Jørgen Kieler f. 23. august 1919 – d. 19. februar 2017

Modstandsmand, kræftforsker og forfatter

Jørgen Kieler. Foto fra artiklen Jørgen Kieler i Den Store Danske.

Barndom i Horsens

Jørgen von Führen Kieler blev født i Horsens d. 23. august 1919. Faderen Julius Ernst Kieler var praktiserende læge i Horsens, mens moderen Margrethe Kieler var hjemmegående husmoder. Jørgen voksede op på hjørnet af Torvet og Søndergade sammen med sine forældre og de fire søskende Elsebet, Flemming, Bente og Lida.

Efter et udlandsophold i München, Paris og England i 1937-1938, færdiggjorde Jørgen i 1939 sin studentereksamen på Horsens Statsskole. Herefter flyttede han til København for at studere medicin på Københavns Universitet. I København delte Jørgen lejlighed med broderen Flemming og søstrene Elsebet og Bente, der også studerede i København.

Besættelsen

Under den tyske besættelse af Danmark var Jørgen medlem af organisationen ”Frit Danmark” og den københavnske modstands- og sabotagegruppe Holger Danske II. I lejligheden i København etablerede Jørgen i foråret 1943, sammen med sine søskende, et trykkeri, hvor de bl.a. kopierede det illegale blad ”Frit Danmark”. De fire søskende var ligeledes aktive i transporten af jøder fra Danmark til Sverige i efteråret 1943.

Sabotage på Møller & Jochumsens Maskinfabrik i Allégade, d. 29/12 1943 B4049

Jørgen Kieler deltog i flere sabotageaktioner under besættelsen. Han var bl.a. med ved nytårs-sabotagerne i Horsens 1943/1944, hvor han deltog i sabotagerne af Møller & Jochumsens Maskinfabrik og Hede Nielsens Acetylengasfabrik.

I februar 1944 blev Jørgen, broderen Flemming og flere andre medlemmer af Holger Danske II anholdt i Aabenraa efter en mislykket sabotage. I forbindelse med anholdelsen blev Jørgen ramt i halsen af skud, fik brud på rygsøjlen og kraniebrud. Jørgen endte i Vestre Fængsel i København, hvor han over en længere periode blev forhørt af Gestapo på Dagmarhus. Ligesom broderen Flemming blev Jørgen dømt til døden, men dødsstraffen blev ændret til koncentrationslejrophold.

Deporteret til Porta Westphalica

Efter et kortere ophold i Frøslevlejren i august 1944 blev Jørgen og Flemming deporteret til koncentrationslejren Porta Westphalica i Tyskland, som var en underafdeling af koncentrationslejren Neuengamme. Opholdet i Porta Westphalica var præget af megen lidelse, hårdt fysisk arbejde, underernæring, sygdom og død. Af de omkring 200 danske fanger, der blev sendt til Porta Westphalica, overlevede kun ca. halvdelen opholdet i lejren. I Porta Westphalica blev Jørgen bl.a. sat til at grave underjordiske minegange, hvor tyskerne planlagde at opføre en underjordisk flyfabrik. En anden arbejdsopgave var at slæbe jernbaneskinner op af en bjergskråning i snevejr.

I april 1945 blev Jørgen og de andre danske fanger i Porta Westphalica reddet af den svenske greve Folke Bernadottes hvide busser. De hvide busser transporterede Jørgen og broderen Flemming til Sverige, hvor de sammen med de andre befriede fanger blev sat i karantæne på grund af smittefare. I maj 1945 rejste de to brødre tilbage til Danmark, hvor de blev genforenet med resten af deres familie.

Livet efter 2. Verdenskrig

Efter krigens afslutning blev Jørgen Kieler indkaldt som vidne både i Danmark og Tyskland. I Danmark deltog han som vidne mod danske stikkere, og i Tyskland vidnede han i 1948 ved en fransk-belgisk domstol i Baden-Baden mod de personer (bl.a. to SS’ere), der havde haft ansvaret for mishandlingerne i Porta Westphalica.

I 1947 afsluttede Jørgen Kieler sine medicinske studier på Københavns Universitet og blev dr. med. i 1954 fra Århus Universitet. Han blev i 1947 gift med Eva Fausbøll, der også var uddannet læge. Jørgen specialiserede sig i kræftforskning, og har bl.a. været chef for Fibiger Laboratoriet og forskningschef for Kræftens Bekæmpelse. Desuden var han formand for Frihedsfonden i perioden 1975-1988.

Jørgen Kieler gik på pension i 1989 og har siden beskæftiget sig med besættelsestidens historie. Han har særligt fokuseret på den danske modstandsbevægelse, og har bl.a. udgivet bøgerne ”En modstandsgruppes historie”, ”Nordens lænkehunde” og ”Hvorfor gjorde I det?” Desuden har Jørgen Kieler deltaget i debatten omkring den danske samarbejdspolitik, hvor han bl.a. har kritiseret de historikere, der støtter regeringens samarbejdspolitik overfor tyskerne under besættelsen.

(original artikel af Lea Herbers Poulsen, Horsens Bibliotek. 2009)


Jørgen Kieler (Dr. Med., f. 23.08.1919 – d.19.2. 2017)

Søn af læge Ernst von Füren Kieler (død1957) og hustru Margrethe f. Wegge

Farmor: Laura Kieler (f. 09.01.1849 på Tromsø, d. 23.04.1932 i Aalsgaarde ~ 01.05.1875 med Cand. Philol. Senere Overlærer Victor Thomas Joachim Kieler (f. 28.06.1843 – d. 17.02.1917)
Se Dansk Biografisk Leksikon XII pag. 403

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek

Jørgen Kieler:

Berlingske Tidende d. 17. august 1969:

Kræftens mange årsager

Overlæge, dr. Jørgen Kieler venter ikke kræftproblemerne løst på én gang – større mulighed for effektiv forebyggelse end for effektiv behandling

KRÆFTPROBLEMERNE vil næppe kunne løses på én gang. Mange små fremskridt efter hinanden vil nok være med til at skaffe os bedre herredømme over disse sygdomme, og der er nok større chance for at finde frem til en virkelig effektiv forebyggelse end til en effektiv behandling.

Det er en af de førende inden for dansk eksperimentel kræftforskning, lederen af Fibigerlaboratoriet, overlæge Dr. Jørgen Kieler, der siger sådan. Hans navn har ofte været fremme i debatter, hvor han har gjort sine synspunkter gældende med styrke og udholdenhed, og han er internationalt kendt for sit videnskabelige arbejde. Han fylder 50 år d. 23. august. Til det om kræftproblemerne føjede han:

– Selv om vi endnu må erkende vor uvidenhed og svigtende evner, sker der dog til stadighed betydelige forbedringer på grund af større praktisk erfaring og bedre teknik. Kræft må således i dag ikke betragtes som en håbløs sygdom. Et stigende antal patienter bliver helbredt.

Hvad er kræft?

– Hvad er Kræft?

– Det er en sygdom, der opstår, når cellernes formering finder sted ukontrolleret. Der dannes en svulst, som i ondartede tilfælde kan sprede sig til andre steder i kroppen.

– Hvad er årsagen til denne celledeling?

– I laboratoriet, altså på dyr, har man kunnet påvise flere end 600 ydre årsager. Vor viden om årsag til kræft hos mennesket er mere beskeden.

– Hvilke kender man?

– Tobaksrygning, radioaktiv bestråling og forskellige kemiske midler fra industrier kan fremkalde kræft.

– Hvorfor omdannes en almindelig celle til en kræftcelle?

– Visse eksperimentelle undersøgelser tyder på, at kræftceller kan være normale celler, der lever i et miljø, hvor de normale kontrolforanstaltninger med hensyn til celledelingen svigter. I andre tilfælde er det kræftcellen selv, der ikke lystrer organismens regulations mekanismer.

– Hvordan undersøger man det eksperimentelt?

– I det væsentlige ved sammenligning af normale celler og kræftceller. Vi interesserer os specielt for det arvemæssige, det biokemiske og det immunologiske. Hovedinteressen har i den seneste tid ligget på det sidste område.

– Hvad er det immunologiske aspekt?

– Under normale forhold er celler forligelige med den organisme, hvori de befinder sig. I kræftceller forekommer det, at der opstår abnorme æggehvidestoffer, som organismen erkender som værende fremmede. Den reagerer på samme måde som over for et indtransplanteret, uforligeligt organ. Det vil sige, at den producerer antistoffer, som især er bundet til celler, der produceres i milt eller lymfeknuder. Overfører man en svulst fra et dyr til et andet, og der ikke er forligelighed, vil lymfeceller vandre til svulsten og angribe den. Noget lignende kan ses i svulster, som ikke er transplanterede, men som opstår i organet selv.

Hele organismens forsvarsmekanisme er genstand for vidtgående forskning. Man kan i dag i vævskulturer påvise lymfecellers dræbende påvirkning af kræftceller. Vi får stadig større forståelse af den naturlige modstandskraft mod cancer og af tilfælde af tilsyneladende spontant helbredelse.

Vi skal måske være mere varsomme med behandling af en svulst, hvis man samtidig nedsætter den naturlige modstandskraft. Men endnu ved man for lidt om det til at give klinikkerne faste retningslinjer.

Virus og vaccination

– Hvad forsker man mere?

– Blandt kræftcellernes stofskifte og kemiske sammensætning. Man interesserer sig særlig for enzymerne – æggehvidestoffer, der regulerer cellernes kemiske processer. Man har i kræftceller påvist en abnorm mængde af visse enzymer, men man har ikke fundet et enzym, som udelukkende forekommer i kræftceller.

De forandringer, man har fundet Immunologisk og med hensyn til enzymer, peger tilbage på større eller mindre forandringer i kræftcellernes arveanlæg. Det betyder ikke, at kræft er arveligt fra menneske til menneske, men at de egenskaber, der kan gøre en celle til en kræftcelle, videreføres til cellens afkom.

– Der tales om virus?

– Virus som årsag til kræft ville kunne skabe håb om vaccination, men endnu er der ikke påvist nogen virusbetinget svulst hos mennesket, selv om enkelte svulster er under stærk mistanke. Det er svært at bevise, da man jo ikke kan eksperimentere med mennesker, og tilstedeværelsen af virus behøver ikke at betyde, at virus er årsagen til kræft.

– Hvordan er kræftforskningen i Danmark stillet?

– Vi har aldrig haft og har stadig ikke vilkår, som kan sammenlignes med de ledende lande på området. Men det har været gavnligt med den debat, der har været om vilkårene og om fremtiden for forskningen. Det mest afgørende problem er at sikre en stadig tilgang af forskere. Det er nødvendigt at skabe tilstrækkeligt med ordentlige livsstillinger for at kunne skabe kontinuitet i forskningen. Tidligere tiders forestilling om, at cancerforskning kan drives som et one man show må definitivt opgivet.

Et intimt samarbejde mellem en række specialister er nødvendigt.

Ikke isolation

– Hvor skal forskningen foregå?

– Man må sikre sig, at den ikke isoleres. Der skal være bred kontakt til naturvidenskabernes grunddiscipliner og til den kliniske forskning. Den skal have de bedste betingelser for at etablere en sådan bred kontakt.

– Så er Lyngby vel næppe stedet for Fibigerlaboratoriet?

– Lyngby har altid været betragtet som noget midlertidigt. Vore erfaringer viser, at Fibigerlaboratoriet med størst fordel kan placeres på et stort akademisk hospital, og det tror jeg bliver den endelige løsning.

– Hvad med Finsensinstituttet?

– Alle andre løsninger end den at anbringe forskningen i forbindelse med de store akademiske hospitaler må anses for midlertidige.

– Står De alene med det synspunkt?

– Nej mange vil give mig ret i, at vort endelige mål er det rigtige, og vi har jo også strålende erfaringer fra Århus, hvor man har været forudseende nok til at gøre det rigtige.

– De er ikke bange for at udtrykke skarpe standpunkter og fastholde. Dem?

– Det er man forpligtet til, hvis man føler sig overbevist, men så må man også tage konsekvensen. I øvrigt vil synspunkterne, hvis de er holdbare, jo vinde sejr før eller senere. Men det er reglen, at indførelse af noget nyt møder modstand.

– Det kan vel godt tage på én?

– Ja, men jeg har tidligere været udsat for det, der var værre.

– Koncentrationslejren?

– Ja.

– Hvad laver De, når De ikke beskæftiger Dem med kræftforskning?

– Jeg driver sport, både af lyst og for at holde mig i form. Jeg spiller tennis og står på ski og tager en daglig svømmetur. Så laver jeg det grovere arbejde i haven, det finere lader jeg folk, der har forstand på det, lave.

– Læser De andet end fagligt?

– Jeg tvinger mig til i stigende grad at indhente det forsømte inden for skønlitteratur, og så følger jeg hele familiens engagement i historie. Desuden har jeg lige købt en jolle, så nu skal min søn og jeg sejle.

– De rejser meget?

– Ja, og gerne.

– Hvor skal fødselsdagen fejres?

– Jeg synes ikke, der er grund til at fejre en 50 års dag. Men den kan nok give anledning til at gøre status. Jeg vil på dagen opholde mig sammen med min kone på invasionskysten i Frankrig. Jeg kan ikke finde noget mere passende sted at gøre status. Og så vil min kone og jeg i øvrigt glemme alt fødselsdagshalløjet.

Medarbejdere og venner

– Har det meget arbejde ikke medført savn?

– Den største belastning er alt det, man ikke når. Men jeg har haft den umådelige styrke og lykke at have medarbejdere, som ikke blot er medarbejdere, men tillige er personlige venner – uden hensyn til uddannelse. Tonen på Fibigerlaboratoriet er vidunderlig, og jeg er hver dag glad for at tage på laboratoriet.

Læs artiklen: Kræftens mange årsager

Horsens Folkeblad d. 20. august 1969

Det offentlige må nu træde til i dansk kræftforskning

Meget tyder på, at organismen har en naturlig forsvarsmekanisme mod kræft, og der kendes 600 ydre årsager til sygdomme. – Overlæge Jørgen Kieler, der fylder 50 på lørdag, fortæller om den vigtigste forskning, om at være dømt til døden, om beundringsværdig horsensianer i KZ-lejr og om en rig barndom

På lørdag vil en mand sammen med sin kone vandre langs invasionskysten i Normandiet. De vil færdes på Juno, Gold og Sword Beach, hvor de engelske og canadiske styrker i juni 1944 var med til at åbne den anden front for at gøre en ende på Hitlers vanvittige krig, og de vil køre videre til Utah og Omaha Beach, hvor amerikanerne led så frygtelige tab, men alligevel kom igennem. De vil med sig have bogen ”Den længste dag” for at finde frem til de landsbyer, som krigen i al sin gru væltede ind over, og så vil manden i et af de små bysamfund opsøge en boghandler, der under krigen var hans gangekammerat i den frygtede udryddelseslejr Porta Westfalica. Med ham vil han tale om sine indtryk. Manden er en af vort lands mest fremtrædende kræftforskere, horsensianeren, overlæge, dr. Med. Jørgen Kieler, som på denne måde – med Bayeux som ”operationsbase” – fejre sin 50 års fødselsdag.

Mirakel – og tragedie

Baggrunden for beslutningen om at være i Normandiet netop denne dag fortalte Jørgen Kieler om, under et besøg Horsens Folkeblad aflagde hos ham i går i villaen i Rungsted, hvorfra der er udsigt over det glitrende Øresund. Og han er dybt taknemlig og lykkelig for, at han overhovedet fik lov til at leve længe nok til at foretage denne rejse. 2-3 uger efter invasionen skulle han og hans broder, læge Flemming Kieler, Horsens, nemlig have været henrettet af tyskerne for sabotage.

– Vi sad i Vestre Fængsel og hørte, hvorledes den ene celle efter den anden blev tømt, fordi fangerne skulle skydes. Vi havde selv været hos Otto Bovensiepen, der fortalte, at vi var dømt til døden. Samtidig underrettede han os om den omtrentlige dato for henrettelsen, fortæller Jørgen Kieler. Meddelelsen om invasionen nåede også ind til os og rejste et spinkelt håb.

Hele familien Gestapos fanger

Mirakuløst for os, men dybt tragisk for andre, skete der det, da turen kom til os, at der i anklagedokumenterne manglede en underskrift fra en af vore kammerater. SS-tribunalet sendte papirerne i hovedet på Gestapo og anmodede om at få dokumenterne i orden. På den måde blev vores ”sidste dag” forskubbet, og i stedet blev først Årsgruppens og senere Hvidstengruppens medlemmer skudt. Et par dage før næste henrettelser udbrød der generalstrejke i København, og øvrige skydninger blev udsat. Sådan gik det til, at vi i stedet blev deporteret

Den 15. september 1944 afgik vi til KZ-lejren Porta Westfalica. I august var vi ankommet til Frøslevlejren, hvor Flemming og jeg traf vores far og ældste søster. En dag blev far sendt til Flensborg. Man havde afsløret, at han under gulvet i lægebarakken havde skjult en radiomodtager. Vi frygtede, at vi aldrig skulle se ham mere, men få dage senere kom han tilbage, og vi var naturligvis meget lykkelige. Næste gang blev det ham, der måtte sige farvel til os, da vi blev sendt til Tyskland. Min yngste søster blev frigivet fra Horserød. Hjemme sad mor, og hun var meget tapper.

Kæntring – og en ”næse”

– Er der en særlig oplevelse fra barndomsårene, De kan genkalde?

– Vi børn havde en umådelig rig og lykkelig barndom. Der eksisterede et meget intimt forhold mellem vore forældre og os. De var dybt engagerede i, at vi fik en uddannelse og udviklede os, og de føjede megen visdom til. Det var både rørende og inspirerende. Vi har fået chancer som ikke mange andre. Jeg husker, at Flemming og jeg sammen med en kammerat en aften var taget ud på fjorden i en juniorbåd. Det blæste, og der var stødvinde. Pludselig satte fokkeskødet sig fast, og så kuldsejlede vi. Båden sank, fordi luftkasserne var utætte.

Vi kvabbede slemt rundt i vandet i vort tunge tøj, men blev lykkeligvis samlet op af en forbi sejlende, og da vi kom hjem, blev vi omgående sendt i seng. Da min mor var kommet sig over det første chok, kom hun op og fortalte mig, at min engelsklærer havde klaget over mig og sagt, at jeg både var doven og dum, og at jeg ikke skulle forvente at blive rykket op i næste klasse. Det var næsten for meget for mor. Det skal dog tilføjes, at jeg kom op og klarede mig ganske hæderligt.

Da tusinder tyskere sukkede

Jeg var vist lidt i konflikt med skolen, men jeg fik da studentereksamen med udmærkelse. Dog var jeg borte en tid og studerede bl.a. på universitetet i München som 16-årig. Her oplevede jeg et møde mellem Hitler og Mussolini, og den massepsykose, der rådede ved paraden, gjorde indtryk på mig. Men jeg fik også lejlighed til at se tusinder tyskere ærgre sig. Under SS-elitetroppernes ekcercits greb geværremmen fat i skulderstroppen på én af soldaterne, så hans gevær knaldede mod jorden efter alle de andre. Der gik et suk gennem alle tyskere, men hvor var det dejligt for mig. Ensformigheden blev brudt, og det var faktisk det eneste forsonende moment ved en ellers forstemmende oplevelse. Senere kom jeg til Paris, læste så kunsthistorie, litteraturhistorie og filosofi, hvorefter jeg rejste hjem og tog min eksamen.

– En oplevelse fra Modstandskampen.

Mesterskytten John

– Den fortæller bl.a. om min nærmeste ven John, der blev torteret til døde. Vi skulle lave vores første sabotage mod en radiofabrik, der lavede materiel til luftwaffe. Vi havde indhentet visse oplysninger og skulle gå frem efter retningslinjer, vi havde læst os til. Vi fik lavet bomberne og tog så af sted. Jeg selv var forklædt som CB-betjent, og jeg skulle banke på under påskud af, at jeg skulle efterse mørklægningen. Ved at overmande vagten skulle jeg få mine kammerater ind.

Men det gik galt lige fra starten. Vagterne ville ikke uden videre lukke mig ind, og det var uforudset. De havde barrikaderet sig og kommanderede ”hænderne op”. De stolede ikke på mig, og ville have at vide, hvilken politistation jeg kom fra, så de kunne få bekræftet mine oplysninger. Spillet var tabt. Så hørte jeg en mand gå forbi ude på gaden. Han fløjtede og snurrede i det samme rundt og skød pistolen ud af hånden på den ene sabotagevagt og lygten ud af den andens hånd. Det gav mig mulighed for at stikke af. Manden var John, som var en fabelagtig mesterskytte.

Kursændring i sabotagetaktikken

I skyndingen fik vi ikke vore bomber med, men under en rekognoscering dagen efter fandt vi bomberne i en have. John udgav sig for journalist, ringede fabriksejeren og politiet op for at få at vide, hvad der var sket. Han fik den besked, at næste gang ville vagterne være bedre beskyttede, nemlig af pigtråd og hunde. Det var en udfordring til os. Vi lod instruktionsbog være instruktionsbog, og to dage senere indfandt vi os igen – inden man havde fået gennemført sikkerhedsforanstaltningerne på fabrikken.

Denne gang ringede vi ikke pænt på. Vi gik bagom, affyrede advarselsskud og anmodede arbejderne om at komme i dækning. Vi smed både brand- og sprængbomber ind gennem vinduerne, og denne gang blev fabrikken totalt ødelagt. Dette kom til at betyde en kursændring i sabotagetaktikken, idet vi gik over til frontale angreb, altså mere lig en militær aktion.

Da vi trak os tilbage fra angrebet, løb vi lige ind i en kommunistisk gruppe, som i øvrigt nær var gået i Gestapos fælde. Den havde hørt om vort mislykkede førsteforsøg og ville nu ordne paragrafferne. Denne situation var med til at overbevise os om, at en mystisk organisation, som kaldte sig Frihedsrådet, men som vi ikke vidste meget om, måske havde en funktion. Med andre ord erkendte vi, at en centralledelse var nødvendig. Vi nåede 25 sabotager, inden vi blev taget.

Blinde forhåbninger

– Mange oplevelser i Porta gjorde vel indtryk?

– Det kunne slet ikke undgås, og jeg vil gerne nævne en enkelt. Vi havde en horsensiansk kammerat, som på grund af sin politiske overbevisning og sin deltagelse i modstandsbevægelsen var endt i Porta. Tilsyneladende var han en lille forsagt mand, som dog givetvis havde et glødende indre liv, der satte sit præg på hans højest personlige tilværelse. Han var anbragt i dette helvede, der kostede flere danske livet end nogen anden Kz-lejr. Der var sult, sygdom, hårdt arbejde og død.

Denne mand Fussing savnede de fysiske forudsætninger for at kunne klare alt dette, og han var selv klar over, at han ikke kunne overleve. Vi andre havde vore blinde, optimistiske forhåbninger om, at englænderne efter invasionen hurtigt ville rykke frem til Berlin, at Danmark blev befriet, og vi kom ud. Vi vidste at lejren lå nær den hollandske grænse og anså det kun for et spørgsmål om få dage, før vi blev befriet.

Ham glemmer jeg aldrig

Men der var andre mere nøgterne, som indstillede sig på at være i lejren i lang tid, og det tog da også godt et halvt år, inden befrielsens time slog. Men disse måneder kostede også halvdelen af de danske fanger livet. Fussing var ikke i tvivl om, at han ville blive én af dem. De mange måneder var en kolossal hård belastning, men Fussing viste en utrolig sjælsstyrke, og han bevarede sin værdighed til det sidste. Vi så hans kræfter aftage, så ham svulme op. Der kom den tid, hvor hans kræfter svigtede og vi måtte opmunter ham til at stramme sig an. En dag gik der betændelse i underhuden. Betændelsen bredte sig, og den dag huden bristede, døde Fussing på en time. Jeg tænker tit på ham og glemmer ham aldrig.

– Og Deres forskergerning?

– Det har været en umådelig oplevelse at se, hvorledes unge mennesker stadig kan begejstres for en opgave, som de går ind for med liv og energi i et omfang, der slet ikke står i noget rimeligt forhold til de chancer, der bydes dem. Disse unge mennesker er ikke blot blevet mine medarbejdere, men også mine venner på Fibiger Laboratoriet. Det er morsomt at være virksomhedsleder og prøve at forstå disse mennesker og deres forudsætninger, være med til at udvikle et klima, hvor alle er forpligtet overfor en fælles opgave. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg kan savne kontakten med patienter, men jeg har fået fuld kompensation herfor på laboratoriet.

Kz-lejrens følgesygdomme

– Har det, De oplevede under krigen, haft nogen indflydelse på Deres videre gerning?

– Ja, på mere end én måde. Da jeg kom hjem fra Tyskland og gjorde mit medicinske studium færdigt, syntes jeg, at de lægelige erfaringer, der kunne uddrages af opholdet i kz-lejren, skulle bruges. Mit forslag gik ud på, at man skulle følge de, der havde været i Porta. Jeg søgte kontakt med læge Paul Thygesen, og det blev et godt samarbejder, som resulterede i dannelsen af en lægegruppe. Der blev udført et kæmpearbejde over følgetilstande.

De undersøgelser, som er blevet forsat af Paul Thygesen, har været en medvirkende og afgørende faktor for gentagne revisioner af erstatningsloven. Der er opnået meget i de forhandlinger, der har været ført med myndighederne om hjælpeforanstaltninger, og det har været et skoleeksempel på en virkelig positiv indstilling fra det offentliges side. Der har været en fordomsfri indstilling fra myndigheder og politikere i ønsket om at gøre det rigtige. Vi har haft en kolossal hjælp i Frihedsfonden, som har administreret med dygtighed, så man må stå i taknemmelighedsgæld til fonden.

Undersøgelserne afslørede også, at sultsygdommenes afgørende faktor var manglen på æggehvidestoffer. Det førte med sig, at jeg begyndte at interessere mig for cellers æggehvidestoffer. Min ansættelse hos Bichel og Krebs i Århus gjorde, at jeg kom i ind i cellefysiologien, og det resulterede igen i min interesse for kræftsygdomme.

Kender 600 årsager til kræft

– Kender man årsagen til kræft i dag?

Vi kender over 600 ydre årsager til kræft. Vi ved i reglen ikke, hvorfor en given patient har fået kræft. Vi ved, at vi mennesker dagligt er udsat for mange kræftfremkaldende påvirkninger, men ikke, hvorfor én bliver syg, mens en anden ikke bliver det. Vi ved ikke meget om, hvad der sker i en celle, fra den er normal, og til den får kræft. Resultater af forskningen tyder på, at en kræftcelle kan være normal, når den lever i et miljø, hvor de faktorer, der normalt kontrollerer celleformningen, svigter.

Sagt på en anden måde: De celler, vi er bygget op af, danner et samfund. Borgerne, dvs. cellerne, har en lov at rette sig efter, og der findes en politistyrke til at sørge for, at loven overholdes. I nogle tilfælde skyldes kræften måske, at politistyrken svigter. I andre tilfælde er det de fundamentale forandringer inde i cellerne, der svigter. Så kan vi ikke dæmme op for ”revolutionen”, og kræftcellerne tager overhånd. De nærmere detaljer for, hvad der foregår i organismen, når der udvikler sig en kræftsygdom, kender vi ikke. Det er disse mange spørgsmål, der knytter sig hertil, der er hovedemnet i vores forskning.

– Kan man komme kræften til livs?

– Vi ved, at en enkelt opdagelse ikke kan klare alle kræftformer. Der er så mange særpræg, at det er muligt at løse problemet med én form, men ikke for andre. Man kunne ligeså godt have spurgt for 50 år siden, om man kunne komme infektionssygdommene til livs. Svaret ville være: Nej, ikke dem alle på én gang. Kræft er en stor gruppe af sygdomme med visse fællestræk, men mange særpræg. Der er sket tekniske fremskridt, der giver fremskridt i behandlingen. Det er ikke nogen revolution, for selvom en ekstra promille overlever, dør dog mange tusinde.

Cigaretrygningens skadelige virkning

– Der har været talt meget om cigaretrygningen i forbindelse med kræften.

Jeg ryger ikke selv cigaretter, men det er, fordi jeg ikke kan li´ dem. Jeg har altså intet problem i den retning. Men – jeg er overbevist om, at cigaretrygningen er en vigtig årsag til stigningen i antallet af lungekræft. Nogen 100 pct. Sikkerhed herfor kan ikke gives, men der er overvældende mange indicier for det. Derfor synes jeg, at man skal afholde sig fra at ryge cigaretter. Vi ved f. eks. Også, at visse stråleformer kan fremkalde kræft. Jeg tænker her bl.a. på atombomben. Man ved også, at en række kemiske produkter, specielt indenfor farveindustrien, er farlige. Det er man opmærksom på og prøver at forebygge.

Endvidere tyder en del på, at visse kræftformer skyldes virus. Vi har set, at der ved forsøg med dyr er en vis sammenhæng mellem kræft og virus, så det er nærliggende at tro, at det samme gør sig gældende for mennesker. I øvrigt tyder meget også på, at organismen har en naturlig forsvarsmekanisme mod kræft. Den kan være mere eller mindre udviklet. Det vil bl.a. sige, at alle kan gå rundt med kræftceller, uden der sker noget. Derfor kan man sommetider opleve helt spontane helbredelser af håbløse kræfttilfælde.

Vi må undersøge den naturlige forsvarsmekanisme nærmere, og om man kan stimulere den. De første skridt i så henseende er taget.

– Er de økonomiske muligheder for kræftforskning herhjemme tilfredsstillende?

– Kræftforskningen eksisterer udelukkende ved hjælp af Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse. Uden den ingen forskning. Det forekommer mig påfaldende, at den eneste støtte fra staten, der gives til forskning af den næststørste dødssygdom vi har herhjemme, kommer fra overskuddet ved statstelegrafens festblanketter. Det beløber sig til 3-400.000 kr. om året! Med hensyn til behandling ligger det noget anderledes.

Ved vore universiteter er der ikke engang kræftforskning som særligt fag, selvom der er spredt forskning. Det indebærer, at vore budgetter er begrænsede. Fibigerlaboratoriet får 1,5 mill. Kr. om året fra landsforeningen. Det giver os vanskeligheder, at vi ikke har større midler til rådighed. Jeg ville gerne have fire medchefer og sammen med dem have ansvaret for en bred forskning, der prøver at tage så mange synspunkter med i betragtning som muligt, når vi planlægger vore forsøg. Vi har brug for store reserver af specialviden. Men det kræver større kapital, end en privat organisation kan klare. Tiden nærmer sig, hvor det offentlige må træde til. Dette er ikke mere nok med festblanketter.’

Jeg tro altså ikke på, at kræftens gåde kan løses ved, at en genial mand får en strålende ide. Den slags duer det ikke at bygge på. Kræftproblemet er så mangfoldigt, så en enkelt opdagelse ingen chance har for at rydde op i hele problemet. Det må være indstillingen hos dem, der beskæftiger sig med denne forskning.

Læs artiklen: Det offentlige må nu træde til i dansk kræftforskning

Blå bog

Overlæge, dr. Med. Jørgen Kieler, født i Horsens som søn af læge J. E. Kieler. Student fra Horsens statsskole 1939. Medicinsk embedseksamen 1947. videnskabelig assistent i Århus og USA, ansat ved Carlsberg-laboratoriet. Leder af Fibiger-laboratoriets biologiske afdeling 1954. Chef for Fibiger-laboratoriet 1965. Dr. Med. 1954. Medstifter af Dansk Selskab for Cancerforskning. Skrevet betydningsfulde videnskabelige afhandlinger og er tre gange hædret med store legater.

Berlingske Tidende d. 10. december 1969

Kræftens fingeraftryk

Interessante resultater, der tyder på, at visse kræftformer skyldes et virus, fremlagt på kongres i Paris

På en kongres i Paris, arrangeret af Den internationale Cancerunion, hvori deltog kræftforskere fra hele verden, blev der fremlagt resultater, der viser, at man er på sporet af kræftens ”fingeraftryk”. Fra Danmark deltog i mødet lederen af Fibigerlaboratoriet, overlæge dr. Med. Jørgen Kieler og hans nærmeste medarbejder, dr. Med. Kay Ulrich.

De undersøgelser, der vakte størst opsigt, var foretaget af professor Don Morton fra National Institute of Health og dr. Frederick Eilbert fra National Cancer Institute i Bethesda, USA. Det var dr. Eilbert, der var kommet til mødet i Paris for uden for programmet at fortælle om de lovende forsøg. Baggrunden er følgende:
I en svulstform, der specielt rammer bindevæv og knoglevæv hos yngre, er det lykkedes de to forskere at påvise, at der i svulstcellerne findes nye æggehvidestoffer, som er de samme, uanset hvilken patient man tager svulstcellerne fra.

Disse æggehvidestoffer har evnen til i organismen at udløse en forsvarsreaktion i form af antistoffer og formentlig også særlige forsvarsceller, som angriber svulstcellen. Det er en erfaring, man ofte har gjort ved dyreforsøg. Og derfra ved man, at svulstceller ofte indeholder sådanne æggehvidestoffer, der kaldes antigener.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at svulster, der i laboratoriet fremkaldes med kemiske stoffer, også indeholder fremmede antigener, men de er forskellige fra den ene svulst til den anden. Der findes imidlertid nogle svulster, hvor antigenerne er identiske, og man ved i dag, at de skyldes samme virus.

Hvis man fra svulster hos mennesker kan påvise ensartede antigener, vil det formentlig være udtryk for, at de har den samme virus årsag. Populært sagt: Hvis man under opklaringen af flere indbrud finder fingeraftryk fra den samme person, er der grund til at tro, det er ham, der er gerningsmanden.

Det, de to amerikanske forskere har påvist, er, at der i en række bindevævs- og knoglesvulster hos mennesker findes ”det samme fingeraftryk”, det samme antigen. De har derfor fattet mistanke om, at det er det samme virus, der er årsag til disse svulster.

Det næste skridt var følgende: Forskerne lagde vævsprøver fra patienter, fortrinsvis fra drenge og yngre mænd, i forsøgsglas og dyrkede dem. Forskellige celler voksede ud. Nogle var normale, andre ondartede. De ondartede blev isoleret og fremstillet i renkultur. I disse renkulturer fandt man det samme antigen, det samme ”fingeraftryk”.

Man ved, at virus kan fremkalde et fælles antigen, og celleprøverne blev nu lagt under et elektronmikroskop. I nogle tilfælde lykkedes det at påvise virus. Dette er dog ikke noget bevis for, at svulsterne skyldtes dette virus. Der findes mange virus arter, der vokser særdeles vel i kræftceller, men intet har med kræft at gøre.

De to forskeres iagttagelser vakte betydelig større opmærksomhed, da de kunne rapportere, at de ved overførelse af det næringsmiddel, hvor de ondartede kræftceller var dyrket – efter fjernelsen af alle kræftceller til kulturer af normale menneskelige bindevævsceller – kunne omdanne dem til kræftceller.

Overlæge Kieler mener, at dette utvivlsomt er det nærmeste, man er kommet til at kunne bevise, at virus i nogle tilfælde kan fremkalde kræft hos mennesker.
Man kan aldrig, når det drejer sig om menneskekræft, føre de samme klare beviser, som når det gælder kræft hos dyr. Man kan ikke ved forsøg påføre raske mennesker cancer. Men alt tyder på, at den nævnte kræftform, der ganske vist ikke hører til de mest udbredte, skyldtes et virus. Dette betyder, at der på længere sigt skulle være håb om at fremstille en vaccine, selv om denne naturligvis ikke vil kunne beskytte mod al form for kræft.

På kongressen fremlagde den engelske forsker, dr. Martin Lewis en undersøgelse af svulster, opstået fra modermærker. Også han kunne påvise, at svulstcellerne indeholdt fremmede antigener, men de var forskellige fra den ene svulst til den anden. Det taler imod, at disse svulster skyldes et virus.

En fransk forsker rapporterede, at han hos 25 procent af leukæmipatienter havde fundet et antigen, der var fælles for dem. Men det er undersøgelser, der er meget vanskelige at gennemføre, og som kræver nærmere bekræftelse, før man tør sige, om blodkræft skyldes et virus.

Til slut diskuterede man på kongressen, hvilke behandlingsmuligheder de nye opdagelser kan rumme. Det blev fremhævet, at den menneskelige organisme i hvert fald over for nogle svulster besidder en naturlig forsvarsmekanisme, som imidlertid ikke er stærk nok til at overvinde svulsten, når den har nået en vis størrelse.

Man kan derfor tænke sig den mulighed, at man reducerer antallet af svulstceller ved kirurgisk indgreb, strålebehandling eller kemisk terapi og derved stimulerer organismens naturlige forsvarsreaktioner.

Undersøgelser er indledt i England og Frankrig, men resultaterne er foreløbige. Noget tyder på, at der her er en vej frem, selv om det ikke gælder alle svulster.
I Danmark er kræftforskningen koncentreret på Fibigerlaboratoriet, der dog lider under mangel på arbejdskraft. For blot at nævne ét eksempel: I Sverige er 50 mand beskæftiget med udforskningen af den særlige kræftform, der hedder Burkitts sygdom. I Danmark to.

Læs artiklen: Kræftens fingeraftryk

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek

 

Artikler fra Horsens Folkeblad

Kræftforskeren, dr. med Jørgen Kieler om principielle synspunkter. (Horsens Folkeblad, 08.02.1971)

Læs portrættet

Læs mere

96.71 Hvorfor gjorde I det? : personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning / Jørgen Kieler. København, Gyldendal, 2001. – 2 bind : ill.

96.71 En modstandsgruppes historie / skrevet af tidligere medlemmer af Frit Danmarks Studentergruppe og Holger Danskes 2den gruppe. Rungsted Kyst, Jørgen Kieler, 1982. 2 bind, ill.

99.1 Om lidt er de borte : modstandsbevægelsens topfolk fortæller / Anne Wolden-Ræthinge. – 1. udgave. – Kbh. : Gyldendal, 2005. – 344 sider : ill.

46.4 Horsens går til modstand : modstandskampen i Horsens 1940-1945 / Chr. Rimestad, Horsens, Åløkke, 1998-2000. – 3 bind, illustreret

46.4 Med Horsens i bagagen : 15 horsensianere fortæller om deres opvækst / Chr. Rimestad, Horsens, Åløkke, 1999. – 79 sider : ill..

Europa betalte prisen for vores egoisme – interview med Jørgen Kieler (Berlingske Tidende 22.08.2004)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.