Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1991
Af: Poul Dahl
Jeg kom til verden i den store hjørneejendom på hjørnet af Jernbanegade og Bredgade. Helt oppe på 2. sal i Bredgade blev vi født, min bror og jeg. Vi var tvillinger.
Man havde heroppefra en strålende udsigt over den sydlige bydel, hvilket også tyskerne under krigen havde fundet ud af. Mine forældre har tit fortalt, hvordan de sad og knugede min søster, der var født i 1943, ind til sig, når tyskerne stormede op ad trappen, forbi bagdøren op til den tårnlignende udbygning lige på hjørnet. Senere legede vi som børn tit deroppe på det støvede loft, hvor vi lå og kiggede ud af vinduet, hvor tyskerne havde haft deres maskingeværstilling.
Senere flyttede vi over gården til en større lejlighed i Jernbanegade 2. I lejligheden var der 3 kakkelovne, en i både dagligstuen og spisestuen og en i værelset hos os børn. Min bror og jeg havde vores daglige job på skift med at hente kul, koks og briketter nede fra kælderens dyb. Kælderen var lidt uhyggelig at komme ned i, så lysten var der ikke altid, men gøres skulle det jo.
Det kunne godt være koldt om vinteren, når man kun havde kakkelovn, særligt om morgenen, indtil der var blevet tændt op.
Det var jo før dybfryserens tid, så når mor lavede is, begravede vi det godt nede i sneen i baggården. Det var en fin dybfryser.
Lige over for lejligheden lå posthuset, og på den anden side af posthuset lå jernbanen. Jeg husker endnu, når damplokomotivet med sneplov for fuld damp kørte igennem Brædstrup, og de hestetrukne kaner kørte mælk til mejeriet lige overfor.
I 1954 startede min bror og jeg i 1. klasse, og vi var stolte, da vi gik hen ad Skolegade med tornysteret på ryggen. I de første år gik vi hos frk. Follesen. De år har sat sig for altid i hukommelsen. Skolen er væk i dag, der er nu cykelparkering til den nye skole. Det var 2 røde murstensbygninger med skiffertag; vi var dog kun i den ene. I den var der i den ene ende toiletter og derefter privatbeboelse til frk. Follesen, og derefter kom skolestuen med træborde med blækhus i lige rækker, en kæmpestor kugleramme, et skab med udstoppede dyr og spanskrøret ovre i hjørnet.
Jeg har aldrig oplevet, at frk. Follesen brugte spanskrøret, men jeg erindrer, hun engang gav en elev en lussing, så det sang. Det kan man jo næppe forestille sig i dag, men som en formildende omstændighed er jeg helt sikker på, at det var nødvendigt, for hun var retfærdig. Havde man fortjent det, var der heller ikke langt til ros. Langs væggen i lokalet kunne man få lov til at få sine tegninger hængt op til almindelig beskuelse, når man havde udmærket sig på den ene eller anden måde, og man var stolt længe efter. Nogle år før, frk. Follesen gik bort, havde hun ryddet op og havde fundet nogle af mine tegninger fra dengang. Jeg så det hele for mig igen; de tegninger gemmer jeg godt.
Når man gik lidt længere hen ad Skolegade og til venstre bag ved den dengang nye skole, den, der til for nylig rummede biblioteket, var der en lille skovagtig beplantning, som vi kaldte skoleskoven, og som var en yndet legeplads. Her kunne der bruges mange timer.
I Skolegade bag ved De unges Hjem lå en 1 bygning, som vi kaldte “Åges hestestald”; den var ikke højere, end man med lidt kraft kunne kaste bold over taget. Her gik mange sommeraftener med at spille bold.
Når sommeren stundede til, flyttede vi i “sommerhus”. Vi havde en havegrund i den modsatte ende af byen med et lille hus på, og her boede vi i sommermånederne.
Karl Vinter, der med sin hestevogn var pakkeudbringer for banen, bakkede sin hestevogn ind i porten, og så læssede vi vore ting på vognen. Når det hele var læsset, og stuerne op gennem byen til haven med huset. jeg har siden ladet mig fortælle, at folk i byen sagde: “Så, nu begynder sommeren, Dahl’s flytter i sommerhuset”. “Sommerhuset” lå og ligger stadig for enden af Enghavevej eller rettere det, der dengang var enden af Enghavevej. Det var det yderste af Brædstrup. Der var ikke træk og slip, så skraldemanden kom engang imellem og tømte toiletspand. Det foregik med rigtige hestekræfter, også når mejerivognen fra mejeriet kom. Det var en hvid vogn med en hest for, bagtil var der så haner til mælk, fløde, kærnemælk mv .. Man kunne så holde sin kande eller skål unden hanen og få den fyldt.
Dengang var der marker med græssende køer på den anden side af hækken. Warthoesvej var kun en markvej. Nogle af køerne havde stald i et udhus til Breidablik på hjørnet af Østergade og Enghavevej. Jeg hjalp tit med at trække køerne op ad Enghavevej til deres stald. Det var hyggeligt at sidde i huset og høre regnen tromme på taget. Men det var nu ikke altid lige hyggeligt. Jeg husker engang et frygteligt tordenvejr. Vore forældre var noget utrygge; det var jo trods alt kun et træhus, så midt om natten løb vi i styrtende regnvejr med dynerne om os over til naboen, der havde murstenshus, og blev her natten over; det var i øvrigt den nat, da Bjerregården brændte.
En begivenhed, jeg særligt mindes, var dyrskuerne i folkeparken. Det var gerne en lørdag lige omkring Sankt Hans. Når man gik fra hovedindgangen fra Søndergade og ned i parken, havde man først maskinudstillingerne på højre hånd, lidt længere fremme til venstre havde et omrejsende tivoli opstillet sine telte, boder, karusseller, radiobiler mv .. Gik man yderligere lidt længere, havde man på højre hånd en stor tombola, maskinudstilling og et telt med de faglige udstillinger, og til venstre et restaurationstelt. Så var man ude på det åbne græsareal mellem skoven og folkeparken, og her var alle køer og kalve i lange rækker til højre og heste og børnedyrskue til venstre.
For enden af tennisbanene ud mod banelinien var der 4-6 rækker fliser, hvor der var opstillet båse til grise. I forlængelse af det hvide tennishus var der yderligere et restaurationstelt. Jeg var der sommetider fra morgenstunden, når de første dyr ankom. Det var ved disse dyrskuer, at drømmen til at blive landmand kom, og den holdt sig, helt til jeg blev 15-16 år.
Som situationen ser ud i dag, er det måske godt nok, det ikke blev til noget. Dengang var det jo noget mere romantisk; i dag er det som alt andet hård forretning. Mine forældre var i en årrække impliceret i dyrskuet derhen, at de havde med tombolaen og lodsedler at gøre. Det sidste blev min opgave. Gade op og gade ned for at ringe på folks døre: “Vil De være så venlig at købe en lodseddel til dyrskuet”. Efter sigende var jeg en god sælger, da jeg ikke var et helt ukendt ansigt i byen. Mange sagde: “Lad gå, da det nu er dig”.
Det bedste salgssted var at gå rundt i restaurationsteltene på dyrskuepladsen. Når folk havde fået lidt til tørsten, sad pengene let i lommen, og købe mindre end naboen kunne man ikke være bekendt. Så det gik ganske godt. Specielt husker jeg 100-års jubilæumsdyrskuet, da muciserede Horsensgarden rundt i byens gader.
I mange år var der på dyrskuepladsen ringridning om søndagen dagen efter, med optog gennem byen.
Dyrskuepladsen i folkeparken blev i øvrigt brugt til mange andre ting. Endnu husker jeg Cirkus Moreno, Miehe mv., som gav forestilling her. En lidt mere sjælden ting, jeg husker den i hvert fald kun 1 eller 2 gange, var omrejsende menagerier med mange af klodens dyr, også indimellem nogle lidt tvivlsomme, bl.a. husker jeg, der var en kalv med to hoveder; den var dog udstoppet.
En anden årlig begivenhed var fugleskydning, der foregik i Centralhotellets (nu Jyske Bank) sal. Her var opstillet en fuglelignende træfigur i den ene side, og i den anden var der skiveskydning. Vi unger morede os med at samle brugte patronhylstre; dem kunne vi lege med i mange timer.