Krigen 1864

Originalartikel fra Persillekræmmeren Nr. 11 – 2003

Krigen 1864

Efter krigen i 1864 mod de tyske stater, først og fremmest Preussen og Østrig, mistede Danmark hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Danmarkskortet blev ændret for tid og evighed. En reduktion på en tredjedel. Befolkningstallet ændredes fra 2,5 til 1,7 million og arealet fra 58.000 til 39.000 kvadratkilometer, og 200.000 danskere i Slesvig blev tvunget under fremmed herredømme.

Særlig kendt fra krigen er slaget ved Dybbøl, der varede fra 7. februar til 18. april 1864, hvor den danske hær på ca. 10.000 mand kæmpede mod en ca. 37.000 elitetropper med moderne udstyr, f. eks. bagladegeværer- og kanoner. Danskerne måtte klare sig forladegeværer- og kanoner. De danske og tyske tab (døde, sårede og savnede) var henholdsvis 4800 og 1200 mand.

Vær sogn

Også i Vær sogn mærkede man krigen (det meste af Jylland var besat). Her var preussisske og østrigske tropper indlogeret (tvang) på gårde til gratis ophold og forplejning. Dertil kom konfiskation af bøndernes heste og husdyr. På Stensballegård holdt officererne til, og her er den gamle, berygtede preussiske overgeneral F. H. E. Wrangel (1784 – 1877) set ridende i parken.

Veteranerne

Forfatter og skolelærer i Stensballe A. J. Gejlager (1878 – 1955) Har talt med 28 menige soldater (veteraner) fra krigen 1864, heraf fem fra Stensballe. Resten kom fra nabosognene, og soldaterne havde gjort tjeneste indenfor alle grene af hæren og marinen. Det drejer sig således om meget autentiske beretninger fra krigen, der er fortalt med soldaterne egne ord, men med ført pen af Gejlager.

Disse beretninger findes samlet i en bog på 122 sider: A. J. Gejlager, 1914; Veteranerne fortæller, Nationale Forfatteres Forlag, København. Bogen kan lånes på Stensballe Lokalhistoriske Arkiv eller Horsens Bibliotek. Lokalarkivet bringer i det følgende lidt klip (i ny retskrivning) fra to af beretningerne.

Partikulier Mathias Ovesen, Stensballe – 6. regiment, 6. kompagni

 

Ovesen fortæller bl.a.: Den 7. februar 1864, kl.12, stod vi i Husum (Sydsle-svigs vestkyst) i bidende kulde. Ingen vidste, hvad der skulle ske – ikke engang underofficererne. Men kl. 14 kom der ordre fra regimentchefen, og vi satte os i bevægelse. Hvorhen og hvorfor vidste vi ikke, men vi mærkede jo, at det gik nordpå. Den næste nat mellem kl. 23 og 24 var vi nået over på Als.

Den 22. februar begyndte tyskerne at skyde fra Broager (halvø på Sønderjyllands østkyst). Vort 6. regiment rykkede ud og mødte en lang række bårer med sårede. Det kneb for os, for det var de første sårede, vi så, og tilmed lå der sne overalt, så vi kunne se, hvor blodet havde dryppet langs af sted. Siden blev vi vant til det, at vi ikke regnede det for nogen ting.

Det var nogle forfærdelige granater, tyskerne havde, især spidsgranaterne. Dem kunne vi ikke se i luften, når de kom, men vi kunne høre dem. De kunne slå igennem skansernes tykke bjælker og det stærke beton som ingenting.

I begyndelsen skød de kun om dagen; men efterhånden skød de både nat og dag med 200 kanoner. Det var et øredøvende spetakel. Vi gjorde tjeneste i skanse 1. Engang slog en granat ned i skansen, gik gennem jord og bjælker og dræbte eller sårede 35 mand. De var ikke fra mit hold; men næste dag, da vi kom, sad der blod og kødrester rundt omkring.

Særlig ivrige var tyskerne efter at få møllen skudt ned, og de fik også held af det. Jeg stod i nærheden, da den fik to granater i hatten, og så skred den med et forfærdeligt brag.

Smed Ole Pedersen, Stensballe – 6. regement, 4.kompagni

Ole Petersen (”Wolle Smed”) fortæller bl.a.: Hele Dybbøl-stillingen står så tydelig for mig endnu, som de ting, jeg ser hver dag. Især kan jeg huske skanse 4 og 6, for dér var vi mest.

Engang var jeg nede i skanse 2. Da var der kommen en granat lige igennem blokhusets tag og havde slået 16 mand ihjel. Der var tydelige spor på væggene derinde.

Den værste tur, jeg havde ved Dybbøl, var en nat, da vi kørte jord i trillebøre uden for skanse 6. Den skulle sættes i stand, og det skulle ske om natten, når tyskerne ikke kunne se os. Men granaterne suste om os. Vi kunne ikke se dem; men vi kunne sandelig høre dem. Vi havde en løjtnant Lassen med os. Han ville sætte sig et øjeblik og rede hår. Men knap havde han sat sig, før der kom en granat og knuste hans hoved, så han døde på stedet, og hans oppasser fik en arm skamferet. Havde du endda været væk herfra, tænkte jeg, for det er meget værre end at være rigtig i slag. Alle vi andre slap da også helskinnet væk denne gang.

Og jeg tog for resten ingen skade under hele krigen.