Fra grubehus til grillbar: Det ældste Horsens

Det ældste Horsens

Nørrestrand mod nord, Stensballesund mod øst og fjorden mod syd. Byen ligger på næssets skrånede sydside, hvor den altid har været godt beskyttet mod vestenvinde, og hvor selv ikke den hårde østenvind har kunnet rejse større bølger på grund af fjordens snoede forløb og mange flak. Ydermere har man kunnet søge ly i den arm af Bygholm å, der løb langs næssets sydlige kant, og som blev byens havn.

Bebyggelsen på dette næs havde et godt økonomisk fundament. Horsens er omgivet af et meget frugtbart landskab, der siden yngre stenalder har givet grundlag for mange rige bygder. Fra omlandet kunne man, i vikingetid og middelalder, levere korn, kvæg og heste med eksport for øje. Næsset var også det sted, hvor landtrafikken mødtes med søtrafikken. Sydfra skulle man nemlig passere næsset for at undgå de fugtige områder vest for byen, idet Bygholm enge og det areal vest for Smedegade, der var en del af den senere Hestedam, tvang den rejsende ind, hvor bebyggelsen lå. Bynavnet, som indtil ca. 1500 var Horsnes, betyder Hestenæs og er antagelig meget gammelt. Oprindelsen kendes ikke, men flere muligheder kan tænkes. Nærmest er den forklaring, at næsset var stedet, hvor man opdrættede heste med videresalg for øje; men det kan ikke udelukkes, at navnet henviser til, at her har været udkæmpet hingstekampe. Disse dyster kendes fra vikingetiden, hvor de indgik i dyrkelsen af frugtbarhedsguden. Gennem kampene udvalgte man den fremmeste hest, som derefter blev ofret til gudens ære. Næsset har i så fald været det religiøse samlingssted for flere bebyggelser i området. Gamle stednavne som Torsted og Tyrsted viser også tilbage til denne tid.

900-1000 årene

Hvor Horsens nu ligger, valgte allerede vikingerne at slå sig ned. Da Bremerklerken Adam ca. 1070 beskriver Norden og omtaler de byer, der lå i bunden af de østjyske fjorde, havde der boet mennesker i Horsens i mere end 100 år.

Borgergade-bebyggelsen

Ved de omfattende ærkæologiske udgravninger i 1991-1992 er der fundet en vikingetidsbebyggelse fra 900-årene i den østre del af midtbyen. I området ved Borgergade lå der rester af i alt seks grubehuse, som var nedgravet i jorden og havde en størrelse på ca. 3 x 4 m. To tagbærende stolper har båret et strå- eller rørtag, og væggene blev dannet af planker.

Disse huse var almindelige i vikingetiden og kendes både fra landsbyer og handelsbyer. De blev ofte benyttet som værksteder eller vævehytter og har ligget i umiddelbar nærhed af de egentlige lang- og beboelseshuse. Dem er der endnu ikke fundet nogle af i Horsens fra 900-årene, og vi ved således ikke hvorvidt, den ældste bebyggelse alene har omfattet en enkeltgård, eller om der har ligget flere gårde i området.

Nye udgravninger er også nødvendige, før det kan afgøres, om der her er tale om en større handelsby med kontakter til udlandet. Der er fundet skår af klæberstenskar fra Norge og redskaber til bronzestøbning, hvilket tyder på, at handelssamkvem og håndværk ikke var fremmed for de første Horsens-vikinger.

I det følgende århundrede er der foregået en ændring i bebyggelsesmønstret i området ved Borgergade. Grubehusene er blevet opgivet og erstattet af en skelgrøft, som vidner om en fast grundopdeling af bebyggelsen og dermed også om en styring af bysamfundet.

Ud fra kendskabet til andre, samtidige bebyggelser kan man antage, at byen har været opdelt i grunde eller matrikler, adskilt af hegnsgrøfter, på hvilke de enkelte gårde og huse lå sammen med eventuelle værksteder. Af denne bebyggelse er indtil nu kun fundet et stolpebygget langhus på ca. 26 m, beliggende på det nuværende torv.

Begravelsespladsen

Vikingetidsbebyggelsen fra 900-årene havde sin begravelsesplads i et område ca. 200 m vest for de omtalte grubehuse. Her blev, i et lille område midt på nuværende Søndergade, fundet fjorten begravelser. Der er tale om skeletgrave, og flere former for kister er taget i anvendelse, som det var vanligt i vikingetiden. Plankebyggede kistegrave var mest almindelige, men også en udhulet træstamme, en såkaldt bulkiste, er benyttet.

En enkelt begravelse viser den afdødes særlige status, idet han var blevet begravet i et tømmerbygget kammer, og havde fået et lerkar, en slibesten og en perle med sig i døden.

Gravgaverne er ellers meget fåtallige og i de fleste af gravene slet ikke tilstede, hvilket ikke er ualmindeligt for de danske vikingetidsgrave og kan skyldes den begyndende kristendom.

Gravpladsen i Horsens er imidlertid nok ikke kristen, idet en af de afdøde havde fået to af sine trælle med i graven. To kvinder, begge over 35 år, var ihjelslået og sammenbukket lagt ned i et hul ved siden af deres ejers grav. Vi kender sådanne trællebegravelser andre steder fra, men vores viden om denne befolkningsgruppes forhold og levevis er stadig meget ringe. Deres situation kan måske bedst sammenfattes i tidens egne ord: trællen gjaldt “som andet kvæg tilhørende bonden”.

Gravpladsen synes ikke at være blevet benyttet i 1000-årene, og det skyldes sandsynligvis, at man har opgivet gravpladsen ved kristendommens indførelse.

Med kristendommen kom nye begreber som kirke og kirkegård ind i tilværelsen, og det hedenske vikingetidssamfund blev forandret til et middelaldersamfund.

Den tidlige middelalder

Første gang Horsens nævnes i en udenlandsk kilde er i 1100-årene. Den arabiske geograf al-Idrisi udarbejdede i årene 1138-1154, hvor han opholdt sig ved normannerhoffet i Palermo på Sicilien, et verdenskort over den da kendte verden, med en supplerede tekst. Værket blev udsendt i 1154, og Horsens omtales her som “en lille smuk by”. Hvorfra Idrisi har sine oplysninger, ved vi ikke, men det kan være fra sø- eller handelsfolk, der har gæstet den lille by.

Byen stod, som flere andre gamle, danske byer, under kongens beskyttelse, og antagelig har dette været tilfældet siden 1000-årene. Kongen modtog afgifter fra de handlende mod til gengæld at sikre markedsfreden og beskytte fremmede købmænd.

Møntslagning

I 1100-årene lod kongen slå mønt i Horsens. Den ældste møntslagning foregik under kong Svend Grathe ca. 1150, og hans mønter bar kongens hoved i profil og indskriften HORS.

Efterfølgeren, Valdemar den Store, slog mønter med indskriften “Regis Horsenes”, dvs. “kongens Horsens” og måske betyder dette, at byen ikke blot var under kongens beskyttelse, men at han havde størstedelen af den i sin besiddelse. Under alle omstændigheder har kongen haft en gård i byen til brug ved ophold og møntslagning, og desuden har han, som det er omtalt senere, også ejet sognekirken samt et kongeligt kapel.

Kongsgården

Kongsgården er ikke med sikkerhed lokaliseret, men udgravninger syd for Vor Frelsers kirke på Torvet har i 1992 blotlagt rester af en 10 m bred og 3 m dyb voldgrav, som er blevet tildækket engang i 1200-årene. Voldgraven, med eventuel tilhørende vold, kan have befæstet kongsgården, der således har ligget et sted i området omkring den nuværende Vor Frelsers kirke.

Inden for befæstningen har, foruden kongens hus, også ligget det sted, hvor Horsens-mønterne blev slået. Muligvis har her også stået et mindre kapel, bygget i træ eller granit.

I den nuværende Vor Frelsers kirke er der anvendt flere detaljer i granit, som kan stamme fra en ældre bygning.

Kongsgårdens befæstning blev først nedlagt, da kongen i forbindelse med flere andre store forandringer i byplanen opførte Skt. Jakobs kapel, på danske Skt. Ibs, som Vor Frelsers kirke hed tidligere.

Den formodede befæstede kongsgård har udgjort borgernes eneste tilflugtssted, idet den øvrige bebyggelse næppe har haft forsvarsværker på dette tidspunkt.

Lignende forhold kendes fra resten af Nordeuropa, hvor både konger, hertuger og biskopper har haft befæstede boliger, omgivet af almindelig bymæssig bebyggelse.

Byens gader

Byplanen i 1100-årenes Horsens kendes ikke i detaljer, men tyngdepunktet har ligget, hvor også den ældste bebyggelse lå, nemlig øst for det nuværende torv. Hvor stor bebyggelsen har været, vides ikke. Ved Mælketorvet er dog også fundet huse fra denne periode, og muligvis er der forsvundet flere bebyggelsesspor, da de store omlægninger satte ind i 1200-årene.

Gaderne var brolagte med småsten, og ved Fugholms udmunding i Borgergade er der fundet rester af en bro eller en plankelagt vej over et derværende, fugtigt område. I alt blev her udgravet fem lag planker, og alle kan ved hjælp af årringene dateres indenfor 1100-årene.

Selvom vi ikke endnu kender detaljer i byens plan på denne tid, må vi regne med, at der ligesom i 1000-årene har været en fast grundstruktur forbundet ved gader. Husene var bygget af træ og havde jordgravede stolper og vægge, der var lavet af lodrette planker eller opført i bulteknik. Lerklinede vægge, kombineret med bindingsværk, var også almindelige. Tagene var lavet af rør eller strå.

Den ældste sognekirke

Byens største hus i 1100-årene må have været sognekirken, der betjente det sogn, som siden 1000-årene omfattede bysamfundets medlemmer. Sognekirkens placering kendes ikke, og der eksisterer kun ganske få oplysninger om den. Lokaliseringen har været genstand for en stor diskussion, som ikke i detaljer skal genskrives her.

Kirken var indviet til Vor Frue, og den omtales første gang i 1400-årene i to breve fra paven i Rom til johannitterne i Horsens. I brevene fortælles, at johannitterne fik overdraget sognekirken af kong Valdemar Atterdag i 1351, for øvrigt sammen med Skt. Jakobs kapel. Der er sandsynlighed for, at johannitterne overtog sognekirken og lod den være kirke i det kloster, de senere byggede øst for byen. Lignende forhold kendes i andre byer, hvor johannitterne slog sig ned. I hvert fald bad klostret i 1480 paven om, at måtte bruge Skt. Jakobs kapel som ny sognekirke i stedet for den gamle, da denne lå udenfor byen. Tilladelsen blev givet, men den gamle sognekirke forsatte med at eksistere, formodentlig, som del af klostret.

Da byen nemlig efter reformationen i 1536 manglede materialer til sin nye sognekirke, fik den i 1540 tilladelse af kongen til at nedrive den gamle sognekirke, Vor Frue, og benytte materialerne herfra. Mange af de granitdetaljer, der nu dels er opstillet ved Klosterkirken dels indgår i dens murværk, kan meget vel stamme fra den gamle Vor Frue sognekirke.

Til kirken har hørt en kirkegård, som må have været meget stor, idet den synes brugt af hele befolkningen som eneste sognekirkegård middelalderen igennem.

Efter at Skt. Jakob, nuværende Vor Frelsers kirke, i 1480 var blevet sognekirke, har man også benyttet den da forhenværende sognekirkes kirkegård, idet udgravninger omkring Skt. Jakob har vist, at der ikke findes begravelser her. Det eneste område, hvorfra vi har kendskab til fund af mange middelaldergrave, er netop øst for byen i Stjernholm-kvarteret, hvor johannitterklostret lå. Mange af de begravede var klosterfolk, men et fund af en teglbygget trapezformet grav, der var almindelig i 1100-årene, tyder på, at her er tale om en kirkegård, der også har været i brug før klostret blev grundlagt i årene efter 1351. Indtil nu synes det således at være i dette område, man skal søge den gamle sognekirke, som altså lå øst for det bebyggede område, men centralt placeret i forhold til byens havn. Nye fund kan imidlertid hurtigt forrykke det billede, vi i dag har af byens plan i 1100-årene, hvor den almindelige bebyggelse lå mellem en befæstet kongsgård mod vest og sognekirken mod øst.


Teksten er hentet fra Bodil Møller Knudsen og Ole Schiørring: Fra grubehus til grillbar, 1992

Se hele indholdet i bogen på Fra grubehus til grillbar