Fra Horsens til Holsted og vice versa

Af Kurt Hermann

Jeg vil ikke lyve for jer. Det nytter nok heller ikke at prøve på det.

I Folkeskolens 8.. 9. og 10. klasse på Søndermarkskolen, havde jeg utroligt mange forsømmelsesdage. Det har jeg papir på! Og hvorfor nu det?

Historien er, at jeg ikke kunne stå for fristelsen til at spille guitar i et tresserband sammen med andre ligestillede. Det hele eskalerede i 9. og 10. klasse, for jeg var blevet optaget om et fuldgyldigt medlem af mine personlige forbilleder, Jack And The Rippers.
Det var et band – ikke synderligt gamle – som havde utroligt mange spillejobs. Over hele Danmark, især i København i Hit House, men så sandelig også syd for grænsen.
Det betød, at vi skulle afsted tidligt om morgenen, og komme sent hjem om natten. Så var man ikke tjenlig til at passe sin skole.

Derfor små 40 forsømmelsesdage i 9. klasse, og 43 forsømmelsesdage i 10. klasse!

Kort før eksamen i 10. klasse, var skolen så lumpen, at sende et brev til mor og far – uden mit vidende vel at mærke! Nu var ellers gået så godt i 2-3 år, men nu var det regnskabets time.
Jeg tror aldrig, at nogen blev så hurtigt borgerlig, som jeg gjorde. Jeg passede min skolegang, så meget jeg nu kunne nå, og jeg fik endda lov til at gå til eksamen. Eksamen forløb okay, bortset fra, at jeg igen kunne konstatere, at jeg bestemt ikke var matematiker.

Nu var borgerdyret altså kommet op i mig, så hvad nu?

Pludselig fik jeg en ubændig trang til at blive folkeskolelærer, men hvordan? Én af måderne var at læse til Højere Forberedelseseksamen (HF) på Gedved Statsseminarium, men jeg måtte erkende, at mine forudsætninger var mangelfulde. Jeg fik derfor en snak med erhvervsvejleder Nørup. Han rådede mig til, at tage et år på en skole, for at tage TF. Og han havde endda også et konkret forslag, så sådan endte det med at blive Sydjysk Ungdomskostskole i Holsted.

Afrejsedagen

Sydjysk Ungdomskostskole i Holsted

En alt for kort sommerferie senere, var det pludselig ramme alvor. Dagen for afrejsen kom meget ubelejligt, og jeg kan huske, at jeg hele vejen til Holsted, havde et fromt ønske om, at byen var blevet slettet fra jordens overflade. Guderne havde selvfølgelig ikke lyttet til mig, men som et plaster på såret, var Lasse Nilsson, som jeg kendte fra Søndermarkskolen, også tilmeldt på skolen. Vi udarbejdede en skummel plan, om at dele et 2-mands værelse, men ak. Så simple var reglerne ikke, og dem som skolen havde bestemt, skulle være værelseskammerater, blev værelseskammerater.

Mødet med et brokkelhoved

Det betød at jeg i stedet mødte min, af skolen udpegede værelseskammerat, på værelset. Det var et møde, som ikke ændrede min plan om en ny værelseskammerat hurtigst muligt. Alt var simpelthen noget værre lort, og alle var simpelthen nogen røvhuller. Sådan var mit første møde med Arne Andersen fra Fredericia.

Tiden læger alle sår

Her ses skolens absolutte ‘førerværelse’. Fra venstre er det Kurt Hermann, Arne Andersen og Lasse Nilsson. Lasse var på visit, for han boede i det næste værelse.

Hvad der så ud som et aldeles håbløst projekt, blev afløst af helt nye planer. Da tiden var moden til værelsesskifte, var der godt nok mange, som tog mod tilbudet. Men ikke Arne og jeg!
Jeg ved ikke, om Arne bare havde vænnet sig til mig, eller om jeg bare havde vænnet mig til ham. Men det var nu helt utænkeligt, at skulle skifte værelseskammerat.
Den fløj som var drengenes fløj, var væsentlig nyere end pigernes. De holdt til i den originale bygning hvor der også var skolens køkken, spisesal, lærerværelse og forstanderparret, Hyldkrogs, private bolig.
Dér var jeg kun én gang. Jeg var blevet udvalgt til at hjælpe dem med at ordne et eller andet kontorhalløj. De havde nok luret, hvem der var den dygtigste elev!

En sløj metalsløjd

Nu var det jo ikke alt, der drejede sig om boglig lærdom. Heller ikke på Sydjysk Ungdomskostskole. Det var blandt andet Bach god til. Han var lærer, og god til at sørge for, at vi elever kunne
slappe af med andre ting end bøgernes tunge lærdom.

For eksempel oprettede han et hold i havebygningen med metalsløjd. Vi blev sat til, at konstruere nogle go-carts helt fra bunden.
Vi startede med at svejse stellet sammen, og konstruere styretøjet, så det fungerede. Er spændende projekt, men jeg tror ikke, at nogen fik gjort det færdigt.
Men det var sjovt, så længe det varede. Mærkeligt nok, så var vi aldrig nogensinde ude på Speedway banen, selv om Holsted var meget fremme i skoene, når det gjaldt netop den sportsgren. Men vi nåede altså aldrig ud på nogen bane.

Interessen for fodbold

Det var absolut ikke noget sporscollege jeg gik på i Holsted. Vi var dog flere, som havde interesse for fodbold, så vi spurgte efter nogle fodbolde. Det var skolen ikke leveringsdygtige i, så gode råd var dyre.
Vi havde selvfølgelig luret, at en butik i Holsted, havde fodbolde på lager. Vi fik, efter hårde forhandlinger, kontanter til at indkøbe en enkelt bold. Én! Længere oppe ad gaden, lå der en fodboldbane, som var brugbar til vores udfoldelser, så på den bane kunne vi udfordre skolen i nabobyen, Holsted Stationsby. Udfaldet af den kamp har jeg overhovedet ingen erindring om ….
Selv var jeg startet som 1. års yngling i Horsens Freja, men da jeg kun var hjemme i weekend’erne, var træningen ikke noget jeg kunne deltage i. Men jeg havde fået blod på tanden, og det var nu vigtigt for mig, at komme til Horsens. Far og jeg havde været gennem 2-3 hårde år sammen, for han havde haft svært ved, at acceptere pigtrådsmusikken og mit lange hår. Men det vendte totalt. Jeg var blevet klippet, og samtidig begyndt at spille fodbold i netop hans klub: Horsens Freja.
Så det var pludselig ikke noget problem, at få ham til at hente mig i Holsted lørdag formiddag – og køre mig tilbage igen søndag aften.

Kammermusik og opera

Sydjysk Ungdomskostskole var en lærerig skole. Forstander Arne Hyldkrog var en fremsynet mand, og han hyrede blandt andet et kammermusikensemble til at fremføre deres musik i skolens gymnastiksal. Vi lærte, at musik spillet live og proffessionelt lød godt, uanset musikform.
Nu ligger Holsted ikke mere end små 20 kilometer fra Esbjerg, så også afsted til opera. Vi klædte os i den forbindelse, i ‘voksentøj’ med bukser, jakker, skjorter og slips – eller i hvert fald Arne og jeg gjorde. Bare lige for, at markere distancen mellem os og de andre.

Personligt synes jeg, at det nærmest er helt skulpturelt. Peter, mig, Lasse og Arne + nogle tøser

Rejser til Bornholm, Norge og Italien

Med Søndermarkskolen var jeg på Bornholm og i Vesttyskland. Egentlig ganske imponerende, men det var ikke noget, sammenlignet med hvad vi blev ‘udsat’ for i Holsted.

Ganske sjovt, at gense Bornholm med alle seværdighederne, som eksempelvis hulerne ved Helligdomsklipperne, Hammershus, Rundkirke, Brændegårdshaven, Ekkodalen, og sejlturen til Christiansø.

Men så sandelig også Rokkestenen, som vi selvfølgelig skulle udforske. Billedet, er oprindeligt ikke mit, men et jeg har lånt af Arne.

Et billede af to, der blev rigtige ‘kammersjukker’ – Arne fra Fredericia og Kurt fra Horsens.

Norge skulle også udforskes, men det mest spændende – for mig – var altså at stifte bekendtskab med norske ostetyper som Myseost og andre ostetyper, som jeg ikke husker hvad var. Men det var fremragende morgenmadsoste med smag.

Ellers er det yderst begrænset, hvad jeg husker fra broderlandet.

Den mest fantastiske tur, var så ubetinget turen til Italien. En lang, lang tur blandt andet afbrudt af et ophold i Pisa. Her fik vi fornøjelsen af, at kravle op i Det Skæve Tårn med alt dets ubehag.

Derfra gik turen ned til syd for Rom, hvor vi skulle bo i et feriested ud til Middelhavet .

Stadigvæk Arne og mig i Italien. Utroligt at tænke på, at vores første møde i Holsted var så dårligt.

Et helt fantastisk sted i et helt fantastisk område med skønne bungalows.

Det var sjovt og anderledes, for hvert ‘hus’ skulle selv lave maden. Hver morgen fik vi leveret en papkasse med råvarer, og et stort rundt brød. Fremragende. Så det var bare med at komme i gang.

Det var jo en skoletur, så vi skulle også udføre noget skolearbejde. Jeg aner ikke, hvad de andre hold skulle lave, men mit hold fik en utrolig opgave: Etruskerne! Jeg havde aldrig hørt om dem, men on location lærte jeg en masse om dette helt lokale folk. Et folk som forlængst er forsvundet i konkurrencen med andre spændende folkeslag i Italien.
I forbindelse med opgaven om Etruskerne udarbejdede vi en skriftlig rapport, som uden tvivl har været fremragende, men hvor den er i dag, aner jeg ikke. Det kunne ellers være sjovt at se den igen.

Farvel til klassen og skolen

Det blev tid til eksamen, som faktisk forløb ganske udmærket. Dog blev jeg igen, igen bekræftet i, at jeg var mere sproglig end matematisk orienteret. So what?

Det var ikke nogen stor klasse i Holsted, jeg gik i. Men særligt vi drenge var opfindsomme i påklædningen den sidste skoledag.
Fra venstre er det Arne Andersen, Fredericia – Lasse Nilsson, Horsens – Kurt Hermann, Horsens – Jens Jark, Sønderborg – Peter Ahlers, Kolding. Pigernes navne springer vi let henover.

Og igen kan det undre mig, at navnene på de tre piger, som jeg gik i klasse med, totalt er forsvundet fra min hukommelse. Herregud, det var kun tre pigenavne. Faktisk kan jeg kun huske navnet på matematiklæreren Bach og halvdelen af forstanderparret, nemlig Arne Hyldkrog. Resten fortaber sig i glemslens tåger.

Tiden går hurtigt i godt selskab, siges det.
Pludseligt var der gået et år, og det blev tid, at vende næsen hjemad til Horsens. Ikke at det generede mig, for jeg glædede mig til igen at få fast ophold i hjembyen. Den sidste dag i Holsted står skarpt prentet i min hukommelse. Det skyldes især pigerne. Når jeg fortæller om det, plejet jeg at beskrive det som en syndflod der løb ned ad gaden, så mange tårer græd de.
[kh 05/2018]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.