Bygningen i Ryesgade blev i 1918 købt af Horsens kommunale skolevæsen, da man akut manglede undervisningsplads på byens andre skoler. Tidligere havde Kvindeseminariet og Børneskolen haft til huse der, men da disse var blevet nedlagt samme år stod stedet tomt.
Ryesgades skole blev først oprettet som en filial under Nordre Kommune Skole, der senere kom til at hedde Tordenskjoldsgade Skole. Udover den normale undervisning, blev en stor del af Ryesgades lokaler de første fem år, brugt til boliger for hjemløse. Da plads var et vedvarende problem besluttedes der i løbet af 1920’erne at lade skolen udvide med tolv ekstra undervisningslokaler.
I 1929 bestemte man fra kommunal side at gøre Ryesgade-afdelingen uafhængig og den kom derefter til at hedde Borgerskolen i Ryesgade og senere igen Ryesgades Skole.
I løbet af 1980’erne sammenkørte man igen skolerne i Tordenskjoldsgade og Ryesgade under et og omdøbte disse til Vestbyskolen. I dag er Vestbyskolens afdeling i Tordensskjoldsgade nedlagt, og skolen havde indtil 2009 til huse i Ryesgade og på Fussingsvej.
Original artikel af Anne Sofie Krogh
Læs mere:
Byarkivets arkivfond A-106
J.K. Jensen: Tordenskjoldsgades skole gennem 50 år. 1957. P
Poulsen og Benthin (red.): Kvindeseminariet i Horsens