Poul Pilgaard Johnsen f. 3. september 1965

Af Lars Bo Larsen

Poul Pilgaard Johnsen, forlægger, forfatter, journalist og radiovært.

Poul Pilgaard Johnsen er vokset op i den vestjyske by Sdr. Felding, som søn af en arbejdsmand og en hjemmegående husmor, efter gymnasiet, begyndte han at læse jura ved Aarhus Universitet, men afbrød, hvorefter han blev optaget på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, og kom i praktik på Horsens Folkeblad (1990 – 91). I 1992 blev han som nyuddannet journalist ansat på den kommunalt finansierede Radio Gladsaxe, først som reporter og senere som programchef.

Byarkivet, B8120. Horsens Folkeblad, Søndergade 47, 1980`erne.

I 1996 blev Poul Pilgaard Johnsen ansat ved Weekendavisen, hvor han har gjort sig bemærket med sin personlige skrivestil, og en række markante artikler, der bl.a. afslørede den feterede danske hjerneforsker Milena Penkowas videnskabelige uredelighed samt den hemligholdte retssag mod den finske professor ved Københavns Universitet, Timo Kivimaki, der blev fundet skyldig i spionage til fordel for Rusland. I 2017 afslørede Poul Pilgaard Johnsen, at Hugo Henning Plaun, som i ca. 50 år havde haft held med at udgive sig for at være en højt dekoreret dansk krigshelt, der kæmpede for de allierede i det britiske faldskærmsregiment Special Air Service, i virkelighed meldte sig som krigsfrivillig til Waffen SS i 1943.

I 2003 etablerede Poul Pilgaard Johnsen forlaget Bianco Luna, der udgiver forfattere såsom Jurij Moskvitin, Martin Krasnik, Ilja Bergh og Kathrine Lilleør. Selv har han skrevet bøger om forførelse, vin, forfatteren Jørgen Leth, den horsensianske tandlæge Holger Christian Winther og generalen Kjeld Hillingsøe.

Siden november 2011 har Poul Pilgaard Johnsen været vært for samtaleprogrammet >>Flaskens ånd<< på public service – radiostationen Radio24syv. Ultimo 2019 er Poul Pilgaard Johnsen bosat på Frederiksberg. I københavnske kredse er han kendt som lidt af en dandy, der er glad for vin, mad, fester og smukke kvinder.

Kilder:

_ Berlingske Tidende den 31. maj 2012. Artiklen >>Professor får fem måneders fængsel for spionage<<.

– Berlingske Tidende den 2. september 2015. Artiklen  >>Portræt af Poul Pilgaard Johnsen<<.

– Journalisten den 5. september 2012. Artiklen >>Penkowas banemand<<.

– Wikipedia opslag: Johnsen, Poul Pilgaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.