derborg amt, og på Sjælland Frederiksborg amt, Lolland-Falster og på Fyn alle sygehuse udenfor Odense, havde såkaldte udelte sygehuse. Det vil sige, at det var sygehuse, som blev betjent af een overlæge og som regel en med overvejende kirurgisk uddannelse.

Det er her, at Brædstrup sygehus kommer ind i billedet blandt de sygehuse, som følte sig – og en overgang også var – truet med nedlæggelse. Især i 1940erne og endda efter, at sygehuset i 1940 var udbygget med en ny epidemiafdeling, var der røster såvel blandt amtets ledelse, som fra centrale myndigheder, om det betimelige i at nedlægge Brædstrup sygehus. Ja, selv indenfor sygehusets bestyrelse var der enkelte røster, som gav udtryk for dette syn.

Men det gik ikke så, og i år har Brædstrup sygehus bestået i mere end 94 år, og kan formentlig nå de 100 år i 1993. Blandt andet derfor kan det være berettiget i »det lokalhistoriske årsskrift« i år at se til­bage på hvilke forhold, der var årsag til begrundelsen for at oprette og bygge sygehus i Brædstrup – og dertil at se på, hvordan udviklingen og driften af sygehuset har formet sig i de mange år.

Tuberkuloseafdelingen 1916.

Sikre og dokumenterede oplysninger om de omstændigheder, der førte til beslutningen om oprettelse af et, efter datidens opfattelse, moderne sygehus i Brædstrup, er kun få. Formentlig er der blandt egnens befolkning ligesom andre steder i landet spontant opstået et ønske om et sygehus på egnen, som kunne dække befolkningens behov for lægebehandling, særlig observation og undersøgelser samt isolation og ikke mindst kvalificeret pleje, som ikke kunne ske effektivt i lægens konsultation og i hjemmene.

Enkelte ledende personer er nævnt som initiativta­gere, bl.a. Peter Bøjesen, Gedved, til at få ønsket omsat i praktisk handling, f.eks. ved diskussioner i Skanderborg amtsråd. Men særligt skal nævnes et initiativ, som nok har haft afgørende betydning for den endelige beslutning. Det kom fra Herreds­fuldmægtig, Justitsråd Warthoe i Brædstrup, idet han skænkede kr. 2000 til køb af en grund til for­målet – og det var mange penge dengang.
Pengene blev modtaget med glæde, bl.a. udtrykt på en plade som blev – og stadig er – indmuret i hovedbygningens ydermur.

Hvilken stilling lægerne i byen og på egnen har ta­get ved man ikke noget om. Der er usikre oplysnin­ger om, at der allerede var et lille »sygehus« i nabo­byen Østbirk, måske oprettet og drevet af læge Lars Amnitzbøl Hobolth, som havde praksis i Øst­birk. Hans sønnesøn, nu overlæge i pædiatri i Kol­ding, kan ikke bekræfte dette, men han har oplyst, at han er i besiddelse af bedstefaderens ret så avan­cerede operationsinstrumenter, som er anvendt af læge Hobolth i Østbirk i tiden omkring 1890. Der­til kunne han oplyse, at bedstefaderen var opford­ret til at søge sygehuslægestillingen ved Brædstrup sygehus, men afslog.

Sygehuset blev altså bygget og stod færdigt i 1893.

Udgifterne ved bygningens opførelse beløb sig til kr. 48.500.-, heri medregnet en efter datidens for­hold betydelig overskridelse, som påny gav anled­ning til voldsom diskussion i amtsrådet.

Det bestod af en hovedbygning med 12 senge og en epidemiafdeling på 8 senge i en særlig bygning.

Bygningerne lå parallelt på hver side af gårdsplad­sen placeret på en grund købt fra Ring Skov i området, der nu ligger omgivet af Østergade – Skov­brynet – Rosengade – Bjerregade – De Thygesons Alle.
Det hele må, efter nutidens opfattelse, have været meget beskedent, men altså svarende til datidens viden og ønsker.

Der var en lille operationsstue, nødtørftige toilet­forhold og skyllerum, som absolut ikke svarer til nutidens krav. Oversygeplejersken boede på en lille stue på »sygegangen«, men hvor det øvrige perso­nale har »boet«, er uklart.

Køkkenet lå i kælderen, og det blev det forresten ved med at gøre i mere end 80 år.

Indvielsen fandt sted den 16. maj 1893.

Tilstrøm­ningen af patienter var beskeden. Første patient kom først fire dage senere, og der gik syv dage, inden de næste tre patienter blev indlagt, og i den følgende måned blev der kun indlagt fire patienter – men det er også minimum for månedsindlæggelser i sygehusets nu snart 95-årige beståen.

I 1893 blev indlagt 105 patienter, heraf 63 med dif­teri og 10 med strubehoste; 7 havde skarlagensfe­ber og 4 tyfus. Altså langt over halvdelen var med epidemiske sygdomme, og der blev kun indlagt een med benbrud og een med lungelidelse.

Der blev foretaget 20 operationer i 1893; den første var en udskrabning 7 dage efter åbningen, og den første laparotomi blev foretaget den 08.12.93 for “ileus” (tarmslyng uden nærmere uddifferentieret diagnose). Den hyppigste operation var trakeostorni (åbning af luftrøret på grund af tillukning af strubehovedet ved difteribelægninger).

Antallet af årlige indlæg­gelser øgedes kun ganske svagt gennem de første mange år. Først i 1917 blev indlæggelsesantallet fordoblet i forhold til det første år, nemlig til 222, og i 1930 indlagdes »kun« 563 patienter.

I de følgende år blev stigningen lidt stærkere, og i 1951 nåede man op på 1392 indlæggelser. Operati-onsantallet var forholdvis større, således i 1951 609 operationer.

Nævnes skal, hvad måske vil undre mange, at den første blindtarmsfjernelse i Brædstrup skete i ok­tober 1907, 14 år efter åbningen, og at diagnosen blev stillet under operationen – og det gentog sig i juli 1908. Men i august 1910-blev diagnosen appen­dicitis for første gang stillet inden operationen. Lignende forhold gjorde sig imidlertid gældende på mange sygehuse i Danmark, såvel som i andre lande. Sygdommen blev nemlig først klarlagt i 1888 af en amerikansk kirurg, og derefter blev op­erationen anerkendt som nødvendig akut.

Hovedbygningen efter udvidelsen 1919-21.

Den tiltagende belægning og aktivitet medførte be­hov for og ønsker om flere sengepladser og indret­ning af specielle behandlingsrum og installationer. I 1916 byggedes tuberkuloseafdelingen (den nuvæ­rende afd. M2), og i 1919-21 udvidedes hovedbyg­ningen til mere end dobbelt størrelse, nemlig til 27 senge, operationsafdeling, og rum til de første røntgeninstallationer. Desuden indrettedes et kon­tor for overlæge og oversygeplejerske samt et pati­entopholdsrum.

Der byggedes tillige en kedel- og vaskeribygning og garageanlæg til sygehusets ambulance.
Hvem der blev tænkt mindst på var sygeplejersker og elever, nogle andre af personalet, der stadig henvistes til primitive rum i kælder og tagetagen og var uden de almindelige hygiejniske installationer. Men hvad hjalp det?

Den stigende søgning til sygehusets pleje og be­handling stillede større og større krav til sygehusets formåen, og desværre også til isolation af patienter med smitsomme epidemiske sygdomme. Der gik dog ca. 20 år, inden den opgave blev løst. Der op­førtes i 1940 en ny, og efter gældende principper og ønsker, moderne epidemiafdeling i en ny byg­ning, der rummede 21 senge – hvoraf 3 stuer var til speciel isolation.

Men det var næsten for sent, for ikke at sige overflødigt. På mindre end 10 år var disse senge i brug til almindelige medicinske pati­enter, bortset fra enkelte patienter, som stadig krævede ekstra isolation.

Under krigen 1940-45 gik udviklingen vel nok lidt i stå, men straks efter krigens ophør viste sig igen behovet for, presset for og ønsket om, at sygehuset skulle følge den almindelige sygehusudvikling med hensyn til mere nøjagtige og differentierede diag­noser og til de efterhånden udviklede kirurgiske og røntgenologiske, men ikke mindst de medicinske behandlingsmuligheder, som var på vej, og rundt omkring delvist taget i brug.

Den ledende læge havde titlen sygehuslæge, men i 1946 blev sygehuslægen udnævnt til overlæge. Si­den 1930 havde han haft en assisterende reservelæ­ge, som i slutningen af 1940’erne blev udvidet til 1 reservelæge + 1 kandidat.

Under krigen havde der, som nævnt, været stil­stand i udviklingen, som i det øvrige land, men ef­ter krigen kom der igen gang i debatten om udvik­lingen, og altså også i spørgsmålet om Brædstrup sygehus’ beståen.

Der var en del modstandere, men det lykkedes tilhængerne af sygehuset sammen med amtsrådsmedlem og sognerådsformand Hans Mikkelsen, som var formand for sygehusets besty­relse, at få vedtaget en beslutning i amtsrådet om, at Brædstrup sygehus skulle bestå og udbygges tidssvarende.

Imidlertid blev overlægen syg kort tid efter dette. Yderligere forberedelser gik delvist i stå, og overlæ­gen døde i december 1948. Under overlægens syg­dom blev sygehusets lægefunktion passet af reser­velægen og med hjælp fra de omliggende sygehu­ses overlæger /læger.

I perioder var der dog kvalificerede vikarer for overlægen; men alligevel var det en belastning for sygehuset, og tilhængere af dets nedlæggelse fik vind i sejlene, men også den situation klarede Hans Mikkelsen, og efter ansættelse af en ny overlæge i april 1949, sørgede Hans Mikkelsen, godt støttet af amtmand Schau for, at forhandlingerne om og ud­formningen af udviklingen af de nødvendige byg­ningsmæssige forandringer, ombygning, udbyg­ning eller nybygning, kom igang.

Økonomien var den største hurdle, bl.a. manife­steret ved et indlæg fra et amtsrådmedlem, der ved et møde udtrykte det sådan: »Det billigste sygehus at drive er det uden patienter«. Det skulle vel nok forstås humoristisk, men det var dog fremsat af en person, hvis interesser var i Skanderborg, hvor sy­gehuset jo også havde ønsker. Men man kom igang.

Først blev der bygget en sygeplejerskebolig, og da den blev taget i brug i 1950, kunne sygeplejeperso­nalet endelig komme væk fra kælder- og loftsvæ­relser til moderne boligforhold. Og det må man vel dengang have syntes, at bygningen bød på for såvel sygeplejersker i højere og lavere stillinger og for sy­geplejeelever.

I det mindste udtalte formanden for sygeplejerådet sig meget tilfreds og rosende om bygningens daværende faciliteter.

Og så kom renoveringen og udbygningen af hoved­bygningen. Det var en betingelse, at det skulle væ­re en om- og tilbygning, hvilket blev opfattet på den måde, at husets grundplan og sygestuernes form og kvadratmeterstørrelse skulle opretholdes. Det blev en vanskelig affære. Det blev nødvendigt at købe en barak, som midlertidigt kunne rumme patienter, som måtte evakueres fra den gamle ho­vedbygning; og såvel for patienter som for perso­nalet var det en ubehagelig og besværlig tid, men byggeperioden bar alligevel præg af optimisme og stor forventning. Hovedbygningen kom til at rum­me 56 senge, diverse hjælperum i to etager, som blev til en afdeling med særskilt plejepersonale.

I kælderen blev indrettet køkken – stadigvæk – og spisestue til personalet i den ene ende og et admini-strationskontor i den anden. Dertil kom behand­lingsbygningen med operationsafdeling, røntgen­afdeling og laboratorium samt den fysioterapeuti­ske afdeling (også stadig i kælderen). Den blev bygget i to etager vinkelret mod nord udfra midten af hovedbygningen. Og endelig forenedes de to bygninger med en mellembygning med ankomsthal og trapper.

Hendes Majestæt Dronning Alexandrine mellem overlæge Jes Jensen og borgmester Hans Mikkelsen.

Det hele var færdigt i oktober 1952 og den 12. ok­tober fandt en indvielse sted. I denne deltog Hen­des Majestæt Dronning Alexandrine. Det var Hans Mikkelsen, som foranledigede dette, og som per­sonligt inviterede dronningen ved en audiens. Men den specielle årsag var, at dronning Alexandrine var protektrice for Skt. Lucas Stiftelsen, hvorfra søstre siden 1905 havde betjent og ledet sygeplejen i Brædstrup.

Ved en efterfølgende spisning for deltagerne inkl. personalet var det, at den daværende medicinaldirektør Frandsen lidt drillende sagde: »Det er jo ik­ke alene en ombygning, men en nybygning«.

Og udviklingen fortsatte.

Sygehusets vækst, såvel fysisk som med hensyn til funktioner, lod sig ikke sådan standse, og de bevil­gende myndigheder var velvillige.

I løbet af 1950erne blev der udviklet et samarbejde med Skanderborg amts øvrige sygehuse, dels som et fællesskab om overlæger indenfor narkose- og røntgendisciplinerne og dels som en konsulent­betjening i medicin.

Epidemiafdelingen efter opførelsen i 1940.

Endelig i 1961 skete den første opdeling af sygehu­sets virksomhed ved ansættelse af en medicinsk overlæge til at stå for en medicinsk afdeling og den “gamle overlæge” blev overlæge for den kirurgiske afdeling.

I 1959 blev der ansat en sygehusinspektør, og der indrettedes et administrationskontor.

Alt dette og andet medførte en stigning i de ansat­tes antal fra under een pr. seng til nu (vistnok) me­re end to pr. seng.

Dette medførte bl.a. et par kortvarige “højde­punkter” ved et par budgetmøder omkring 1955. Første gang var, da regnskabsføreren bemærkede, at “i år overstiger budgettet 1 million kroner”. Og et eller to år senere sagde han: “I år overstiger løn­omkostningerne 1 million kroner”.

Det gjorde virkeligt indtryk dengang, – men begge konti er jo forlængst mangedoblet.

Overlæge Jes Jensen (Kilde: Puls).

I slutningen af 1950erne overvejede man en om­bygning af det, der fungerede som medicinsk afsnit den tidligere epidemiafdeling og den gamle tuber­kuloseafdeling. I den anledning var den daværende medicinaldirektør på besøg, og under besøget be­nyttede han lejligheden til at trække sin gamle par­tifælle – sygehusbestyrelsesformanden – i ærmet og sige: “Nu må du ikke fedte med dette her, ansæt en medicinsk overlæge og se at få udbygget det her sy­gehus ordentligt”.

Dette blev startskuddet til en lang og besværlig byggeproces. Der blev udarbejdet planer til en 4-etages bygning, hvor der var fysiurgisk afdeling i stueetagen, sengeafdeling ovenover og i kælderen svømmebassin, bl.a. til beboerne på det nye pleje­hjem, som amtet have bygget på sygehusets grund.

Overlæge Friis Andersen (Kilde: Puls).

Medens man arbejdede med planerne, havde sund­hedsstyrelsen fået ny chef, Ester Amundsen, som ikke havde helt samme opfattelse som forgænge­ren angående udbygning af de mindre sygehuse, men dog “ville vedgå arv og gæld”, som det blev udtrykt; og i begyndelsen af 1962 indstillede sund­hedsstyrelsen til ministeriet, at byggeriet blev opta­get på sygehuskvoten.

Ideen med svømmebassinet blev dog droppet un­dervejs. Amtmanden, som var den, der havde fået ideen, kæmpede for at få det gennemført, men medicinaldirektøren, som var imod, afgjorde til slut sagen med bemærkningen “Jeg bryder mig ik­ke om alt det vandpjaskeri”.

Bortset fra svømmebassinet så alt lyst ud, og de­tailprojekteringen begyndte, da et byggestop plud­selig væltede planerne.

Man forsøgte så, som en første etape af byggeriet, at få dispensation til en bygning med kedel-varme­central samt vaskeri. Sagen trak ud i sundhedssty­relsen, som nu ikke længere følte sig bundet i sam­me grad af de tidligere løfter.

En af varmekedlerne var i en periode ude af drift pga. utæthed, og i januar 1963 satte sygehusbesty­relsen trumf på og fralagde sig ansvaret for yderli­gere udsættelse af fornyelse af varmecentralen. Et par måneder efter forelå så tilladelsen til at gå i gang med byggeriet, men nu kom der et totalt byg­gestop. En ny dispensationsansøgning mundede ud i tilladelse til at bygge maskinhus og varmecentral, men ikke vaskeri, og i november 1963 kunne man i avisen læse, at amtmand Schau og frue trykkede på de trykknapper, der satte de nye maskiner igang.

Kedel- og vaskeribygningen ved fuldførelsen i 1965. (Kilde: Puls).

Vaskeribygningen skulle bygges ovenpå maskinhu­set, og byggetomten lå ubeskyttet hen. Tydeligt for enhver, at dette halvfærdige byggeri ikke kunne ligge alt for længe på denne måde.

I 1964 kom så fortsættelsen, og der blev bygget et af de mest avancerede vaskerier i Europa med ad­skillelse mellem rent og urent tøj. Det var centralvaskeri for Brædstrup og Skanderborg sygehuse og for amtets to plejehjem – i Brædstrup og Salten. Senere, da området gik over til Vejle amt, blev det uniformsvaskeri for hele amtet.

Laboratoriet kunne ikke længere vente på nybyg­geri og blev i 1966 flyttet til nyindrettede lokaler i loftetagen over hovedbygningen.

Imens arbejdede man videre med planer om en ny medicinsk afde­ling, og endelig kunne den indvies tidligt på året 1969. Den bestod af 50 senge i et plan – dobbeltkorridor­system. Den tidligere epidemibygning, som i man­ge år havde fungeret som medicinsk afdeling, blev nu lavet om til fysiurgisk afdeling. Dette sidste var en meget besværlig proces, da skillevæggene var lavet af jernbeton, som var næsten umulig at bryde ned, og skillevægge var der masser af i en epidemi­bygning med slusesystemer, bade- og omklæd­ningsrum for at gøre det muligt at komme fra den ene gruppe patienter til den anden uden at medbringe smitte.

Mellem den nye medicinske afdeling og behandlingsbygningen var der ca. 20 meter, og af praktiske grunde havde man i forbindelse med opførelsen af den medicinske afdeling støbt fundament på dette område, så der nu igen lå en byggetomt på sy­gehusarealet.

Det var synligt for enhver, en tydelig påmindelse om, at nu skulle man skynde sig at få arbejdet fuldført.

Et lille årstid efter kom man så igang med at bygge videre på fundamentet med en udvidelse af operations- og røntgenafdelingerne samt en helt ny intensivafdeling.

I samme seance blev der bygget opholdsstuer til de kirurgiske afdelinger samt kiosk.

Efter dette var sygehuset i 1970 klar til at overgå til Vejle amt. De væsentlige ting var lavet, og det, der manglede, var mindre  påtrængende.

En ny køkkenbygning kom nogle år senere, og i forbindelse med dette blev der indrettet kantine og mødelokaler i den gamle funktionærbolig.

I de gamle køkkenlokaler blev der herefter plads til at lave modtageafdeling, og der blev samtidig opført en forhal, som blev udsmykket med keramiske relieffer af Erik Nyholm. En tiltrængt  forbedring af det indtryk, man fik ved ankomsten til sygehu­set.

Sygehusinspektør H. Midtgaard (tv.) og daværende formand for sygehusudvalget Erling Tiedemann. (Kilde: Puls).

Denne udvikling, som er beskrevet i Brædstrup, var den samme, som fandt sted overalt i sygehusvæsenet. Det var en følge af de tekniske og med­icinske fremskridt, som medførte, at der blev stillet større og større  krav.

Dyrere og dyrere blev det også i årenes løb, og nu i den sidste halvdel af 1980erne er driftudgifterne steget til godt 50 millioner kroner om  året.

Prisen for en sengedag er oppe på kr. 1850.-.  Disse beløb betales helt af det offentlige, men da sygehuset i sin tid startede, havde man brugerbeta­ling.

Driftsudgifterne i det første hele regnskabsår 1894 var godt kr.  7000.-, og deraf  betalte amtet  2/3.

Patienter på fællesstue betalte kr. 1.70 om dagen.

“Syge tjenestetyender, der var indlagt for egen regning eller for husbonds regning” kunne dog nøjes med kr. 1.15. For denne betaling fik man “seng, kost, opvartning, lys, varme, vask”, men måtte be­tale særligt honorar for operation og ekstravagter. Det tidligere nævnte nybyggeri var kun de nødven­dige ydre rammer, og gradvist kom der i samme periode store inventaranskaffelser og personaleud­videlser.

Allerede i 1961 oprettedes en egentlig medicinsk afdeling med egen chef. Anæstesi- og røntgenafdelingerne klarede sig fortsat på konsulentbasis nogle år endnu, indtil man i Skanderborg fik ansat en an­æstesioverlæge, der skulle arbejde den halve tid i Brædstrup – og i Brædstrup fik ansat en røntgeno­verlæge, der arbejdede på samme måde i Skander­borg.

Dette var først og fremmest en politisk løsning dik­teret af det princip, at når det ene af de to sygehuse fik en bevilling, skulle det andet have det samme. Fagligt fungerede denne ordning glimrende, men det var kun en overgangsordning, der i løbet af nogle år førte til ansættelse af faste chefer i disse specialer begge steder.

I samme periode dubleredes overlægestillingen på kirurgisk afdeling, og senere, efter overgangen til Vejle amt, skete dette også på medicinsk afdeling. Dette var betinget af øget arbejdsbyrde, men også for at man kunne honorere kravet om øget specia­lisering.

Brædstrup Sygehus 1973 (Kilde: Puls).

I de følgende år trængte specialiseringen indenfor sygehusvæsenet sig fortsat stærkt på, og på et mindre sygehus kunne dette problem naturligvis ikke løses ved yderligere nyansættelser af overlæ­ger.

Efter overgangen til Vejle amt og i mindre grad før den tid, blev specialiseringsproblemet klaret med det, der kaldtes “funktionel samordning”, hvorved Brædstrup sygehus kunne trække på alle de specia­lister og alt det avancerede undersøgelsesappara­tur, som fandtes andre steder i amtet.

Målet for sygehusenes stabe og for politikerne var, at ligegyldigt hvor i amtet en patient blev indlagt, skulle der være de samme behandlingsmæssige muligheder til stede.

I fremtiden må eksistensberettigelsen for et mindre sygehus som Brædstrup være, at man kan leve op til dette krav, og det er også dette krav – omend lidt mindre fast formuleret – der har været baggrunden for alle de ændringer, som er foregået med og på sygehuset siden dets start i 1893.

100-årsdagen for sygehusets beståen nærmer sig. Indtil nu har man haft mulighed for at følge med i udviklingen, og man har evnet at udnytte disse mu­ligheder.

Forhåbentlig vil mulighederne være til stede også i fremtiden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *