Østbirk

Stenalder i Østbirk

I den sydøstlige del af Østbirk foretog Horsens Museum i 2002 flere prøvegravninger og egentlige arkæologiske undersøgelser, der gav nye oplysninger om stenalderen. Ved en 500 meter lang palisadegrøft blev der udgravet 2 stenalderhuse. Sandsynligvis er der flere i området, disse er påtruffet ved prøvegravning, men ikke yderligere undersøgt. De to udgravede stenalderhuse er begge fra senneolitikum, dvs. tiden lige før bronzealderen.

Brændtomten
Det ene hus havde forkullet korn i stolpehullerne. Ved udgravningen af huset, som er af toskibet konstruktion med tagbærende stolper langs midten af huset, viste det sig at huset er en brandtomt, hvor forråd af korn (spelt-hvede-nøgenbyg) er blevet flammernes bytte. Kornet har været opbevaret i 3 nedgravede beholdere under gulvet. At opbevare korn under gulvet har været muligt, da undergrunden er sand, som er meget veldrænet.

Billedtekst: Det brændte kældergulv med de tre beholdere med korn. Horsens Museum.