Hvad kirkebogen også fortæller om Vorladegård sogn.

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift 1990

Af: Peter Anker Hansen

En vinterdag i februar måned 1744 brændte Sønder Vissing præstegård. Branden opstod i nabogården og snart bredte den sig til præ­stegården. Ved branden gik den gamle kirke­bog for Sønder Vissing og Vorladegård sogne op i luer, og præsten, Frederik Curtz, måtte tage en ny bog i anvendelse.

Denne kirkebog var i brug indtil 1795. Året før havde præste­gården atter været hjemsøgt af en brand, men denne gang lykkedes det at redde kirkebogen, og det er den, der ligger til grund for det efter­følgende om Vorladegård sogn i de 50 år fra 1744-1793.

Fødselstal.

I årene 1744-1793 fødtes der i Vorladegård sogn 692 børn (339 piger og 353 drenge). Gen­nemsnittet er lidt under 14 børn pr. år, men igennem de 50 år er fødselstallet jævnt falden­de.

I de første 10 år af perioden ligger gennem­snittet på mellem 17 og 18, medens det i de sid­ste 10 år er helt nede på omkring 11, altså et fald på ca. 1/3.

I de 50 år er der 100 kvinder, der bliver mødre, og det viser sig ifølge kirke­bogen, at kvinderne ikke er helt unge, da de får deres første barn. Gennemsnitsalderen er nemlig godt 28 år og gennemsnitsalderen for den sidste fødsel en knap 39 år.

Kirkebogen fortæller også, at ca. 5% af bør­nene, nemlig 15 piger og 20 drenge er født u­denfor ægteskab.
Barnedåb.

Barnet skulle i kirke og døbes hurtigt efter fødslen. Det skete ofte allerede den første søn­dag efter, at barnet var kommet til verden. Lo­ven havde den bestemmelse, at udøbte ægte­børn ikke havde arveret.

At finde et navn til barnet voldte ikke de sto­re vanskeligheder, der var ganske bestemte skikke, som blev overholdt ved navngivningen. Det sædvanlige var, at de to ældste sønner kaldtes op efter farfar og morfar, og de to æld­ste døtre efter farmor og mormor, men såle­des, at de afdøde altid gik forud for de leven­de.

Det var en ære, at få et barn opkaldt efter sig, så ville navnet leve videre, men undertiden undslog de gamle sig for at give navn til bar­net, for navn er liv, og når barnet får den gam­les navn, tager det hans eller hendes liv. Den tankegang findes også, at den, hvis navn bar­net får, kommer det til at ligne.
Da navneopkald var så udbredt, fik man ikke stor variation i navnene.

I årene 17 44-1793 var der 349 drenge, der blev døbt i Vorladegård kirke.
I dette tidsrum forekommer der 37 forskellige drengenavne. De 6 almindeligste el. 63% af drengenavnene er:
Jens (46), Søren (44), Rasmus (40), Peder (39), Niels (33) og Anders (18), herefter navne som: Christen, Morten, Hans og Knud.

Stor variation i pigenavne var der heller ikke. I samme tidsrum døbtes der 341 piger og de 6 hyppigst forekommende pigenavne er:
Maren (65), Anne (59), Karen (37), Anne Ma­rie (24), Kirsten (22) og Zidzel (14). Disse nav­ne udgør 65% af de 45 forskellige pigenavne, der forekommer i perioden. De næstfølgende på listen er: Johanne, Mette, Anne Catrine og Kirstine.

Ægteskaber.

I tiden op til landboreformerne i slutningen af 1700 tallet, var det at have en fæstegård en form for forsikring for de eventuelle efterlad­te efter en fæstebonde.

Når en fæstebonde af gik ved døden, kom der ofte ret hurtigt, undertiden allerede inden for et par måneder, en ny fæster på gården. Den nye fæster overtog såvel gården som forplig­telse til at sørge for den på gården boende enke samt eventuelle børn. I mange tilfælde giftede den nye fæster sig med enken, var hun gam­mel, skete det ofte, at han giftede sig med en datter, og på den måde sørgede han også for enken.

Det, at skulle overtage en gård og enken, kun­ne undertiden give anledning til helt groteske situationer:
I 1711 blev Maren Pedersdatter enke. hun var født i 1670, og da manden, Hans Michelsen, gårdmand i Vorladegård sogn, døde, giftede hun sig i 1712 med en hjemsendt dragon, Søren Sørensen, han overtog fæstet og levede til 1732. Samme år giftede hun sig for tredie gang. Denne gang med den 34 år yngre Peder Jensen. Sin tredie mand overlevede hun også, idet han døde efter 14 års ægteskab i 1746. Men endnu var det ikke slut for Maren Pedersdatter. Sam­me år, 1746, giftede hun sig for fjerde gang, hun var nu 76 år og den tilkommende, Jesper Rasmussen, var 25 år gammel. Han havde jo nok tænkt, at konen snart ville af gå ved døden, i fæstebrevet står også, at hun er gammel, syg og sengeliggende! Men sådan skulle det ikke gå, for også den fjerde mand overlevede hun, da han kun 30 år gammel af gik ved døden og altså dermed efterlod Maren Pedersdatter som enke. Dog levede hun kun i enkestanden et år, idet hun døde året efter i 1752 som 82-årig.

Det var af stor betydning, at der på en gård var såvel en mand som en kone. Blev manden alene, søgte han sig omgående en kone. Der er eksempler på, at allerede 3 uger efter konens død, har han trolovet sig igen, gården har sim­pelthen ikke kunnet klare sig uden madmoder.

Fra 1744-1793 er der i Vorladegård sogn ind­gået 190 ægteskaber. I de 50 år har 155 mænd været i 212 ægteskaber. (Nogle altså indgået før 1744 og nogen varet ud over 1793).

110 mænd har været gift 1 gang.
36 mænd har været gift 2 gange.
7 mænd har været gift 3 gange.
1 mand har været gift 4 gange.
1 mand har været gift 5 gange.

Manden, der var gift 4 gange, havde oprinde­lig giftet sig til en gård. Konen på stedet var noget ældre end manden, og da hun afgik ved døden fandt enkemanden sig en ganske ung kone, og da hun et år efter døde i barselsseng, måtte han igen søge sig en kone. Han fandt atter en ganske ung pige, men også hun døde efter et års forløb, og på ny drog manden på frierfærd. Han var nu 62 år. Han fandt sig en brud, og præsten skriver i kirkebogen, at han skal have hende konfirmeret, inden hun kan blive mandens fjerde kone. Hun overlevede den aldrende ægtemand.

I samme periode har 176 kvinder været i 222 ægteskaber.

137 kvinder har været gift 1 gang.
34 kvinder har været gift 2 gange.
3 kvinder har været gift 3 gange
2 kvinder har været gift 4 gange.

Årsagen til at ca. 20% af personerne har væ­ret gift mere end 1 gang skal ses i den store dø­delighed i de yngre år, for kvindernes vedkom­mende i forbindelse med en fødsel. Opløsning af et ægteskab forekom egentlig kun ved dødsfald. Slilsmisse var uhyre sjæl­dent forekommende. Kun i eet tilfælde i årene 1744-1793 er et ægteskab blevet opløst ved skilsmisse. Hustruen var stukket af, og man­den, der var enkemand, fik ved tamperretten bevilget skilsmisse, så han kunne gifte sig for tredie gang.

Sygdomme og dødsfald.

De mest almindelige sygdomme var forkølel­se og kold feber-malaria. Da der så godt som ikke fandtes læger udenfor København, måt­te man hjælpe sig selv. Det skete ved hjælp af brændevin tilsat forskellige ting f.eks. anvend­tes ofte peber. Sygdommene skulle svedes ud. Af og til gik epidemier hen over landet, den alvorligste var pesten. Børnekopper grasse­rede mange steder og sygdommen slog sig bl.a. på øjnene, så mange var blinde i lange tider. Sygdommen efterlod mange med arrede ansig­ter og adskillige mennesker døde af sygdom­men. Skørbug forekom ret almindeligt, lidel­sen var forårsaget af den ensidige saltkost. En af de slemme svøber var tuberkulosen, der ramte alle aldersklasser og krævede mange døde.

Mindre farligt, men meget ubehageligt var fnat, sygdommen angreb alle aldersgrupper og befolkningslag. Sygdommen befordredes bl.a. ved manglen på renlighed. Hos nogle vaskedes eller rensedes klæderne så godt som al­drig, de kunne gå i arv flere gange uden at bli­ve rengjorte.

Døde i forskellige aldersgrupper 1744-1793. Ser man på tallene i skemaet, faldet det især i øjnene, at børnedødeligheden er så enorm, ca. 50 gange så stor i 1700 tallet som i dag.

Ligeledes kan det ses, at levealderen er steget meget, i dag bliver 4 gange så mange mænd 70 år og derover, end som tilfældet var i 1700 årene. Tallet er lidt mindre for kvindernes ved­kommende.
Indbyggertallet er i de 50 år meget konstant, der er født 692 børn og 729 personer er afgået ved døden.

Folketællingslisten for 1787 udviser et indbyg­gertal på 342. Dette tal er imidlertid ikke helt korrekt, idet ikke alle beboere i sognet er med på listen; dette kan ses, når man sammenligner kirkebogen med folketællingslisten. De mang­lende beboere tilhører den mindre bemidlede del af sognets indbyggere. Det drejer sig bl.a. om enkelte husmandsfamilier.