En anden del af byens musikliv foregik i de mange sangforeninger, der fra midten af 1800-årene begyndte at blomstre frem. Hånd i hånd med industrialiseringen fremvoksede et rigt foreningsliv i Horsens, og mange af disse fik en såkaldt syngende afdeling, et kor, som kunne underholde ved koncerter for de øvrige medlemmer. Og det hændte også, at en sang-forening og et af byens orkestre arbejdede sammen om afholdelsen af offentlige koncerter.
I 1844 stiftedes det første kor, Horsens Sangforening, der eksisterede i henved 20 år, men der er desværre ikke overleveret mange oplysninger om dens sangforenings virke.
Kristlig Sangforening så dagens lys i 1885, og her havde man til formål at fremme Sangen i Menigheden og lære at synge Gud Lovsange. Denne forenings kor blev senere sammenlagt med KFUM og K, under navnet Kristligt Sangkor, som bestod til midten af 1950’erne.
Afholdsforeningerne fik også deres sang-foreninger i slutningen af 1800-årene. Afholds-sangforeningerne Fremad og Oktaven, havde kun en forholdsvis ringe koncertvirksomhed, men her var hovedformålet det interne, aktive musikliv med de syngende medlemmer.
De mange kor i Horsens deltog, ud over i lokale koncertarrangementer, også i sangstævner, som blev meget almindelige over hele landet. Det blev afholdt hvert andet år, og forskellige købstæder var vært for stævnet.
I 1910 var Horsens vært for sangstævnet, og det blev rost for at være det bedst arrangerede stævne hidtil.
Det første landssangerstævne blev afholdt 1926 i København, og her vandt jyderne med musikdirektør Georg Marquard som dirigent.
Læs også om Sangforeningen Brage, Sangkoret Apollo, Horsens Arbejderforenings kor, Sangforeningen Ydun og Visens Venner.
Læs mere:
Byarkivets indkomstjournal 1982-79
arkivfond A-144