Horsens Bys Stadsret
Lex Civitatis Horsnes 1317
Blandt de mange interessante ting, man finder i Horsens Biblioteks Lokalsamling, er denne lovsamling fra 1317, som rummer Horsens stadsret, der en ordret afskrift af Slesvig stadsret. Teksten blev oversat af magister frøken Ulla Lundberg omkring 1928. Teksten blev siden trykt på foranledning af Horsens Byråd i 1948.
Herunder følger et kort uddrag af de i alt 91 paragraffer.
Borgerens rettigheder
§1 Borgerne i Horsens hilser i Herren alle Kristi Troende, hvem dette Skrift måtte komme for øje. Vi gør bekendt for alle, at vi overdrager de os kære Borgere i Ebeltoft et Eksemplar af vor Lov, der er stadfæstet af Danskernes berømte Konger. Vore Forfædres Øvrighed i Byen Slesvig besluttede at give en Lov, at holde denne og overdrage den til Efterkommerne at holde uforandret. Dens Ophavsmand var især Svend, Danskernes Konge. Foruden Byens øvrige Friheder og Rettigheder anordnede og tillod han, at hvis en slesvigsk Borger anklages af Konen, en Hertug eller en anden Fyrste, skal der ikke lægges Hånd på ham, før der er fastsat Tid og Sted, hvor han frit kan tale sin Sag; han bør heller ikke indstævnes til at rense sig eller svare på Anklagen noget andet Sted end indenfor Byens Mure, selv om han så anklages for Majestætsfornærmelse.
§80 Hvis Fogden eller hans Børn forser sig mod Byens Love og nægter Borgerne Erstatning herfor, har Borgerne Ret til at klage over dem hos Fyrsten.
Drab
§3 Hvis en Borger i Byen dræber en uskyldig Mand, skal han betale Kongen 3 Mark, og til den dræbtes Slægtninge skal han efter Landets Skik betale 18 Mark i den Guldmark, som på Dansk kaldes gørsum. Men hvis Drabsmanden kan bevise og ved to lovfaste Vidner bekræfte, at han mod sin Vilje har dræbt Manden i Selvforsvar, eller at han selv først var blevet særet eller slået af den anden og således var bange for at blive dræbt af denne, så må Kongen undvære de 3 Mark, som da siges at falde i den dræbtes Grav; men han skal alligevel betale 3 Mark til Byen og ovennævnte Sum til Familien efter Landets Skik….
Kvinders rettigheder
§2 Hvis nogen, selv om det er en af Borgerne, krænkr en Kvinde og i denne Sag er blevet overbevist ved Naboernes Vidneudsagn eller selv har tilstået, skal han betale Kongen 40 Mark og Kvindens Værge lige så meget. Hvis han nægter og ikke ad Lovens Vej kan overbevises, skal han med 12 Mænd ved sin Side rense sig for det højeste Gildelaug.
§4 Hvis en Hustru af sin Mand anklages for Dommeren for Utroskab og benægter dette, skal hun rense sig ved Tylvtered for det højeste Gildelaug. Hvis hun overbevises, skal hun regnes for Horkvinde, men kan hun rense sig, skal hun både af sin Mand og andre anses for uskyldig i denne Forbrydelse.
§6 En ugift Kvinde kan vælge til Formynder, hvem hun vil og for så lang Tid, hun ønsker det. Hvis hun ønsker at gifte sig mod sin Formynders Vilje, kan hun vrage denne og gifte sig med hvem hun vil.
Tyveri
§14 Hvis nogen griber en Tyv, må han føre ham for Retten med Hænderne bundne på Ryggen og hænge ham, ellers skal han betale 40 Mark til Kongen. Hvis han slipper den pågrebne Tyv løs forinden, skal han ligeledes betale Kongen 40 Mark, eller også skal han ved Tylvtered sværge, at han hverken har pågrebet eller bundet Tyven.
§22 Hvis Mand og Hustru anklages for Tyveri, og Tyvekosterne findes udenfor Huset, skal Hustruen anses for uvidende om Forbrydelsen. Men hvis de findes i Huset, skal Hustruen anses som Mandens Medskyldige.
§25 Hvis en Bonde pågriber den, der har stjælet fra ham i Byen, må han hænge ham på det Sted, der er beregnet til Tyve. Hvis han fører ham udenfor Byens Grænse, skal han erlægge 40 Mark til Kongen.
Dårligt brød og andres ejendom
§33 Hvis en Bager bager dårligt Brød, skal han betale 9 Skilling til Byen. Hvis Bagernes Oldermand ikke drager Omsorg for at rette dette forhold, skal han betale 4 Mark til Kongen.
§46 Det er en almindelig Regel, der gælder for alle, at man skal opbevare fremmed Ejendom, som om det var ens egen.
Hvis en mand slår en anden
§65 Hvis en Mand slår en anden – dog ikke sig Laugsbroder – med en Stok, et Økseskaft eller Sværdfæste, skal han erlægge 6 Mark. Hvis han slår ham med Næven, trækker ham i Håret, behandler ham usømmeligt, kaster ham om på Jorden, sønderriver hans Klæder eller overhælder ham med Vand, skal han betale 4 Mark. Hvis han nægter skal han rense sig ved Tylvtered.
Slave
§77 Hvis en Mand, der kommer langvejs fra og bliver gjort til Borger, fordi han bliver i Byen År og Dag, senere anklages af en for at have været Slave og at være flygtet bort, skal han rense sig ved Tylvtered.
Arv og gæld
§84 Hvis en Hustru, medens hendes Mand lever, modtager noget ved retmæssig Arv efter sin Fader, Broder eller andre, skal Halvdelen tilfalde Manden. Ligeledes skal Halvdelen tilfalde Hustruen, hvis Manden arver noget. Under Delingen af Ejendommen efter den enes Død kan den overlevende ikke tage noget forlods. Thi alt skal deles ligeligt som ovenfor sagt. Der kan intet tages forlods af Arven, og al Gæld skal betales af den udelte Arv.
Mened
§89 Den, der overbevises om Mened, skal anses for æreløs; han må ikke dømme om andre, ikke være Vidne på Tinge og kan ikke frikende nogen ved at sværge i Tylvtered, før han offentlig har gjort Bod for sin Misgerning.
Mened – Edsbevis i form af partsed med mededsmænd var det almindeligste bevismiddel i den middelalderlige retspleje. Et nærmere foreskrevet antal mededsmænd ed på, at partens ed var “ren og ikke mén”. Antallet af mededsmænd udgjorde som oftest 12, en tylvt, og den aflagte ed kaldtes tylvtered.