En rytterbonde fra Hem

Brædstrupegnens Hjemstavnforenings Årsskrift – 1991

Af: Peter Anker Hansen

I ca. hundrede år fra 1670 var Skanderborgeg­nen hjemsted og garnison for ryttere.

Chr. V har overtaget en lille, hvervet hær efter sin fader, og på grundlag af denne skabte han i løbet af få år en hær, der for det meste bestod af unge bønderkarle.

Kærnen i denne hær bestod af 4 rytterregimen­ter, der ved Den Skånske Krigs udbrud i 1675 udvidedes til 8. Rytteriet fordeltes på kronens gods og skulle have underhold på bøndergår­dene, “ryttergårdene”. En ryttergård var på ca. 8 tdr. hartkorn og skulle stille en fuldt udrustet rytter med hest.

På Skanderborgegnen var gårdene for det meste små, og det var almindeligt, at to eller flere gårde dannede et lægd, der så stillede en rytter.

Rytteren skulle, såfremt han var hvervet, have sin egen stue og stald hos bonden, og ofte byggede bonden et hus til rytteren. Når bonden havde udgifter til en rytter, var han fri for landgilde, skat, hoveri osv.
Fra myndighedernes side så man helst, at bon­den selv eller en søn red for gården; på den måde blev pengene jo hos bonden selv. Var dette ikke muligt, stillede regimentet med en hvervet karl, ofte en udlænding.

Skanderborgegnen var rig på krongods, og der blev fra 1675 udlagt gods til 4 kompagnier, og specielt for egnen var det, at her var det bøn­derne selv, der red for gården.

Rytterbønderne anskaffede selv udstyr, der bestod af en filthat med en jernpotte indvendig, gul læderkøllert, rød kappe, gule skindbukser, store støvler og jernkyras. Rytteren var bevæb­net med pistoler og pallask.

I årene op til 1675 samledes rytteriet ofte til øvelser, og da krigen kom, stod landet med en godt øvet hær. Rytteriet kom først rigtig i kamp d. 4. dec. 1676, da det meget heftige slag ved Lund i Skåne fandt sted. Det er muligvis det blodigste slag, der nogensinde er udkæmpet i Norden, henved to trediedele af hærene lå efter slaget på krigsskuepladsen, og mange kvinder på Skanderborgegnen blev enker den dag. Krigen trak i langdrag, og efterhånden opstod der vanskeligheder med at få passet gårdene, hvilket indebar, at man ikke kunne svare afgif­ter og stille en ny rytter, så regimenterne begyndte at hverve karle i ind- og udland til erstatning for bønderne, der faldt.
Denne politik fortsatte man med efter krigen, så reglen blev, at der på en ryttergård boede en hvervet rytter, der underholdtes af bonden. Ofte var disse soldater udlændinge, tit tyskere.

Frederik IV begyndte hen imod slutningen af Den store Nordiske Krig (1709-1721) at foran­dre på rytteriet. Han samlede rytterne i byerne bl.a. ved Skanderborg Slot, hvor der byggedes kaserne til rytterne.

Bønderne blev nu fri for at huse ryttere og gik i stedet over til at svare en afgift til kongen. Denne afgift var på 32 Rd. for en gård på 8 tdr. hartkorn samt 3 læs halm. Rytterbønderne skulle ikke yde hoveri eller arbejde, og derfor var deres forhold i alle måder væsentlig bedre end andre bønders. De var bedre stillet både økonomisk og socialt end andre bønder, der var bosat på privat gods, og kronens bønder har udgjort en privilegeret klasse inden for bondestanden, hvilket bl.a. kan ses i, at da stavnsbåndet blev indført i 1733, var det meget lempeligt på ryttergodserne, man var ikke undergivet herremanden, ride- og ladefogeder.

En af disse rytterbønder kender vi lidt til. På muren i Voerladegård Kirke er opsat en ligsten; den har tidligere dækket en grav i kirken. På stenen står: Herunder hviler ærlig og velagtede nu salig mand Peder Eriksen, forrige kirkeværge til Voerladegaard kirke, barnefød i Hem, boede og døde der sammesteds 1729 udi hans alders 67 aar.

Hvem var denne mand, der havde gjort sig fortjent til at blive begravet inde i kirken og få så stort et minde sat over sig. Peder Eriksen var, som der står på stenen, født i Hem. Han var søn af Erik Olufsen og Zidzel Pedersdatter.

Moderen døde ved juletid i 1698, og en måned efter afholdt regimentskriveren i Skanderborg skifte i dødsboet. Ud over enkemanden var ægteparrets fem børn til stede ved skifteforretningen, nemlig:

Oluf Eriksen, gårdfæster i Dørup, senere får han Fuldbro Mølle i fæste.
Peder Eriksen, gårdfæster i Hem, (1662-1729).
Maren Eriksdatter, gift i Yding.
Else Eriksdatter, gift med Christian Pedersen, Hem.
Anne Eriksdatter, 15 år gammel.

De voksne børn havde tidligere fået deres med­gift, da de forlod hjemmet, og faderen og søn­nen Peder forpligtede sig til at yde Anne en medgift på omkring 200 daler, når hun forlod hjemmet.

Erik Olufsen har altså ikke været helt uden midler, når han har kunnet give sine børn så store arvelodder. Ud over hjemmet i Hem ejede Erik Olufsen også et helt nyt hus i Tvingstrup; dette hus skulle efter hans død komme alle arvinger til gode.

Peder Eriksen havde i 1697 overtaget fæstegår­den efter faderen. Han var samme år blevet gift med Gjertrud Therkildsdatter i Yding. I ægte­skabet var der fire børn, 2 drenge og 2 piger. Allerede i 1709 døde Gjertrud Therkildsdatter, det ældste barn var da 10 år.

Øvrigheden mødte op for at registrere boet, og man får da en fornemmelse af gårdens stør­relse. Den har været på 62 fag, og dertil kom et rytterhus på 6 fag. Huset var beregnet for en dragon.
På stedet var der 10 heste og godt 20 køer. Man har siddet økonomisk godt i det, hvilket bl.a. ses deri, at der i opgørelsen er registreret en del sølvtøj.

Da boets midler blev gjort op, viste det et over­skud på omkring 760 daler, i dette beløb var også medregnet 100 daler, som et par mænd har skyldt Peder Eriksen. Ud over sin egen gård ejede enkemanden også avlen fra tre andre gårde.

Peder Eriksen giftede sig igen. Hans anden kone hed Margrethe Sørensdatter og var fra Voerladegård. I dette ægteskab var der ingen børn.

Peder Eriksen kom også ud for modgang. Den 12. marts 1712 blev en ulykkelig dag for ham. Det var, som der står i sessionsprotokol­len, en kold og stormende dag. Mellem kl. 8 og 9 om formiddagen var et par af tjenestepigerne ude med vasketøj, da de opdagede, at det brændte i den østre længe, der husede en byglade og i den ene ende en lille stue for karlene.

Der var ingen af mændene hjemme, husbonden og de tre karle var i marken for at sætte hegn op, og inden de nåede tilbage, var gården omspændt af flammer. Ilden fløj fra bygning til bygning, så inden længe var tre længer, et ryt­terhus og et lille hus, der lå lidt længere borte, blevet flammernes bytte. Det eneste, der blev reddet, var stuehuset, der lå mod nord. I alt brændte 74 fag hus, og ilden havde været så voldsom, at der ikke fandtes et stykke tømmer, der kunne genanvendes.

Ved branden mistede man fem heste, tre vogne og alle arbejdsredskaber foruden al det utær­skede korn, samt 35 læs hør. Karlene fik heller intet reddet fra deres stue, ligeledes mistede rytteren alt.

Ryttersessionen omtaler Peder Eriksen som en mand, der altid har været flittig og vindskibelig (bjergsom), og derfor vil man gerne yde ham hjælp.

Til gårdens genopbyggelse blev der bevilget Peder Eriksen 40 Rdl. til gården og 6 Rdl. til rytterhuset, og desuden blev han fri for at svare afgift i 2 1/2 år. Ligeledes ydes der hjælp til indkøb af to heste.

I tilfælde af gårdbrand hjalp man hinanden; de omboende rytterbønder skulle hjælpe med arbejde og kørsel af materialer, så ulykken ramte dermed alle.

Peder Eriksen havde betroede hverv; han var foruden kirkeværge udnævnt til lægdsmand. Lægdsmanden var en person, der skulle være mellemmand mellem regimentskriveren og bønderne. Indtraf der f.eks. ulykker, blev lægds­manden tilkaldt, og han skulle så træffe en afgørelse i sagen.

I sessionsprotokollen ses det, at Peder Eriksen flere gange har været kaldt ud, når en ulykke er indtruffet. En sen november­aften i 1714 var en ung mand på vej hjem fra et bryllupsgilde faldet af hesten og havde brækket halsen ved styrtet. I sådan et tilfælde tilkaldtes lægdsmanden og fire andre mænd; de måtte så udtale sig og give regimentskriveren besked, inden begravelse kunne finde sted.

I årene efter branden gik det godt fremad for Peder Eriksen. Hans økonomi var god, og han havde midler til at hjælpe andre, hvor pengene ikke var så store. Han lånte penge ud til mange sider. Da boet efter ham blev gjort op i 1730, havde han penge til gode hos ikke færre end 15 mænd i sognet og i nabosognet. I alt beløb det sig til 335 Rdl., en anselig sum, når man ser, at den bedste hest blev ansat til 18 Rdl.

Det var heller ikke kun “almindelige” menne­sker, der nød godt af Peder Eriksens udlån. Herremanden Henrick Mule til Serridslevgård skyldte boet 100 Rdl.

Der blev sørget godt for den efterladte enke, Margrethe Sørensdatter; hun skulle bl.a. have de føromtalte 100 Rdl. og derudover avlen fra to gårde på Århus mark. Disse gårdes avl, som Peder Eriksen også ejede, havde en værdi af 240 Rdl.

Endelig forpligtede sønnen Therchel Pedersen sig til at sørge for et hus samt skaffe hende de daglige fornødenheder.

Omkring nytår 1730 blev Peder Eriksen stedt til hvile i Voerladegård Kirke.
Peder Eriksen efterlod sig to sønner, Terchel og Erik. Terchel havde tidligere, i 1718, fået fæste­brev på den halve gård. Nu overlod enken ham den anden del, således at hele gården herefter blev samlet hos ham. Terchel Pedersen drev derefter gården i ca. 30 år, og i den tid øgedes gårdens velstand fortsat. Efter hans død over­tog sønnen Jens Terchelsen slægtsgården, og i forbindelse med udskiftningen i Hem i 1784 flyttedes gården ud og fik navnet “Jensgård”. En overgang i 1720-erne havde Peder Eriksen også brugsret over nabogården; den overlod han imidlertid i 1728 til den yngste søn Erik, som dog kun havde den i seks år, da både han og hustruen Ellen Jensdatter døde med kort tids mellemrum i 1734.