Østergade og dens mennesker.

Brædstrupegnens hjemstavnsforenings årsskrift – 1991

Af: Birthe Eskelund
– kendt som bank-Christensens Birthe.

I 1936 var det mest almindeligt at ankomme til Brædstrup enten med storken eller i fru Galles jordemodertaske. Min ankomst var lidt mere usædvanlig, da storken, som mine forældre for­klarede, uheldigvis tabte mig i en forkert skor­sten i København, så jeg måtte hentes der. Derfor ankom jeg med maner i Carl Sørensens lille bil til Østergade, som jeg har elsket på godt og ondt så langt tilbage, som min bevidsthed rækker.

Jeg forbinder Østergade med blæst. Kom man fra hovedgaden og drejede om hjørnet, mær­kede man vinden. På varme sommerdage var der i suset en karakteristisk duft fra frk. Theil­manns frisørsalon på 1. sal i hjørnehuset (hvor der nu er kiosk i stuen) blandet med den gode lugt af læder fra skomager Geertsens værksted på ‘den modsatte side.

Jeg husker gamle Geert­sen, senere hans søn, som overtog butikken, og endnu senere sønnens enke, som også lærte sig faget.

I samme længe i midterlejligheden boede et pensioneret postbud, “Jørgen Post”, som på gode dage sad uden for huset på en stol og holdt øje med børnenes halsbrækkende cykel­fart. Han mente, at jeg aldrig ville få kunsten lært, men mine cykeløvelser foregik nu også på en cykel med krigsdæk omvundet med strik.

Sidst i længen boede herredsfuldmægtig H. P. Hansen og fru H. P. et værdigt og venligt par med stor hund og espalierpæretræ.

Så kommer vi til tinghuset med arresten. Et sted, der rummede en frydsfuld blanding af skræk og tiltrækning.

Min fars kusine, Chri­stine Christensen, var husbestyrerinde for arrestforvarer Mogensen. Jeg havde derfor lej­lighed til at komme i arrestbygningen og se hende anrette madspande til fangerne, til at se celledørene og de store nøgler og ikke mindst til fra et vindue at se fangerne på gårdtur.

Der blev jeg belært om, at det ikke er så entydigt at være på den rigtige eller den forkerte side af loven. Nogle var “forbrydere” og andre var helte. Der sad jo under krigen sabotører vare­tægtsfængslet. Jeg husker også gyset, når man en sen aften kom hjem gennem Østergade og skottede over mod arrestens ståltrådsnet­dækkede tag. For der var jo engang, hvor en tyv og en rovmorder klippede sig ud og stak af, og tænk nu, hvis ….

Efter arresten var der haver op til Enghavevej. Marken bag arresten var oversvømmet om vin­teren og kunne forvandles til den herligste skøj­tebane.

Senere blev der på havegrundene bygget to huse. Først Agnes Hansens. Det var dejligt i mange år at møde hendes årvågne blik, når hun sad ved symaskinen og holdt øje med vejen. Jeg kendte hende så godt fra nr. 12.

Det næste hus blev bygget af Ane og Peter Nielsen, da de flyttede fra deres gård længere ude ad Østergade. Mere om dem senere.

Så nærmede vi os Solhøj, nr. 19, hvor jeg boede med mine forældre Anna og Aage Christensen, sidst­nævnte bogholder i banken, og min bror, Knud Ernst. Det forekommer mig, at vi boede på toppen af en bakke, hvor man kunne kælke ned ad Østergade lige til arresten, men alting er naturligvis blevet fladere med tiden.

Der kom mange mennesker i mit hjem. Mine forældre havde en stor omgangskreds og var aktivt engageret i alverdens foreninger. Min mor var spejderfører, kniplede, spillede komedie, skrev sange og mente i det hele taget absolut, at alt kom hende ved, hvad det vist også gjorde på en god måde. Mor elskede at have gæster og beværte dem, men ikke at rydde op bagefter. Hun kunne se aldeles opgivende ud over en slagmark af et køkken og sige: “Du godeste, hvis nogen kom og så det!”. Så lukkede hun glad døren og tog os med ud i skoven for at “rende i blade”, og det har et barn nok mere brug for end orden.

Nok var det et varmt hjem, men en kold ydre ramme, fordi det var et stort hus uden central­varme. Vi frøs bravt i de kolde krigsvintre, hvor det kneb med brændsel, og en vinter flyt­tede hele familien med hund, kat og kanarie­fugl sammen i soveværelset, hvor der var en kakkelovn. Dr. Berg, der kom på influenzabe­søg, havde ikke set noget så hyggeligt, siden han forlod Grønland.

Da vi havde god plads, måtte vi en periode have to tyske officerer tvangsindkvarteret. Jeg fik strengt forbud mod at tale med dem. Det kneb. De var også mennesker og havde børn hjemme. Det gjorde dybt indtryk på mig, da den ene tysker en morgen græd, da han så min lillebror. Det vidste jeg ikke, at voksne mænd kunne.

Senere blev der i vores “overflødige” værelse indrettet en omsyningscentral. Der kom mange for at få deres gamle tøj syet om. Jeg husker trævlerne på trappen og lugten af varme presse­jern. Garn kunne man selvfølgelig heller ikke købe, så hos naboen havde Caroline Mose­gaard fundet spinderokken frem. Så kunne folk få deres fåreuld forvandlet til garn.

Hos os blev drømmen om et badeværelse aldrig til mere end et toilet og en vaskekumme i et tidligere ret stort gæsteværelse. Toilettet var i hjørnet af det næsten tomme værelse, og her sad min mor en dag og tronede bag ulåst dør, da der pludselig stod en mand med en sæk i værelset. Begge blev noget forbløffede, men han fik dog fremstam­met: “Goddaw, er det her, I spinder uld?” -Det var det ikke.

Vandrørene var altid frosne om vinteren. Jeg opfattede en evig søgen efter en forsvundet stophane, som om det måtte dreje sig om en sjælden skat.

Vand måtte vi så hente ved pum­pen i grisehandler Jakobsens gård. En dag havde vi for at afhjælpe vandmangelen en balje sne til optøning foran kakkelovnen. Der sad jeg i krogen og læste forbudt læsning med røde øren. Det var “Lady Chatterlys elsker”. Jeg rejste mig uden at sanse baljen og faldt i. Det blev en brat afkøling.

Gennem et hul i hækken udvidede verden sig. Hullet førte ind til Anna og Frederik Petersen i nr. 17, hvor jeg legede med Jytte og Orla. Det var et herligt sted med både musik og landbrug.

Anna og Frederik spillede til bal. Derfor kunne man sammen med andre børn og klaver være så heldig at blive læsset på vognen og komme til børnebal og generalprøve på dilettant i et for­samlingshus. Det var også der, jeg fik lov til at holde en gris i halen, når hjemmeslagter Ivar tog fat. Der var en dejlig bedstemor af den slags, der spiller kort med børn. Hun gav fløde­kager fra bager Gade, så forældrene kunne sove i fred, når de havde været ude at spille. Jeg har også tilbragt vidunderlige timer på deres loft med Tempo, Uge-Revyen og Romanbladet, selv på solhede sommerdage.

Hjemme læste vi læsekredsbøger, Søndags B.T., Nationalti­dende og Horsens Avis. Godt nok, men ikke altid lige det stof, der nærer pigedrømme.

Frederiks arbejde medførte, at der kom mange farverige mennesker i huset, musikere og san­gere, naturligvis, men han var også glad for festlige originaler, der var gode for en vise eller en historie. F.eks. kom Herman på besøg fra Slagballe Bakker, hvor han i sine sidste år levede som eneboer blandt geder og duer. Her­man kunne godt synge viser, men i sin tid som fiskemand havde han problemer med “Sild er goooooooodt” og den slags, som fiskehandler Dam kunne råbe. Om det sagde Herman listigt: “Når den anden, han råwer, så går a bagind til æ kunder!”

Hvis jeg hopper tilbage til Østergades begyn­delse med de ulige numre, kom efter hjørne­huset Laursens gård, tidligere stuehus til en bondegård. Derefter et stort haveareal. så Lar­sens vognmandsforretning og derefter Jens Petersens hus. Ham og hans kone forbinder jeg mest med arrangementer på Centralhotellet, hvor han stod i døren og fru Petersen altid i garderoben til gården. Lille, venlig og bestemt med knold i nakken, sort kjole og hvidt for­klæde, der endte i en snip sat fast med en nål. Hun stod der mellem de to toiletter, hvis stramme lugt gik i et med den øvrige hotelhørm af mad, øl og rødt plys. Det har ikke været den behageligste opholdsplads.

I nr. 12 i Østerled boede maler Hansen med 8 børn. Jeg sad tit ved Agnes Hansens symaskine og blev passet. En myte fortæller, at hun, som var en særdeles stor og frodig kone, en dag ved middagstid kom til at smække sig inde i hønse­huset. Gode råd var dyre, små børn alene i huset, og maden stod og kogte. Det lykkedes fru Hansen at klemme sig ud gennem hønse­hullet. Det var såmænd ikke så svært, bedyrede hun mange år senere -ikke da skulderen først var lirket igennem, men så var der godt nok heller ingen af de 8 på vej.

Oven over Hansens sled Helene Ulriksen med at gøre byens damer moderigtige og samtidig passe en astmatisk gammel mor. Man trådte gennem en cyklame-farvet dør ind i en fascine­rende dameverden, et eldorado af skinnende stoffer, modeblade og tråd i alle farver. Og frk. Ulriksen krabbede rundt om damerne med knappenåle i munden og baskede med måle­båndet. Et fast nervøst spørgsmål fra damerne lød: “Tror De, De når det?” -Det gjorde hun da vist nok – med nætterne til hjælp.

Fra nr. 14 lød en smuk sangstemme ud over gaden, hvis det da ikke var en latter, der kunne få huse til at ryste. Det var Anna Fog, der stod ved det åbne vindue og vaskede op. Udenfor gik hendes mand, Marius Christensen, med den evige gravhund Gravse.

I næste hus boede postbud Rasmussen, der havde både Kristus og Stauning på væggen. Et kultursammenstød måske, men sådan føltes det ikke i Brædstrup.

I det hele taget giver en provinsby som Brædstrup et barn mange muligheder for at gå ind og ud af højst forskellige hjem og lære at kende, holde af og respek­tere mange forskellige miljøer og kulturer.

I nr. 21 boede på 1. sal min legekammerat Signe hos sine plejeforældre, postbud Nielsens: Det var et meget religiøst hjem, og der havde de Dorés billedbibel. Billederne var uhyggelige og talte til fantasien på samme måde som dem i min egen “Grimms eventyr”, og desværre er det nok de grimmske hekse, der en overgang fik mig til at tro, at den elskelige fru Toft på hjørnet var en heks. Hun havde jo forklæde og sjal på og gik let foroverbøjet, så hvad ellers?

Oven over grisehandler Jakobsen boede Sørine Bøje. Hun ejede en skat i form af to indbundne årgange af Billedbladet. Utallige gange har jeg her læst en gruelig historie om en mand, der levede i Paris’s kloakker.

Herfra blev der længere mellem mine faste til­holdssteder, men Falckstationen blev også et centralt sted. De rare reddere Bent, Herman­sen, Nielsen og Christiansen udstrålede tryg­hed og tog sig af min brors drengeopdragelse, da min mor blev enke.

Når vi hørte udryknings­hornet, spurgte vi hvem? Ikke af nysgerrighed eller sensationstrang, men fordi det nu var sådan, at i et så lille samfund kendte man sand­synligvis de ulykkesramte. Disse alvorlige ind­slag forstærkedes af, at vi også fik døden tæt på, fordi ligkapellet lå længere henne ad vejen.

Begravelsestog gik forbi vores hus, vi skottede bag gardinet. Begravelsen af den myrdede slag­ter blev frosset fast på nethinden. Kunne sådan noget virkelig ske i Brædstrup? Mindre alvor­ligt var det, da vi forvandlede den smukke skik med at strø blomster på vejen til en leg. Efter begravelser legede Østergades børn altid gart­ner med blomsterne.

Over for kapellet boede Jenny og Donald Dau­gaard med deres datter Anne Marie. Jeg er fuld af beundring for Jenny Daugaard. Trods syg­dom i familien var hun i besiddelse af ukuelig gå-på-mod og godt humør. Hun maskede strømper op. Når vi sad i hendes køkken, daskede damernes dyrebare silkestrømper os om ørerne, mens fru Daugaard grinte, snak­kede og maskede op. Mange har også nydt godt af hendes kogekunst, når hun hjalp til ved sam­menkomster. Hun var naturligvis også med i den almindelige snak ved disse lejligheder, var en historie god, slog hun hænderne sammen og sagde “Meeeen!” og sank ned på en stol. Engang stod der uheldigvis en lagkage, hvor hun sank ned.

Længere henne lå Ane og Peter Nielsens gård. Tænk som barn i en slags by at have adgang til køer, grise, og hvad der ellers hører til et land­brug. Ane og Peter var barnløse, men elskede børn. Jeg kan endnu høre Anes: “Men kom dog ind, bitte børn.” Det var godt at komme ind i køkkenet til Anes kagedåse og for 117 gang høre Peter fortælle om dengang, han lå soldat i Fredericia.

Mellem Skovbrynet og Drosselbo lå et eventyr­ligt vildnis. Et vistnok lidt forbudt, men derfor ikke mindre dragende område.

Midt i havde dyrlæge Rasmussen et gråt eternithus, en slags laboratorium, tror jeg. Der var en særlig atmos­fære og en særlig lugt, når solen bagte på de grå vægge, og bierne summede i hindbærkrat­tet. Der stod underlige tønder og glasbeholdere. Vi børn havde en formodning om, at der blev fremstillet lakrids af hesteblod og hestetis. Det skulle en dyrlæge jo let kunne skaffe. Sand­heden er vist, at der blev gjort væsentlige medi­cinske opdagelser på dette sted.

Lige i nærheden blev der for øvrigt gravet en bronzealderhøj ud af arkæologer. Jeg stod fast­naglet i ler og silende regn, men der blev da fremdraget et par potteskår, og hvad blev det ikke til i fantasien?

Nu er jeg kommet helt derud, hvor Østergade nærmest er blevet til Trædenvej. Det sidste hus før skoven var Drosselbo, et gammelt bin­dingsværkhus, dengang kaldt “Strikkeman­dens hus” efter beboerens erhverv. Det sidste stykke havde skoven på den ene side og mar­kerne med kæmpehøjen på den anden. Øster­gade/Trædenvej – og næsten verden – sluttede ved baneoverskæringen og Kaastrups hus. På skrænten ved baneoverskæringen begyndte hvert år min sommerferie. Jeg skulle lige se til mit skovjordbærsted mellem vilde roser og blå­klokker. Mon de er der endnu?

Efterskrift:
Som ung følte jeg Brædstrup så begrænsende og tænkte: “Ud vil jeg, ud … “, som de fleste, vel. Om det er et sentimentalt alderdomstegn, ved jeg ikke, men jeg må mere og mere erkende, at den lille provinsby rummede en mangfoldig­hed, som det er godt at få med i sin erfaringsba­gage. Hvad man end siden støder på, men har jo i grunden set det hele udfolde sig i en miniverden.
Det var en anden tid, hvor kvinderne ikke havde uddannelse og titler, men hvor betød de da meget, disse herlige koner med deres frodig­hed, deres dygtighed, deres historier og deres rungende latter, – ikke mindst Østergades dej­lige koner.