Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1988
Af: Fhv. dommer J. J. Bek, København.
Brædstrup herredskontors historie er så udmærket gennemgået af malermester Erling Honore i hjemstavnsforeningens årsskrift 1987, og det vil derfor være spild af plads og læsernes tålmodighed, hvis historien blev gentaget her.
I stedet vil jeg fortælle om en af de ældste retssager, der er mig bekendt fra Brædstrup ret.
Den foregik i 1892 i provisorietiden. Estrup, konsejlspræsidenten, havde sine blåklædte gendarmer ude i hele landet, også i egnen omkring Nr. Snede. En husmand havde efter påtalen råbt: “I blå hunde” efter to gendarmer. Der blev optaget rapport, og sagen kom for i Brædstrup ret, hvor tiltalte forklarede, at han blot havde råbt: “Gå væk din blå hund” efter en hund på gaden, som han sparkede til. Han måtte dog indrømme, at den var rødspættet, og ikke blå. Sagen endte med, at tiltalte blev idømt en bøde på 100 kr., der i mangel af betaling skulle afsones med simpelt fængsel i 15 dage. Tiltalte skulle desuden betale alle af aktionen og sagen flydende omkostninger, derunder salær til anklager og forsvarer, 10 kr. til hver.
Beboerne af Brædstrup retskreds viser ofte i retten en udpræget retfærdighedssans. Den hviler til en vis grad på ældgamle ejendomsretlige begreber, og folk stod derfor undertiden uforstående overfor nutidens lovgivning til fordel for almenheden, men uden erstatning til grundejeren.
Den stærke retfærdighedsfølelse giver sig af og til udslag i en temmelig stejl holdning under retssager, hvor bemærkningen: “A vil ha min ret” er standpunktet, der forhindrer, at dommerens forligsforslag bliver godkendt.
Der må så i sagen afsiges dom, og dommeren må ved udfærdigelsen af denne henholde sig til de juridiske bevisbyrderegler, hvis der ikke foreligger noget sikkert bevis. Det kan tit føles voldsomt stødende for den tabende part.
Andetsteds i landet har der været anlagt adskillige injuriesager, som ofte var vanskelige at forlige. Fra 1958 til 1980, da jeg var dommer i Brædstrup, blev der næsten ikke anlagt injuriesager. Mit indtryk var, at den slags ordnede man indbyrdes i stedet for at inddrage retssystemet i opgøret.
I de næsten 22 år var der, såvidt det erindres, kun 2 sager om forsætligt manddrab. Mon ikke det er under landsgennemsnittet?
Et retskontor har flere hjælpere, hvis indsats kan være af største betydning for, at arbejdet kan lykkes. Det gælder således domsmandsinstitutionen. Det er mit indtryk, at domsmændene ved Brædstrup ret altid har taget deres opgave meget alvorligt og dermed har bidraget til, at sagerne blev belyst fra flere sider, derunder humanistiske synspunkter, der kunne bringe spørgsmålet om betinget straf frem, også selvom landsretspraksis forhindrede en sådan afgørelse.
En anden gruppe af hjælpere, som vi havde i mange år, men som desværre nu er afskaffet, er sognefogederne. Man siger undertiden, at man skal bedømme kvaliteten af et lands administration, ikke efter hvorledes to stillinger er besat, men efter hvordan der administreres i de yderste led. Her var det, at sognefogedernes indsats var så imponerende. Jeg har flere gange haft lejlighed til at beundre den ro og takt, hvormed sognefogederne talte med folk. Måske det ligger i en gammel kristen tradition, at sognefogederne handler ud fra overbevisningen om, at vi alle er hinandens næste, og at man ikke kommer for at fordømme, men for at udføre nødvendige handlinger som fogedforretninger, selvom det er med ulyst, at man gør det. Ethvert samfundssystem er jo behæftet med mangler, men hvis det blot gennemføres med god vilje, er det dog altid bedre end anarki. Og det var sognefogedernes indsats, at deres arbejde var præget af ro og besindighed samt sund sans for helheden.
Fra 1964 var jeg skiftevis formand for fredningsnævnet for Skanderborg amt, senere for dele af Århus amt og Vejle amt. Jeg havde herunder den oplevelse at arbejde sammen med daværende sognerådsformand, senere borgmester Hans Mikkelsen, der som amtsrådsvalgt medlem gjorde en glimrende indsats ved velafvejede meninger, der dels tog hensyn til grundejernes lovlige interesser, dels gav udtryk for langsigtede afgørelser til fordel for os alle og de kommende slægtled, som naturfredningen jo skal gavne.
Hans Mikkelsens arbejdskraft var næsten uudtømmelig. Da han foreslog min kone et arbejde i offentlig interesse, gav hun udtryk for tvivl med hensyn til, om hun havde kræfter nok dertil. Hertil svarede H.M.: “Ja, man kan jo segne”, og det var netop hans egen grænse for indsats til fordel for det offentlige.
En dommer ville være ude af stand til at gennemføre sit arbejde, hvis han ikke havde et personale, der kunne støtte og hjælpe ham i det daglige. Her har dommeren i Brædstrup været usædvanlig heldig. Foruden den uundværlige dommerfuldmægtig, (i sin tid herredsfuldmægtig Warthoe), var der oprindelig kun 2 kontormedhjælpere samt en lærling.
I dag er der ca. 15 medhjælpere på hel- eller halvdags arbejde. De formidler en kontakt med befolkningen af største betydning. Da retskredsens omfang for nogle år siden blev udvidet, nødvendiggjorde det, at personalet blev betroet større og mere selvstændige opgaver, og det viste sig, at de betroede medarbejdere voksede med opgaverne og derved medvirkede til, at retsarbejdet kunne afvikles i et passende tempo.
Går man 75-80 år tilbage, vil man se, hvilket enormt spring, der er i den måde, et dommerkontor blev administreret på og i den lovgivning, der lå til grund for rettens afgørelser.
I 1910 var det vederlag, som herredsfogeden i Tyrsting-Vrads herreder fik til kontorudgifter til dommerkontoret særdeles beskedent, det var fastsat til 3940 kr. årligt, og herredsfogeden skulle selv afholde udgifterne af det beløb, han fik.
Efter den i 1911 gældende færdselslov måtte man kun køre bil med en hastighed af 30 km/t, i tæt bebyggelse 15 km/t. I visse gader måtte man køre med den fart, en voksen mand i rask gang kunne præstere.
Hvis man ville have tilladelse til noget så livsfarligt som natkørsel, kunne kommunalrådet bevilge det i den enkelte kommune på betingelse af, at motorvognens hastighed ikke oversteg 15 km/t. Afgiften for en motorvogn var 5-7 kr. årlig pr. hestekraft.
Som forhenværende dommer må man jo erkende, at vi har været unyttige tjenere i et retssystem, der ikke har meget med retfærdighed at gøre, men retfærdighed i objektiv forstand findes jo ikke på denne jord. På den anden side må man have lov at fremhæve, at et ikke korrupt retssystem, som det danske, i sig selv er af stor betydning for samfundet. Et himmerige på jorden får mennesket aldrig skabt. Derfor må menneskets rette mål, som en klog dansker en gang sagde, være at prise sin skaber og søge at afbøde det værste.