De arkæologiske undersøgelser i Horsens johanniterkloster, Skt. Hans.
Det har længe været kendt fra historiske kilder og kort, at det middelalderlige johanniterkloster, Skt. Hans, senere Stjernholm Slot, lå i området øst for den middelalderlige Horsens by. Der er gennem tiden blevet foretaget jordarbejder mange steder i Stjernholmkvarteret. Først og fremmest naturligvis da området blev byggemodnet i de sidste to årtier af 1800-tallet, og igennem tiden er hhv. kloak, vand, bygas og fjernevarme blevet lagt ned i gaderne, så meget er gravet væk. Fra forskellige indberetninger vidste vi dog, at der blev funder skeletter fra Ole Worms Gade og helt over i Gersdorfsgade. Først i 2002 fik Horsens Museum lejlighed til at foretage den første regulære arkæologiske udgravning, da der skulle bygges et vaskehus i baggården til Ole Worms Gade 8-10. Ved den lejlighed fremkom, udover talrige begravelser, for første gang bygningsrester, formentlig fra Skt. Hans Kloster, nemlig et ca. 9 m langt og 1,5 m bredt kampestensfundament. Overraskende var det, at der også blev påtruffet et grubehus fra vikingetid.
Kirkegården
Horsens Museum var derfor på tæerne, da kloak- og vandledninger skulle udskiftes ned igennem Ole Worms Gade, og da entreprenørens gravemaskine satte skovlen i jorden d. 5. dec. 2007, blev det starten på en udgravning, der strakte sig over halvandet år, og gav mange nye oplysninger om klosteret.
Sydligst i gaden løb åen, men fra engang efter 1200 blev den eller rettere bredden af den fyldt op med tegl- og mørtelsmulder. Det skete formentlig i forbindelse med byggeri på klosteret. Nord herfor fandtes kirkegårdens vestlige afgrænsning, hvor begravelserne følger en linie fra sydøst mod nordvest. En linje med samme orientering ses parallelforskudt i matrikelgrænserne 10 m mod vest. På kortet over Horsens Kiøbstads Jorder fra 1818 ses et vejforløb på dette sted og med denne orientering. Det er sandsynligvis denne vej, der har bestemt matrikelgrænserne, og begravelsernes orientering efter denne linje viser, at vejen og grænsen kan føres tilbage til middelalderen. Mod nord fandtes også afgrænsningen på kirkegården, og da vi ved, at begravelserne strækker sig i hvert fald helt over til og med Gersdorfsgade, kan kirkegårdens samlede areal anslås til min. 9400 m2.
Skt. Hans Klosters kirkegård var da også hele byens kirkegård i middelalderen. Det skyldes, at johanniterne kom til byen, da kong Valdemar Atterdag i 1351 forærede dem byens sognekirke, Vor Frue, med eksisterende kirkegård. Velstående personer, der kunne betale for sig har kunnet få en plads i Gråbrødrenes kirke, den nuværende Klosterkirke, men for byens øvrige befolkning var Vor Frue kirkegård ved Skt. Hans Kloster deres sognekirkegård.
Det bør nævnes, at der dog findes en enkelt begravelse udenfor kirkegården. Den dukkede op 1,3 m nord for den nordlige kirkegårdsmur. Den placering må forklares med, at den gravlagte på en eller anden måde stod udenfor kirken – en selvmorder, forbryder, ekskommunikeret eller ikke-kristen.
I udgravningen registreredes i alt omkring 650 grave, hvoraf 578 havde skeletter bevaret. 30 af gravene er dobbeltgrave og 3 er tripplegrave, dvs. grave, hvor hhv. 2 og 3 er begravet sammen. Det er generelt yngre mennesker og børn, der begraves på denne måde – måske ofre for epidemier og børnesygdomme. Ud fra de fundne skeletters alder og antal anslår vi, at Horsens havde omkring 600 indbyggere i middelalderen.
Alle skeletter er sendt til Syddansk Universitet i Odense, hvor de vil blive underkastet grundige antropologiske undersøgelser, som vil kunne oplyse os om levealder, sygdomme, sundhedstilstand osv.
Bygninger
Vi ved ikke meget om klosterets bygninger fra de skriftlige kilder. Ved reformationen overgår alt klostergods til kronen, og kort herefter, i 1542 skænkes ”et stenhus i Horsens på Skt. Hans Klosters kirkegård syd fra kirken mod stranden” til Århus hospital. Resten af klosterbygningerne indgår formentlig i det, der efter Holger Rosenkrantz overtagelse i 1575, kaldes Stjernholm Slot. Det bliver revet ned kort efter 1670, og herefter ligger skiftende bondegårde på området.
I udgravningen i Ole Worms Gade dukkede bygningsrester fra kirkens/klosterets tid op omtrent midt i gaden og fandtes derefter i partier nordpå. Det drejer sig først og fremmest om et forløb af kampestensfundamenter, der tilsammen synes at udgøre et nord-syd-gående forløb, hvorefter det i den nordlige ende knækker mod øst og dermed danner et nordvest-hjørne. Fundamentet både skærer og skæres af begravelser, så det må have været i brug i kirkegårdens funktionstid.
Længere mod nord fandtes et næsten 2 m bredt øst-vest gående fundament, nord for hvilket der ikke findes begravelser (bortset fra den nævnte ”udstødte”). Under og langs det vestlige fortov ses også kanten af en plyndringsgrøft, ligesom rester af et plyndret fundament ses 7,5 mod nord. Det kan tilsammen udgøre en 7,5 m bred bygning, der har udgjort den nordlige afgrænsning af kirkegården.
I fundamentet blev gjort et overraskende fund: en ituslået døbefont. To dele af den var smidt i fundamentet, og delene var kraftigt behuggede ved kummen. Den mest logiske forklaring på, hvordan fonten er havnet i fundamentet er, at den er blevet kasseret, da sognefunktionen overgik fra Vor Frue i Johanitterklostret til Skt. Ibs Kapel, nuværende Vor Frelser Kirke, på Torvet i 1480.
Dermed havde klosteret ikke længere sognekirkelige funktioner såsom dåbshandling og følgelig intet behov for en døbefont. Det betyder imidlertid, at døbefonten i Klosterkirken, som man har ment kom fra Vor Frue, må komme andetsteds fra.
Det er i sagens natur kun udsnit af bygningskomplekset, der blev afdækket i udgravningen, og det er vanskeligt at danne sig et samlet billede af bygningerne. Forhåbentlig kan fremtidigt anlægsarbejde i kvarteret føje flere brikker til puslespillet.
Bebyggelse før kirkegården
I 2002 fandtes som nævnt et grubehus, dvs. en værkstedshytte fra vikingetiden, i baggården til Ole Worms Gade 8-10. Det var meget overraskende, fordi vi allerede kendte til en vikingetidsbebyggelse i Borgergade og derfor mente, at det ældste Horsens var opstået indenfor de senere middelalderlige byvolde. Det forklarer imidlertid, hvorfor byens sognekirke og kirkegård lå udenfor middelalderbyen. Ved udgravningen i 2008-09 håbede vi at finde mere af vikingetidsbebyggelsen. De mange forstyrrelser i gaden (kloak, vand, fjernvarme og begravelserne) kan desværre have fjernet mange spor af ældre bebyggelse, hvis den har været der. Vi fandt spredte stolpehuller og mod nord, omtrent udfor den tidligere Tekniske Skole, rester af 2 grubehuse. Det forøger alligevel vores viden, så vi nu kan sige, at det vikingetidige bebyggelsesområde er blevet udvidet til at omfatte mindst 1600 m2.
Bebyggelse efter kirkegården
Mange af klostrets bygninger var sandsynligvis stadig i anvendelse efter Reformationen i 1536. Levn fra denne periode i udgravningen var en bred grøft, der skar sig øst-vest hen over kirkegården. Hvilken funktion den har haft kan ikke afgøres – dimensionerne synes for beskedne til at kalde det en voldgrav. Da den sløjfes, bliver den fyldt op med spændende ting såsom mange kakler fra en kakkelovn og en fornem stegegaffel med ottekantet skaft af ibenholt. Træet er udskåret med vindrueklaser, hvor hver drue er udfyldt med en lille ring af sølv, og om skaftet er viklet bånd af tin eller sølv. Det er genstande fra en fornem husholdning som den, der har været på Stjernholm Slot.