Barndomserindringer

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

Af: Magnus Jensen

Jeg vil forsøge at skrive lidt om, hvad jeg kan huske fra min barndom.
Jeg blev født den 18. november 1893, i en lille landsby, som hedder Haurum i Hvirring – Hornborg kommune. Min fader hed Jørgen Peter Jensen, min mor Hansine Jensen.
Vi havde et lille hus med en lille have til. Byen bestod af fem store gårde, en købmand og en smed. Min far arbejdede på den største af gårdene, hvor min mor også hjalp til i høst og andet.
Om dagen blev jeg sat i pleje hos husmoderen, når mine forældre arbejdede i marken. Hus­moderen blev også senere min plejemor i den tid, vi boede i byen, hun var en rar kone.
Senere, efter jeg blev konfirmeret, kom jeg også til at tjene på gården.
Imellem vort hus og gården var der et stort gadekær med kampesten rundt om. I den ene ende af gadekæret var der i bunden gravet et dybt hul, så der lettere kunne hentes vand. Jeg husker tydeligt, jeg tror, jeg har været omtrent fire år, jeg stod og pjaskede med mine bare ben i vandkanten. Til alt uheld skred benene væk under mig, og jeg faldt ud i det dybe hul i vand til halsen. Jeg pjaskede løs, så jeg kom over i den modsatte side af hullet, hvor der ikke var så dybt, men kunne dog ikke komme op over de store sten.

Jeg blev derfor ved at vandre hen langs kanten, mens jeg stadig råbte på min mor. Hun fik øje på mig ud ad køkkenvinduet og kom og hjalp mig op på det tørre.
Jeg kunne jo lige så nemt være druknet, og det blev da heller ikke den eneste gang, jeg omtrent blev udsat for at miste livet.
Til gårdene hørte der jord, som lå ude ved sognegrænsen, det kaldtes for ydermarken. Det lå hen som uopdyrket med lyng og græs. Der havde vi et stykke jord, hvor vi avlede kartofler.
Jordstykket lå lige ved siden af en stor sten, der kaldtes Haurum Søsten.
Det fortælles, at en trold i Sindbjerg så sig gal på Tamdrup kirke og smed stenen for at ramme kirken. Stenen var dog for tung og faldt ned der, hvor den ligger nu.
Den er nu fredet og er en stor turistattrakti­on:
Jeg husker, jeg forsøgte at kravle op på den, men kunne ikke, stenen er over to meter høj og går lige så langt ned i jorden.

Der var en egen stemning i ydermarken. Vi­berne skreg, kukmanden kukkede, lærken svang sig højt op i det blå. Jeg lå på ryggen, mellem følfod og andet ukrudt og syntes, ver­den var dejlig.
Nu skal jeg fortælle, hvordan en nytårsaften forløb.
Jeg husker ganske tydeligt, at alle byens kar­le var henne hos os for at skyde nytår ind. De skød med kinesere og kanonslag, ja selv med jagtbøsser. Jeg var så bange, at jeg krøb ind under sengen. Hen på aftenen holdt de dog heldigvis op, så vi børn kunne komme i seng. Det varede dog ikke så længe med søvnen, for lige med et blev der et forfærdeligt spektakel i huset. Det var smeden, der havde bundet et stykke ståltråd i vores sovekammervindue udvendigt og sad og filede på tråden, sikken et spektakel.
Omsider blev der da ro, og vi faldt i søvn.

Om morgenen, da mor skulle lave kaffe, kun­ne hun ikke forstå, at kakkelovnen røg så voldsomt, der var slet ingen træk i den. Da min far undersøgte skorstenen, opdagede han, at der var stoppet en sæk i skorstenspiben, det var grunden til, at stuen blev fyldt med røg, så vi var ved at kvæles. Vi måtte have alle døre åbnet. Det viste sig dog at være umuligt, da de i nattens løb var blevet bundet udefra. Der måtte en ud gennem vinduet for at få løsnet rebene.
Den nytårsaften har jeg ikke glemt, men ellers husker jeg ikke så forfærdelig meget fra den tid, vi boede i Haurum. Min far solgte senere huset og købte en lille ejendom på 3 tønder land i Honum.
I ejendommen havde der før været købmands­forretning.

Jeg husker tydeligt dagen, hvor vi flyttede til Honum, det var i januar, og det frøs 24 grader. Vi havde hele vores indbo læs­set på en stiv fjælevogn, for vognen havde vi en sort hest, som vi kaldte Sorteper. Jeg sad oppe i al skramlet og frøs. Isen knasede un­der vognhjulene, men endelig kom vi da til Honum.
Det var spændende at overtage en ny ejen­dom. Der var heldigvis en nabokone, der hav­de fyret i kakkelovnen, så den var rødgløden­de.
Ejendommen så ikke så godt ud. Der var store huller i gulvet, så vi måtte hurtigt gå i gang med at lægge nyt gulv. Efterhånden fik vi dog sat skik på det hele, selvom det tog no­gen tid.
Udover beboelsen var der plads til 2 køer og en kalv, derudover var der et griserum og et lille hønserum. I enden af huset var der en vognport, hvor der var plads til olie-og brændevins tønder. Den port fik vi børn meget glæ­de af senere. Der kunne vi lege og have alt det skrammel, vi legede med.

Der var trange tider dengang. Min far fik arbejde på Boring teglværk, hvor han også senere blev fyrbøder. Han var der i alt i 30 år. Når han skulle møde på arbejde, i den tid de brændte sten, skulle han op ved midnat og derefter gå 3 kilo ketter til teglværket. Han kom så hjem næste dag til middag. Det var nu ikke altid så rart med den arbejdstid.
Daglønnen var lille dengang, men efterhånden fik vi da råd til at købe 2 køer og en kalv og senere igen 2 grise og nogle høns.
Selvom vi ofte havde det meget småt, har vi dog aldrig sultet. Ved juletid slagtedes en gris. Det var spændende, når jeg skulle holde gri­sen i halen, mens slagteren stak den. Så blev der lavet masser af sortpølser og anden grise mad. Til jul bagte vi også i den store ovn. Så skulle vi tidligt op om morgenen og have fyret ovnen varm, og mor fik travlt med at ælte dej i dejtruget. I ovnen var der plads til 8 brød ad gangen. Efter sådan en gang bagning kunne vi leve højt i julen.
Vi børn begyndte altid at holde jul 8 dage før, den egentlig begyndte. Vi fik fat i en grangren og hængte kulørte stumper papir på, og så dansede vi rundt om grenen, mens vi sang jule­salmer. Vi morede os dejligt.
Tiden gik, og den tid kom, da jeg skulle i skole, det var jeg ikke så glad for. Jeg havde svært ved at lære bogstaverne, og lærerinden var lidt striks og skældte ud, det blev det jo ikke bedre af. Jeg opdagede efterhånden, at jeg var ordblind, men dengang var der ikke noget, der hed det, man fik blot besked på, at man var dum.

Jeg kunne ikke lide lærerinden, måske var det derfor, jeg tit skulle sidde efter, men ofte lykkedes det mig at snyde for det ved at putte mig mellem mine kammerater, når skoletiden sluttede for dem, og så var det bare med at komme hjem i en fart.
Da jeg blev gammel nok, kom den dag, hvor jeg skulle møde hos degnen. Han hed Peter Elkjær og var far til digteren Sigurd Elkjær. Det blev en spændende tid.
Jeg gik til skole sammen med degnens yngste datter. Vi blev lidt kærester, og var det også, efter vi kom ud af skolen. Mange gange har hun hjulpet mig fri for at sidde efter. Elkjær vidste godt, at vi var gode venner, og lod af og til, som om han ikke så, når vi hjalp hin­anden.
Det kneb lidt med at få lektierne lært, der var heller ikke megen tid til at lære dem i. Jeg var 8 år, da jeg kom ud at tjene på en gård, der lå nabo til mit hjem, jeg boede dog hjemme om natten. Jeg fik l O kroner i løn for det første år, 20 kr. for det andet og 25 kroner for det tredje år. Arbejdet var fra 6 morgen til 8 aften, så der var ikke megen tid til at lære lektier i. Jeg havde 8 køer foruden ungkreaturer, får og lam at passe. Når køerne var bissegale, løb de tit fra mig, og jeg kunne ikke fange dem igen. Jeg var ikke så stor af min alder, så mine små ben kunne ikke følge med, når køerne begyndte at bisse.

Jeg havde 4 køer i hvert kobbel, og rebtøj, som skulle rinkes. Når jeg gjorde det, måtte jeg slippe en ko, mens jeg fik en anden koblet til. Derfor skete det tit, at den ene stak af, og dermed fik resten også lyst – og så stod jeg der. Jeg var bange hver gang, jeg skulle rinke dem sammen. Ofte satte jeg mig på en stor sten i nærheden og gav mig til at tudbrøle, så min mor kunne høre det. Hun sendte så en af mine søskende ud for at hjælpe mig, og det var ikke altid så sjovt.
Min husbond, som hed Niels Hansen, var ugift men havde sin gamle mor til at passe huset. Han var ellers glad for børn, hele byens dren­ge holdt meget til på gården. Vi tumlede me­get i hø og halm og morede os vældig godt. Når der ikke var andet at lave, skulle jeg knuse kraftfoder, som vi fik i store flager. Jeg skulle knuse dem med en hammer på en sten, det kunne godt blive lidt trivielt i det lange løb. Var der ikke kager at knuse, lavede jeg tøjr­stager i huggehuset på en tællehest med en båndkniv.

For det meste havde vi et dæggelam, som skulle flaskes op. Til det havde jeg en flaske med sut på, som jeg malkede fuld af mælk fra køerne. Jeg skulle fire gange om dagen ud i marken for at give den mælk. Det var ellers spændende. Lammet blev efterhånden så tamt, at blot jeg råbte på det, kom det sprin­gende imod mig. Det hændte også, efter det var blevet voksent, det fik held til at støde til mig. Jeg husker en aften, jeg skulle ud for at flytte det til natten. Jeg stod og var ved at rykke tøjrpælen op, det kunne jeg ikke, uden jeg skulle have tøjret over nakken. Mens jeg stod, fik jeg et stød i enden, så jeg røg langt hen ad marken. Jeg prøvede at sætte tøjrkøl­len imod, men det rendte til mig, så både kølle og jeg fløj i græsset.
Jeg kunne ikke få det flyttet, hver gang jeg prøvede, fik jeg et stød. Til sidst vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad, men flyttes skulle det jo. Jeg bad til Vor herre, om han ikke ville hjælpe mig – og hjælpen kom. En mand, som var ude for at gå tur i marken, havde stået og set, hvordan jeg var blevet behandlet, han havde en stor kæp i hånden og kom over for at hjælpe mig.

Så klarede jeg det denne gang. Jeg havde kun Vorherre at ty til, når jeg var i knibe og blev altid hjulpet.
Engang red jeg løbsk på en stor vædder. Den havde store horn, som gik rundt om ørerne. Jeg tjente sammen med en karl, der hed Jør­gen. En dag fik han mig narret op at ride på vædderen ved at love, at han nok skulle træk­ke den. Jeg havde godt fat i dens uld og havde fat i hornene med begge hænder. Så gik det rundt i tøjrslaget. Omkredsene blev stadig større efterhånden, som Jørgen gav mere los på rebet. I den ene side af omkredsen var der en oversvømmelse af vand, som den løb igen­nem hver gang den rendte en omgang, det sprøjtede op på mig. Til sidst gav Jørgen den hele tøjret og så tog pokker ved bæstet, hjemad mod gården gik det i fuld fart. Jeg kunne ikke komme af, jeg sad for godt fast i ulden. Da den skulle ned ad en høj skrænt, med den voldsomme fart, den efterhånden havde fået på, gik det galt. Den fik overba­lance, slog en kolbøtte og kom til at ligge oven på mig neden for skrænten i en sten­dynge. Jeg slog mig noget, men jeg blev da læsset af. Jørgen grinede, så han var ved at revne, men jeg var nu godt gal på ham.

Det sidste år, jeg tjente ved Niels Hansen, døde han. Hans mor var død to år forinden. I tiden efter moderens død havde der været en husholderske. Jeg husker, da han lå i sin kiste i storstuen, måtte jeg gå inde i køkkenet ved husholder­sken, fordi hun var bange for at være alene i huset med den døde. Hun havde stablet borde og stole op mod døren til storstuen, som en slags beskyttelse. Jeg var ikke så bange, så da der kom så mange fremmede, som skulle se Niels Hansen i kisten, viste jeg dem derind. Den dag han blev begravet, var der dækket bord ude i ladeporten. Jeg skulle blive hjem­me fra begravelsen for at passe kreaturerne, og gik derfor ude i ladeporten og kikkede på de mange herligheder. Der var mange forskel­lige slags syltetøj på bordet, jeg tog en skefuld af hver slags. Jeg tog også en stor Prins Atos ci­gar, som jeg tog med ud i marken og sad og nød. Jeg var temmelig slem til at ryge.

Jeg havde en shagpibe og købte en pakke shag tobak hver uge. Det var fin hollandsk to­bak og kostede 6 øre for en pakke. Som regel satte jeg mig i en stor græstot og nød min pi­be, det var nu dejligt.
Tidligt var jeg meget musikinteresseret. Jeg fik en mundharpe, da jeg var 6 år, den kostede 25 øre. Der var kun 6 toner i den, så jeg kun­ne ikke spille et helt musikstykke.
Da mine forældre opdagede, at jeg havde ge­hør for musik, fik jeg en større mundharpe. Den havde jeg altid med i lommen. Når vi havde frikvarter i skolen, skubbede vi alle bordene op i et hjørne af skolestuen, og så dansede vi.
Der var en anden dreng, som også kunne spille mundharpe, han og jeg plejede gerne at afløse hinanden med musikken. Jeg ville gerne danse og havde været på danseskole, så jeg var temmelig god til det. Der var navnlig en af pigerne, jeg helst ville danse med, vi dansede godt sammen. Når så vi hørte deg­nen komme, skyndte vi os, at få stillet op til en “trekant”, så sagde Elkjær altid: “Så skal I med allesammen”, og så dansede vi en halvtimes tid. Bagefter måtte vi have vindu­erne op, for det støvede godt i stuen. Deref­ter satte vi bordene på plads igen for derpå at fortsætte med det mere alvorlige skolearbej­de.

Da jeg havde lært, at spille alt på mundharpe, fik jeg af min far en harmonika. Det var et godt instrument, men temmelig stort for mig_ jeg kunne ikke mere end lige kikke over den, når jeg spillede. Jeg fik dog hurtigt lært at spille på den. Når gymnastikforeningen skul­le have bal i forsamlingshuset, kom de og spurgte mig, om ikke jeg ville spille. Der var en af karlene i byen, som også kunne spille, han skulle så afløse mig. Jeg kunne jo ikke spille hele tiden. Det gik storartet, og når ballet var forbi, gik man rundt med hatten og samlede penge ind. Jeg fik så mange, at jeg ikke kunne få pungen lukket. Første gang fik jeg 4 kr. i femører og to ører, så det var en stolt Magnus, der kom hjem og viste sin dagløn. Det hændte mange gange senere, at jeg spillede til bal.
Hjemme havde vi en stor stue, hvor vi danse-, de. Når en af os søskende havde fødselsdag, bød vi alle byens børn med, så gik det lys­tigt til. Jeg husker engang, vi lejede en gammel landsbyspillemand, som boede i Flemming. Han skulle altid have et par kaffepunche og have fingrene gnedet ind i brændevin, “Så var de ikke så stive”, sagde han. Han spillede på violin.
Vi havde det sjovt derhjemme, der kom man­ge folk og besøgte os, både unge og gamle.

Der var altid liv og glade dage.
Vi børn havde altid et lille gedelam at lege med, det var morsomt at se, som det sprang omkring. Når vi lå ned på alle fire, sprang det op på ryggen af os og ville lege. Sådan et lam havde vi meget glæde af. Jeg husker også en­gang, vi havde en gedebuk, den havde vi ret længe. Da den blev ældre, kunne den godt finde på at stange. Skolebørnene var slemme til at drille den. Jeg husker, den en dag havde fået hornene ind under min bluse. Den hvis­tede mig helt op på sin ryg, så jeg ikke kunne komme ned igen. Jeg råbte til min mor, om at tage fat i hornene og få mig løftet fri, men det kunne hun ikke. Ved egen hjælp kom jeg dog fra den til sidst.
Vi var 5 søskende – 2 piger og 3 drenge. Når vi var ene hjemme, skulle vi jo finde på et eller andet for at få tiden til at gå. Det var altid mig, der skulle finde på noget. Jeg tror nok, jeg havde en lidt livlig fantasi. Engang morede vi os med at udstoppe min fars bukser og trøje, og lavede en maske af papir, som vi teg­nede ansigtet på. Vi satte en hat ovenpå og fik så figuren placeret i en stol. Det var me­get spændende, mens vi lavede figuren, men efter en tid, hvor vi havde siddet og set på den, blev vi bange og 1crøb op i sofaen alle­sammen. Vi turde end ikke stikke benene uden for sofakanten. Vi blev dog siddende til far og mor kom hjem. Min far var lidt nærsynet, og da han så, der sad en mand i stolen, syntes han det var æ Selimand og gik hen for at sige goddag til ham. Da kunne vi alligevel ikke lade være med at grine.
Så kom den tid, da jeg skulle have mig en ny plads. Jeg blev fæstet for et år hos sognefoge­den i Nim. Det var min kusine, der fik mig narret derover, da hun tjente der. Det blev et træls år at komme igennem. Jeg skulle jo flytte i en anden skole, og det var jeg ikke særlig glad for. Da jeg skulle rejse sagde El­kjær, at han havde sendt en god anbefaling for mig over til degnen i Nim. Den bedste tid jeg havde der, blev da også den tid, jeg havde i skolen. Degnen hed Lausen, og han var meget god ved mig. Det hændte, når jeg var i skolen, at jeg faldt i søvn. Så fik de andre børn besked på, at de ikke måtte vække mig, jeg skulle ha­ve ro. Han vidste godt, at jeg ikke havde det særligt godt i min plads.

Den dag jeg rejste fra pladsen -og dermed fra skolen, græd både degnen og jeg, da jeg sagde farvel.
Jeg var jo meget ked af at være i pladsen og længtes efter at komme til Honum igen. Det var et meget træls år at komme igennem, men endelig kom jeg hjem igen og fik plads på en gård i Honum.
Det var en temmelig stor gård, der var 80 td. land og en del skov. Der var 3 km fra gården til enden af marken. Af folk på gården var der en forkarl, en anden karl og mig som hjord dreng. Vi havde 16 malkekøer foruden ung­kreaturer, får og lam. Køerne var brogede, de var nemmere at have med at gøre end røde. Den ko, man kaldte trækkeren, var så rolig, at jeg kunne ride på den. De kunne selv fin­de hjem til tiden. Så plejede jeg at gå tværs over marken og tage imod dem ved gadekæ­ret, hvor de skulle vandes.
Marken var delt i 2 stykker med skov imellem. Ovenfor havde jeg malkekøerne og nedenfor skoven ungkreaturerne og fårene. Dem skul­le jeg flytte og vande 4 gange om dagen. Det var ikke altid sjovt, især ikke når det tordnede og lynede.
Om morgenen, når jeg havde fået min mor­genmad, fik jeg madkassen i hånden og så vandrede hele kompagniet, køerne og jeg, af sted ud i marken. Jeg skulle blive derude, til jeg igen skulle have dem hjem til malk­ningen.
Det kneb sommetider med at få tiden til at gå i marken, men når det bare var godt vejr, var det ingen sag, så var det dejligt derude. Jeg fandt ofte lærkereder, og når jeg fandt en, satte jeg en pind ved, så jeg kunne finde reden igen. Det var også dejligt en varm som­merdag at ligge på ryggen i græsset og høre køerne gumle og lærken slå sine triller højt oppe i det blå. Man kunne ligge og blive helt poetisk.
Når det var regnvejr, byggede jeg en hytte af grene og hængte en sæk over, så kunne jeg da sidde nogenlunde i tørvejr.
Når der ikke var andet at lave, måtte jeg hjælpe til med arbejde i marken og andet, f.eks. at samle sten. Der var i det hele taget ikke megen fritid for en hjorddreng om sommeren. Om morgenen stod vi op kl. 5 og var ikke færdige før kl. 8 om aftenen, om vinteren dog kl. 7. Jeg var tit ked af at komme op af den varme seng, men der var jo ingen vej udenom, sådan var det dengang.

Karlekammeret var ikke i den bedste stand, det lå ved siden af hestestalden. Det hændte tit, når en hest kom løs, at den kom ind og stod og muflede en i, hovedet med sin mule. Anden karlen og jeg lå i en seng, jeg lå nær­mest væggen. På den anden side af væggen var et rum, som føløget gik i, når det havde føl. V æggen var ikke særlig solid, stenene sad løse, og når øget satte rumpen mod væggen for at gnide sig, raslede kalk og puds ned i hovedet på mig i sengen. Jeg var tit bange for, at hele væggen skulle falde ned over mig. Der var også en mængde rotter. Gulvet var belagt med mursten, men de lå løse, for rot­terne skød jorden op imellem dem. Jeg havde gerne en rottefælde stående under sengen, for jeg kunne få 10 øre for hver rottehale. Om natten var det ikke altid jeg hørte rottefælden smække i, men så råbte forkarlen: “Magnus! du skal op, der er en rotte i din fælde!”. Så måtte jeg jo op og have den taget ud og have fælden stillet igen. Jeg husker en dag, jeg hav­de 16 rotter i snor, som jeg slæbte hen til manden, der tog imod dem. Halerne blev syl­tet, så de bedre kunne holde sig, de gav jo
1,60 kr. og det var mange penge dengang.

Jeg var ellers glad for. at være i pladsen. Min husbond var en gemytlig mand. Det gik med sang og fløjten, når vi arbejdede i kostalden. På grund af min lidenhed, kneb det ofte for mig, når jeg skulle køre trillebøren op på møddingen og kørebrædtet var meget fedtet. En dag gik det helt galt, begge mine ben skred ud fra brædtet, og jeg snublede og jog hovedet ned i al møjet. Det var bestemt ikke behage­ligt, men den slags måtte man tage med.
På gården var der 2 voksne døtre, som arbej­dede hjemme som tjenestepiger. De boede i den fløj af stuehuset, som blev kaldt aftægts stuen. Der var vi karle ofte ovre om aftenen og holdt tit et vældigt sjov. Så måtte jeg til. købmanden efter vin, isvafler og chokolade -og så kan det nok være, vi morede os. De to piger ville altid kysse mig, det kunne jeg ikke lide -når de holdt mig. Jeg fik mange kys af dem. Der var nogle hårde vintre, hvor sneen tit lå helt op til tagskægget på husene. Heste kunne slet ikke komme igennem den dybe sne.
Min husbond var snefoged og skulle sørge for at få bud til folk om, at de skulle ud at kaste sne. Det måtte så være mig, der gik bud. Jeg fik et par strømper trukket uden på træsko­ene og måtte afsted rundt at give ordren. Jeg kunne noget af tiden rende oven på sneen, fordi jeg ikke var så tung, det lettede jo turen en del, men det kunne også tit være en hård tur. Jeg syntes nu altid, det var sjovt, når det rigtig knøg om hushjørnerne, og jeg kunne gå inde i kostalden i varmen. Jævnlig måtte jeg dog med ud i roekulen, når vi skulle have roer hjem til køerne. Når sneen der føg om ørerne, syntes jeg ikke, det var så sjovt mere. Sådan noget som gummistøvler og regnfrakker hav­de man ikke dengang. Når træskoene blev fyldt med jord og sne, frøs hele kroppen snart, og jeg kunne græde af kulde og smerte. Ofte havde jeg jo også frost i tæerne, det kunne være meget smertefuldt. Dog det hjalp alt sammen ingenting med klagerne, sådan var tiden dengang.

Den største dag i min drengetid var den dag, jeg fik en violin. Min onkel havde lovet at skaffe en. Han havde forbindelse med et fir­ma i Tyskland, og han skrev nu til dette fir­ma efter en. Det var spændende den dag, violinen kom. Jeg var ved at spise aftensmad og havde lige fået skænket mig en kop te, da min søster kom og sagde, at jeg skulle komme hjem -violinen var kommet !
Jeg kunne ikke synke en mundfuld mere af bar spænding -og så gik det ellers i galop hjemad for at se det nye instrument.
Det var pakket ned i en fin trækasse. Vi fik kassen åbnet. En duft af lak og spåner slog os imøde. Violinen var pakket meget grundigt ned i spåner for at skåne den mod skrammer og stød under rejsen hertil. Vi fik spånerne fjernet -og der lå den, skinnende blank og smuk. Hvor blev jeg glad.
Jeg ved ikke, hvor meget onkel gav for den, men jeg skulle give 10.00 kr. Det var med bue og strenge og desuden ekstra silkestrenge. Min onkel sagde, at der ville springe mange E -strenge, før jeg fik lært at stemme violi­nen, og det kom også til at slå til.

Jeg spillede hver aften, og når jeg ellers hav­de lejlighed til det. Der var dog ikke meget tone i instrumentet til at begynde med, men onkel sagde, at jeg blot skulle blive ved at file løs, så skulle tonerne nok komme.
Det varede heller ikke så længe, inden jeg kun­ne spille melodien: “Alt står i Gud faders hånd”.
Det blev en god violin med tiden. Da jeg rigtig fik lært at spille, spillede jeg tit i skolen til juletræ. Ofte stod jeg også oppe ved kate­deret i skolestuen og spillede, .når vi havde sangtime i skolen, men så lånte jeg degnens violin. Det var jeg meget stolt af, der var jo ingen af de andre børn, der kunne håndtere sådan et instrument.
Det hændte også, når pigerne var ved at mal­ke køerne i kostalden, at jeg måtte spille der. Pigerne sagde, at køerne var meget nemmere at malke, når jeg spillede, og det tror jeg nu også nok passede.
Pigerne hjalp også til med at tærske. Når vi skulle det, var det blevet skik, at vi skulle kø­be lidt slik. Den ene af pigerne, hende der hed Andrea, var omme ved købmanden efter slik­keriet.
Jeg kørte hestene i hestegangen, som skulle trække tærskemaskinen. Lige over akselen, som gik gennem muren til tærskemaskinen, var der en lille låge, som Andrea for nemheds skyld ville kravle indad for at komme ind i loen. Hun tog sig ikke i agt, akselen greb fat i hendes kjole og snoede hende med, så hun var ved at blive kvalt. Heldigvis så forkarlen det og råbte til mig, at jeg skulle holde. Jeg fik hurtigt hestene standset, og det var også på ti­de. Vi måtte skære alt tøjet af hende for at få hende fri. Hun tog dog ikke særlig skade, men det kunne nemt være gået meget galt.

Jeg tjente 3 år i den plads. Jeg var 12 år, da jeg kom der, og blev konfirmeret, det sidste år jeg var der.
Fra min konfirmation husker jeg, at jeg fik en urkæde af mine medtjenere, 2 kr. af min husbond, og så fik jeg et kort af mine søsken­de. Det var det hele, der var ikke overflod af gaver dengang.
Det var i året .1908, jeg så den første flyve­maskine, det var Robert Svendsen, der en dag måtte lande i Hornum Skov, fordi han manglede benzin. Han skulle vist have været på Ejer Baunehøj, men tog forkert bestik af jernbanen og fløj til Rask Mølle i stedet for. Jeg så ham komme flyvende og så pludselig dale ned. Jeg fik travlt, jeg rendte alt, hvad jeg kunne, ned for at se flyvemaskinen.
Det varede dog ikke længe, inden der var fuldt af mennesker, de kom farende fra alle sider. Det var nu mægtig sjovt, for karlene var i Horsens for at se ham flyve. Jeg var den yng­ste, så jeg skulle blive hjemme for at passe kreaturerne.
Karlene så, at han startede, men han kom ikke tilbage igen, som planlagt, så jeg fik mere at se, end de gjorde.

På samme tid var det også, jeg så det første automobil, som kom igennem Honum. Det var Robert Svendsens bil. Flyvemaskinen stod dernede ved skoven i flere dage, foruden det, at den manglede brændstof, var der også andet i vejen med den, så den ikke kunne flyve. I den tid, den stod der, kom der mange mennesker fra nær og fjern for at se den.
På den gård, som maskinen landede ved, hav­de gårdmandskonen tilfældigvis fødselsdag den dag Robert Svendsen var inde for at an­mode om hjælp. Da der i den anledning var gæster blev han også budt på chokolade og andet godt fra bordet. I årene der fulgte, send­te han hvert år en hilsen til gårdmandskonens fødselsdag.

Det var ellers cyklernes tid dengang. Jeg hus­ker sommeraftener, når hele landsbyen var samlet og sad i vejgrøfterne og morede sig ved at se, hvordan byens karle kunne køre på de­res cykler. Mange købte bajere -til at hjælpe lidt på hyggen -de kostede ikke så meget den­gang. En pilsner kostede 12 øre, en rød soda­vand 9 øre, 3 pægl brændevin 24 øre, så det var billigt at få en lille skid på. Det gik med liv og lyst i byen på sådanne aftener.
Jeg var ofte med karlene ude efter hestene om aftenen, når de skulle hjem fra græs. Vi tog så hver en hest at ride på og så gik det i fuld ga­lop hjemad. Jeg havde nok at gøre med at hol­de mig fast i manken, jeg var ikke særlig erfa­ren med at -ride endnu. Jeg husker en aften, hvor turen hjemad endte anderledes, end jeg havde regnet med. Jeg kom i en mægtig fart ude fra marken og drejede ind i gården. Da jeg skulle omkring hjørnet af møddingen, holdt jeg ikke fast nok i manken, men røg lige på hovedet ud i møddingvandet. Puha! hvor så jeg ud -og lugtede.
Ude i nedermarken, hvor jeg passede ungkrea­turer og får, lå der 2 små høje, som blev kaldt for taterknoldene. Neden for knoldene grave­de vi tørv. Jeg husker en dag, vi stod og gravede og æltede og var kommet et godt stykke ned i graven, da stødte vi på en masse ben. Det viste sig at være et menneske skelet.

Vi fik kraniet og nogle lårben og ribben op på det tørre, men pludselig skred graven sammen og vi fik ikke mere med op. Graven blev helt fyldt med vand ved skredet, så det var umuligt at finde noget bagefter.
Kraniet var velbevaret, tænderne var der alle sammen, så det har ikke været en gammel mand. Hvordan han er kommet ned i dyndet, kan vi kun gisne om. Kraniet lod vi ligge ved de to knolde. Hver gang jeg senere kom i ne­dermarken, lå det der og grinede. Til sidst blev jeg ked af at se på det og smed det langt ud i tørvegraven igen. Der ligger det nok endnu. Om det var en tater ved stadig ingen.
Tiden gik, det blev vinter og forår igen. Jeg rejste over til min fødeby, til min forhenvæ­rende plejemor. Jeg fik plads på gården hos hende og hendes mand.
Rundt omkring på gården, på de mærkelig­ste steder, havde hønsene lavet en masse hønse reder, som de gik og lagde æg i. Æggene fra disse reder fik jeg lov at sælge til købmanden, det gav en god ekstraskilling.
Manden på gården hed Kresten Jespersen. Han kunne godt sommetider være noget gal og skælde ud, ikke altid mente han det dog så slemt. Han skældte dog meget ud, hvis køerne løb ind i kornet, og det gjorde de af og til. Det var især den nederste ko, som altid kom løs og rendte ind i kornmarken. Det kunne jeg ikke forstå.

Høstarbejde midt i 1920’eme på Søren Sommers gård, Hornum

En dag opdagede jeg, at der var en ræ­vegrav i diget lige op til, hvor køerne stod, og hver gang ræven kom ud af sin hule, blev den nederste ko bange og rev sig løs. Det kunne jeg jo ikke gøre for.
Jeg husker i høsten, vi var ved at køre korn ind. Det blev sat oven over foderloen, der var der lagt stænger over. Jeg stoppede hen og var kommet helt op til hanebjælken, jeg bukkede mig ind over for at lægge et neg – så lød der pludselig et brag, og alt forsvandt under mig. Alle stængerne knækkede under den tunge vægt af kornet, og jeg faldt med det hele ned. Jeg var dog så heldig, at jeg blev hængende på maven over en af bjælkerne, var jeg ikke det, var jeg fulgt med helt ned til gulvet og vel kommet til skade ved faldet mod gulvet eller blevet begravet under kornet.
Manden kunne ikke forstå:”- hvor hulen den dreng blev af!”, så fik han øje på mig oppe over bjælken. Det morede han sig meget over og fortalte siden til hver og en, der gad høre på det, hvordan det hele var gået til. Det var nu også mærkeligt, at det skete sådan, at jeg blev hængende over bjælken. Jeg kunne også selv grine af det – nu, Jeg havde det ellers godt der i pladsen. Meget ofte fik jeg lagkage og andet godt stukket ud.

Tiden gik, det blev november, og jeg flyttede til Honum Mark, på en gård, der hed Kok­borg. Den lå lige op ad landevejen Horsens – Nørre Snede.
Der kom mange landstry????.re der. Jeg så tit om morgenen, når de kravlede ud af grævlingen. Jeg husker en morgen, jeg skulle op at rive hø ned. Det var mørkt, og pludselig kun­ne jeg høre en, der snorkede i halmen. Jeg stod på stigen og turde ikke gå op. Jeg råbte til min husbond: “Der ligger en bisse i hal­men ! “. Husbond kom op ad stigen og lyttede med, han var heller ikke særlig dristig ved at gå derop. Han stod og lyttede lidt – og så gri­nede han, det var grisene nedenunder, vi kun­ne høre.
Når man ikke var så gammel, kunne fantasien altid forestille sig de mærkeligste ting, når der var mørkt og skummelt alle vegne sådanne efterårs morgener.

Det var et tungt år for mig. Min mor døde om foråret, da skoven stod i fuldt flor. Hun blev kun 4 7 år gammel. Det var en stor sorg for mig og alle mine søskende. Hun var en uende­lig god mor for os.
Tiden læger dog alle sår, og jeg var jo nu ved at være voksen og kunne tage plads som karl. Jeg var ikke alt for glad for den plads jeg hav­de. Manden var meget nem til at blive gal i hovedet og gik altid og skældte ud. Til november ville han fæste mig for et år me­re, men det ville jeg ikke. Så blev han gal og sagde: ” Du kan få et par lussinger ! “, og kom hen imod mig. Jeg fik fat i hovedlaget til en af hestene og sagde til ham: “Kom du bare an, jeg er ikke bange for sådan en skævbenet kra­pyl, du vil måske gerne smage denne her læ­derrem, kan du så komme væk!”. Så blev han alligevel bange og trak sig tilbage.
Det blev november og jeg fik plads på en gård i Honum der hed “Teglborg”. Der tjente jeg i 3 år og det var hos fine folk. De havde forbin­delse med mange store kunstnere, som f. eks. Joakim Skovgaard, der opholdt sig der, mens han malede i Hvirring kirke.
De kørte ofte en tur i byen. Til det havde vi en flad vogn med buk på og desuden en to -mands gig. Til hestene seletøj med sølv spænder.

Sommetider skulle jeg køre for dem. Jeg var meget stolt, når jeg kom op på bukken at sidde.
Vi havde nogle gode heste. Jeg havde altid været glad for heste, og jeg passede dem godt. Det var min husbond glad for. Jeg mindes of­te, når jeg var i marken, og det var regnvejr og koldt, hvordan jeg stod i læ ved hestene og satte min kind mod en hestemule, hvor var den blød og varm, jeg ved ikke noget andet, der er så blød som en hestemule – det skulle da lige være en køn piges mund.
Ellers gik dagene som de normalt skulle på sådan en gård, i en ganske bestemt rytme og efter et ganske bestemt mønster. Det sidste år jeg var der, blev jeg udsat for mange uheld. Vi skulle bygge nyt stuehus, det gamle skulle rives ned. Det var af bindingsværk og var 35 alen langt.

En dag jeg gik og samlede bræddestumper, skete der følgende. Jeg gik inde i det gamle bryggers, mellem gavlen og ovnen, som var bygget af store sten, der var vel ca. en meter. Håndværkerne arbejdede i siden af huset ud mod gården med at brække muren ned.- Ef­terhånden som de brækkede mere af side muren, var· ·der mindre til at holde gavlen. Til min store skræk så jeg pludselig hele gavl muren komme væltende ned mod mig. Jeg fik lige tid til at tænke, at nu var det sket med mig, da alt forsvandt i brokker og støv. Det var et fantastisk held, at ovnen var der, og at den var så solid, for da muren ramte, kom den til at ligge skråt henover ovnen og i den lille trekant, der var til gulvet, havde jeg smidt mig uden at tænke over det. Da muren ramte ovnen,_røg alle stenene ud af bindings­værket, og nogle af dem ramte mig i ryggen med stor kraft og jeg blev næsten begravet i sand og sten, men det værste stød var dog ta­get af. Jeg mistede stemmen, så jeg ikke kun­ne råbe på hjælp, men jeg kunne høre, man snakkede om at – han er da vist blevet slået ihjel!?

Efter lidt tid fik jeg mig sundet og kun­ne stikke hovedet op mellem bindingsværket, så de kunne se, at jeg dog ikke var helt død, men sige noget kunne jeg ikke, endda indtil lang tid efter.
Dagen efter var det galt igen. Jeg gik ude ved havesiden og samlede skrammel. Da der ikke var mere, kravlede jeg ind ad vinduet, for at samle noget indenfor. Jeg havde ikke mere end lige fået trukket benene indenfor, før hele siden af huset, 35 alen, faldt ud i haven. Stenene, som vi skulle bruge til det nye hus, kørte vi hjem fra banevogn fra Rask Mølle station. Vi kørte med en fjælevogn, hvor det ikke. var nemt at få stenene stablet i enden af ladet.

Da jeg kørte hjem med et læs, kunne jeg godt mærke, at enden af læsset ikke stod helt, som det skulle, -men jeg kunne vel holde dem, når jeg sad ovenpå !
Da jeg kom hjem, og skulle ind gennem por­ten, hvor det gik lidt nedad og var belagt med brosten, gav det så meget stød i vognen, at stenene og jeg røg ned i rumpen på hestene og jeg kom til at ligge tværs over hammelrebene. Det var en grim situation at komme i, for jeg kunne ikke komme fri i en fart.
Hestene blev naturligvis bange og strøg med fuld fart ned langs huset og hen mod laden lige imod tærskeværket. De løb lige mod tærskemaskinebommen, som slog om til siden og igennem 5 favne træ, som lå og var kløvet. Det sagtnede dog lidt på farten, men videre løb de, over mod det andet hus, hvor flere var en port i muren. Det var så heldigt, at den ene hest kom ind i porten og den anden udenfor og vognstangen ind mod muren, hvor den knækkede.
Det gav så meget standsning i farten, at jeg lige kunne få mig slæbt ud, inden hestene tog fart igen og for videre. Jeg var klar over, at jeg skulle skynde mig ud, før hjulene brasede imod muren, så jeg kom i klemme.
Forhjulene var dog faldet af, de lå henne i brændestablen med akslerne knækkede.
Ja -det var en værre redelighed. Jeg reddede mig også denne gang, men var dog noget cho­keret.
Jeg blev fri for at hente det næste læs, det kørte husbond selv efter, da hestene var fal­det til ro, og han kunne få spændt for den gamle vogn.

Det blev høj middag, før han kom hjem. Vi sad og spiste til middag,· da vi hørte et vældigt rabalder udenfor.
Vi sprang derud -og der lå hele redeligheden: akselen var knækket, hele læsset lå i en dyn­ge midt i gården, et hjul lå i den ene port og et i den anden port og var smadret. Det var en sand Tycho Brahes-dag, det ene uheld fulgte det andet.
Senere var jeg ved at brænde gården af. Jeg havde fået mig en cigartænder kort tid forin­den. Jeg stod i kammeret, ved den ene ende af bordet og var ved at fylde benzin på tænde­ren. Vinduet stod åbent. Efter påfyldningen skulle jeg prøve tænderen. Jeg tog mig ikke i agt for, at jeg havde fået benzin på fingrene. Da jeg tændte, slog ilden ned over fingrene, jeg slog hånden til siden for at slukke og kom derved til at vælte flasken med benzin ud over bordet.
Med et brag antændtes det hele, flammerne slog ud gennem vinduet og op mod tagskæg­get. Til alt held lå der en murerbluse, som jeg fik fat i og hev ned over flammerne og fik på den måde ilden kvalt.
Denne gang var heldet også med mig, men si­den den tid har jeg ikke kunnet lide sådan en cigartændertingest.
Den sommer havde jeg en fornemmelse af, at ulykkerne var ude efter mig.
Så kom første verdenskrig i 1914. Jeg husker tydeligt, den aften der blev alarmeret.
Mange af byens karle skulle møde omgående ved deres afdelinger. Sikken forstyrrelse der blev. Karlene fik travlt med at købe sokker og tøj, som de skulle have med.
Jeg havde været på session og var blevet taget til soldat, men kom ikke ind før den 4. januar 1915. Den dag skulle jeg møde på rekrut skolen i Århus.

På Sølvgades Kaserne, 1914, Magnus Jensen ses
liggende som nr. 2 fra venstre.

Da jeg var færdig med skolen, blev vi alle sendt over til vore afdelinger i København. Jeg kom til 17. batt. 1. komp. som havde hjemme på Sølvgades kaserne.
Det blev en lang soldatertjeneste. Jeg lå inde i 19 måneder og var senere inde i 2 måneder til mønstring.
21 måneder, det var lang tid, og man blev med tiden også en sløj soldat – som kaptajnen også sagde til mig en dag. Jeg opnåede også at kom­me i spjældet. Jeg sad i 24 timer i kælderen under Sølvgades kaserne sammen med 8 kam­merater. Jeg fik straffen, fordi jeg tændte lys for tidligt på belægningsstuen. Det var jo en meget lille forseelse. Det var nu helt interes­sant at komme i spjældet, så havde man prø­vet det også.
Efter at vi havde ligget en tid på Sølvgade, blev vi sendt ud på landet i kvarter. Vi blev sendt til egnen omkring Køge og Fakse Lade­plads. Det var en dejlig sommer, jeg havde mange gode kvarterer, og vi havde det altid godt. Den meste tid gik med at grave skanser.

I øvrigt var vi også en tur på Saltholm, vi var der 2 gange. Den ene gang var jeg nær druk­net.
Øen er ca. 3 km lang, og der var en skanse i hver ende.
En dag blev jeg sendt ned efter post i den ene skanse, der lå i den modsatte ende af, hvor jeg var. Jeg skulle gå derned. Da jeg gik hjemad igen blev der højvande. Vandet steg hurtigt mere og mere og tilsidst gik jeg i vand til ma­ven. Da turde jeg ikke gå længere, for hvis jeg trådte ned i en fordybning kunne jeg let for­svinde. Heldigvis havde vagten på skansen set mig, og han sørgede for, at der blev sendt mandskab ud for at redde mig.
På øen havde vi et gammelt lokomobil og små tipvogne, som vi kørte med. Der var lagt skin­ner hele vejen fra skanse til skanse.
Jeg husker en aften, jeg var lige kommet hjem fra orlov. Vi var nogle stykker, der en kort tid boede ude på den modsatte ende af øen. Da vi den aften skulle derud for at sove, var vi kede af at gå den lange tur. Vi bestemte os for at tage lokomobilet.
Vi fik det fyret op og rullede udefter. Det havde frosset lidt, og vandet stod nogle steder over skinnerne. Der var selvfølgelig is på van­det, og den var nogle steder ret tyk. Et sted var der så meget vand, at vi kørte fast i isen. Vi bakkede og satte fart på fremad igen med det resultat, at lokomobilet løb af sporet og stod på næsen ud i et stort hul ved siden af skinnerne. Vi blev læsset af på isen – som selv­følgelig ikke var så tyk at den kunne bære, så vi brasede igennem og blev gennemvåde. Vi vadede så det sidste stykke vej til skansen.
Næste dag måtte vi så ud og have løftet loko­mobilet på sporet igen, det lykkedes efter en del slæb.
Sommetider kørte vi også på skinnerne med en lille fladvogn. Var det blæsevejr, satte vi et sejl på og så kan det nok være, der kom fart på.

Det der interesserede mig mest var skydning. Når vi fik over et vist antal points, fik vi fri og kunne gå hjem. Jeg fik næsten altid tidlig fri, hver gang vi var til skydning. Jeg skød mig også til en skytteplade, til at sætte på ærmet, den var jeg vældig stolt af.
Jeg havde mange flere oplevelser i soldater­tiden, men desværre er det ikke muligt, at få alle med, så derfor ikke flere nu.
Jeg blev færdig med tjenesten og blev hjem­sendt.
Jeg fik nu plads på en gård i Boring. Det var en gemytlig by at være i.
Min interesse for musik gjorde, at jeg hurtigt kom til at kende nogen, som også kunne spille på et instrument og som havde lyst til at spille sammen. Vi var tre, som hurtigt fandt sam­men. Trioen bestod af en fløjte, 2. violin og 1. violin, som jeg spillede.
Folk kom hurtigt til at kende os, og vi spillede til bal langt omkring. Vi fik 7 ,00 kr. for en aften.
Når vi var ude til bryllup eller sølvbryllup, gav det dog almindeligvis en ekstraskilling.
Det gik godt et par år, så skulle en rejse og så fik. Det sammenspil en ende.
Jeg har selv spillet til mange små fester siden. Violinen og spilleriet holder jeg meget af og kan næsten ikke undvære det. Jeg har også spillet til folkedans og gymnastik, som vi hav­de meget af i sognet. Det var i 1918.
Til november 1919 fik jeg plads som karl på Honum fattiggård og tjente der i to år.
Der var en del fattiglemmer på gården – et par gamle koner og tre yngre kvinder. De var ikke helt normale. De skulle jo hjælpe til med ar­bejdet, men de var nu ikke altid lige nemme at have med at gøre. Bestyreren kunne ikke altid få dem til at arbejde.
En skulle køre hestene, når vi skulle tærske, en anden trække rensemaskinen osv..
Jeg kunne som regel få dem i sving, det var ligesom, jeg bedre forstod at snakke med dem. Om aftenen, efter jeg havde fået fri, gik jeg gerne hjem til min far. Der sad jeg ofte og teg­nede i en kladdebog jeg havde. Jeg lavede også mange blyantstegninger, som blev sat i ram­me. I det hele taget havde jeg meget lyst til at tegne, og senere at male.
Jeg har gennem årene lavet mange malerier. Mange er givet væk, men en hel del har jeg også solgt.
Samme år, 1919, blev jeg forlovet med Marie Jensen, som tjente på “Teglborg”.
I 1920 flyttede jeg til Langeskov, som forkarl på en stor gård. Den var på 100 td. land. Vi var tre karle og en fodermester der. Min for­lovede fik plads som pige på gården.
Vi var der i 2 år.
Vi blev gift den 9. maj 1923 og fik plads som bestyrerpar på Honum Fattiggård.
Til gården hørte der 30 td. land. Vi havde en karl og en pige til hjælp.
Af besætning var der 3 heste og 14 malkekøer foruden ungkreaturer og grise.
De år vi var der blev spændende, men ikke altid lige behagelige, men, som sognerådet sagde til mig: “Du -er jo kendt med det hele!”. Da vi kom dertil, boede der fem kvinder, som ikke altid var lige nemme at få til at hjælpe til.

Fra Magnus og hans hustrus bryllup i 1923.

Der var på den tid venstreministeren Madsen – Mygdal sad ved roret i regeringen.
I løbet af et årstid havde vi 24 mennesker på gården. Der kom den ene familie efter den anden, som ikke kunne klare sig selv. De blev sendt fra forskellige kommuner.
Jeg husker, der kom en familie fra Kolding, med 7 børn og en syg mor.

Om aftenen, som de var ankommet om dagen, stak manden af fra hele redeligheden, så måt­te vi klare resten. Børnene var underernærede og kunne næsten ikke gå på deres ben, fordi de havde frost i tæerne. Fulde af utøj var de også, og ingen ordentlig tøj havde de på. Vi fik travlt med at få dem vasket rene og få dem hjulpet på alle måder.
Dagen efter skulle der være sognerådsmøde, det blev altid holdt i Fattiggården. Der sagde jeg til formanden, at han lige skulle komme ind og se på de nyankommne.
Da han havde set på hele elendigheden, sagde han: “Ja! der må gøres noget ! Rejs til Hor­sens med dem og få dem klædt på, du kan ba­re købe, hvad der er brug for !”.
Børnene var fra 1 1 /2 år og op til 14 år. Den ældste var en pige og hun var frugtsommelig. Nogle dage efter familien var kommet, blev hun meget syg. Jeg fandt så ud af, at hun hav­de fået et brev fra en veninde, hun havde fra Kolding.

Honum fattiggård omk. 1923.

Veninden havde skrevet, at hun skulle spise grøn sæbe i en sveske for at fordrive barnet, hun ventede. Det var grunden til, hun var blevet syg.
Hun kom hurtigt på Brædstrup Sygehus og blev opereret med det samme.
Hun var en meget køn pige. Hun blev senere gift med en slagtermester i Kolding.
Hendes mor, som jo var syg, da hun kom til os, kom også kort tid efter på sygehuset, hvor hun døde ret hurtigt.
Resten af familiens drenge og piger blev med tiden nogle kønne og dejlige børn. To af dem blev hos os, til de blev konfirmeret, to andre kom på plejehjem og to i privat pleje.
Ja, desværre oplevede vi megen elendighed. Det hændte tit, at madammerne røg i hovedet på hinanden, så måtte jeg have dem skilt ad igen. Når jeg kom og forsøgte at skille dem ad, smed de ofte noget i hovedet af mig.
Vi havde også mange rejsende svende, der kom, der var både sprittere og tyveknægte. Af den slags var der op til en 150 stykker om året. De var for det meste flinke folk. De kom sædvanligvis ved aftensmadtid og drog af igen, når de næste dag havde fået deres morgen­mad.
Vi havde altid så nogenlunde kontrol med, hvem der kom og hvor mange, for de skulle skrive navn i en ankomstprotokol, når de kom. Der var altid nok at se efter på fattiggården, altid rigeligt til en husmor at lave.
Foruden det daglige arbejde vi havde, var der også arbejdet med sognerådsmøderne. De blev altid holdt på fattiggården og til dem skulle der altid diskes ekstra op.
Der var mange munde at mætte, der skulle nogle store gryder til  hverdagsmaden til de mange mennesker på gården.
Efterhånden blev vi jo fortrolige med det, så det gik sin jævne gang.

Ca. 1925 – der tærskes på Peter Sommers gård. Jørgen Peter Jensen “Peter Jep” og Hans Jensen ..

Vi havde mange gode timer og dage på gården. Vi havde fri fortæ­ring og husly og fik i løn 1400,00 kr. om året. Det var jo ikke meget, men vi manglede al­drig noget.
I den tid vi var der, var jeg også med i andre ting. Jeg var i bestyrelsen for husmandsfore­ningen, der havde vi mange arrangementer med fester, udstillinger, dilettanter og for­skellige andre sammenkomster med dans og den slags ting.

Så kom den tid, hvor Th. Stauning kom til roret i regeringen. I løbet af et årstid begynd­te folkene at forsvinde fra fattiggården. Det blev bedre tider for de fattige, det kunne man mærke ganske tydeligt.
Da sagde jeg til mig selv: “Du stemmer aldrig på Venstre, for det er den rene vej til fattig­gården!”.
Det var dengang, sådan er det heldigvis ikke mere.
Tilbage på gården var der efterhånden klin · fire gamle damer, men de var nu også ret så vanskelige. De to af dem kunne vi snart ikke have med at gøre mere. Da så den ene døde, var der jo nu kun en tilbage, men hun var sandelig også drilsk nok. F. eks. rev hun en· dag en hel tot hår af hovedet på min kone.
Når vi såede urtesager og blomster i haven, kunne hun finde på at trampe det hele i styk­ker.

Fattiggården i Honum ca. 1926. Magnus Jensen stående ængst t. v. Marie Jensen siddende t. v. med barn på skødet.

Efter 16 års forløb blev vi kede af at være på Fattiggården og sagde pladsen op.
Vi købte en lille ejendom på Brædstrup Mark. Det var i 1939. Der var 10 td. land, som var helt ude af stil.. Der var ingen vand, så jeg gravede 8 forskellige brønde, var 30 alen nede i en af dem, men fik stadig ingen vand. Det kostede mange penge.
Da 2. verdenskrig kom det år, blev der stands­ning i al ting. Vi kunne ikke købe noget. Avle noget på jorden, kunne jeg heller ikke, så jeg blev ked af det, solgte ejendommen og flyt­tede til Ring, hvor der stod et hus tomt.

Der boede vi til leje i nogle år, men så blev huset solgt, og vi skulle flytte.

Magnus Jensens legitimationskort fra 2. Verdenskrigs
tid Sådan et skulle alle have den gang.

I den tid vi boede der, passede vi et par gam­le folk, som boede nabo til. De kunne ikke gå nogen steder på grund af sygdom. Da min ko­ne jo var kendt med at passe gamle mennesker og havde lyst til det, passede hun dem. Da så manden døde, og konen flyttede ned til en datter, syntes familien der, at vi skulle flytte ind i huset.
Der boede vi i 6 år, indtil det hus også blev solgt, hvorpå vi flyttede hen til et andet gam­melt menneske, som havde svært ved at klare tingene selv.
Sådan gik det fremdeles til -når en gammel døde, kom en anden og ville have os til at bo hos sig.

Vi boede 4 forskellige steder i de 22 år, vi boede i Ring.
Der blev holdt mange fester i Ring forsam­lingshus under krigen. Vi spillede I dilettant hver vinter og havde en hel del folkedans. Ad­skillige dilettantstykker har jeg været med i, jeg tror jeg kan huske dem alle.
Det første jeg var med til hed “Vækkeuret”. Senere kom de store stykker: “Eventyr på fodrejsen”, “Ildebrand”, “I lovens navn”, “Kromandens datter”, “Hendes offer”, “Den lille danske pige” og “Onkel Jens” og en del flere, i dem alle havde jeg hovedrollen. Det var nu ikke altid så nemt, når jeg også skulle male kulisser og ordne alt andet ved scenen, der var sandelig nok at se til. Vi spillede også stykkerne flere gange på Brædstrup Kro -for fulde huse, så det var meget sjovt at have med at gøre.
Efter en sæson havde vi gerne en afslutnings­fest, og så kan det nok være det gik lystigt til Ring var en dejlig by at bo i, vi var alle som en stor familie.

Jeg arbejdede nogle år ved smed Daugård i Brædstrup. Vi lavede knive af alle størrelser, jeg skulle slibe dem til. Det var et koldt arbej­de om vinteren. Vi frøs meget, der var jo in­gen varme i sådan en smedie. En masse støv fik vi også i lungerne, så til sidst måtte jeg hol­de op med det arbejde.
Et stykke tid var jeg også med til at tage “stød” op. Under krigen blev der brugt mange trærødder til brændsel. Den slags gav varme indtil mange gange.
Senere fik jeg så arbejde hos en ingeniør Bæk­gaard fra Aarhus. Han havde alt vejarbejdet i kommunen, så jeg har været med til at lave mange gader og veje i Brædstrup og omegn. Hos det firma var jeg i mange år, indtil jeg blev 65 år og blev pensioneret.
I 1948 havde min kone og jeg sølvbryllup. Det blev en stor og dejlig fest. Vi havde lejet et stort telt, som blev stillet op i haven.
Da vi jo havde forbindelse med en masse unge mennesker, som kom meget i vort hjem, (de sendte jo altid bud efter mig, når der skulle foregå noget med folkedans el. 1.) hjalp de med til opvartning m. m. og skaffede også musikken til dansen.
Det blev en stor og pragtfuld fest, teltet var stuvende fuldt af folk. Vi festede to dage i træk, så det var noget, vi huskede og tænkte på længe efter.
Efter min pension fik jeg mere tid til at dyr­ke mit eget maleri. Scenemaleriet kunne jeg også gøre mere ud af nu, når der skulle være optræden rundt om på egnen, så tid til at kede mig fik jeg ikke.

Så kom den svære tid, da min kone blev al-varligt syg. Hun kom på sygehuset i Bræd­strup et stykke tid. Da de ikke kunne hjælpe hende, kom hun til Hammel sygehus.
Sygdommen tog dog hurtigt en så alvorlig vending, at der slet ingenting var at stille op. Hun døde den 2. juni 1959, 62 år gammel. Blev begravet den 6. juni.
Det var en stor sorg for mig, jeg var fuld­stændig slået ud. Hjemmet blev opløst, og jeg boede et stykke tid hos min søn i Ring.
Jeg kunne dog heller ikke falde til ro der, jeg var næsten ked af livet, kunne ikke se nogen udvej for det hele.
Livet skulle dog gå sin gang. Jeg havde heldig­vis en del pligter som skulle passes. Jeg var bl.a i bestyrelsen for pensionistforeningen. Jeg kom derfor også af og til ud til nogle sammenkomster, som livede noget op på min tilværelse.
At jeg skulle blive gift igen havde jeg dog al­drig nogensinde tænkt mig, men skæbnen har så mange sære veje.
Jeg traf min anden hustru ved en sådan sam­menkomst i foreningen. Hun hed Margrethe Nielsen og var enke. Hendes mand var død i 1948.
Man kan godt sige, det blev forelskelse ved første øjekast. Vi besluttede at gifte os og blev det den 6. juli 1962. Vi boede i Grethes lejlighed et par år og flyt­tede derpå hen i Vestergade 26, hvor vi nu bor. Vi har i den tid, vi har været gift, skabt os et godt og dejligt hjem. Jeg har en sød og god hustru, og vi har det så godt sammen. Vi har nogle gode børn, svigerbørn og børne­børn på begge sider, så vi kan ikke andet end være glade og tilfredse.
Hermed vil jeg slutte min beretning, men jeg ville ønske, at vi må få nogle gode år sammen endnu.
Livet har fået en mening for os begge to.

Magnus Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.