Minder fra min skoletid

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

Af: Finn Tougård, Sdr. Felding

Det er i år – 1989 – hundrede år siden den før­ste kommunale skole blev opført i Bræd­strup. Som førstelærer for skolen ansattes i novem­ber 1889 lærer Johan Kristian Sørensen, født i Vellev d. 6/4 – 1859.
Den 8. september året efter blev den offici­elle indvielse af skolen foretaget af provst C. F. Møller, Tønning.
Det var i en periode, hvor landbruget og byer­hvervene var inde i en rivende udvikling. Der kom mange tilflyttere til byen, så allerede elleve år efter indvielsen blev en udvidelse af skolen nødvendig.
Byens indbyggertal steg fortsat, og i 1925 blev den “store” skole opført lidt syd for den op­rindelige skole på den anden side af Skole­gade og i forbindelse hermed en gymnastik­sal, som de nye tider krævede.
Før den tid havde man kun gymnastik og idræt i sommerperioden, og det foregik i sko­legården. Gymnastiksalen blev nedrevet en­gang i 50-erne, men den “store” skole står endnu.
Et af de mennesker, der har virket længst ved Brædstrup skole, og som tillige er den, der harhaft kontakt med flest børn fra Brædstrup og nærmeste omegn helt fra skolestarten, var for­skolelærerinde Augusta Follesen, født den 2. april 1896.

Hun var ansat ved skolen fra 1. marts 1920, til hun blev afskediget på grund af alder pr. 31/7-1963.
Til disse to datoer skal knyttes et par kom­mentarer: En “Embedsbog for Brædstrup sko­le”  ført af førstelærer Hansen – oplyser an­sættelse fra I /3 – 1919, men måske har frk. Follesen været aspirant det første år og reg­ner selv sin egentlige ansættelse fra udløbet af dette år.
I forbindelse med pensioneringen skal det nævnes, at frk. Follesen fortsatte med at ar­bejde som vikar det meste af skoleåret 1963/ 64 altså i alt godt 45 år ved Brædstrup skole. Med kendskab til den enorme betydning en god skolestart har for et barn og dets videre undervisning, kan frk. Follesen ikke roses nok for sin indsats og for den enorme inspiration, hun har været for de vel næsten tusind skole­begyndere, hun gennem et langt og aktivt liv kom i nær kontakt med. Hun er uden over­drivelse det mest inspirerende og kreative menneske, jeg har kendt.
Efter at være endelig ophørt med al under­visning levede frk. Follesen til sin død i de­cember 1983 et tilbagetrukket og stille liv sammen med sine to yngre søstre i et hus på Skovvejen i Brædstrup.
Jeg har så godt som intet kendskab til hendes sidste år. Hun var ikke et menneske, som gjor­de sig gældende på det ydre plan. Til en vis grad var hun meget tilbageholdende og beske­den over for fremmede.

Jeg husker tydeligt min første skoledag på Brædstrup skole den 1. april 1948. Begyndelses tidspunktet passede fint for mig rent al­dersmæssigt, for jeg var lige blevet 7 år dagen før De to første år skulle man gå i skole hos frk. Follesen. Derefter fandt et skoleskifte sted ved overgangen fra 2. til 3. klasse. Man skulle nu for stedse forlade frk. Follesen og med hende hyggen og trygheden i den lille skole med det sorte skifertag og rådhusvinen – alt omgivet af et skærmende hvidt stakit – og flytte over i den truende, nøgne røde sten-kolos på den anden side af gaden  den store skole.
Frk. Follesen boede i den gl. skoles yngste fløj  opført år 1900 hvor der foruden hen­des lejlighed var et klasseværelse i husets syd­ende ud mod Skolegade. 2. klasse gik i skole om formiddagen, og 1. klasse skulle gå om eftermiddagen. Det første år skulle vi møde kl. l O min. i et og gå til kl. 4. Så havde man formiddagen fri til leg og lektielæsning eller måske til arbejde, hvis man skulle hjælpe til derhjemme, hvad i hvert fald de fleste børn fra landet skulle.
Den første dag i skolen var noget ganske sær­ligt. Jeg havde fået nyt tøj i dagens anledning og en helt ny lædertaske. Den var let at bære, for den indeholdt kun en næsten ny Ole Bole bog og et pennalhus.
Jeg havde mor med. Det havde næsten alle de andre børn også. En enkelt havde sin far med. Han stod og skuttede sig lidt genert mellem de mange mødre og holdt sin pige lidt kramp­agtigt ind til sig.

De stod allesammen i skolens gang, da vi an???? kom -sådan lidt i sidste øjeblik. Der var 27 nye elever i alt. De ventede på frk. Follesen, som skulle komme og lukke op til klassevæ­relset.
Nogle stod og så temmelig betuttede ud -især de, der som jeg kom ude fra landet. Bybørne­ne virkede mere frie i det.
Endelig gik en dør op henne for enden af gan­gen, og frk. Follesen kom ind fra sin lejlig­hed. Hun var en temmelig bestemt og meget rank dame med kraftigt, hvidt bølget hår. Hun hilste og smilede venligt til alle. Døren til klasseværelset blev låset op, og vi blev budt indenfor.
Og hvilket syn !
Alt var fint og velholdt og skinnede af fernis -både skoleborde og trægulve. Og på den mid­terste sorte tavle -der var tre i alt -hang et stort Danmarks -kort.
De nye elever fik anvist plads, og nu blev der en mumlen og en snakken. Nogle mødre blev stående ved siden af deres dreng eller pige -andre stillede sig op langs væggen.
Min mor gik med mig hen til et bord, hvor der endnu var en tom plads ved siden af en dreng med brun jakke -og lidt stikkende øjne, syn­tes jeg. Han kikkede op og ned ad mig, men han sagde heldigvis ingenting. Nu gik min mor også over og stillede sig ved væggen.
Nogle børn begyndte at græde hjerteskæren­de, da deres mødre ville forlade dem. Ja, en enkelt holdt meget hårdt fast i sin mors hånd, græd og ville ikke slippe hende. Jeg syntes, det hele virkede meget dramatisk og spæn­dende.
Nå, efterhånden stilnede gråden af, og frk. Follesen, som stadig smilede, kunne byde os velkommen. Hun fortalte også, at der bag det store landkort var en overraskelse til os. Jeg var selvfølgelig meget spændt, og de få, der endnu tudede, standsede tårestrømmen for en stund, for hvad var det, hun sagde damen deroppe ved det høje kateder ?
Ganske langsomt rullede hun landkortet op, og en hel flok fine, dunede påskekyllinger og malede æg, omgivet af gule liljer, kom til syne. Det virkede altsammen temmelig over­vældende på den måde.
Og tænk -frk. Follesen havde selv tegnet det altsammen. Og hun ville lære os at tegne nogle kyllinger magen til, når vi kom i skole næste dag, sagde hun. Jeg glædede mig allerede. Nu var der smil og glade ansigter at se de fleste steder.
Så fik mødrene og den enlige far -den be­sked, at nu måtte de godt “gå deres vej” en times tid, for nu skulle vi prøve at være i sko­le selv -sådan rigtigt!
“Kødranden” af mødre forlod langsomt klasseværelset -enkelte vinkede med et par fingre, og frk. Follesen nikkede tilbage. Nu var vi altså alene med den fremmede dame. Hun smilede knap så meget som før, men hun var stadig meget venlig.

Nu skulle vi lære, hvor vores overtøj skulle hænge ude i gangen. Vi blev stillet op på en lang række efter højde. Der gik nogen tid med at rette ind og bytte pladser. De mindste stod forrest -de største sidst. Jeg fik en plads midt i flokken. Så gik rækken ud på gangen og stil­lede sig op langs knagerækken, hvor hver en­kelt knage havde et nummer. Jeg husker, at jeg fik nr. 13. Nogle for lidt forvirrede rundt og kunne ikke finde deres nr., men frk. Fol­lesen fik dem hurtigt ledt hen til den rigtige knage.
Vi kom igen ind i klasseværelset og satte os på vore pladser. Frk. Follesen sagde, at hun ville fortælle os en historie, inden vi igen skul­le hjem, men først skulle vi lære noget, så vi bedre kunne høre efter. Vi skulle anbringe. hænderne på ryggen og med den ene hånd tage fat om håndleddet på den anden. Alle prøvede, og frk. Follesen gik rundt og hjalp dem, der ikke kunne finde ud af det.
Lidt efter sad vi alle stive og strunke -og uden den mindste pillen -parate til at høre efter, hvad frk. Follesen havde at fortælle. Hun sag­de, at hun ville fortælle en historie, der var skrevet af en meget stor digter, som oven i købet fyldte 143 år næste dag! De fleste børn måbede.
Han hed H. C. Andersen, og han havde været så frygtelig grim, fordi han havde sådan en mægtig stor næse og nogle meget store fød­der. Og hun pegede på et billede af den store digter, som hang der på væggen. Vi kiggede alle med store øjne hen på billedet.
Ja, hvor var han dog grim -men fødderne kunne vi da heldigvis ikke se! Frk. Follesen sagde, at han kunne skrive de mest vidunder­lige historier, og så fortalte hun os eventyret om Tommelise og viste billeder til.
Alle lyttede spændt. Hvor var hun dog god til at fortælle.
Nu blev der atter lidt uro, for mødrene kom tilbage. De fleste havde sikkert ordnet nogle ærinder nede i byen.

Frk. Follesen gav hånd og sagde farvel til hver enkelt, da vi skulle gå.
Jeg løb hen til min mor. Vi fulgtes ad ud til hendes cykel. Hvor havde det været en god dag. Den næste dag skulle jeg gå til skole, for jeg havde endnu ingen cykel selv. Jeg kom alt for tidligt, men det gjorde mange af de andre børn også.
Frk. Follesen stod henne i døren og holdt øje med, at alt gik rigtigt til.
Jeg havde en temmelig ubehagelig oplevelse allerede den første dag. En stor rødmosset dreng med tykke kinder og tøsesko var så fræk at løsne begge mine snørebånd. Inden jeg vidste et ord af det hele, stod jeg der med lange snørebånd, som jeg var lige ved at falde i. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Den tykke dreng grinede dumt, og jeg var lige ved at tude. Heldigvis kunne jeg få hjælp hos frk. Follesen  troede jeg. Jeg gik hen til hende. “Se, hvad han har gjort!” næsten råbte jeg og pegede dels på drengen, som for afsted -dels på de løsnede snørebånd.
“Så bind dem da igen”, sagde frk. Follesen let irriteret. Jeg måtte nu flovt indrømme, at det kunne jeg ikke selv gøre.
Tænk -allerede træde helt ved siden af den første “rigtige” skoledag! To piger stod i nærheden og grinede af mig. Den ene var oven i købet en af dem, der stod og hylede og ryk­kede i sin mor dagen før. Frk. Follesen bandt mine sko uden kommentarer, men jeg lovede mig selv, at det skulle blive sidste gang.
Det blev det også, for da jeg kom hjem, fik jeg et lynkursus i sløjfebinding, og med no­gen besvær fik jeg det lært. Jeg havde fået min første nyttige lærestreg.
Trods min lidt uheldige start hos frk. Follesen blev min tid hos hende alligevel det bedste, der var overgået mig indtil da. Det er i hvert fald hende jeg oftest mindes, når jeg tænker tilbage på· min skoletid. Hun forstod om nogen at få børn til at lytte – og der var ro til at lytte. Hendes fortælleevne var ganske formi­dabel. Og så kunne hun tegne på tavlen, mens hun fortalte, så man selv fik lyst til at tegne, og det var netop det, der var hensigten.

Gang på gang var der en overraskelse på tav­len, når vi mødte op på skolen. Det kunne være i tilknytning til emner fra Danmarks­historien eller mytologien f. eks. et vikinge­skib, guden Odin på sin trone eller Gåsetår- net ved Vordingborg.

Også emner fra bibelhistorien blev taget op, og frk. Follesen tegnede billeder, der fore­stillede Verdens skabelse, Ægyptens ti plager og Josefs drømme.
Alt blev så levende fortalt, at man næsten syn­tes at kende folk som Vermund og Uffe, Rolf Krake, Absalon eller kong Skjold helt person­ligt.
Ofte skulle vi genfortælle de spændende be­retninger næste dag – som regel en række ad gangen. Alle kappedes om at fortælle. Meget står endnu – godt 40 år efter – så klart, som havde jeg hørt enkelte af fortællingerne for ganske kort tid siden.
Frk. Follesen var et udpræget ordensmennes­ke. Hun stillede på det punkt meget store krav til sig selv, men også til sine elever. Slendrian og uorden blev ikke tolereret under nogen form.
En dag havde en pige i klassen skrevet sit navn på pladen på det bord, hun sad ved. Frk. Fol­lesen opdagede det omgående og blev, som forståeligt var, meget vred. Pigen forsøgte at viske navnet ud med et stykke viskelæder, men det lykkedes ikke, da trykket fra blyan­ten havde været så stort, at stiften var gået igennem lakken og ned i træet.

Ikke underligt, at frk. Follesen gav pigen en formaningstale, som hun sent skulle glemme. På den tid var det meget populært, at drenge skulle have langt, glat tilbage strøget hår, og for at holde håret på plads var det nødvendigt med en eller anden form for hårnet.
Nogle strikkede huer med korsbånd, men el­lers åbne oventil, blev meget populære. Jeg husker, hvordan frk. Follesen reagerede på disse “hårholdere”, som hun kaldte dem.
Det var et fast og ufravigeligt princip, at in­gen elev måtte have hue på inde, ingen måtte tygge tyggegummi på skolen, og ingen måtte have træsko på i klasseværelset. Enkle regler, som skulle være lette at overholde.
Enhver kan vist forestille sig, hvor komisk disse “sving- pjattere” med deres lange sjas­kede hår tog sig ud, da frk. Follesen en dag forlangte, at de skulle tage “hårnettene” af.
I slutningen af 40-erne var det meget svært at købe tyggegummi p.g.a. rationering af mange varer fra udlandet efter krigen. Også frugt som bananer, appelsiner og svesker kendte vi så godt som intet til. Det skete dog en sjælden gang, at man kunne være så heldig, at der kun­ne købes tyggegummi hos købmand Nors eller hos fru Ole Jensen.

Havde man tyggegummi med i skole, blev man i hvert fald den dag regnet for noget særligt, og det var naturligvis strengt hemmeligt, hvor man havde købt det. Det blev kun betroet til ens bedste kammerater, og ofte var der ud­solgt, når de nåede frem.
En dag var jeg kommet i besiddelse af en ret betydelig mængde tyggegummi d.v.s. ca. 10 stk.
Jeg fik efterhånden samtlige 10 stykker i brug, så jeg tyggede på en vældig klump, da jeg næste morgen nåede hen til skolen. Jeg var åbenbart den eneste, som havde tygge­gummi den dag, for jeg blev mødt med mange misundelige blikke og næsten belejret, så snart jeg kom ind i skolegården.
Især en af mine kammerater var meget interes­seret. Ja, han ville meget gerne købe mit tyg­gegummi -endda til overpris, lokkede han. “Jeg har ikke flere stykker”, sagde jeg for at blive fri for ham. Men det var ikke afvisning nok. Han gik lidt, men kort efter kom han tilbage. “Jeg vil give dig de kugler her for den klump, du har i munden”, sagde han så og viste mig 20 store, blanke stålkugler, som han havde haft i lommen.

Jeg kikkede. kritisk på kuglerne. Dem kunne jeg godt bruge. Jeg var ærlig talt også ved at være træt af at tygge på den store klump, som ikke længere smagte af hverken det ene eller det andet. Derfor slog jeg til, og tyggegummi og stålkugler skiftede ejermænd.
Det var som omtalt bandlyst at tygge tygge­gummi i frk. Follesens timer. Det var noget, alle vidste.
Da vi var kommet lidt ind i regnetimen, put­tede “handelsmanden” alligevel tyggegummiet i munden og tyggede forsigtigt på det. Han søgte naturligvis at undgå at blive opdaget og forsøgte at dække munden med hånden.
Men frk. Follesen havde skarpe øjne over bril­lerne, og før han vidste af det, stod hun med bestemt mine foran ham og kikkede ham ind i øjnene. Han blev rød i hovedet og slog blik­ket ned.
“Ved du ikke, at vi ikke tygger tyggegummi her?” spurgte frk. Follesen hvast.
Drengen blev endnu mere rød og søgte at skju­le klumpen i hånden. “Gå ud og smid det skidt i skraldespanden!” lød ordren.
Han rejste sig tøvende og gik med slæbende skridt hen mod døren. Han åbnede den for­sigtigt og listede ud på gangen. Frk. Follesen lukkede døren efter ham og gik op og satte sig ved katederet.
Timen sneglede sig afsted, men hvor blev fy­ren af ? Man kunne se, at frk. Follesen be­gyndte at blive urolig deroppe. Da hun yder­ligere havde ventet en stund, gik hun resolut hen og åbnede døren ud til gangen. Hun kald­te på drengen. Intet svar. Så gik hun ud på gangen, men der var ingen dreng at se. Han var heller ikke i skolegården. Var han mon løbet hjem?

Da frk. Follesen igen kom ind i klassen, sagde hun omgående, at der var frikvarter. Hun var tydeligt bleg i ansigtet. Hvor mon drengen havde gemt sig?
Bag ved skolen var der nogle gammeldags lo­kummer og et pissoir. Til sidstnævnte ilede drengene, da de kom ud. En hev døren op, og der stod synderen -tavs og skrutrygget. En anden dreng var så fræk at føle ham på buk­selommerne for at mærke, om han havde no­get der. Den “formastelige” stak afværgende hånden i lommen, og da han igen trak den op, var den klistret ind i det klæbrige stads, som fra lommeforet hang i lange tynde tråde.
Nu dukkede frk. Follesen op. Hun sagde in­genting, men tog drengen med ind i sin lej­lighed og lukkede døren for de nysgerrige blikke.
Da hun “klappede ind” til næste time, sad der en glad og smilende dreng på sin plads, da vi kom ind i klassen. Han havde været igennem en større renselses-proces inde hos frk. Follesen.
Jeg, som havde været den egentlige ophavs­mand til tyggegummiet, frygtede det værste. Men der skete ingenting.

Episoden blev aldrig siden omtalt, men den blev -husket af eleven og de fleste af klasse­kammeraterne ingen tvivl om det.
Hos frk. Follesen lærte vi mange dejlige bør­nesange udenad. Mange af disse sange er sta­dig populære og går i arv fra generation til generation.
Vi havde en lille sangbog med en blå fugl udenpå. Denne bog samt Ole Bole var i den første skoletid det faste tilbehør foruden pennalhus og farver. Senere fik vi også et Danmarkskort kaldet “Barnets første Kort”. Sidstnævnte skulle vi selv købe pris 45 øre! Før en ny sang blev indlært, skulle indholdet først analyseres og forklares grundigt. Dette var ofte meget gribende , så det kunne knibe at holde hænderne på ryggen, for man var nødt til at tørre øjnene ind imellem -enten med lommetørklædet eller med ærmet.
Frk. Follesen levede sig fuldstændig ind i det, hun fortalte, men det ville være forkert at tro,
at hun bevidst forsøgte at opnå nogen speciel effekt hos sine tilhørere.
Især to sange greb os alle nemlig sangen om “Hans den lille Hyrde” og en sang, der hed: “Moder kær –”; og som handlede om en lille pige, der skulle dø.

De fleste havde døden ret nært inde på livet dengang. Mange børn havde familie eller nabo­er, som var døde af smitsomme sygdomme som difteritis, tuberkulose eller børnelammel­se. Heldigvis alle sygdomme, som vi næsten ikke kender til i dag, fordi vi har midler imod dem.
Også mange historiske sange var i høj kurs, bl. a. sangen om kong Skjold “I gamle dage der var engang – “hørte til blandt de foretruk­ne.
Disciplinen i frk. Follesens timer var vel ret streng – set med nutids øjne. Men i virkelig­heden forekom irettesættelser, for ikke at tale om afstraffelse, uhyre sjældent. Enhver kendte sin plads og vidste, hvor langt man kunne gå. En uromager, som ødelagde timen for de øvrige med råben og larmen, var u­tænkelig i frk. Follesens timer.
Mens vi gik hos frk. Follesen, var vi nogle gange på kortere ture i omegnen og en enkelt gang på rigtig udflugt.
Den første tur gik til Ring Skovriddergård. Det var børnene fra forpagtergården, der invi­terede hele klassen. De hed Søren og Marianne og var næsten jævnaldrende. Deres far var på den tid meget kendt på egnen som en dygtig rytter, der optrådte ved dyrskue og ringrid­ning i Folkeparken.
Han kunne blandt andet stå oprejst på ryggen af to galoppereride heste 1 Det var der ingen af de andre børns fædre, der kunne. Derfor var også børnene genstand for en vis beundring fra kammeraternes side – også selv om Søren havde “fri- lufts gebis” og vist slet ikke kunne ride.

Vi gik derud i to lange rækker med hinanden i hånden. Forrest gik frk. Follesen. En lettere handicappet dreng fra klassen fulgtes med hende. Så var det lettere at afpasse march tempoet, så ingen kom bagefter.
Børnene og deres mor stod i døren og tog imod os, da vi omsider nåede frem. Moderen havde bagt to store kringler og lavet en masse saftevand til os.
Da vi havde spist og drukket alt, hvad vi or­kede, legede vi i skoven et par timer. Vi var godt trætte, da vi hen på eftermiddagen – lidt åbent i geledderne – nåede tilbage til Bræd­strup skole.
Her fik vi et stykke lakrids- strømpebånd af frk. Follesen, som takkede os, fordi vi havde klaret den ret lange tur så pænt og i god ro og orden.
Vores længste tur og første rigtige udflugt gik til Århus, hvor vi bl.a. besøgte Zoologisk Ha­ve. Der var ikke mange dyr der, som vi ikke kendte på forhånd, for frk. Follesen havde orienteret os grundigt om, hvilke dyr vi skul­le se, havde tegnet dem og vist billeder af dem. Vi havde også fået fyldestgørende be­læring om, hvad vi især skulle lægge mærke til, og om hvad vi skulle passe på.
Alligevel blev en pige – det var hende, der skrev og skar i bordet – bidt ret så eftertryk­keligt i fingeren af en vred chimpanse, som hun havde givet en sten indpakket i flødekaramel papir. Karamellen havde hun selv spist i forvejen, for hun var en stor slikmund, og hun forsøgte ofte at købe sig kammerater ved at forære dem slik.

Når julen nænnede sig, var der altid en hel speciel atmosfære i frk. Follesens klasser. Det var tid for bestilling af diverse julebøger fra Grønvald – Fynbos Forlag. Allerede i be­gyndelsen af december fik vi en gul brochuremed bestillingsseddel med hjem.
“Den lille Historiebog” var billigst – “Historie­bogen – Børnenes Julebog” i fast bind dyrest. Der var noget for enhver pengepung. Næsten alle eleverne i min klasse bestilte en jule bog hvert år.
Vi skulle også lave en ting selv, som vi kunne tage med hjem fra skolen til jul.
Hos frk. Follesen var der tradition for, at man lavede en garnnisse med rød tophue og vat­skæg. Hun hjalp overalt, hvor der var behov for det. Ja, enkelte af de hjembragte nisser var helt og holdent hendes værk, men det snak­kede man selvfølgelig ikke om derhjemme, når ens personlige nisse blev omtalt og rost.
Det røde stof, som nissehuen var lavet af, var meget svært st skaffe lige efter krigen, så frk. Follesen fortalte os, at det måtte bestilles i meget god tid hos manufaktura. Marie Jen­sen, hvis hun ville være sikker på at få det til tiden. Heldigvis lykkedes det også at få stof­fet det år, vi lavede nisser. Og hvor den pyn­tede i toppen af juletræet den fine nisse fra skolen!

En dag havde en af mine kammerater en lille, hullet papæske med i skole. Den stod på kate­deret, da frk. Follesen kom ind i klassen. Alle var spændte, for kun ejeren vidste, hvad æs­ken indeholdt.
Frk. Follesen kunne se på de små huller, at det måtte dreje sig om et dyr. Hun tog æsken i hånden og åbnede forsigtigt på låget.
“Nej, hvor har du fundet den ?” var det før­ste hun sagde.
Enhver anden ville sikkert have kylet æsken langt væk, men frk. Follesen kikkede roligt på dyret, som sad skjult derinde. Nu fik hun · at vide af drengen, at han havde fundet det under tagskægget på deres hus.

“Det er en fin flagermus”, sagde frk. Follesen endelig og gik rundt og viste den ved hvert eneste bord. Flagermusen hang i bagkløerne med sammenklappede vinger og hovedet med de lange ører nedad.
Ingen gik fra skole den dag uden at vide en masse om flagermus.
Frk. Follesen var meget interesseret i naturen og benyttede enhver lejlighed til at indprente os det særlige ved hvert årstid – dels ved snak i frikvartererne, dels i timerne gennem sine fine blomster – og fugletegninger på tavlen.
En vinterdag kom frk. Follesen i frikvarteret pludselig ind på gangen. fra sin lejlighed. Hun sagde, at der var nogle fugle ude i haven, som hun gerne ville vise os.
Stille som mus listede vi hen til døren til lej­ligheden, hvorfra en anden dør førte ud til haven. I sneen sad 2 små fugle med sorte “hætter” på hovedet. Hannen havde smuk karminrød farve på brystet. Begge fugle sad helt stille i sneen upåvirkede af vores tilstedeværelse. “Det er dompapper”, sagde frk. Fol­lesen, “de besøger os mest om vinteren”. Hun fortalte, at dompappen kom fra det nordligste Norge og Sverige på træk hertil i vinterhalvåret.

Siden dengang er dompappen blevet en ret al­mindelig ynglefugl i Danmark, og jeg tænker altid på denne begivenhed, når jeg ser en. En­hver anden end frk. Follesen ville nok ikke have bemærket de kønne fugle.
Senere fortalte hun om andre fugle, som også kom hertil om vinteren på træk nordfra, og hun viste os billeder af dem, så vi kunne ken­de dem, hvis vi så dem.
På den måde blev min interesse for fugle vakt, og den har fulgt mig siden.
Det var helt åbenbart, at de fleste børn holdt meget af at gå i skole hos frk. Follesen og frygtede den dag, da de skulle forlade den lille skole. Ofte mødte børn, der først skulle møde i skolen om eftermiddagen, op tidligt om mor­genen for måske at få lov til at komme med “de store” ind. “De store” vil sige dem i 2. klasse. I de fleste tilfælde gav frk. Follesen lov – og man var lykkelig.
Da jeg en dag mange år senere var med bussen fra Vejle til Brædstrup, kom jeg til at sidde ved siden af frk. Follesen.
Vi fik en hyggelig snak om gamle dage, og om hvor i verden de gamle elever mon befandt sig, og jeg husker, det sidste hun sagde til mig, før vi skiltes var: “Jeg er glad for, at du vil være lærer. Det er en god gerning. Jeg tror, du vil blive en god lærer”.
Det er ord jeg husker og glædes ved, hver gang jeg tænker derpå.