Horsens Sadelmager-laug

Stiftelsen

D. 1. april 1887 stiftedes Horsens Sadelmager og Tapetsererforening, da 13 sadelmagermestre samledes til møde i Horsens i Håndværker og Sangforeningen. De 13 sadelmagermestre var: Harald Christensen, Andreas Eriksen, S. Sørensen, G. Asplund, Carl Sørensen, A. G. Lotz, N. Skou, Chr. Olesen, Jens Christensen, Søren Eriksen, P. Goldbeck, Nitzcke og Chr. Jensen. Harald Christensen blev valgt til formand.

Man besluttede, at man ikke ønskede at tilslutte sig Centralforeningen i København, og svarede på en henvendelse, at man ønskede at ”vedblive at være en selvstændig Forening, der vaager over, at Indskud og Kontingent forbliver i Foreningens egen Kasse og anvendes i Foreningens egen Interesse”.

Arbejdstid og timeløn

På et møde i februar 1891 behandlede man spørgsmålet om ensartet arbejdstid og betalingsmåde i timeløn. Alle medlemmerne sympatiserede med synspunktet og lovede at bestræbe sig på at indføre dette. Desuden blev det vedtaget, at man ville indføre kontrakter med lærlinge, der var blevet ansat efter 30. marts 1889.

Foreningen modtog i 1896 en henvendelse fra svendene, som ønskede lønforhøjelse og arbejdstidsnedsættelse. Efter en række forhandlinger enedes man om at fastsætte timelønnen til 25 á 30 øre til svende, der arbejde for fagmænd og 30 á 35 øre for svende, der arbejde for ikke-fagmænd. Desuden blev arbejdstiden fastsat til 10,5 time om dagen.

Konflikt

I 1899 er der dog igen konflikt om svendenes lønninger, og d. 1. april nedlægger svendene arbejdet. Ved generalforsamlingen d. 4. april møder samtlige mestre op, og man bliver enige om at sende besked til svendene om, at ”Mestrene agter at skaffe Lønnen saa langt ned som muligt og for enhver Pris at bekæmpe Fuskearbejdet”. Efter 10 dage genoptog svendene arbejdet.

Det var ment alvorligt da mestrene advarede mod fuskearbejde, så da en svend bliver taget i at have lavet 2 fjedermadrasser, bliver han idømt en bøde på 20 kr., hvoraf de 10 kr. går til svendenes forening og de andre 10 kr. til Horsens Sadelmager og Tapetsererforening.

Senere opdager man, at en mester er blevet optaget i foreningen uden at have løst borgerskab. Den forseelse kostede ham en bøde på 50 kr., men førte så voldsomt et røre med sig at 7 af medlemmerne meldte sig ud i protest efterfølgende.

I 1913 strejker svendene igen. Denne gang varer strejken 2 måneder.

40 års jubilæum

D. 1. april 1927 kunne Horsens Sadelmager og Tapetsererforening fejre 40 års stiftelse, og det gjorde man med en fest i Håndværker og Industriforeningen.

I 1933 oprettede man en fagklasse for lærlinge i Teknisk Skole, og som faglærer blev A. Saaby Pedersen ansat. Desuden skænkede man en pengepræmie til den dygtigste elev i fagklassen.

D. 1. april 1937 kunne foreningen fejre 50 års stiftelse og kaldte sig nu Horsens Sadelmagerlaug. På det tidspunkt talte foreningen 11 aktive og 4 passive medlemmer.

Fusion

D. 19. august 1973 fusionerede landsforeningen for Sadelmager – og Tapetserermestre i Danmark, og Sadelmager- og Tapetsererlauget i Danmark og blev til Landslauget, Organisation for Auto- og Boligmonteringsområdet i Danmark.

Formænd i årene 1887 til 1937

1887 – 1892 Harald Christensen

1892 – 1900 Jens Christensen

1900 – 1909 A. M. Hansen

1909 – 1910 Jens Christensen

1910 – 1925 P. Sørensen

1925 – 1933 Axel Sørensen

1933 – 1935 P. Sørensen

1935 – …… N. Nielsen

Læs mere

68.7 Horsens Sadelmagerlaug 1887 – 1. april – 1937. – Horsens : Horsens Bogtrykkeri, 1937. – ca. 20 sider : ill.

Landslaugets hjemmeside