Krigsbytteofferfund fra Porskær mose

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

Af: Charlotte Fabech, Af. for Historisk Arkæologi, Århus Universitet, Moesgård.

Arkæologiske fund afspejler fænomener i en forhistorisk virkelighed – en virkelighed, hvor religion og magi har spillet en meget vigtig og central rolle. Moderne mennesker kan dårligt forestille sig, hvor vanskeligt og risikabelt li­vet kunne være for det forhistoriske mennes­ke. Kornhøsten kunne slå fejl, husdyrene ram­mes af sygdom, adgangen til råstoffer, somf. eks. jern, var ulige fordelt. Faren for krig og plyndringer var hele tiden til stede. Epide­miske sygdomme kunne ramme både børn ogvoksne, så de døde af “uforklarlige årsager”. For at undgå dette måtte man stå på god fod med de magter, der rådede over tilværelsen  i Norden f.eks. Odin, Thor, Njord og Frey. I alt hvad man foretog sig, har religion ind­gået som en naturlig selvfølgelighed og en uomgængelig nødvendighed. Man ofrede for at opnå noget eller bragte takoffer for noget allerede opnået. Forskellige ofringer havde forskellig baggrund. Dette betyder, at de fles­te forhistoriske begivenheder har haft et reli­giøst indhold eller baggrund. Sporene efter disse er dog i de fleste tilfælde forsvundet sammen med den levende kultur. I enkelte heldige tilfælde er det muligt at vise, at reli­giøse begivenheder/ritualer har sat sig spor i de arkæologiske levn.

Vi kan takke vore man.­ge moser for de fleste af sådanne heldige fund. I jernalderen benyttedes disse til ofringer af lerkar, smykker, fødevarer, dyr, mennesker og bytte erobret i krig – de såkaldte krigs­bytteofferfund. Et af disse krigsbytteoffer­fund er fremkommet i Porskær mose. Porskær mose ligger lige vest for landevejen, der løber mellem byerne Underup og Nim nordvest for Horsens. Mosen der udgør en sidedal til Gudenådalen, strækker sig fra Gudenåen 1500 m. mod øst i en bredde af ca. 200 m. Der stiger terrænet til en højde af 100 m. og danner vandskellet mellem St. Hansted å og Gudenåen. I dag afvandes mo­sen af en bæk med udløb i Gudenåen – i jern­alderen derimod, må mosen have udgjort en sejlbar sø. I 1880 udgravedes i Porskær mose dele af et større krigsbytteofferfund, fund af samme karakter, som det der gennem de sid­ste 30 år er blevet udgravet i Illerup Ådal ved Skanderborg.

I 1867 modtog Nationalmuseet i København et guldarmbånd, et brudstykke af en guld halsring samt enkelte jernvåben. Genstandene var fundet af husmand og dannebrogsmand Peder Christensen i Underup, da han gravede efter tørv i sin lod i Porskær mose. I dusør modtog han 132,48 Rd. en anseelig sum, der dengang svarede til mere end et halvt års løn.
Gennem de næste 10 år modtog Nationalmu­seet flere gange fund fra Porskær mose. Det­te førte til, at arkæologen Conrad Engelhardt i 1879 – 80 foretog nogle mindre arkæologis­ke undersøgelser på fundstedet. Et område på ca. 100 m. blev undersøgt. Herved fandtes godt 100 forskellige genstande, overvejende bronze beslag til sværd og sværdskeder, men også bæltebeslag, perler og spyd -og lanse­spidser. De fleste af de udgravede genstande fandtes liggende i to koncentrationer i mosen og med en indbyrdes afstand på ca. 20 m. Den ene koncentration kan dateres til ca. 200 e. Kr. og den anden til midten af 5. årh. .. Disse to grupper må repræsentere to forskellige of­ringer, foretaget det samme sted i mosen, men med ca. 250 års mellemrum. Lignende fund kendes fra moser i det øvrige Danmark, Syd – og Mellem Sverige. De tolkes alle som krigs­bytte ofret til guderne i moser/søer efter et sejrrigt slag.

Fig. I.
Bronzebeslag til sværd- og sværdskeder samt en ravperle fra Forskær, tilhører Horsens Museum. M. 2: 3. Øverst: Sværdfæsteknap og perle. Nederst: 4 u- formede dupsko.
Foto. Preben Dehlholm, Moesgård.

 

 

 

 

De fundne genstande opbevares alle på Nationalmuseet. Imidlertid eksisterer på Hor­sens historiske Museum yderligere ca. 30 gen­stande fra Porskær mose. Disse stammer ikke fra Engelhardts udgravninger, men fra to op­købte privatsamlinger. En sammenligning med genstandene på Nationalmuseet viser, at det drejer sig om samme genstandstyper d.v.s. sværdbeslag, rembeslag, perler, våben samt desuden en bronzekedel (fig. 1). Tidsmæs­sigt fordeler de sig også på henholdsvis en gruppe fra ca. år 200 og en fra midten af 5. århundrede.

Fig. 2.
Støbt bronzeknap med en- face set menneskehoved. M 2:1.
Foto. Preben Dehlholm, Moesgård.

 

Bemærkelsesværdigt blandt genstandene på Horsens Museum er en lille støbt bronzeknap. Knappen har en diameter på ca. 2 cm. og er udsmykket med et en-face set menneskeho­ved (fig. 2). Sådanne støbte ansigtsfremstil­linger er sjældne i jernalderen, men forekom­mer, i tiden 450 – 550, på eksklusivt udførte dragtspænder, remspænder og knapper ud-. smykket med ældre germanertids dyrestile. Måske forestiller disse ansigter gudebilleder, og måske var hensigten, at de skulle beskytte deres bærere mod farer. En anden mulighed er dog, at man bar gudens billede for at vise sin nære relation til denne, ja måske enddog slægtskab med dem.

Krigsbytteofferfund – en karakteristik.
Fra 1858 og den næste halve snes år udgrave­de C. Engellhardt en række større krigsbytte­offerfund, bl. a. Thorsbjerg, Nydam og Vimo­se. Allerede kort tid efter de første funds fremkomst nåede man frem til at tolke disse fund som krigsbytte, ofret til guderne efter et sejrrigt slag. De sidst fremkomne fund, Ejsbøl ved Haderslev og Illerup ved Skander­borg, har understøttet, at denne teori stadig er gældende.

Karakteristisk for krigsbytteofferfundene er, at de består af et repræsentativt udsnit af en jernalderhærs udstyr, d.v.s. våben, personligt udstyr, hesteudstyr, husgeråd, værktøj og for­skellige textiler, samt at de er nedlagt i søer eller moser. Mange af genstandene bærer mær­ker efter kamp, men herudover er mange også karakteriseret ved ødelæggelser, der ikke kan forklares ud fra kamp alene, f. eks. kan de være bukket, vredet og brændt. Disse ødelæg­gelser må opfattes som forsætlige, foretaget inden genstandene blev ofret, som en mar­kering af genstandenes overgang fra daglig brug til gudernes verden.
Den overvejende del af krigsbytteofringerne er nedlagt fra slutningen af 2. årh. til begyn­delsen af 6. årh. e.Kr. .. Geografisk optræder skikken i dette tidsrum både i Sydsverige og Danmark (fig. 3).

Fig. 3.
Kort der viser udbredelsen af krigsbytteofferfund mellem 2. og 6. århundrede e. Kr.

 

Fælles for alle krigsbytteofferfundene er, at de er nedlagt i mindre søer eller moser i tæt tilknytning til åer, fjorde, store søer eller hav, d.v.s. i nærheden af sejlbare vandveje. Kende­tegnende for de danske fund er, at de fleste ligger i den østlige del af Jylland samt på Nord- og Vestfyn. Alle fundene er deponeret indenfor en afstand af 2 til 25 km. fra kysten. I Sverige forekommer fundene mere spredt, både tæt ved kysterne samt midt inde i lan­det, i nærheden af de store midtsvenske sø­er.

Det er bemærkelsesværdigt, at der på 16 af de 26 offerlokaliteter har kunnet udskilles mere end en nedlægning. Disse nedlægninger kan være foretaget med 50,100 ja op til 200 års mellemrum. En offerkontinuitet, der samtidig antyder en befolkningskontinuitet.

Krigsbytteofferpladsernes beliggenhed og den­nes betydning.
Som nævnt var moser og søer hellige steder i jernalderen. Dette underbygges af de arkæolo­giske fund. I næsten hver eneste mose i Syd­skandinavien kan man finde ofrede lerkar, og i mange også dyr, smykker og mennesker. På trods af at alle moser syne???? at have fungeret som offersteder, forekommer krigsbytteofre kun i en mindre del af disse moser. Dette må afspejle en sammenhæng mellem målene for de indtrængende fjender, kamppladsernes placering, samt særlige religiøse/ideologiske forhold omkring de benyttede offerpladser. Valgtes offerpladserne tilfældigt blot fordi de lå i nærheden af kamppladsen eller var de alle­rede centrale helligpladser, da de benyttedes første gang til ofringer af krigsbytte ?

Skal vi kunne forstå baggrunden for de enor­me religiøse manifestationer, som krigsbytte­offerfundene udtrykker, er det nødvendigt at betragte dem som det, de også er, nemlig efterladenskaber efter krigeriske handlinger. Alene de af os kendte. fund afspejler mindst 4 7 forskellige slag ført i løbet af godt 300 år -et vidnesbyrd om at tiden var meget urolig. Jernalderens samfund var til stadighed udsat for truslen om krig og overfald, og ofringer af krigsbytte virker under sådanne forhold naturlige.

Krigsbytteofferfundenes begrænsede udbre­delse svarer ikke til billedet af den samtidige bebyggelse, der viser, at størstedelen af Syd­skandinavien var bebygget i jernalderen. Hvor­for har der så stået særlig mange slag i f. eks. Østjylland og på Fyn ? Var det land, handels­veje, jern eller ære og berømmelse, man kæm­pede om? De gentagne angreb på bestemte geografiske regioner viser, at fjenden vidste, hvad han søgte. Det var ikke plyndringstog­ter på må og få, men nøje planlagte og vel­tilrettelagte angreb. Er det på denne baggrund muligt at se krigsbytteofferfundenes place­ring som indikator for rige og magtfulde jernalder lokaliteter  attraktive som mål for an­dres plyndrings/erobringstogter, men også stærke og velorganiserede nok til gang på gang at slå angriberne tilbage?
For at vurdere om dette er tilfældet, er det nødvendigt at undersøge disse funds topogra­fiske og geografiske beliggenhed og deres sammenhæng med det øvrige samtidige kil­demateriale som grave og bopladser.
Alle de store velundersøgte krigsbytteoffer­fund som f. eks. Illerup er omgivet af land­skaber, der er influeret af nyere tids vej og byudvikling. Landskabet omkring Porskær mose er derimod uspoleret og derfor veleg­net til en nærmere undersøgelse af jernal­derens kulturlandskab. Foruden krigsbytte­offerfundet rummer området mange over­pløjede gravhøje samt mere end 50 fredede. Heraf fordeler de fleste sig i tre store høj­grupper, der strækker sig fra Vestbirk i nord mod Nim i syd – måske oprindeligt strækkende sig langs et gammelt vejsystem (fig. 4). En enkelt af højene er udgravet, den rummede en brandgrav, dateret til 200 – 400 e. Kr..

Fig. 4.
Kort over Porskær – området. Krigsbytteofferfundet markeret med stjerne. Fredede gravhøje markeret med pletter.

 

Mange af højene er fladtoppede, og denne højtype kendes fra ca. 200 e. Kr. og ind i vikingetiden. Det betyder, at mange af højene kan være anlagt samtidig med, at ofringerne er foretaget i Porskær mose.
Området rummer ingen kendte jernalderbe­byggelser, men dets beliggenhed på den jys­ke højderyg, hvor den østjyske lerjord aflø­ses af områder med bakkesand og omgivet af åer og vådområder, må have budt på fine betingelser for et varieret ager-og husdyr­brug. Ydermere må beliggenheden mellem St. Hansted å og Gudenåen, der i jernalderenvar sejlbare med større både, have gjort om­rådet til et vigtigt trafikalt knudepunkt mel­lem Horsens fjord og dele af Midt-og Vest­jyllland.
En nærmere undersøgelse af disse forhold skal i de næste tre år indgå i et projekt om­kring regional variation og religiøse ceremo­nier i Skandinavien. Projektet foretages af forfatteren, Aarhus Universitet i samarbejde med Horsens Museum. Som led i denne un­dersøgelse vil der i eftersommeren 1989 blive foretaget en mindre undersøgelse af offerste­det i Porskær mose.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.