Dagens portræt: Jannik Broz (Horsens Folkeblad, 30.12.1992)
At forstå kunst er en uddannelse, næsten ligesom at blive udlært til tømrer. Sagt af den 26-årige Jannik Broz, som fra årsskiftet er ansat som den første bykunstner i Horsens. begyndte han at beskæftige sig mere alvorligt med kunst, mens han i 1984-86 gik på HF i Gedved. Formingslæreren Knud Andersen gav ham nogle gode skub, som satte tanker i gang. Skelsættende blev et 16 ugers ophold i 1989 på Kunsthøjskolen ved Holbæk. Efter det vidste Jannik Broz, at han ville være kunstner. Siden har han fuldtids beskæftiget sig med kunst. Han har uddannet sig på Grafisk Skole i Århus, og han opholdt sig i nogle måneder i 1990 i København, hvor han dyrkede klassisk tegning på Glyptoteket. I København boede han sammen med mange andre kunstnere i en af B&Ws gamle bygninger – på en drømmeseng i et kontor. Miljøet i den gamle bygning var specielt, præget af et hastigt forfald. Det samme miljø har Jannik Broz fundet i det gamle andelsmejeri i Rædersgade i Horsens, som han og to andre lokale kunstnere, Lars Lynge og Jesper Bjerregaard, har lånt til atelier.