Den lange, lidt triste Frederiksgade mangler ikke forretninger. I en gammel vejviser kan man læse, at ølhandler Herskind boede i nr. 18, urtekræmmer P. Poulsen i nr. 35, og på hjørnet Frederiksgade og Vendersgade lå der en viktualieforretning. Beboerne behøvede altså ikke at bevæge sig ret langt væk for at få deres dagligvarer.
Syersker, hvor damerne kunne få syet deres garderobe, manglede heller ikke.
Brandvæsenet, som i 1892 var blevet organiseret med fast personale, havde til huse i Frederiksgade nr. 13, bygningen med de buede porte i gadens venstre side. Brandstationen havde 5 store sprøjter, hvoraf de tre var reservesprøjter. Endvidere var der slangevogn og stiger. Efterhånden blev pladsen for trang, og brandstationen flyttede til Åboulevarden.
Bygningerne i Frederiksgade blev overtaget af Falck i 1931, og beboerne kunne følge med i udrykningerne herfra indtil 1962, hvor Falck, også p.g.a. pladsmangel flyttede til Nørrebrogade.
Den mosaiske Kirkegård (jødekirkegården) og ligkapel, som ligger i Frederiksgade nr. 55, blev allerede taget i brug 1851. I dag benyttes den ikke mere, men der er stadig enkelte gravsteder.
Er begravelsespladsen ikke nr. 59?
Der er 69 gravsteder.
Tak for henvendelsen, omkring 1900, var adressen for Mosaisk Menigheds Ligkapel, Frederiksgade nr. 55, matr. nr. 893, adressen er senere blevet ændret til Frederiksgade nr. 59, umatr. nr. Mvh. Lars Bo Larsen