Brædstrupegnes Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989
Af: Dan Warberg
BRÆDSTRUP i begyndelsen af århundredet var, omend ikke det sted, hvor kragerne vender, så dog formentlig deres sidste rasteplads på vejen. De første udstykninger fra de oprindelige seks gårde var begyndt omkring 1845 ( bagerforretningen på toppen af bakken var, såvidt jeg husker, den første ). Omkring samme tid indtraf der imidlertid den væsentlige begivenhed, at tingstedet for Tyrsting og Vrads herreder flyttedes fra Nr. Snede Mark til Brædstrup. (Jeg lavede i sin tid en fortegnelse over herredsfogeder, dommere og tingsteder gennem tiderne, som formentlig må befinde sig på dommerkontoret). Dommerkontoret havde først til huse i den gamle bygning på Østergade, umiddelbart før tinghuset (som nu også er nedlagt og flyttet til dommerkontoret). Med jernbanens fremføring til Bryrup i slutningen af forrige århundrede påbegyndtes naturligvis en raskere udbygning – med apotek, privatskole og mejeri (medens sygehuset på den tid højest har været tankespind hos fremadskuende borgere). Byen var vel da på mindre end 1000 sjæle.
Hvilke sagførere, der tjente retten før 1900, savner jeg viden om, men omkring 1910 var der to firmaer: Sagfører Heiden, der boede i, hvad · der dengang må have været byens nordligste hus, Nørregade 23, og hvis praksis senere blev overtaget af sagfører Carl Jørgensen – og sagfører Møller, som drev sin forretning fra lokaler i Bredgade 37.
Min far, overretssagfører Frederik Andreas Warberg, var født i 1883 og blev cand. jur. i 1907. Samme år blev han fuldmægtig hos sagfører M. Pedersen i Horsens ( årsløn 1400 kr., “meget tilfredsstillende” ). Fra Horsens udgik naturligvis jævnligt embedsforretninger til Brædstrup, og som den fødte naturelsker han var, forelskede han sig i den smukke egn -og apoteker Kattrups ældste datter, Minna, med hvem han giftede sig i 1913. Disse to begivenheder fik ham til at søge stilling hos sagfører Møller, hos hvem han tiltrådte som fuldmægtig 1/4 1910, med udsigt til senere kompagniskab. Dette blev dog ikke til noget, idet han i stedet overtog forretningen pr. 15 /4 1912 ( mod et vederlag på 2000 kr. om året i 5 år!)
Omkring den tid hændte det, at dommeren, herredsfoged Jørgensen, under en sammenkomst sagde til
min far: Sig mig, sagfører Warberg, er der ikke noget med, at der er kommet en ny konkurslov ?Det var der unægtelig, nemlig i 1872!
Som det vil sluttes af denne bemærkning, var tempoet ikke opslidende. Retssagerne var få og små, idet de fleste sager sluttedes i Forligskommissionen. Skeltrætter og husdyr voldgiftssager var formentlig dominerende. De kunne dog også være dem, der krævede en energisk indsats på grund af forældelses-og hævd fristerne. Dette var dog naturligvis ikke herredsfogedens hovedpine.
Til sin bistand havde denne yderligere 1 – 2 dommerfuldmægtige foruden kontorpersonalet, så alt ialt tør jeg mene, at det har været en særdeles behagelig tilværelse at være øverste embedsmand i Brædstrup.
Omkring 1916 købte min far huset på hjørnet af Bredgade og Sygehusvej. Det var så rummeligt, at han der kunne indrette sig med forkontor og kontor – som dog ikke var mere kontor, end at det også udgjorde en stue i mit hjem. “Staben” udgjordes af en kontordame og et bud, i mange år tidl. sognefoged Thomas Christensen.
I princippet anerkendte min far ikke opfindelser gjort efter århundredskiftet. Af hans dagbog kan jeg dog se, at han allerede i 1909 var i Ringkøbing “pr. motor”. Han var således også den tredje, der fik telefon i Brædstrup, ligesom også skrivemaskinen har holdt sit indtog nogenlunde samtidig med, at den· blev gængs. Kontordamen var ikke mere uundværlig, end at min far selv skrev skøder og førte korrespondance på sin trofaste “Remington”, som tjente ham, til han ophørte med at praktisere i 1959. Allerede i 1910 havde sagfører Møller ventileret muligheden af at etablere “kontordag” vestpå, i Tørring, Nr. Snede, Klovborg eller Ejstrupholm. Herredet var et af landets mest udstrakte, og Brædstrup lå som et smørhul i den kæmpemæssige firkant, der stort set udgjordes af Horsens-Silkeborg – Brande – Vejle. En tid lang var der kontordag i Klovborg, som nåedes pr. hesteryg. Hvilken tid har det ikke givet til at bearbejde de løbende juridiske problemer til bunds! Af incasso var der stort set kun terminsforretninger for kreditforeningen, og et udlæg i Ejstrupholm måtte der afsættes en fuld dag til. Her kan man derimod forestille sig, at samtaleemnerne mellem dommerfuldmægtig, vidne og sagfører under den ca. 60 km. lange tur har kunnet udtømmes.
I 1932 optog min far landsretssagfører Hans Lund som kompagnon, og forretningen flyttedes til Jernbanegade 2, hvor pladsforholdene var rimeligt gode. Kompagniskabet havde nok sin rod i forretningens udvikling. Sin hæderlighed og ubestikkelighed til trods kunne min far nok på nogle virke som en “stivstikker”, ret indadvendt og uden noget oplagt “klienttække”. En af hans livs største ydmygelser indtraf i 1940′ erne, da han som den eneste i bestyrelsen for Brædstrup Bank modsatte sig en ganske uforsvarlig kreditgivning til en enkelt kunde, uden at kræve sin protest til protokols. Kunden gik fallit, og hvert medlem af bestyrelsen blev pålagt en bøde på 1000 kr. af Banktilsynet. – Landsretssagfører Lund var derimod en udadvendt og gemytlig natur, som tiltrak mange kunder. Deres gemytter var dog i længden uforenelige, og efter 23 år opløstes kompagniskabet i 1955.
I 1933 trådte den nye straffelov i kraft. Som den eneste bestemmelse foreskrev § 253 straf for ikke at foretage sig noget, bl. a. for ikke at komme en nødstedt til undsætning. En mand var tiltalt for ikke at have skåret en hængt mand ned, han havde fundet i Ring skov. Politimester Borehorst procederede selv i sagen og spurgte under afhøringen ganske naturligt, hvorfor tiltalte ikke havde foretaget sig noget, udover at løbe tilbage og slå alarm. Han svarede, at han var blevet meget chokeret over situationens usædvanlige og overrumplende karakter. “Sådan noget må De virkelig se at vænne Dem til”, brummede politimesteren.
En af mine egne mere mindeværdige oplevelser drejede sig om en mand i Grædstrup, som tidligere uopfordret havde givet pastor Fabricius tilsagn om at ville bekoste en tavle til ophængning i kirken, påført en fortegnelse over kirkens præster gennem tiderne. Pastor Fabricius var naturligvis meget taknemmelig og lod det store arbejde iværksætte. Tavlen blev ophængt, og regningen præsenteret for den generøse giver. Denne havde imidlertid mistet interessen og nægtede pure både at have givet løftet og at betale arbejdet. Der var ikke rigtig nogen mulighed for at stævne. Den kom, da vor ven nogen tid senere hos en snedker i Brædstrup bestilte nye vinduer overalt i sit hus. Snedkeren gik i gang med den ret store entreprise, men da han meldte vinduerne klar, nægtede kunden igen både bestilling og betaling. Sagen var så grov, at snedkeren bestemte sig til at stævne uanset risikoen, i · håb om, at X under sagen ville komme til at blotte sig. Det skete også under afhøringen, således at der ikke var nogen tvivl hos dommer Bek. Manden appellerede imidlertid til landsretten, som stadfæstede. Herefter var vinduerne unægtelig blevet meget dyre. X mødte imidlertid nu op hos snedkeren – efter at have opfyldt landsretsdommen med omkostninger i to instanser· – og bad om at få vinduerne stillet op udenfor værkstedet. Til min klients uendelige forbløffelse iværksatte manden nu en total ødelæggelse af de fornemt udførte vinduer. Da X nogle år senere døde, registrerede jeg som skifterettens medhjælper et af de mærkeligste aktiver, jeg er stødt på: ca. 100 flasker snaps.
Jeg har antydet, at det juridiske liv i Brædstrup i begyndelsen af århundredet ikke var hektisk. Min far mødte – så præcist, at man kunne stille sit ur efter ham – kl. 09 .00, holdt middag fra kl. 12.00 til 14.30 og gik hjem ved 5-tiden. Sagens gang i retten kunne også være ret så lemfældig, idet dommerne i almindelighed var meget overbærende overfor begæringer om udsættelse, der ofte begrundedes mere eller mindre fiktivt. Dette indebar jo imidlertid også, at klienterne dengang var langt mere tolerante (eller respektfulde?) end senere tiders. En advokat fra egnen fik således i 1939 i opdrag at skrive skøde på et stykke jord, der skulle frastykkes klientens landbrugsejendom. Sagen stod på i 20 – tyve – år, før klienten mistede tålmodigheden og gik til kredsbestyrelsen, hvorefter den derpå beskikkede advokat fik sagen gjort færdig i løbet af et par måneder. Jeg traf nogle år senere landmanden og spurgte, hvordan det havde været muligt for X at holde ham hen så længe. “Tjah, jeg ved såmænd ikke rigtig”, sagde han, “de første år foretog jeg mig ikke noget, fordi der jo skulle tid til, men efter en 7 – 8 år begyndte jeg at spørge til sagen, og efter 10 år henvendte jeg mig regelmæssigt til ham på hans kontor dag – og hver gang i de følgende 10 år havde han en ny forklaring eller undskyldning!”
Jeg har nævnt min fars forhold til teknologiske fremskridt. Et brud med principperne indtraf den 9. april, hvor han omgående køb-te en radio til afløsning af det krystalapparat, der indtil da havde tjent familiens radiofoniske underholdning. Fra da af undgik næppe en udsendelse fra London hans med årene mere og mere tunghøre øre – og han var aldrig et sekund i tvivl om krigens udfald. Han startede tidligt sin egen modstandsbevægelse, idet han lavede plakater til de stationerede tyske soldater om, at krigen var tabt. Da modstandsbevægelsen kom op at stå, var det naturligt, at han kom i byledelsen.
Min far var et af de mest ambitiøse mennesker, jeg har kendt, men deltog alligevel i byens og egnens liv, som medlem af sognerådet, Brædstrup Banks bestyrelse m. m. Hans hovedinteresse var naturen, jagt (hans mangeårige virke som godsforvalter på Matrup vederlagdes dels med et årligt honorar på 250 kr., dels med jagten i Tranholm), arkæologi og
Sønderjyllandssagen. Da det vist ikke er almindeligt kendt, kan jeg derfor passende slutte af med at nævne, at det var ham, -der forfattede de smukke linjer på Genforeningsstenen:
Til minde om det sindelag
som trofast vogted Danmarks sag.