Gården “Sorgenfri” i Tønning sogn

Brædstrupsegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

 Af: Sigrid Frandsen, Spjald.

I 1846 flyttede en familie til Tønning Sogn. De kom fra Hornborg. Mand, kone og fire børn, samt svigermor på aftægt. De havde så vidt vi­des ingen slægtninge på disse kanter i forvej­en.
Manden hed Peder Rasmussen og var født på Lille Hammergård i Hammer Sogn. Hans far­far, Christen Christensen, på Store Hammer­gaard havde taget springet fra fæstebonde, over selvejerbonde til Proprietær. Hammergaard var en tidligere hovedgård, og selv om det meste af bøndergodset nu var solgt fra, var det dog en stor mundfuld. Godt 10 Tdr. Hartkorn. Men han klarede den og delte så senere gården mel­lem sine to sønner. Den ældste søn, Rasmus, fik i 1800 en nyopført gård plus 300 Tdr. Land. Her blev Peder født som fjerdeældste søn. Hans moder, Birthe Hansdatter, var ud af en gammel og anset slægt fra “Breinbjerggård” i Hammer Sogn. Slægten er kendt i flere gene­rationer som dygtige og meget foretagsomme. Peders far døde, da børnene kun var halvvoks­ne. Det var lige efter Stats bankerotten i 1813, og det var svære tider. Men det lykkedes mo­deren at bevare gården, så den blev i slægten.

Peder var således ud af en dygtig og foretag­som slægt på begge sider. Han og brødrene sy­nes også at have haft mange evner. De beteg­nes bl. a. som “Stenkløvere”, (Kunne kløve og bygge med kampesten). De kunne også smede m. m. De begyndte alle beskedent med mindre brug, men endte alle som gårdmænd. Peder Rasmussen købte “Sorgenfri” af fuld­mægtig Søren P. Ferslev. Denne bor på Nør­holm i Herning, da papirerne underskrives den 13. juni 1846. Men så sent som 1. juni, 1846, boede han og fru Witta på “Sorgenfri” og hav­de et barn i kirke i Tønning. Peder Rasmussen omtales i skødet som “velagte”. Er det mon fordi hans onkel er proprietær ? – Gårdens hartkorn er efter gl. Matrk. l Tdr. og 3/4 Alb. Af Brandtaksationsprotokollen fremgår det, at det var en 3 – længet gård med stuehuset i nord, en vestlænge til heste- og kostald, en østre til bryggers, lade og tørv. Allerede året efter han­delen begyndte Peder Rasmussen at bygge til gården. Først forlænger han de to udhuse fra 8 til 14 fag, og dernæst bygger han i 1855 et søndre hus på 1 7 fag, så det nu er en anselig firlænget gård.

Men hvorfra navnet “Sorgenfri” og hvor langt går stedets historie tilbage i tiden ? Matrikkel nummeret giver os et fingerpeg. Matr. Nr. 6 b. af Tønning. Bogstavet b angiver, at det er en parcel af gården Nr. 6 i Tønning, den første udstykning. Skøde-og panteprotokollen viser da, at kromanden i Brædstrup, Søren Toften­bjerg Munch, i december 1837, køber en parcel af Niels Nielsen i gård nr. 6 i Tønning. Alle­rede året efter sælger han til fuldmægtig på herredskontoret, Jacob Marzetta, og han op­fører så de ovenfor nævnte 3 bygninger. Stue­huset stort og flot efter datidens målestok. Af grundmur, l O fag langt og 11 3 /4 alen dybt. Bræddegulve overalt. Takseret til 1400 Rdl. i Brandkassen. Jo, men han var også lige blevet gift med herredsfogedens søster, Witta Witta­sen. Første gang vurderingsmændene er derude, kaldes det “Witteslyst”. Men allerede i august 1838 hedder det: Fuldmægtig Marzettas sted på Tønning Mark, kaldet “Sorgenfri”. Det må altså have været herredsfuldmægtigen og fru Witta, der har givet stedet dets navn. -Men det ser ikke ud til, at stedet levede op til sit navn i de første år. Herredsfuldmægtigen måtte ud at låne penge igen og igen og til sidst tog man pant, ikke alene i jorden og bygningerne, men også i sæd og avl, ja sidste gang endog i gød­ning. Han døde efter kun 5 års ægteskab, barn­løs, kun 3 6 år gammel.

Enken fru Witta blev nu gift med den følgen­de fuldmægtig, Søren Parma Ferslev. De fik 2 børn døbt i Tønning kirke. I 1844 Elisabeth Jensine-Christiane Caroline Leopoldia Ferslev, og i 1846 en søn: Hans Christian Luno Valde­mar Ferslev. Fuldmægtigen må være blevet forflyttet til herredskontoret i Herning, da han sælger gården til vor ane, Peder Rasmussen.

Peder var som nævnt en dygtig mand. Han fik gården udvidet og forbedret. Børnene kom godt i vej. Den ældste datter Else blev gift med Frands Vandborg i Træden. En yngre med en gårdmand i Them, og endnu en datter med en gårdmand i Verst. Den ældste søn Rasmus over­tog “Sorgenfri” efter forældrene i 18 71. Men forinden havde sorgen gæstet også denne fami­lie. I 1857 mistede de 2 drenge, de yngste, Pe­der på 10 år og lille Jens på godt et år. Og i 1862 dør datteren Else i barselseng fra 3 små børn.

Da Rasmus Pedersen overtager hjemmet efter forældrene i 1871, er han en voksen mand, 37 år gammel. Han bliver i februar året efter gift med en pige på kun 19 1 /2 år, Karen Nielsen, nede fra Engom Sogn ved Vejle Fjord. Samti­dig går forældrene på aftægt hos de unge. De bor dog ikke på gården, men i eget hus de før­ste år. Meget tyder på, at det er i det lille hus ved banen i udkanten af Ring Skov. Således fortæller en senere ejer af huset, Jens Carl fra Nim, at huset oprindeligt var aftægtshus til gården “Sorgenfri”. -I 18 7 5 går det imid­lertid ikke længere for aftægtsfolkene i huset. Konen, Mette Marie Larsdatter, flytter hjem på gården igen, mens manden, Peder Rasmus­sen, flytter ned på Koldingegnen til datteren Anne Marie og hendes mand, Claus Ravn i Verst. Her dør han et par år senere og bliver begravet på Verst kirkegård. I kirkebogen står der: Efterlader sig enke i Tønning Sogn. Af­tægtskonen, Mette Marie, dør hos sønnen på “Sorgenfri” i 1883. Man kan kun gætte på, hvorfor aftægtsfolkene flyttede fra hinanden. Måske var det på grund af sygdom og svækkel­se, så det ville blive for stor en byrde for den unge svigerdatter på “Sorgenfri” at pleje dem begge.

Men Peder Rasmussen forstår stadig at ordne sine ting. Han tager det løfte af sønnen, at han vil sørge godt for moderen. Så får han sin andel af godt og vel halv­delen – omsat i penge og køber sig hermed op­hold hos datteren og svigersønnen.

Rasmus Pedersen og Karen får kun 3 børn, alle sønner: Niels Peter Kjær Pedersen, Jens Peter og Martin Pedersen. Der findes en teg­ning af gården dateret 1884, set fra nordøst. Her ser man tydeligt stuehuset og den østre længe. På et fotografi fra 1905, set fra nord­vest, ser man, foruden stuehuset, den vestre længe samt en fritstående mølle. Min far, Jørgen Frandsen, som er født 1892 og stadig lever, fortæller, at han husker denne mølle tydeligt. Han er barnebarn af Else og Frands Vandborg i Træden. Rasmus Pedersen på “Sorgenfri” var altså hans bedstemors bror. Far husker, at han sammen med sin far, Chres­ten Frandsen i Troelstrup, spadserede fra Troelstrup til Træden for at besøge farfaderen Frands Vandborg. Da de passerede “Sorgenfri” fortalte hans far, at det var familie, og at de selv havde bygget møllen. Det må have været omkring .århundredskiftet, så det må være Rasmus, der har bygget den, måske med hjælp af de voksne sønner. De var som sagt lidt “små kræng” og kunne lave mange ting med deres hænder.

Rasmus Pedersens kone, Karen, døde allerede i 1891, kun 3 8 år gammel. I 1905 overtog den yngste søn Martin Pedersen gården og faderen gik på aftægt hos ham. På billedet fra 1905 ses aftægtsmand Rasmus Pedersen, Martin Pedersen og konen Karoline, samt en karl, en pige og en tjenestedreng. Man ser også den store lade bygning i syd, som bedstefaderen Peder Rasmussen opførte. Martin Pedersens datter Erna fortæller, at den styrtede sammen engang i tyverne, og at børnene kort forinden havde leget derinde.

Martin og Karoline blev hårdt prøvet. De mis­tede de to ældste børn af Difteritis i 1914 og senere endnu en lille pige. I 1917 dør Karoline efter- det 7. barn. Martin sidder ene tilbage med 5 børn, hvoraf den yngste var helt spæd. At hans far, Rasmus, dør 3 måneder senere, gør det ikke lettere. Men i 1920 bliver han gift igen. Det var med en enkekone Marie, og hun blev, efter datterens udsagn, en enestå­ende mor og kone i hjemmet. Her blev født endnu to børn. Den yngste af disse ejer gården i dag.

“Sorgenfri” har altså været i slægtens eje i fire generationer – i lige linje fra far til søn.

De fleste af ovenstående oplysninger er hen­tet fra landsarkivet i Viborg, -fra kirkebøger, folketællingslister, skøde – og panteprotokoller ler, samt brandtaksationsprotokoller.
En del oplysninger er modtaget fra Jørgen Pedersen, entreprenør i Gilleleje, søn af Mar­tin Pedersen på “Sorgenfri”. Ligeledes en del af hans søster Erna Rasmussen, nu boende i Brædstrup. Jørgen Pedersen har igen en del af sine oplysninger fra ældre tid fra Johannes Lægdsmand. Denne siger, at “Sorgenfri” blev bygget på Almindgårds jorder.

Sønnen Peter Jørgen Pedersen, som er entreprenør i Gilleleje, fortæller, at den oprindelige vestre længe blev erstattet af en ny i 1907, den østre i 1914, og en ny lade i syd i 1928. – Far fortæller, at sønnerne fra “Sorgenfri” var meget arbejdsomme og stærke. De gravede grus en overgang hjemme i Troelstrup, mens far var barn.