Indholdsfortegnelse
Byens plan
Perioden fra 1150-1241 var generelt i Danmark en opgangstid for både landbrug og handel, og på den baggrund har også Horsens klaret sig godt. Ikke blot havde man et frugtbart opland, men også de store landklostre i det østjyske søområde kunne benytte byen som udskibningshavn for deres produkter. Øm kloster ejede således en gård i Horsens i 1200-årene og flere ejendomme sidenhen.
Byens befolkning var antagelig beskæftiget med flere former for erhverv på samme tid, idet de enkelte håndteringer endnu ikke var skarpt opdelt. Man dyrkede jorden og kunne samtidig lave håndværksprodukter og have del i et handelsskib. Keramik fra Frankrig og det flamske område viser den forbindelse, der på denne tid var mellem byen og det store udland.
I 1200-årenes anden halvdel blev byen udsat for plyndringer. Første gang det skete var i 1247 under stridighederne mellem kong Erik og hertug Abel, hvor bl.a. Øm klosters gård blev lagt øde af ildebrand. Næste gang var i 1285, da den norske Alf Erlingsøn plyndrede byen. Hvor stort et omfang ødelæggelserne har haft kan ikke afgøres. Men de har uden tvivl lagt en dæmper på den udvikling, som var i gang fra begyndelsen af 1200-årene, og som kom til at ændre byplanen ganske radikalt omkring 1300.
I denne periode blev Horsens forandret fra en landsbylignende handelsby til en egentlig middelalderby i europæisk forstand. Det er et grundlæggende stykke byplanlægning, der ligger bag det nye udseende, og man kan tænke sig, at byherren, antagelig kongen, stod bag projektet, som endnu præger gadeforløbene i den indre by.
Befæstningen
Omlægningen synes at starte på kongens egen ejendom med opførelsen af et nyt teglbygget Skt. Jakobs kapel. Bygningen kan stilhistorisk dateres til 1225-1250. Forud for eller i takt med det første byggeri er det gamle fæstningsanlæg omkring kongens ejendom blevet sløjfet.
Næste fase blev først gennemført efter genvordighederne ved plyndringerne i 1200-årene. Men herefter udlagdes et nyt byområde, der mod øst delvis inddrog det tidligere byområde.
Med kapellet som centrum skabtes en ny, kraftig bybefæstning bestående af en op til 13 m bred og 3-4 m dyb voldgrav, der var vandførende med vand fra de mange kildevæld i bakkerne nord for byen.
Voldgraven er ved arkæologiske udgravninger genfundet flere steder og kan dateres til omkring år 1300. Den har strakt sig omkring hele den middelalderlige by med åhavnen, nuværende Åboulevarden, som sydgrænse. Mod øst har den fulgt Havnealle‚ og derefter bøjet over mod Kattesund og passeret gaden et stykke vest for Kirkegårdsalle. Nordgrænsen, der endnu ikke er påvist, må have løbet lige nord for Kattesund og Nørregade, for derefter at passere Mælketorvet og fortsætte vest for Graven, hvis gadenavn jo skyldes det gamle fæstningsforløb.
Graven videreførtes til havnen langs den vestlige side af Rådhusgade. Graven har antagelig haft en vold på indersiden, måske endda med en træpalisade på toppen. Om denne befæstning eller afgrænsning har betydet noget særligt i byens forsvar er tvivlsomt. Snarere skal systemet ses som en grænse for selve byrummet i forhold til det omkringliggende land. Befæstningen markerede, at indenfor gjaldt byens egen ret, og her skulle bønderne betale afgifter, når de ville ind og handle på byens torv.
Bønderne fra oplandet kunne ikke snige sig ind i byen, men måtte benytte vejene gennem voldsystemet. Byen havde i alt fire ind- og udfaldsveje, som blev ført gennem befæstningen via en port. Fra syd kom man gennem Søndergades port, og skulle man nordud af byen, skete det gennem Smedegades port, der lå på nuværende Mælketorvet. Mod øst var der to muligheder, dels Kattesunds port dels Borgergades port, der lå ved krydset til Havnealle. Ved flere af portene er fundet stenfundamenter, men om de alle har været opført i sten, kan ikke afgøres. Lettere bindingsværksbygninger kan også have udgjort portene.
Gaderne
Samtidig med voldgravssystemet blev der udlagt en række nye gader, samt et torv. Forud for anlæggelsen af gaderne, er der antagelig sket en afgravning og udjævning af terrænet, idet den oprindelige muldoverflade er væk.
Gaderne blev alle dækket med en form for brolagt overflade, bestående af et lag hårdt stampede småsten. Gaderne har fra begyndelsen haft en temmelig stor bredde, men i løbet af middelalderen har husene i flere tilfælde indtaget en del af gaden. Kun i den gamle bydel omkring Borgergade er dette ikke sket. Her har man alene forbedret den gamle gade fra 1100-årene og fastholdt bebyggelseslinjen helt op i 1900-årene.
Næsten alle de nukendte gader i Horsens’ midtby, har eksisteret siden middelalderen. Den brede Søndergade løber over i den smallere, men ældre Borgergade. Denne gades navn fortæller, at den var en såkaldt algade, på latin “via communis”, altså fælles for alle borgere. I 1438 optræder navnet “Burgegaade” første gang.
Fra hovedstrøget Søndergade – Borgergade, skabtes forbindelse til den vigtige havn gennem gaderne Badstuestræde, Fugholm og daværende Provstegyde, nuværende Rådhusgade. Flere slipper mellem gårdene gav også adgang til havneområdet.
Nord for og parallelt med Søndergade blev Nørregade og Kattesund anlagt. Begge gader synes først bebygget i 1400-årene, og måske gælder dette endda ikke nordsiden, der lå op mod byens befæstning. Navnet Kattesund hentyder til denne befæstning, idet en “kat” er en slags befæstning, og en gade, med en vold på den ene side og en husrække på den modsatte, betegnes som et sund. Gadenavnet kendes i øvrigt fra flere middelalderbyer.
Torvet blev udlagt som en regulær markedsplads, og udgravningerne har vist os den ældste torvebelægning og de mange efterfølgere.
Den nye byplan i Horsens, samt de elementer der kom til at indgå i den, kan genfindes i en række nordtyske byer, men naturligvis ofte i meget større målestok. Det er i 1200-årenes hurtigt voksende hansebyer, vi skal søge forbilledet for byens udlægning med kirke, kapel, torv, havn samt de kirkelige institutioner, der blev så kendetegnede for de middelalderlige byer. På dansk område kan fremhæves Køge, der i 1288 blev grundlagt på den bare strandeng af den danske konge. Her kunne man uden skelen til en ældre bebyggelse forme den by, man ønskede, og som man fandt mest hensigtsmæssig.
Lighederne mellem Køge og Horsens er slående og her findes den byplan, man mente var ideel. Hvem der stod bag projektet, kan der kun gisnes om. Processen har som nævnt taget lang tid, og kong Erik Menved kan have afsluttet planen. Han kom nemlig ofte til Horsens, således bl.a. i 1292 og 1299. Uden byens egen økonomiske formåen havde det imidlertid ikke kunnet lade sig gøre.
Selve byplanen forandrede sig ikke meget i løbet af middelalderen. Med bebyggelsen nederst i Smedegade, nævnt 1492, skete en udvidelse udenfor voldgraven, og en noget mindre bebyggelse vest for Søndergades port er iagttaget ved udgravninger. Først ved middelalderens slutning synes byen at have haft behov for mere plads.
I 1581 gav Frederik d. 2. tilladelse til, at borgerne måtte nedbryde den gamle befæstning og opfylde graven, så man kunne bygge på området. Befæstningen var på dette tidspunkt i en sørgelig forfatning, og der blev derfor bygget småhuse eller anlagt haver på jordstykkerne. Dermed havde byplanen sprængt sine gamle rammer og et større byggeri påbegyndtes i Søndergades forlængelse mod vest, ligesom Smedegade blev forlænget mod nord.
Byens huse
De kirkelige institutioner og klostre har været absolut dominerende i det middelalderlige bybillede. Bygget i sten og med en størrelse, der langt overgik de almindelige lave træ- og bindingsværkshuse, har de præget byen og vist den katolske kirkes formåen.
Både politisk og økonomisk havde kirken stor magt. Samtidig var den førende indenfor byens religiøse og kulturelle liv, ligesom den stod for næsten al social omsorg som f.eks. sygepleje og fattighjælp.
Skt. Jakobs kapel
Horsens hørte i middelalderen under Århus Stift og bestod kun af et sogn. Den ældste sognekirke er omtalt foran, men her eksisterede mange andre kirkebygninger.
Da Valdemar Atterdag i 1351 gav sognekirken til johannitterne, overgav han også Skt. Jakobs kapel på Torvet til dem. Kapellet siges, i et brev fra 1418, at være grundlagt af kongemagten, og som tidligere anført kan en forgænger have ligget ved den kongelige gård.
Kapellet er opført i tegl, men der er også gjort brug af en række granitdetaljer bl.a. den store vestportal.
Kirken præges nu af de mange ombygninger i middelalderen samt flere gennemgribende restaureringer, hvoraf den seneste udvendige fandt sted 1879-1881, under ledelse af H.B. Storck, og medførte at næsten alle facader blev skalmurede.
Bygningen er opført i senromansk stil og påbegyndt ca. 1225, men har næppe stået under tag før midten af 1200-årene. Den havde allerede fra begyndelsen samme størrelse, som den har i dag, dog er vesttårnet tilbygget senere i middelalderen. Her er tale om en endog meget stor kapelbygning bestående af kor med halvrund apside og et treskibet langhus, hvor sideskibene også afsluttes med apsider.
Både ud- og indvendig genfinder man mange detaljer, der kendetegner det ældste danske teglstensbyggeri. På mange måder viser kirken inspiration fra Århus domkirke, hvor byggeriet gik i gang ca. 1190. Fra det indvendige skal især fremhæves de højtsiddende tredelte muråbninger, hvis placering betød, at der ikke blev plads til højkirkevinduer.
Oprindelig har der været træloft, men fund af en granitslutsten viser, at enkelte rum kan have haft senromanske hvælv med ikke-bærende ribber.
Vestportalen tyder på, at kongemagten har ejet og benyttet denne kirke. Måske har der i vestenden endog været et herskabsgalleri, hvor han med sit følge kunne overvære messerne. Kraftige fundamenter antyder et sådant galleri, som også kendes fra adskillige danske kirker.
Bygningen undergik flere forandringer i løbet af middelalderen. Omkring 1400 blev koret forlænget, og der blev indlagt hvælv både her og i skibet. På kirkens sydside er fundet rester af et våbenhus og et kapel.
Skt. Jakobs kapel blev, som tidligere nævnt, sognekirke for byen i 1480 og fungerede som sådan indtil reformationen i 1536, hvor gråbrødrenes kirke blev overgivet til borgerne som ny sognekirke. Kirken på Torvet blev igen sognekirke i slutningen af 1700-årene og fik da navnet Vor Frelsers kirke.
Der er gennem tiden sket mange forandringer med bygningen, som i 1737-1738 fik sit smukke løgspir. Det var betalt af storkøbmanden Claus Cortsen og tegnet af N.H. Rieman.
Ved de sidste restaureringer i 1934-1935 blev kirkens indre ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. Dette arbejde blev udført af arkitekt Viggo Norn.
Klostre
Der lå to store munkeklostre i Horsens i middelalderen, nemlig et tiggermunkekloster af franciskanerordenen og et herrekloster, Skt. Hans, der var af johannitterordenen. Disse klostre var baseret på to forskellige økonomiske grundlag. Tiggermunkene skulle klare sig ved tiggeri og almisser, medens herreklostret baserede sine indtægter på ejendomme og dyrkning af jorden og derfor kan sammenlignes med en større herregård; deraf navnet herrekloster.
Ældst var franciskanerklostret eller gråbrødreklostret, der lå østligt i byen på det område, hvor nu Klosterkirken ligger. En senmiddelalderlig beretning fortæller om oprettelsen i 1261 og angiver den grund, klostret bredte sig over. Beskrivelsen siger, at ridder Niels af Barritskov gav sin gård og bopæl i Horsens til brødrene, så de kunne oprette et kloster.
Ejendommen gik mod vest til Badstuestræde, mod syd til åen, mod øst til byens grav og mod nord til den offentlige vej (Borgergade). Klostrets placering ved den østre indfaldsvej var ideel. Her byggede munkene det største bygningskompleks indenfor befæstningen i middelalderens Horsens.
Klostret bestod af et firefløjet anlæg med den endnu bevarede kirke som nordfløj. Munkenes grund var omgivet af en teglstensmur, som for Borgergade-delens vedkommende først blev nedrevet ca. 1890. Kirken fremstår nu som resultat af mange ombygninger og restaureringer.
Den første kirke var en lille enskibet bygning, hvor kor og skib gik ud i et. Den blev opført i teglsten i perioden mellem 1261 og 1275, i hvilket år gråbrødrene holdt ordensmøde i Horsens. Senere er kirken, som alle tiggermunkekirker i Danmark, blevet udvidet med en korforlængelse mod øst i ca. 1400 og med hvælv og et sideskib mod nord i slutningen af 1400-årene, antagelig efter en større brand i 1497. På denne tid fik kirken også en del af det endnu bevarede inventar, bl.a. de smukke munkestole samt den store altertavle, der er skænket af adelige slægter i omegnen, nemlig Manderup på Barritskov og Gyldenstjerne på Boller.
Det firefløjede klosteranlæg kendes kun fra nogle få og spredte udgravninger. Fra første færd har munkene nok benyttet de huse, ridder Niels havde skænket dem, men senere blev der anlagt stenbyggede fløje omkring en klostergård. Østfløjen er antagelig opført i 1200-årene, hvorimod de øvrige bygninger formodentlig først er fuldført et godt stykke ind i 1400-årene. Foruden det firefløjede anlæg lå der ned mod åen flere andre bygninger, hvoraf nogle har været i bindingsværk.
Allerede omkring 1530 havde Horsens fået en reformert menighed, og dette medførte stridigheder med gråbrødrene bl.a. om fire gårde i byen. Byens råd førte an og rejste sagen overfor kongen. Resultatet blev, at kong Frederik d. 1. i 1532 imødekom borgerne og tillod dem at overtage Klosterkirken og bruge den som sognekirke og klosterbygningerne som skole og hospital for fattige, vanføre og syge mennesker. På trods af protester fra munkene, blev de udjaget af byen 27. december 1532, og dermed havde reformationen sejret i Horsens fire år før rigets egentlige overgang til den nye tro.
Klosterbygningerne brændte antagelig ved den store brand i 1586. Kirken blev ombygget, idet man inddrog den nordre klostergang, så den kunne gøre gavn som søndre sideskib. Samtidig forlængedes kirken mod vest, så den kunne rumme hele byens menighed.
Flere forandringer har præget kirken gennem de følgende perioder. Især H.B. Storcks restaurering fra 1880erne har sat sit spor, idet han fuldførte kirken, som han mente den skulle have set ud ca. 1400.
Øst for byen lå johannitterklostret, som også blev kaldt Skt. Hans. Grundlaget for klostret var en donation fra kong Valdemar Atterdag i 1351, hvor han skænker Horsens’ sognekirke og det kongelige kapel Skt. Jakob til johannitterordenens danske hovedsæde i Antvorskov. Man må formode, at ordenens munke, lige som tilfældet var andre steder, først har slået sig ned i byen, når de havde besiddelser her.
Klostret var baseret på landbrug, og det ejede mange gårde både på landet og i Horsens by.
Om selve klosteranlægget ved vi meget lidt. Det har antagelig været et firefløjet anlæg og kan have været meget lig det billede, vi har af bygningerne på Peder Hansen Resens prospekt fra 1677. Klostret har antagelig været meget stort, og det var da også som regel her, kongen tog ind, når han besøgte Horsens, f.eks. afholdt kong Hans i 1488 retterting her. Den gamle sognekirke, Vor Frue, må have fungeret som kirke for klostret, ligesom sognekirkegården har været en del af klostrets egen kirkegård.
Der er ikke fundet rester af klostret, der lå i området omkring nuværende Stjernholmsgade og Ole Wormsgade, ned mod havnen.
Johannitterordenens hovedopgave bestod i at drive hospitalsvirksomhed, og på klostrets område fandtes der da også et stenhus, nævnt 1542, som på dette tidspunkt husede syge mennesker, men formodentlig også har gjort det før den tid. Johannitterne sad også på byens øvrige hospitalsvæsen, idet de førte opsyn med både Skt. Jørgens hospital og Helligåndshus.
De store indtægter fra landejendommene blev suppleret med indtægter bl.a. fra begravelser, som især adelen ønskede i klostret. Ligesom tilfældet var i gråbrødreklostret, lod fornemme personer sig gerne begrave indenfor klostermurene, og fund af seglstamper giver os navnene på både adelige og borgere, som har søgt deres sidste hvilested her.
Ved reformationen overgik klostret til kongemagten, men munkene fik lov til at forblive her, modsat hvad der var tilfældet hos gråbrødrene. Det skyldes hovedsagelig, at johannittermunkene var sønner af rigets fornemste slægter og dermed beskyttet af landets magtfulde rigsråd.
I 1537 pantsatte kongen klostret til Oluf Munk, men solgte derefter, i 1575, komplekset til Holger Rosenkrantz på Boller. Han gav det navnet Stjernholm slot, efter sin hustru Karen Gyldenstjerne.
Andre kirkelige institutioner
Horsens havde også en Skt. Jørgensgård, der tjente som spedalskhedshospital. Gården lå ved den sydlige udfartsvej nær overgangen over den arm af Bygholm å, der udgjorde byens havn. Hospitalet nævnes først i 1492, men må være oprettet engang i 1200-årene for at huse det da stigende antal spedalske. Senere blev også mere almindelige hospitalsfunktioner varetaget her.
Til Skt. Jørgensgården hørte en kirke og et kapel, der lå ved åen, således at man her nemt kunne få gaver og almisser fra de vejfarende. Vi ved ikke meget om selve bygningernes eller grundens indretning, men her er fundet rester af en middelalderlig kirkegård.
Foruden af gaver og almisser så levede hospitalet af indtægter fra sine ejendomme. Således modtog det tiendeindtægten fra Torsted kirke og indtægten fra det jordstykke, der bar navnet Spedalsø, beliggende syd for byen. Navnet henviser til, at det var hospitalets ø, eller, som det hed dengang, spitalets ø.
Ved reformationen blev Skt. Jørgensgården med besiddelser lagt ind under det almindelige hospital i Århus, men allerede i 1560 oprettede Frederik d. 2. et hospital i Horsens, hvortil blev henlagt en del af de besiddelser, som førhen havde tilhørt Skt. Jørgensgården. Det er bygningsrester fra denne tid, vi genfinder i den nu stående hospitalsbygning i Hospitalsgade.
Samtidig med Skt. Jørgensgården lå der også et hospital inde i byen, hvor nu det forhenværende rådhus ligger på Søndergade. Det var et Helligåndshus, der må have eksisteret meget tidligere end året 1468, hvor det nævnes første gang. Under og bagved bygningen er der nemlig fundet middelalderlige, murede grave af en type, der normalt kun kendes fra tiden før 1260.
Helligåndshuset og dets ganske anseelige jordejendomme blev administreret af johannitterne. Til huset hørte en kirke, hvis klokke omtales i 1532. Helligåndshuset og dets midler blev ved reformationen, sammen med Skt. Jørgensgården, overført til det almindelige hospital i Århus. Når bortses fra de omtalte grave, er der endnu ikke fundet sikre bygningsspor af denne institution, der skal søges langs østsiden af Rådhusgade.
Nord for byen har der desuden ligget et lille vejkapel, kaldet Hellig Kors kapel. Hvor det nærmere har været placeret vides ikke.
Borgernes huse
I den middelalderlige by har kirkens huse virket meget dominerende i forhold til de almindelige huse, som for størstepartens vedkommende var opført i lettere materialer end sten.
Byens håndværkere og købmænd byggede fortrinsvis huse i træ alene eller i bindingsværk, som bestod af et træskelet udfyldt med lerklining på en fletvæg. Også huse, hvor væggene udelukkende bestod af lerklining på fletværk har været udbredte. Der er fundet dele af sådanne huse flere steder i byen, men kun få af dem er udgravet i deres helhed.
Bedst belyst er to husformer fra Torvet. På den søndre side lå en lang smal bygning, hvor væggene har stået på en stensyld og stråtaget været båret af jordgravede stolper. Huset, der er årringsdateret til 1433, har fungeret som handels- og torvebod, hvorfra købmænd og håndværkere kunne sælge deres varer.
Overfor dette hus og op mod kirkens sydmur lå der også boder, konstrueret som et stolpebåret halvtag. Små arkader ledte ind til værkstedet eller købmandsudsalget, ligesom man træffer det i mange andre europæiske middelalderbyer. Boderne tilhørte antagelig kirken eller andre jordbesiddere og var udlejet til brugerne.
De fleste huse var opført i lette materialer, men de rigeste i byen, og det vil især sige stormænd og senere adel, ejede ofte stenhuse i købstaden. Denne gruppe havde skattefrihed, og de viste deres rigdom ved at bygge større og mere komfortabelt end andre.
I Horsens findes en række teglstensbyggede kældre, hvorpå vi må formode, at der har rejst sig stenhuse. Dog kan det ikke udelukkes, at der i nogle tilfælde har stået et bindingsværkshus ovenpå.
I alt kender vi på nuværende tidspunkt seks middelalderlige stenkældre, hvoraf kun to endnu eksisterer, nemlig under Søndergade 41 og under ejendommen på hjørnet af Borgergade og Badstuestræde. Tidligere er der blevet fjernet stenkældre fra Søndergade 47 og Torvet 2. Ved sidste års udgravninger blev der fundet stenhuse i Borgergades nordside og i den sydlige ende af Kippervig. Sammenlignet med tilsvarende danske byer er der tale et om ganske stort antal stenhuse, og man kan forvente at flere vil dukke op i den stående bygningsmasse.
Husene må være udtryk for den rigdom, der i størstedelen af middelalderen har hersket i byen på trods af dens lidenhed. Horsens har vel ikke haft mere end 1500-2000 indbyggere, når den var størst. En opgørelse fra 1556 optæller i alt 141 gårde, 10 halvgårde og ca. 85 boder (dvs. udlejningshuse) indenfor byområdet.
De store ejendomsbesiddere i byen var, foruden adelen, de to klostre, johannitterklostret og gråbrødreklostret. Desuden havde det store cistercienserkloster Øm en række gårde og grunde, ligesom Mariager kloster har ejet en eller flere gårde på Nørregade i slutningen af 1400-årene.
Byens ejendomme har således været ejet af nogle få, rige besiddere og ikke af almindelige håndværkere og borgere, der for størstedelens vedkommende boede i lejede huse eller gårde.
Enkelte bygninger havde dog et mere offentligt præg og var til gavn for mange. Byens vigtigste hus var borgernes “eget” hus, nemlig rådhuset. Ligesom mange andre danske byer, så fik Horsens et egentlig rådhus i løbet af middelalderen. Huset er nævnt i 1489, men kan stamme fra dette århundredes begyndelse.
I rådhuset blev byens papirer opbevaret, og her mødtes byens råd til forhandlinger. I tilknytning til rådhuset ses ofte boder, der blev udlejet til handlende, ligesom en del af huset blev brugt til opbevaring og udskænkning af både vin og øl.
Rådhuset i Horsens har antagelig ligget midt på Torvets vestre del, hvor der er fundet spor af en større bygning. Hovedparten er nu forsvundet, men der har mod Søndergade været et åbent forrum med arkader ud mod syd. Denne detalje træffes netop ved mange nordtyske rådhuse. Endvidere er der på bygningens nordside fundet spor af en trappe, der har kunnet føre op til rådsrummene.
Huset blev bygget oveni den tilfyldte voldgrav fra 1100-årene, og med tiden sank grunden sammen, og huset måtte opgives. Da man skulle bygge et nyt rådhus, lod man det i 1585 opføre på Søndergade på den grund, hvor det nedlagte Helligåndshus tidligere havde stået. Byen var, da den gamle befæstning blev nedlagt, vokset mod vest og det nye rådhus kom derfor til at ligge meget centralt. Huset ses tydeligt på Resens prospekt fra 1677, og det stod med enkelte ombygninger, helt frem til 1855.
Et af byens mest nyttige huse lå i Badstuestræde, nemlig den offentlige badstue. Kun gadenavnet minder nu om denne institution. Fra midten af 1200-årene havde næsten hver købstad en badstue, hvor alle kunne komme, og hvortil rige borgere ofte skænkede penge, så de syge kunne få et bad og lidt mad. Man kunne her tilbyde mere end et svedebad og tvætning med ris. Hårskæring, ragning, ligtorneoperationer, sårbehandling, åreladning og kopsætning hørte til blandt de færdigheder badskæreren måtte kunne bemestre.
Middelalderlivet i byen var på mange måder usundt for kroppen. En kost som bestod af saltmad, grød og tøndevis af ofte harsk, tyndt øl betød, sammen med det indendørs liv i lave røgmættede stuer, at mange kroppe blev opsvulmede og blodfyldte. Herimod hjalp kun åreladning og den kopsætning, som effektueredes ved at lave små rids i huden og påsætte en ophedet blodkop, der pga. afkølingen satte sig fast og sugede blodet ud. Disse kopper var ofte lavet af kohorn, ler eller i fornemme tilfælde glas. Blodtabet og den megen varme gav appetit og tørst. Begge dele kunne man få stillet i badstuen, hvor der ofte blev drukket tæt.
Mange badstuer, men nok mest de illegale, udviklede sig til rene forlystelsessteder, hvor øllet flød og “lette” kvinder forsødede livet for de mandlige besøgende. Man fornemmer i de mere almindelige badstuer et liv fyldt med munterhed, der kunne adsprede hele husstanden. Når bade- og sundhedsplejen var overstået, kunne alle slappe af med snak, sladder, musik og terningspil.
Ved midten af 1500-årene dalede badstuernes besøgstal, og til sidst lukkede de alle. Pokkeren – syfilis – blev en udbredt sygdom, og især kirken bekæmpede disse steder, hvor man mente alskens løsagtighed trivedes. En anden forklaring på lukningerne ligger måske i, at folk vaskede sig mindre. Klæderne blev nu i højere grad syet i linned end i uld, og linned tog meget mere mod snavs end uld. I stedet for at vaske sin krop, vaskede man sit linnedtøj.
Møllen
Horsens må i middelalderen have haft en vandmølle, således som vi kender det fra andre byer, men vi ved intet om den. Møllen kan have eksisteret allerede i den ældste by, idet den økonomisk set har spillet en rolle for ejeren, som kunne være kongen eller en, han havde overdraget møllen til. Retten til at udnytte rigets vandstrømme var nemlig et kongeligt privilegium eller regale, som det kaldes. Kongemagten kunne samtidigt hævde en mølletvang, som medførte, at indbyggerne skulle benytte en bestemt mølle. Om dette har været tilfældet i Horsens ved vi imidlertid ikke.
Når man må tro, at her har været en mølle, med mølletvang eller ej, skyldes det, at borgerne formodentlig ikke har kunnet tilfredsstille deres mølle-behov blot ved hver deres huskværn. Der har skullet en mølle til at male det, som ikke blot var husstandens brødkornsforbrug.
I år 1600 hævdede Christian d. 4. en gammel mølletvang, som indebar, at borgerne skulle male deres korn på Bygholm mølle. Måske går denne hævd tilbage til middelalderen. Landskabsmæssigt var den bedste beliggenhed for en middelalderlig mølle netop her ved Bygholm å, hvor åen mødte landevejen udenom Horsens. Møllen har muligvis altid ligget samme sted, og før Bygholm voldsted blev bygget i 1300-årene var den formodentlig beskyttet af et ældre voldsted i området. På sydsiden af den senere opstemmede Bygholm sø er der fundet et anlæg, som kan fortolkes som et sådant ældre voldsted. Indtil videre må vi derfor regne med, at Horsens-borgerne i mange hundrede år har skullet male deres korn på møllen ved Bygholm å, og at tingenes tilstand ikke blev forandret før engang i 1700-årene, da monopolet blev opgivet, og borgerne fik lov til at benytte byens nye vejr- og vindmølle.
Man skal dog nok ikke helt undlade tanken om, at mølledriften i det middelalderlige Horsens også har kunnet klares ved vindmøller. De kendes i Danmark fra 1200-årene og må have spillet en vis rolle. På vores egn kendes en middelalderlig vindmølle fra Søndervang ved Bjerre, og også byens store johannitterkloster havde en vindmølle stående på Steglebjerg nord for byen.
Byens styre
Kongen
Kongen var byens øverste myndighed, og han stod for byens købstadslovgivning, der blev formidlet gennem særlige privilegier. Disse blev givet ved enhver ny konges tiltrædelse, og var ofte blot en bekræftelse på ældre privilegier.
Det ældst bevarede privilegium for Horsens blev skænket af Christoffer d. 3. af Bayern 29. november 1442, da kongen besøgte byen. Med privilegiet tager han borgerne under sin beskyttelse og overdrager dem en række rettigheder, som angår toldfrihed, bøder, og adgang til at besidde jord i byen. Kongen fastsætter også regler for brugen af mark, skov og fiskeri, han forbyder borgerne at gå med spændt armbrøst inde i byen og fastlægger byfredens udstrækning. Der er netop her tale om en fornyelse af gamle privilegier, idet Skånemarkedet også omtales, skønt det på dette tidspunkt havde mistet sin betydning, som omsætningssted for Østersøens og Øresundets sild.
Den kongelige styring af byen foregik gennem en ombudsmand eller foged, som boede på kongens gård inde i byen, antagelig ved Torvet. Senere flyttede han til Bygholm slot, der lå vest for Horsens, adskilt fra byen af fugtige engarealer. Dets opførelse blev i 1313 gennemtvunget af kong Erik Menved. Efter et bondeoprør slog kongen på Hatting mark en bondehær, og straffen over bønderne bestod i at tvinge dem til at bygge borgen, der kom til at ligge på en stor kunstig banke, i den nuværende Bygholm Park.
Kongens foged skulle opkræve de skatter, der tilkom kongen. I Kong Valdemars Jordebog fra 1200-årene blev nogle af disse afgifter opgjort. Byen skulle yde en ledingsafgift dvs. en afgift for afløsning af militærtjeneste, på 60 mark og en afgift på 40 mark for mønten dvs. en afgift som skulle betales ved omveksling af mønter. Endelig skulle ydes to nætters nathold dvs. en afgift, der skulle betales, hvis kongen på sine rejser rundt i landet ikke tilbragte natten i Horsens. Han havde derfor krav på det, som byen skulle have ydet ham og hans mænd i underhold. Disse afgifter er større end de, som betales i Viborg og Randers, og det siger måske noget om byens relative formåen.
Kongens foged var også leder af byens ting. Horsens var en særlig retskreds, udskilt fra herredet, og domfældelse blev foretaget af byens råd sammen med fogeden. Bytinget blev antagelig holdt på Torvet og grundlaget for dets arbejde var stadsretten, der var en kopi af Slesvig stadsret, som blev brugt i Horsens siden 1200-årene. I 1317 kunne borgerne i Horsens derfor låne Ebeltoft en afskrift, så de kunne følge samme lov.
I byretten findes en række bestemmelser og forordninger, som borgerne skulle følge. Til gengæld kunne de ikke stilles for andre udenbys domstole end landstinget i Viborg. I 1485 fik de imidlertid fritagelse herfor gennem den såkaldte landstingsret, som dog faldt bort i slutningen af 1500-årene.
Mange bestemmelser i byretten omhandler slægten, idet her er regler for giftermål, skifte og arv. Andre angår torvehandlen og de afgifter, man skulle erlægge for at handle, samt hvor og hvornår man måtte handle. Endelig opregnes straffene for vold, voldtægt, manddrab og tyveri. Det sidste medførte ofte legemsstraf, men ellers blev de fleste sager afgjort med pengebøder til kongen, byen eller de forurettede.
Byens råd
I løbet af middelalderen ændredes byens styre, og man oprettede et råd, hvorved kongens indflydelse begrænsedes i forhold til borgerne. Rådsinstitutionens oprindelse er uklar, men stammer antagelig fra hansestæderne. Rådet bestod af et antal rådmænd og supplerede som regel sig selv. Fra o. 1350 kendes de første borgmestre, som altid sad to ad gangen. De blev udnævnt af kongen, men ofte efter indstilling fra rådet.
Det var byens rige købmænd og eventuelt de bosiddende adelige, der udgjorde rådet. Håndværkere blev udelukket i 1422, samtidig med at rådet blev pålagt at føre kontrol med håndværkslavene. Rådsmedlemmer modtog ingen løn, men betalte heller ikke byskat.
Vort kendskab til rådet i Horsens begrænser sig til nogle få navne på rådmænd og borgmestre. Imidlertid kender vi rådets og dermed byens segl, med hvilket man bekræftede et brev eller dokuments juridiske retsgyldighed.
I 1305 nævnes et segl, og det har formodentlig haft samme udseende som det, der stadig hænger under et brev, som rådet i Horsens afsendte til Lübeck i 1368. Det cirkulære segl har en gående hest med et træ i baggrunden som motiv. Hesten refererer til byens navn og træet – et lindetræ – kan henvise til den nu forsvundne Lindskoven, der lå yderst på hestenæsset. I en omskrift står: (S)INGNUM CIVIUM I(N HORS)NES DEI GRA(CIA), hvilket betyder: Ved Guds nåde borgernes segl i Horsens. Byen har helt til vore dage bevaret motivet i sit segl, selvom man fra tid til anden udskiftede seglstamperne. Vi kender forskellige segl fra 1421 og 1561 samt fra 1660, hvor endog selve seglstampen er bevaret.
Efter reformationen i 1536 fik rådet mange nye opgaver i forhold til bl.a. fattig- og sygeplejen samt genopbygningen af byen efter de store brande i 1540 og i 1586. Skønt byen i mange år fik skattefrihed af kongen, kom de store offentlige byggerier til at tage lang tid. Økonomisk gik det dog efterhånden godt for byen, og det nye rådhus fra 1585 blev symbolet på at denne vækst og fremgang fortsatte.
Dagliglivet
Købmænd
Det, der adskilte Horsens bys befolkning fra landbefolkningen, var først og fremmest, at her i byen boede en koncentration af købmænd og håndværkere. Købmændene var de førende og dem, der tjente flest penge. Indtil ca. 1370 drog Horsens-købmænd således til markedet i Skåne i august og september for at handle, men efter dette tidspunkt trådte Skånemarkedet i baggrunden, bl.a. fordi sildemængden tog af. Nu blev eksporten at stude og korn til de nordtyske hansestæder den vigtigste indtægtskilde. Men også eksporten af den store jyske hest har haft en vis betydning for byen. Handelen blev således varetaget af Horsens-købmænd, som en mellemhandel mellem områdets rige opland og udenlandske købmænd.
Imidlertid sendte hansestæderne også selv købmænd til vores område, hvor de opkøbte direkte hos bønderne uden om byens købmænd. Dette blev naturligvis bekæmpet, og kong Erik af Pommeren gav ved sin forordning i 1422 byens købmænd eneret på handel.
Købmændene bragte selvfølgelig udenlandske varer med hjem fra deres langfart. Især salt fra Lübeck var vigtigt og uundværligt i den daglige husholdning. Også jern fra Harzen, klæde fra Flandern, støbte malmgryder fra Stralsund og Rostock eller god vin og stærkt tysk øl blev losset på de hjemadgående skibe.
Den omfattende handel skabte en rigdom, som blev gemt i ufredstider, hvilket f.eks. skattefundene vidner om. I Søndergade 13 blev der således i 1887 fundet 29 mønter fra Frankrig, England og Holland, alle nedlagt lige efter 1300. I haven til Smedegade 11 fandtes i 1871 en pung med i alt 531 mønter, der overvejende var danske og nordtyske fra perioden 1450-1480. I begge tilfælde har ejeren af uvisse årsager ikke hentet sine penge igen.
Håndværkere
Den største erhvervsgruppe i middelalderens Horsens var sikkert håndværkerne. De blev i løbet af middelalderen mere og mere specialiserede og fik en større arbejdsdeling end tidligere. De forenede sig i lav, hvor både mestre og svende var medlemmer. Lavene skulle sikre sig eneret på deres særlige håndværk samt sørge for en god kvalitet, ligesom de fungerede som socialt sikkerhedsnet for lavsbrødre og deres familier, hvis disse kom i nød.
I Horsens kendes kun et enkelt lav, nemlig smedelavet. Lavets seglstampe blev fundet i forrige århundrede og ligger nu på Nationalmuseet i København. Imidlertid kender vi fra jordfund en række af de håndværk, der har været i byen.
Tømrerens arbejde var vigtigt både for det omfattende husbyggeri, og for befæstnings- og brobyggeri, samt for havnens bolværker.
Snedkeren lavede møbler, især skabe, paneler, stole og kister, men også kirkerne havde bud efter ham, når der skulle laves inventar.
Smeden var nok en af de vigtigste håndværkere, og han kunne specialisere sig inden for forskellige emner. Grovsmeden lavede hestesko, markredskaber og eventuelt våben. Låsesmeden lavede låse og beslag. Bæltespænder, finere beslag og udstyr til seletøj blev forarbejdet af bronzestøberen, der måske også lavede støbte gryder i bronzemalm.
Skomagerens arbejde satte sig spor overalt, og i de arkæologiske fund dukker ofte store mængder af læderrester og kasserede sko op. Grundlaget for skomagerens produktion var garvernes arbejde, som foregik nær havnens vand.
Slagtere og bagere var der mange af. Slagtningen foregik ved slagterboden f.eks. på Torvet, hvor der er fundet store mængder af dyreknogler. Da byen endnu ikke var helt udbygget, og man stadig havde plads mellem husene, havde hver husholdning formodentlig sin egen bageovn. Med større tæthed og dermed større brandfare blev der givet plads for den professionelle bager.
Husgeråd til køkken og bord blev lavet i træ eller ler, af bødkeren, trædrejeren eller pottemageren. Det kunne være skåle, stavbægre, spande, drejede tallerkener og ikke mindst de uundværlige tønder, der blev brugt både som emballage til fjerntransport af fødevarer og til opbevaring af husholdningens egne fornødenheder.
Pottemagerens produkter var først og fremmest store kander samt skåle og krukker i forskellig størrelse.
Listen over faglærte håndværkere i byen kunne fortsættes længe endnu med fag som skrædder, nålemager, kammager, glarmester og mange flere. Der har været et stort udbud af produkter ikke alene for byens borgere, men også for de mange tilrejsende bønder fra oplandet, der her fik “det nyeste” med hjem til gården.
Byens landbrug
Byens landbrug indtog dog stadigvæk en dominerende rolle i borgernes økonomi, idet man ved siden af sit erhverv kunne dyrke en del af bymarken. Privilegiet fra 1442 angiver størrelsen på denne bymark, som omfattede både Langmarken og Sundmarken samt større arealer vest for byen. I 1542 modtog byen endvidere Louby mark af kongen.
Nok tilhørte bymarken alle, men i realiteten blev der disponeret over den af byens borgerskab samt flere af de klostre, der havde gårde i byen. Alle havde dog ret til græsning for en eller to køer.
Marken blev dyrket i fællesskab som et tovangsbrug, dvs. at den ene halvdel altid hvilede et antal år.
Husholdningen
Inde i byen levede man livet på forskellig måde, afhængig af ens sociale status. Der var store forskelle mellem de rigeste og de fattigste, hvoraf sidstnævnte gruppe ofte fik hjælp af kirken eller klostrene.
Året gik med arbejde, og en arbejdsdag var altid 12 timer fra solopgang til solnedgang. I den lyse sommertid arbejdede man således relativt længere end på de mørke vinterdage. Arbejdslivet blev afbrudt af de talrige kirkelige fest- og højtidsdage, hvoraf især mange var helgenfejringer, og antallet af fridage var derfor temmelig stort.
Ligesom husene i byen var forskellige i størrelse og i byggemateriale, alt efter hvem der boede i dem, så spiste man også forskelligt fra stand til stand. Det store problem for de fleste husholdninger bestod i at opbevare fødevarerne vinteren over. Tidligere havde man tørret og røget sit kød, men i 1200-årene begyndte man at anvende et nyt konserveringsmiddel, nemlig saltet. Fra hansestæderne, og især fra Lübeck, kom Lüneburgsalt til de danske byer, og skønt det var dyrt, så blev det brugt i flere husholdninger. I 1400- og 1500-årene blev saltet billigere pga. import fra Spanien og Portugal, og dermed fandt det anvendelse i langt større udstrækning.
I Horsens bestod den fattiges kost hovedsagelig af grød og brød, men for mange borgere var hovedspisen kød. En fuldvoksen mand spiste hen ved 1,5 kg kød om dagen. Man elskede fede spiser, og sulemad og flæsk var festmåltider, der overgik en oksesteg. Grunden til dette var bl.a., at grisene dengang var meget små. De vejede som regel kun ca. 50 kg, og derfor havde man ikke flæskekød i samme mængder som oksekød, der derfor ikke var så attråværdigt. Prisen på svinekød var af disse årsager tre gange højere end prisen på oksekød.
Til kødet blev serveret grønsager, som oftest grønkål, ærter, løg og kålrabi. I de mere velstående husholdninger prøvede man nye produkter som agurker, græskar og salat samt radiser, som munke havde indført fra Frankrig. Senere vandt æbler, kvæder og pærer samt val- og hasselnødder indpas i byens haver.
Fisk var lige så vigtig som kød ikke mindst i den kirkelige fastetid. Silden var den mest spiste fisk, men også forskellige ferskvandsfisk fra åerne omkring Horsens fandt plads på spisebordene.
I flere husholdninger spillede krydderier en vis rolle. I det ældste Horsens brugte man de lokale vilde planter som timian og mynte; men munkene indførte nye planter som karse, purløg, og løvstikke. Madens afvekslende smag kunne også frembringes af koriander, ingefær og kanel og den tunge kost af grød, brød og kød lettes gennem brug af sennep, som der fandtes flere opskrifter på.
Korndyrkningen frembragte først og fremmest byg, der ikke, som rugen, hovedsagelig blev brugt til brød, men derimod til fremstilling af øl. Der blev drukket øl i stride strømme, især pga. den salte mad, og en enkelt person kunne konsumere op til fire liter om dagen. Men øllet var tyndt og surt, og man blev næppe beruset. Hvis det var, hvad man ønskede, så skulle der drikkes stærkt, importeret øl fra de nordtyske hansebyer. Hos adelen, kunne der ved specielle lejligheder serveres vin, og det var da ofte rhinskvin.
Middelalderens spisevaner og køkkenkunst i Horsens har således været forholdsvis ensartet, men med de variationer som en bedre økonomi ofte giver.
Mennesker
Hovedparten af de mennesker, som levede i middelalderens Horsens, kender vi ikke meget til. Almindelige borgere møder vi kun som underskrivere på skøder, som medlemmer af rådet eller som gavegivere til kirker eller klostre. Vi træffer alene deres navne og ved ellers ikke noget om deres virke og liv.
Pilgrimme
En gruppe i byen kan vi imidlertid beskrive pga. deres fælles anstrengelser, der alle havde samme mål. Det drejer sig om de borgere, der i løbet af middelalderen begav sig på pilgrimsfærd ud i Europa.
Allerede fra begyndelsen af middelalderen drog enkelte stormænd og endda en dansk konge på pilgrimsfærd. Rejsen gik først og fremmest over Rom til Det hellige Land. Senere opstod der nye pilgrimsteder langs ruterne til de gamle klassiske steder, som var Jerusalem, Rom og Santiago de Compostella i det nordspanske Galicien. Nu drog mange borgere af sted. For nogle var det frivilligt, for andre var rejsen en følge af en pålagt straf.
Ønskede man ikke selv at foretage den lange og farefulde tur, så kunne man sende en professionel pilgrim. En sådan ligger begravet i Tyrsted kirke. På gravstenen, der er fra begyndelsen af 1300-årene, ses Peter Kæller i sit pilgrimstøj og med vandrerstok og taske, hvorpå den store ibsskal er påsyet. Denne muslingeskal kunne man købe i Compostella, hvor pilgrimmenes egen helgen Skt. Jakob blev dyrket. Skallen viser, at Peter Kæller havde været der, og samtidig har han bragt lidt af stedets og relikviets hellighed med sig hjem. Palmegrenen i hans hånd var tegnet på, at han også havde været i Jerusalem.
Mærker, svarende til den store kammusling og palmegrenen, blev solgt på alle pilgrimsteder. De var ofte lavet i en tin-bly legering og forestillede den lokale helgen. Disse små mærker, der kan sammenlignes med vore dages stokkemærker, kunne sys på tøjet eller på den brede pilgrimshat. De blev lavet i hundredetusindvis ved de ca. 250 kendte pilgrimsteder i Europa, men kun meget få har overlevet til vore dage.
Fra Horsens kendes tre sådanne mærker, der viser, at Horsens-borgere har gjort den lange rejse ud i Europa. Man kom frem til fods og til søs og indlogerede sig undervejs i specielle herberger. Vigtigst var imidlertid nok de mange nye erfaringer og indtryk, disse pilgrimme bragte med hjem til den lille by. Rejsen op ad Rhinen frem til en af Europas største middelalderbyer, nemlig Køln, må for en Horsens-borger have været et kulturchok af dimensioner. Ligesom det fremmedartede landskab og byggeri i Italien og Spanien har givet stof til mange fortællinger i de små hjem. Men selvom tilværelsen sydpå på mange måder var anderledes, så rejste Horsenspilgrimmene alligevel i en kendt kultur, fordi de delte tro og kirke med resten af Europa.
Pilgrimmene lærte meget, men først og fremmest sikrede de sig en bedre plads, når sjælene ved døden skulle vejes af ærkeengelen Skt. Mikael, og det blev afgjort, om man skulle i himmelen elle lige lukt i skærsilden.
Peter Borgsmed
Et enkelt middelalderligt menneske skal dog fremhæves her. Han havde, som pilgrimmene, tilknytning til kirken, men på en anderledes afgørende og fremadrettet måde. Det drejer sig om den første reformationsprædikant i Horsens, Peter Borgsmed.
Peter Borgsmed blev født o. 1495 og var johannittermunk, antagelig i Skt. Hans kloster. Han læste på universitetet i Rostock fra 1516 og mødte her Hans Tausen, den fremmeste reformationsforkæmper i Danmark. Hvornår, han begyndte at prædike den lutherske tro i Horsens, er uvist, men i 1530 udgav han et lille reformationsskrift hos bogtrykker Hans Vingartener i Viborg, og i den anledning omtaler bogtrykkeren i et brev “den lille og dog gode Christi hjord hos Eder i Horsens”. Menigheden har altså ikke været stor, men dette skulle ændre sig, især da man 1532 overtog gråbrødrenes kirke som luthersk sognekirke.
Peter Borgsmed medvirkede, da den nye reformerte kirkeordinans blev udarbejdet, og han var også medunderskriver af den. Han blev den første lutherske sognepræst i byen og skrev desuden en række salmer, hvortil han selv komponerede melodierne. Han afgik ved døden i 1572, og med ham var en overgangstid forbi. Middelalderen var uigenkaldelig slut, også i Horsens.
Forandringerne blev sat i relief for byens borgere, da jyderne på en åben plads udenfor Horsens 18. august 1534 hyldede hertug Christian, den senere konge, Christian d. 3. Reformationen betød i øvrigt ikke store forandringer i byens almindelige liv og den økonomiske vækst, som havde været fremherskende i 1500-årenes første halvdel, forsatte i årene derefter.
Teksten er hentet fra Bodil Møller Knudsen og Ole Schiørring: Fra grubehus til grillbar, 1992
Se hele indholdet i bogen på Fra grubehus til grillbar