Kirkeklokken i Hansted

3. årgang, nr. 3 – Broen – 1991

Af Peder Pedersen

Kirkeklokken i Hansted.jpg

Beskrivelse

Bimm-bamm, bimm-bamm, lyder det fra kirketårnet i Hansted; uret viser 8.00, og Hans Thomsen ringer solen op. Desværre er det kun meget få, som hører det, for enten er man på vej til dagens arbejde og har lukket op for bilradioen for at høre de sidste nyheder, eller også er man allerede på arbejde og står ved en støjende maskine. Om eftermiddagen, når solen ringes ned, er det ikke stort bedre.

Det er lidt synd, at ikke flere hører og lægger mærke til tonerne fra den gamle klokke, for den er virkelig gammel; 500 – ja snart 600 år. Tænk engang! Hver morgen og aften i 600 år har klokken ladet sin røst hører ud over byen og omegnen.

Støbt omkring år 1400

Klokken i Hansted er støbt omkring år 1400, altså i den katolske tid før reformationen; i den periode vi kalder middelalderen, hvor landet ikke blev styret af en folkevalgt regering, men af herremænd og biskopper med kongen i spidsen. Regenten på den tid var dronning Margrethe I, senere efterfulgt af kongerne Erik af Pommern og Kristoffer af Bajern.

Man kan undre sig over, at klokken i Hansted har fået lov at blive hængende i tårnet i alle de mange år. Der har i årenes løb været bud efter de mange danske kirkeklokker mange gange. Da reformationen kom i 1533 blev mange klokker med katolske symboler og inskriptioner konfiskeret af kongen. Under de talrige krige, som landet har været ude i, er mange klokker blevet indkaldt til omstøbning til kanoner. Alene i året 1529 led ikke færre end 1898 klokker denne skæbne.

En kirkeklokke var, gennem alle årene, en stor værdifaktor i et sogn og var derfor eftertragtet som krigsbytte. Der er talrige eksempler på at fremmede soldater plyndrede kirkerne for alt af værdi, heriblandt også klokken. Endelig er mange klokker blevet støbt om fordi de revnede ved brugen. Men klokken i Hansted lader stadig sin røst høre ud over egnen.

Støbemester Oluf Jürgensen

Det er ikke meget, vi ved om klokken, kun at den er støbt omkring år 1400 af en støbemester, der hed Oluf Jürgensen. Den er ikke ret stor og ikke ret høj i forhold til sin diameter; nyere klokker er lavere og bredere. Den har ingen inskriptioner eller dekorationer, bortset fra et lille utydeligt kryds på den sydlige side og to meget tynde ringe, som løber rundt om klokken. Kneblen er ikke forsynet med en kugle forneden, som de fleste er i dag, men er tilsyneladende lavet af et stykke smedejern, som er gjort lidt tykkere på den nederste del. At det er en gammel sag, ses også af at kneblen ikke er fastgjort med et øje og en krog, men hænger i en læderstrop, som de gjorde i middelalderen.

Klokken er ophængt på en lige akse; andre hænger i en vinkelaksel, som flytter omdrejningspunktet længere ned på klokken. De sidstnævnte er lettere for ringeren at betjene, men det lige ophæng giver klokken den fineste klang.

Arkitekt F. Ulall skriver i ”Danmarks middelalderlige kirkeklokker” fra 1905: ”Flere af de Danske Kirkeklokker er hele Pragtstykker, så det ville være ønskeligt, at de pågældende Menigheder lærte at sætte pris på dem, som de på grund af deres ælde og sjældenhed have krav på.”

Kirkeklokken i Hansted skitse.jpg

Støbningen

Lader vi nu tankerne gå tilbage til året 1400; hvordan bar man sig så ad med at støbe sådan en klokke? På Sjælland havde man kanonstøberier, der kunne tage sig af den slags, det havde man ikke her i Jylland. Her blev klokken i almindelighed støbt i umiddelbar nærhed af den kirke, hvor den skulle bruges, nogle gange på selve kirkegården.

Gruben

Det første man gjorde var at grave et hul i jorden (en grube), ca. en meter dyb og to-tre meter i diameter. På bunden af denne grube begyndte man at bygge formen, som klokke skulle støbes i. Af ler blev der lavet en kegle, som havde form som det inderste af klokken; denne del kaldes kernen. Uden på kernen blev lagt et lag af voks, som blev rettet meget omhyggeligt af, og hvis klokken skulle forsynes med inskriptioner eller ornamenter, blev disse enten ridset ind i voksen eller lagt udenpå med vokssnore. Når dette arbejde var tilendebragt, blev der igen lagt ler udenpå, lag på lag så det fik tid til at tørre. Når så lerlaget var tykt nok, blev der lagt svære jernringe omkring det hele.

Nu lagde man så glødende kul ind under keglen, dels for at brænde leret, og dels for at smelte vokset, som så løb ud gennem et hul som var lavet i bunden. Når al vokset var løbet ud, blev hullet omkring formen igen kastet til med jord, så kun toppen ragede op. Nu var formen færdig.

Ovnen

Herefter byggede man ved siden af formen en ovn af ildfaste sten, hvori malmen kunne smeltes. Malmen bestod af en blanding af kobber og tin. Det var meget almindeligt på den tid, at folk fra sognet kom med gammelt husgeråd, som af en eller anden grund ikke længere kunne bruges. Det drejede sig om kobberkedler, bryggerkar, tinbestik og meget andet. Disse metaller indgik så i den blanding, som blev brugt til støbningen; det fortælles endog, at nogle kom med sølv og guld, idet man troede, at jo mere ædelt metal klokken bestod af, des finere blev klangen. Hvis en klokke efter støbningen viste sig ikke at have en god klang, var man ikke i tvivl om, at det var støbemesteren, der havde lagt de ædle metaller til side til sig selv og puttet bly og jern i istedet. Nu ved man, at den bedste klokkebronze får man ved at blande 80% kobber og 20% tin. Klokkens klang afhænger udelukkende af dens udformning.

I dag kan man på tegnebordet ganske nøje beregne, hvilke mål en klokke skal have for at give en bestemt klang. Det kunne man ikke dengang, så det er nok noget af et held, at klokken i Hansted har så relativt rent en klang.

Fyringsprocessen

Når ovnen var bygget og metallerne lagt på plads, begyndte man at fyre; det tog flere dage, og der medgik 8-10 vognlæs brænde før metallet smeltede. Det sker ved 900 grader Celsius, men temperaturen skal helst op på 1100-1200 grader Celsius, før metallet er så tyndtflydende, at man er sikker på, at den løber ud i alle formens kroge. Nu slog man så bundproppen ud af smeltediglen, og det flydende metal løb ad en lille kanal direkte over i støbeformen. Efter at den nystøbte klokke var kølet ned, blev den gravet frem, og lerformen slået itu.

Når den nye klokke var støbt, fik den lokale smed til opgave at fremstille det ophæng, som var nødvendigt, ligesom fremstillingen af kneblen var hans opgave.

Før klokken blev hejst op i tårnet, skulle den indvies eller døbes. Denne handling foretoges som regel af biskoppen og foregik efter et ganske bestemt ritual. Herefter blev der holdt et mægtigt gilde, hvor man spiste og drak godt.

Kirkeklokken i Hansted ophængt.jpg

Klokkernes anvendelse

De krav, der blev stillet til klokkestøberen, var, at klokken skulle have en bestemt mindstevægt, og at den skulle holde de forud fastsatte mål. Dens holdbarhed blev afprøvet ved, at der blev ringet med den uafbrudt i 24 timer. Opfyldte klokken disse krav, var den godkendt, og støberen kunne få sin betaling. I modsat fald skulle han støbe klokken om for egen regning.

Støbning af klokker har været kendt i Europa i mange år. Det var italienerne, som først lærte kunsten; siden er den vandret op gennem Europa stort set i takt med kristendommen. De første, der støbte klokker i Danmark, var tyske støbemestre.

Kirkeklokkerne har i årenes løb været anvendt til mange formål; foruden at ringe solen og ned, har deres vigtigste opgave nok været at kalde sammen til kirkelige handlinger: gudstjenester, bryllupper, begravelser, m.m. Før radio, fjernsyn og telefon blev kendt, blev der ringet med kirkeklokken, når der var ildebrand i byen. I de sogne, som ligger nær ved havet, blev faren for stormflod varslet med klokken. Invasion af fremmede tropper blev ligeledes varslet med kirkeklokkerne.

I middelalderen havde man den skik at straks efter et dødsfald, ringede man med klokke; det kaldtes sjæleringning. Skete dødsfaldet efter solnedgang, ventede man til dagen efter. Der blev ringet en hel time for en voksen og en halv time for et barn. Det var en katolsk skik, som efter reformationen blev forbudt herhjemme; skikken holdt sig alligevel i nogle sogne til langt op mod vor tid. På Læsø og Manø eksisterer skikken vistnok endnu.

Sagn og myter

I middelalderen og endnu længe efter, herskede der megen overtro omkring kirkeklokkerne. De havde en skærmende virkning mod det onde; rust og ir, som blev skrabet af klokken ved midnat, havde en helbredende kraft mod mange sygdomme. Allerbedst var det, hvis man kunne få et lille stykke brækket af den nederste kant; det kunne så pulveriseres og blandes i medicinen. Her er det interessant at se, at klokken i Hansted mangler adskillige stykker af den nederste kant.

Farlige for hekse

Heksene måtte sørge for ikke at flyve ind i det område, hvor klokkerne kunne høres, for da ville de uvægerligt styrte ned. At troldene rystede af skræk, når de hørte klokken, vidste alle. På mange områder havde klokken en dæmpende magt, for eksempel på lyn og torden, storm, oversvømmelse, pest og andre ulykker.

Gøsta Berlings Saga

Kirkeklokkerne har i tidens løb været genstand for mange historier og legender. Selma Lagerløf skriver i ”Gøsta Berlings saga” om en mand, som vil ud for at skyde en stor bjørn, dertil skal han bruge en god og kraftig kugle. Han går derfor op i kirketårnet ved midnat, den nat hvor det er fuldmåne, og skaber med en fil noget ir af klokken, som han blander med sølv og støber en kugle deraf ved hjælp af et fyrfad og en støbeform, som han har bragt med sig op i tårnet; det er vigtigt at støbningen sker i tårnet for at give kuglen tilstrækkeligt kraft.

Kirkeklokkesagn.jpg

Klokken i Horne

Et sagn fra Horne på Fyn fortæller om en klokke, som var taget ned for at blive støbt om til kanoner. Da den var blevet læsset på en vogn, og man ville køre den bort, gjorde den sig så tung, at et forspand af fire store kraftige heste ikke kunne slæbe vognen af sted, lige meget hvor meget man piskede på dem. Da det således ikke var menneskeligt muligt at føre klokken bort fra sognet, gav biskoppen lov til, at den måtte blive. Da man fik vognen vendt for at køre klokken tilbage til kirken, rullede vognen så let, at to små heste mageligt kunne trække den.

Klokken på Sejerø

En anden klokke ovre på Sejerø var under krigen mod Sverige blevet taget som krigsbytte, og af nogle svenske soldater ført til Gøteborg, hvor den blev ophængt i deres kirke, men mærkeligt nok begyndte klokken at ringe af sig selv. Herover blev svenskerne så forfærdede, at de skrev til præsten på Sejerø, at sejerøboerne måtte hente deres klokke igen, de skulle blot betale de omkostninger, der var forbundet med transporten. Præsten på Sejerø skrev nu tilbage, at efter krigen var beboerne på øen så forarmede, at de ikke magtede at betale for den lange transport. Gøteborgerne var efterhånden så opskræmte af den selvringende klokke, at de på egen bekostning bragte den tilbage til Helsingør og skrev til beboerne på Sejerø, at de nu kunne hente deres klokke vederlagsfrit der.

Kirkeklokke Molbosagn.jpg

En Molbo historie

Nogle steder var man så forudseende, at man gemte klokken, når der var fare på færde. Mange husker nok historien om Molboerne, der tog deres klokke ned fra tårnet og roede ud på havet med den og sænkede den på havets bund. For at kunne finde klokken igen når faren var drevet over, skar de et mærke i båden, der hvor de havde sænket den; hvorefter de roede velfornøjede hjem.

Klokken i Hansted har, så vidt vides, aldrig været ude for så dramatiske oplevelser, men har trofast ringet dag efter dag, år efter år, til hverdag og højtid, til bryllupper og begravelser.

Mange har sikkert siddet i kirken ved en sådan lejlighed og følt, hvordan den gamle klokkes toner har været med til at understrege det højtidelige i situationen; samtidig sender den selv sin hilsen fra århundrederne, der gik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.