Fanny Jensen (fhv. Minister, f. 11.10.1890 – d. 09.12.1969)
Fanny Jensen blev født i Horsens i 1890 og voksede op i et socialdemokratisk hjem.
Hun blev allerede i 1912 formand for Kvindeligt Arbejderforbund i Horsens, og i to perioder sad hun i byrådet i Horsens, nemlig fra 1921 til 1925 og fra 1929 til 1933.
I første periode var hun bl.a. formand for udvalget til understøttelse af børn af enker samt menigt medlem af sygehusudvalget, kirkebestyrelsen og udvalget til indsamling af oldenborrer, som dengang betragtedes som et skadedyr.
I den sidste periode var hun formand for aldersrenteudvalget og for udvalget til understøttelse af børn af enker samt menigt medlem af fattigudvalget, skoleudvalget og biograftilsynet.
I hendes arbejdsliv i Horsens var hun ansat hos Emil Møllers Telefonfabrikker og som bestyrerinde på De Gamles Hjem i Kildegade.
I 1935 flyttede Fanny Jensen til København for at blive forbundssekretær i Kvindeligt Arbejderforbund og i 1938 blev hun formand. Hun blev indvalgt i Folketinget i 1947, hvor hun sad til 1953. Fra 1947 til 1950 bestred hun en ministerpost. Det var blot anden gang, der var udpeget en kvinde som minister i Danmark.
Hun døde i 1969.
Aktuelt d. 10.10.69
Fanny Jensen Død
Kvindeligt Arbejderforbunds tidligere formand, fhv. minister Fanny Jensen, døde i går på Odense Amts og Bys sygehus efter længere tids sygdom.
Fanny Jensen, der fyldte 79 i oktober, bosatte sig for nogle år siden i Odense, hvor hendes børn og børnebørn boede.
Det var i 1947, Hans Hedtoft som ny statsminister kaldte Fanny Jensen til sig og bad hende påtage sig hvervet som minister for husmødre og herunder også forbrugerrådet.
Fanny Jensen blev den anden kvindelige minister i Danmarkshistorien, om end hendes Minister tid kun kom til at vare i tre år. Da ministeriet Hedtoft blev rekonstrueret i 1950, bad hun sig fri, og senere sagde hun af helbredsgrunde også farvel til folketingsmandatet i Roskilde-kredsen.
Fanny Jensen stammede fra Horsens, hvor hendes far var vognmand. Allerede som ganske ung, var hun stærkt politisk engageret, og i en årrække var hun medlem af Horsens byråd. Da hun senere flyttede til København for at overtage posten som formand for Kvindeligt Arbejdsforbund, blev hun også medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Foruden disse hverv, var hun også en lang årrække medlem af De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg samt af Arbejderbevægelsen Erhvervsråd.
Kristeligt Dagblad d. 11.12.1969
Kvindeligt Arbejderforbunds tidligere formand, husmødrenes populære og afholdte minister fru FANNY JENSEN er død på Odense Amts og Bys Sygehus efter længere tids sygdom. Fru Fanny Jensen, der i mange år havde sit hjem på Vesterbro i København; tilbragte sit otium i H. C. Andersens fødeby. Her havde hun sine børn og børnebørn, så her følte hun sig hjemme. Fanny Jensen, der blev 79 år gammel, havde udrettet et godt og påskønnet stykke arbejde i Kvindeligt Arbejderforbund og i Københavns Borgerrepræsentation i en lang årrække, da hun i 1947 af den nye statsminister Hans Hedtoft blev opfordret til at påtage sig hvervet som minister for husmødre og herunder også Forbrugerrådet. Fanny Jensen, der viste sig at være særdeles egnet til denne opgave, sagde ja, og hun blev Danmarks anden kvindelige minister – med fru Nina Bang som den første. Ved denne udnævnelse blev der skabt en fast tradition for, at der er mindst én kvinde i et dansk ministerium – en tradition, man ikke må forvente nogen sinde vil blive brudt.
Kun i tre år kom Fanny Jensens minister tid til at vare. Ved rekonstruktionen af ministeriet Hedtoft frabad fru Fanny Jensen sig at blive genopstillet til posten som husmødrenes minister. Det skete ikke, fordi hun var træt af arbejdet eller fordi hun ikke fandt, at det var et arbejde, der var værd at have med at gøre. Hun bad sig udelukkende fritaget af helbredsgrunde. Også på grund af svigtende helbred sagde hun farvel til sit folketingsmandat.
Fanny Jensen stammede fra Horsens. Hendes fader var vognmand. Allerede i de helt unge år viste hun stor interesse for politik og gik ind i politisk arbejde – en tid som medlem af Horsens byråd og som formand for Kvindeligt Arbejderforbund i Horsens. Da hun siden kom til København, fik hun posten som formand for Kvindeligt Arbejderforbund og blev indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation. I en længere årrække var hun også medlem af De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg og af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Men det var ikke blot det politiske arbejde, der fyldte fru Fanny Jensen. Også det kirkelige arbejde havde hendes store kærlighed, og Fanny Jensen var også her stærkt engageret. Trofast kirkegænger var hun og sås regelmæssigt i sognekirken på Vesterbro. Også det kirkelige arbejde i sognet havde hendes bevågenhed. En ganske særlig kærlighed havde fru Fanny Jensen til menighedsrådsarbejdet og til menighedsrådet som institution, og hun fulgte med stor opmærksomhed og tog i en årrække aktivt del i arbejdet inden for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer. Når hun førte ordet på landsforeningens årsmøder var det altid noget væsentligt, hun havde på hjerte, og som følge deraf blev der lyttet.
Berlinske tidende d. 11.12.1969
Fhv. minister Fanny Jensen
I en alder af 79 år er tidligere minister Fanny Jensen afgået ved døden. Hun var vognmandsdatter fra Horsens, og her, i fødebyen, kom hun i de unge år ind i fagbevægelsen, inden for hvilken hun skabte sig en solid bane. Hun begyndte som formand i den lokale afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund, kom siden ind i hovedbestyrelsen, foruden i forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund. Men også den egentlige politiske løbebane betrådte hun, tidligst som medlem af Horsens Byråd, og efter flytningen til opgaverne i hovedstaden som medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Sit sæde her opgav hun, da hun i 1947 blev medlem af Folketinget og minister i ministeriet Hedtoft – formelt uden portefølje, men dog med visse opgaver som ”familie” – eller ”husmoder” – minister. Hendes minister tid var forbi i 1950, i Folketinget sad hun til 1953. Fru Fanny Jensen røgtede stilfærdigt de hverv, der lagdes på hendes skuldre, og det var adskillige udover de rent politiske. Hun havde interesser, ikke mindst sociale, og var altid parat til at yde bistand og stille sine erfaringer til rådighed, når der kaldtes på hende. Sit otium tilbragte hun i Odense.
Politikken d. 11.12.1969
Dødsfald
Fhv. minister Fanny Jensen er død i sit hjem i Odense, 79 år.
Det var allerede i begyndelsen af 50’erne fru Fanny Jensen af helbredsgrunde trak sig tilbage fra sine offentlige hverv, men hun huskes endnu som Danmarks kvindelige minister nr. 2 efter fru Nina Bang og som en både mild og myndig formand for Kvindeligt Arbejderforbund.
Fanny Jensen blev udnævnt til såkaldt konsultativ minister i 1947 af Hans Hedtoft med forsyningsmæssige og sociale problemer som sagsområde. Hun blev som man sagde dengang ”husmødrenes minister uden sminke og læbestift”, og hun var i sine tre år som regeringsmedlem, hvad hun hele tiden havde været, kvindesagens gode talsmand.
I den blå Bog fylder Fanny Jensen ikke så overvældende meget, men hun havde i årenes løb en meget lang række faglige, politiske, sociale og andre tillidshverv.
Hun blev født i Horsens, hvor hun i en ung alder blev formand for den lokale afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund. I årene 1923-30 var hun medlem af Horsens byråd, og da hun i 1937 kom til København for at overtage posten som forbundsformand, indvalgtes hun tillige i Københavns Borgerrepræsentation.
I Folketinget indtrådte Fanny Jensen for Roskilde-kredsen i 1947, samme år som minister-udnævnelsen. Men forinden omfattede hendes faglige karriere medlemskab i LO’s forretningsudvalg og i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Blandt Fanny Jensens særkender bør også nævnes hendes stærke religiøsitet, som hun uden vanskelighed forenede med sit arbejde i fagbevægelsen. Engang erklærede hun i et interview med det svenske ”Dagens Nyheter” adspurgt om formerne ved det danske hof og nødvendigheden af at neje for de kongelige:
– Jeg bøjer aldrig knæ for andre end Gud.
Servus
Jyllands Posten d. 11.12.1969
Fhv. minister Fanny Jensen, Odense, 79 år. Fanny Jensen var født i Horsens, hvor hun blev formand for den lokale afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund, og i årene 1924-30 var hun medlem af Horsens byråd. Da hun kom til København for at overtage posten som formand for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, blev hun medlem af Københavns borgerrepræsentation. I 1947 til 1953 var Fanny Jensen medlem af Folketinget, valgt af Socialdemokratiet i Roskilde-kredsen, og hun blev den anden danske kvindelige minister i ministeriet Hedtoft 1947-50. Fanny Jensen havde desuden haft en række faglige, sociale og politiske tillidshverv, bl.a. som medlem af forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund og Arbejderbevægelsens erhvervsråd.
Skive Folkeblad d. 11.12.1969
Fanny Jensen død
(København RB) Fhv. minister Fanny Jensen, Odense, er død, 79 år
Fanny Jensen var født i Horsens, hvor hun blev formand for den lokale afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund, og i årene 1924-30 var hun medlem af Horsens Byråd. Da hun kom til København for at overtage posten som formand for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, blev hun medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
I 1947-53 var Fanny Jensen medlem af Folketinget, valgt i Roskilde-kredsen, og hun blev den anden kvindelig minister i ministeriet Hedtoft 1947-50. Første kvindelig minister var Nina Bang i Staunings første ministerium.
Fanny Jensen havde desuden en lang række faglige, sociale og politiske tillidshverv, bl.a. som medlem af forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund og Arbejderbevægelsen Erhvervsråd.
Aftenavisen d. 10.12.1969
Husmødrenes minister død
Fru Fanny Jensen udnævnelse i 1947 skabte ny regeringstradition
Fhv. minister fru Fanny Jensen, Odense, er i går død på Odense Amts og Bys Sygehus efter nogen tids sygdom.
Fru Fanny Jensen, 79, havde været formand for Kvindeligt Arbejderforbund og medlem af Borgerrepræsentationen, men landskendt blev hun allerede i 1947, da hun udnævntes til minister i Hans Hedtofts første ministerium.
Danmark havde på det tidspunkt kun haft én kvindelig minister, nemlig undervisningsminister Nina Bang, som var medlem af Staunings første regering 1924-26.
I de følgende 21 år var der ikke plads til kvinder i danske ministerier, men med Hedtofts beslutning i 1947 om Fanny Jensens udnævnelse til minister uden portefølje – præsenteret som minister for landets husmødre og med forbrugerrådet som sagsområde – skabtes en fast tradition for, at der er mindst én kvinde i et dansk ministerium, og denne tradition vil næppe nogen fremtidig regeringschef bryde.
Da Fanny Jensen af helbredsgrunde ønskede at trække sig tilbage ved Hedtoft ministeriums omdannelse den 16. september 1950, blev posten som kvindelig vagt i landets højeste råd samme dag overtaget af fru Bodil Koch, som udnævntes til kirkeminister, og det varede i første omgang til ministeriet Hedtofts fald den 30. oktober 1950.
Men ved regeringsskiftet den 30. oktober udnævnte statsminister Erik Eriksen byretsdommer, senere højesteretsdommer Helga Pedersen, til Justitsminister.
Helga Pedersens minister tid varede til ministeriet Eriksen-Krafts afgang i 1953, da Hedtoft på ny dannede regering.
Nu blev Bodil Koch på ny kirkeminister og fortsatte på denne post uafbrudt til 1966, da hun overgik til Kulturministeriet. Som kulturminister gik hun af, da ministeriet Krag trådte tilbage efter valget i januar 1968.
Men i to perioder havde der været to kvinder i regeringen. Fru Lis Groes var handelsminister i årene 1953-57 i Hedtofts, derefter i H. C. Hansens regering. Og i J. O. Krags 2. ministerium 1966-68 var fru Camma Larsen-Ledet minister i et nyskabt og derefter nedlagt særligt ministerium for familiens anliggender (sagsområder udskilt fra Socialministeriet og arbejdsministeriet).
Ved regeringen Baunsgaard-Hartling-Møllers dannelse i februar 1968 blev fru Nathalie Lind udnævnt til socialminister, og dermed har kæden af kvindelige ministre været ubrudt i danske regeringer siden 13. november 1947.