Min tur fra Træden til DSB

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1988

  Af: Poul Hjelt.

Barndom

Mit fødested er ikke på Brædstrupegnen, men i den stråtækte skole i Asdal ved Hirtshals. Far var københavner, mor vendelbo fra Vester Hassing, og sammen med min 16 mdr. ældre bror, Åge, flytte­de familien ret snart til Træden, hvor far blev før­stelærer.

Det var titlen, al den stund der lå en for­skole ved siden af med en lærerinde, frk. Dahl. Mi­ne bardomserindringer har jeg fra livet i Træden og omegn og besøgene i Vendsyssel eller på Sjæl­land.

Jeg var ikke ret gammel, før det blev en årlig sommerferiebegivenhed at gøre disse ture på cykel. Det var naturligt, at jeg begyndte tidligt i forsko­len, tidligt kom over til fars skole og tidligt kom på Brædstrup private Mellem- og Realskole.

Jeg bry­der mig ikke om at give karakterer til min gamle skole i Brædstrup eller dens lærere. Men en barsk oplevelse var det med en pæn realeksamen at kom­me i Horsens statsskole, hvor lærernes niveau og krav unægtelig var af en helt anden art.
Men jeg havde en god barndom. Var med i roer, høst, mælkekørsel hos venner i landsbyen. Hele fa­milien nød godt af ven- og naboskabet til Herluf og Kamma Olsen, hvis lastbiler specielt drengene var meget optaget af og fik mange ture med.

Træden ligger meget smukt i et stærkt kuperet ter­ræn. Skoven og Gudenåen med Vestbirksøen var vort naturlige legeområde, hvor vi havde båd. Spejderlivet gav også mange glæder, selv med et ansvar som patruljefører.
Efterhånden var vi 5 børn i familien. Min ældre bror og jeg sloges altid om alting. Det hindrer ikke, at vi som voksne har det bedst tænkelige forhold indbyrdes. Og det gælder heldigvis også til og mel­lem de yngre, hvor navnlig to piger er et dejligt i­slæt.
En lærerløn var sandelig ikke meget at gøre godt med. Min far var en pligtopfyldende, dybt kristen og meget boglig mand. Han holdt ungdoms aftener, søndagsskole samt foredrag rundt omkring som formand for egnens KFUM og K.

Han gav tiende (10%) af alt til Ydre Mission og kunne give sin skjorte væk. Min mor var en god mor, dygtig husmor, glimrende kok. Hjemmets finansminister, som forvaltede de små midler med stor dygtighed. Så vi lærte at skønne på lidt og at sætte tæring ef­ter næring. Ikke nogen dårlig grundholdning til livet. Jeg glemmer aldrig den Mont-Blanc “fylde blyant” som var opfyldelsen af mit hedeste julegave ønske et år. Og på cykelturene rundt i landet fik man gratis kærnemælk på de mange mejerier, der da lå spredt langs landevejene. På gårdene blev et spejderbesøg oplevet som en adspredelse, og gæstfriheden var utrolig.

Ungdom

Jeg var nok meget studentikos og meget anglofil. Så meget større var chokket hin 9. april morgen, da flyvemaskinernes brummen anmeldte, at noget voldsomt var ved at ske. Da morgentoget på Bryrup banen ankom til Horsens, var mørkhårede panser tropper der allerede med deres køretøjer. Danmark var ikke længere frit. Det var besat af fjen­den. Vi var aldrig i tvivl om, hvilken side vi tilhør­te.

For mig kom krigen til at bestemme min fremtid. Jeg ville have studeret sprog ved det dejlige Århus universitet sammen med en gymnasiekammerat. Men forsommer 1940 blev jeg student i den store krigs skygge. Vanskeligt at forestille sig en af fem “ligge” ved universitetet og tære på de små res­sourcer, alle burde nyde godt af. I avisen avertere­de de tre etater efter elever, og jeg søgte. Vi var vel 1000, og man skulle bruge 100, heraf 40 til DSB. Jeg klarede den psykotekniske prøve og blev anta­get som trafikelev.

Hvilken skuffelse for en studentikos type at kom­me til Trustrup på Grenåbanen og lære om godsek­spedition, billetsalg, post m.v. samt at tiltale i 3. person “Hr. stationsforstanderen”. Og jeg måtte mange gange sande min kloge farfars ord, når jeg viste min utilfredshed: “Kan man ikke få den, man elsker, må man elske den, man får”. Og jeg lærte at elske DSB. Noget lysere blev tilværelsen allerede som elev i Vordingborg, hvor jeg i øvrigt blev for­lovet. Men stadig gik jeg med den fornemmelse, at jeg ikke brugte min studentereksamen og ikke følte mig på rette hylde. Så da jeg havde fået min jernbane eksamen og var kommet på Københavns Ho­vedbanegård, begyndte jeg på handelshøjskolen for at blive engelsk translatør.

Men de skiftende vagter stillede sig hindrende i vejen. Jeg tog da det – dengang ganske uhørte – skridt at opsøge den mægtige mand, generaldirektør Knutzen, for at bede om at komme i generaldirektoratet, hvor der var fast kontortid. Jeg fik ikke fortalt, hvad jeg ville studere, idet Knutzen henfaldt i erindringer om sin egen ungdom, hvordan han i sin fritid hav­de læst til cand. jur. Da han langt om længe spurg­te, hvad jeg havde tænkt mig at læse, havde jeg taget bestik af situationen, traf mit livs hurtigste sto­re beslutning og svarede “jura”.

Kort efter var jeg ansat i Sølvgade 40, den gamle kaserne, hvor min farfar som stabssergent havde boet med sin familie, og hvor min far havde leget i gården. Alt sammen længe før kasernen blev civil og taget i brug som generaldirektorat for DSB. Seks år efter min indgang i Sølvgade 40, var jeg cand. jur. på aften-, søndags- og ferielæsning.

I 1944-45 var jeg dybt involveret i illegalt arbejde for hærens efterretningstjeneste og som medlem af partisankompagni 3. Vi var bange, det indrømmer jeg gerne, men jeg var heldig og slap uskadt igen­nem.

Som nybagt cand. jur. blev jeg deltidsfuldmægtig på et sagførerkontor (Kammeradvokaturen) og se­nere landsretssagfører. Men mit faste ståsted var DSB, og i takt med, at jeg steg i graderne, kvittede jeg advokatgerningen.

Manddom

I 1970 ville generaldirektør P. E. N. Skov (ham med alpehuen) trække sig tilbage. Først en uge før ansøgningsfristens udløb besluttede jeg efter et familieråd at søge stillingen. Hvorfor? Når man læn­ge har ment, at dette eller hint burde være anderle­des, er det svært at holde sig passiv. Den første dag i embedet – i øvrigt 30-årsdagen for min indtræden i DSB – var der journalister allerede på Østerport station. De ville se, om jeg fulgte min hidtidige va­ne og kom med toget – eller om jeg havde fået over­chaufføren til at hente mig i den store Chevrolet. Jeg kom naturligvis med toget. Hvordan skal man kunne overbevise andre om, at de skal bruge et produkt, man ikke selv vil bruge?

Jeg blev spurgt, hvor længe jeg havde tænkt mig at blive siddende i stolen og_svarede “ca. 10 år”. Og det glemte jeg så alt om i ca. 10 år, dybt optaget af en gennemgribende fornyelse af den gamle virksomhed. Der var kolossalt meget at tage fat på og søge gennemført. Det var travle år, men meget blev skabt, meget lykkedes. Derfor var det gode år.